Skip to main content

Full text of "Himmerlands historier"

See other formats


Go ugle 



This is a digital copy of a book thai was preservcd for general ions on library shelves before il was carefully scanned by Google as part of a projecl 

to makc thc world's books discovcrable online. 

Il has survived long enough Tor the copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl 

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whcthcr a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books 

arc our galeways to thc pasl. rcprcscnling a wcalth ol'history. cullurc and knowlcdgc ihat's ol'tcn dillicult lo discover. 

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from the 

publisher lo a library and linally lo you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to 
prevent abuse by commercial parlics. iiiclutliujj pladujj lechnical reslrictions on aulomatcd querying. 
We alsoasklhat you: 

+ Make non -commercial u.se of the files We designcd Google Book Search for use by individuals. and we requesl thai you usc these files for 
personal, non -commercial purposes. 

+ Refrain from aiitoiatiteil t/nerying Do not send automaled queries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine 
translation. Optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We encourage the 
use of public domain malerials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find 
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use. remember thai you are responsible for ensuring ihat what you are doing is legal. Do not assume that just 
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other 

counlries. Whelher a book is slill in copyright varics from country lo counlry. and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of 
any specilic book is allowed. Please do nol assume ihal a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manncr 
anywhere in the world. Copyright iiifringcmcnl habil i ty can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover ihc world's books wlulc liclpinjj aulliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search ihrough llic lul I lexl of this lu mk on llic web 
al |_-.:. :.-.-:: / / books . qooqle . com/| 



Go ugle 



Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle 

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe 1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog. 

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret 1 fra 

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig ni opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige. 
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at, 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug 

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni 1 projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet. 

• Overhold regierne 

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogso»'iiiii|; 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at ilet hjælpfy forfatte re og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa |http : //books . google , coiti| 



W»fTV% 




H5ILAS Wright ixsmxc 

BEQIT.CT 
l'MVKKSITY ... MICHIGAN 

(. GENERAL LIBRARY 





ni ii i ""' 



HIMMERLANDSHISTORIER 



JOHANNES V.'JENSEN 



HIMMERLANDS= 
HISTORIER 




KØBENHAVN OG KRISTIANIA 

GYLDENDALSKE BOGHANDEL 
NORDISK FORLAG 



PORLAOETS BOOTRYKKBRI 
1905 



OM8LAOSTIONINO AP KNUD LARSEN 



I 
HIMMERLANDSFOLK 

2m* FORØGEDE UDGAVE 



V*J;-\->--^e<*« 



OKTOBERNAT 




^MUhJtaalA 



DUNNING 
HfLL 

1-14.39 
39333 




DER var tre Gæster i Skænkestuen, det var i en Kro 
oppe ved Aalborgvejen i Himmerland for mange Aar 
siden. Klokken var ti om Aftenen. Skænkestuen var saa 
uhjemlig, Døren stod aaben til Mørket. De tre Mænd 
gjorde megen Larm, raabte op med stærke vejrrustne 
Stemmer og lod Kruslaagene klapre. Svære skæggede 
Karle var de med lange Skaftestøvler paa, Stødkaarder 
£ og Dolke. Krigsfolk lod sig hverve den Gang og blev 

kaldt Landsknægte. 
£ Disse tre skulde til Aalborg, hvor den Høvedsmand var, 
c som de havde taget paa Haanden af. De havde allerede 
• gaaet langt, skulde gaa fremdeles hele Natten, derfor hvi- 
lede de i Kroen og drak 01. Rimeligvis Brunsvigermumme. 
De to var gamle Svende med skimlet Skæg, men den tre- 
die var ung, krushaaret og ikke før over Maven. Hans 
Stemme var klarere end de andres, han lo mere. Det 
kunde ogsaa høres paa hans Eder, at han var et ungt Blod, 
han bandte overdaadigt og rigt, var ikke som de andre 
falden tilbage paa en enkelt, stereotyp Gudsbespottelse. 

Det Landsknægtene talte om med saa stor Larm, var 
uhøvisk, deraf kom deres Ivrighed, og derfor edede den 
unge Landsknægt saa blomstrende frodigt. 

Men at Samtalen var uhøvisk vil sige, at den drejede 



sig om Kvinder, i de Dage var det nemlig ikke anderledes 
end nu. 

Den unge Landsknægt gjorde sig til af nydt Gunst og 
omvandt forskellige blege Minder med friske Kranse af 
Lovord, indvirkede med Vemods Silkebaand og sat med 
fordringsfulde Tungesmæk. De to gamle sad paa Bord- 
kanten og tilkendegav deres Skepsis ved indre fed Latter. 

Men medens de raabte højest, kom Værten ind og bad 
dem ærbødigt om at dæmpe Røsterne. Uden Fortrydelse — 
men han havde et Barn, der var sygt og ikke vel taalte det. 

Han bad i al Sagtmodighed, saa at Gæsterne ikke for- 
tørnedes. 

Hvad skader hans Barn? spurgte en af Landsknægtene 
lavere. 

Kromanden forklarede, med Ihukommelse af Skriften, 
at det nok var den faldende Syge. 

Av! sagde den unge Landsknægt. Han slog Knips og 
drejede sig paa Hælen. 

De talte sagtere Resten af Tiden. Men henved elleve 
brød de op, betalte deres Fortæring og fortsatte Marschen. 
Da de kom ud, var Regnen hørt op, og Maanen skinnede 
paa den vaade, opblødte Vej. 

Den unge Landsknægt gik sidst, og da han kom forbi 
et af Vinduerne i det lave Hus, saa han, at der var Lys 
indenfor. En Dør blev aabnet, og Kromanden traadte ind 
med et Lys i Haanden. Værelset var lille, og i en Seng 
laa der et Væsen, han saa et aflangt blegt Ansigt med 
mørkt Haar om to mørke Øjne, et kummerligt Smule 
Pigeansigt. Saa var han forbi Vinduet. 



Han tænkte, at det vel var den Syge, og saa skyndte 
han sig efter de to andre. 

Værten var Enkemand og havde denne ene Datter. 
Lisbeth hed hun. Men hun var syg og skral og havde 
været det siden Foraaret. Der havde aldrig været nogen 
Trivsel ved hende, nu var hun seksten Aar og blev vel 
næppe ældre. 

Da Faderen havde set til hende, satte han Slaa og 
Rigle for Dørene og gik i Seng. 

Der blev aldeles stille i Huset og uden om, det laa af- 
sides ved den øde Landevej. 

Lisbeth hørte ikke andet end Vinden nu. Den havde 
fundet en eller anden Sprække at synge og pibe i, det 
blev den langsommeligt ved med. Den steg længe lidt 
efter lidt og blev til en tynd, syngende Klage, sank saa 
hen og smaapylrede for sig selv alene, rejste sig igen 
og naaede med et utaalmodigt Rusk sin ensomme Jam- 
mers Højdepunkt, faldt igen — trøstesløs. Vinden svøbte 
med Halmen, der stak ud af Møntørvene oppe paa Tag- 
ryggen, og trykkede af og til blødt paa Ruderne. Fra Tag- 
skægget dryppede Regndraaber med lange Mellemrum 
ensomt ned paa Stenene. 

Lisbeth laa og tænkte paa det store forvovne Ansigt, hun 
havde set udenfor Ruden. Hun var bleven saa bange . . . 

Det var vel en af dem, der havde støjet ude i Skænke- 
stuen. Nu gik de ude paa Landevejen i Nattens Mørke 
og var allerede langt borte. De skulde nok i Krigen. 

Lisbeth rejste sig stille, bøjede sig frem og saa ud. 
Mørke Skyer drev om Maanen, der skinnede paa den 



6 



vaade Vej. Langt henne kunde hun ikke mere sejorden 
for Mørke. Der saa' koldt og trist ud i den klare Maane- 
nat; det var ligesom hun kunde se Vinden fare over den 
vaade Jord, fordi hun saa', at Skyerne drev. 

Lisbeth faldt mat tilbage. 

Medens Nattens Tomhed var omkring hende, og Tiden 
kun fyldtes af øde, ynkelig Blæstpiben i utætte Døre, 
gik der Tanker gennem hendes Hoved som Græsspirer i 
goldt Sand, som Bobler, der triller op fra Munden af 
en spæd Kattekilling, naar den hjælpeløst kavtende syn- 
ker. Lidt havde hun hørt nu og da, noget havde Naboens 
Grete vidst, andet havde hun opsnappet i Skænkestuen. 

Hun tænkte derunder paa den store Soldat, hvis Ansigt 
hun havde set, og hendes Sjæl skød som en svag Lilje, 
der er bleggrøn i Stedet for hvid. 

Lisbeth laa stille og lysvaagen, saa ud i Natten, aan- 
dede uhørligt. 

Blæsten peb bestandig, hun hørte ingen Ting for sine 
ufuldkomne, bange Drømme. 

Da det var bleven langt ud paa Natten, rejste Lisbeth 
sig lydløst og forsigtig paa den ene Arm. Hun lyttede 
længe, men da al Ting var dødsstille, lagde hun sig til- 
bage igen, strøg nølende Dynen til Side og laa lidt der 
i det svage Maaneskin, mager og udtæret, som en dæm- 
petskinnende hvid Rosenblomst, der halvtudfoldet visner 
og bøjer sig mod Støvet. 

Hun kom til at hoste, krøb ned under Dynen igen og 
laa atter stille og stirrede ud, indtil Maanen var borte, 
og Skyerne begyndte at graane mod den gryende Dag. 



Men de tre Landsknægte var i hurtig Marsch gaaet 
videre ad Landevejen mod Nord. 

De kom over Vadestedet tæt nordenfor og pjaskede vel- 
behageligt i deres gode Støvler over det lave Vand. Saa 
kom de ned i Dalen og op over Bakken og gik videre. 

Da de var en Mils Vej fra Kroen, geraadede de i Strid 
over et eller andet, der er af Vigtighed for en Lands- 
knægt; det var en af de gamle og saa den unge, hvis 
Navn var Jørgen. 

De mundhuggedes bravt og svor, saa at Svovl og For- 
gift lyste dem ud af Halsen. Tilsidst trak de blank og an- 
faldt hinanden. 

Ude i Lyngen ved Siden af Vejen fægtede de, og den 
tredie Landsknægt saa til. 

Jørgen var forbitret og bestemt paa at dræbe Modstan- 
deren. Det var med en Følelse af noget grænseløst urime- 
ligt og naturstridigt, at han i et pludseligt Nu vidste sig 
udækket, saa' den onde Klingespids — han tænkte sig 
lynsnart og med al sin Vilje Muligheden af Naade — og i 
dette Nu følte han Spidsen hurtig gaa gennem Tøjet, Stik- 
ket, den isnende Skæren og en smærtelig Vaande dybt 
ud i Ryggen. Først nu kom det, han vilde, at bøje sig 
til Siden; i det samme svandt Kraften af hans Ben, og 
han faldt. Men da den anden trak Klingen ud, krummede 
han sig sammen med et kort Skrig. 

Saa gik de to deres Vej videre mod Nord og lod ham 
ligge med et dødeligt Stiksaar gennem Lungen. 

Jørgen fattede ingen Ting, fordi han saadan i et Sekund 
skulde forsone sig med den fjerneste og umuligste af alle 



8 



Tanker. Men da han endelig blev klar over det, følte han 
sig totalt forandret, ligesom omskabt. Hurtig lettede han 
sig — Smærten var ulidelig — han skød det hele fra sig 
og stirrede efter de to Skikkelser, der svandt jævnt i Mør- 
ket Han fyldtes helt af maabende Vantro: 

Gik de fra ham! Ja, uden at vende sig, Jørgen blev 
helt blindet af rasende Had og Harme. 

Han lod sig falde tilbage i Lyngen, trængte sig sam- 
men om Smærten, der bed og huggede i Kroppen, og da 
han atter lettede paa sig, mærkede han, at Tøjet slap fra 
hans Skind; det havde klæbet dertil. Tak! han var blodig 
over det hele, det løb nok saa lystig ud i Lyngen ogsaa. 
Han vilde knappe Tøjet op, men Armene var stive som 
af Kulde — da blev han afsindig af Skræk, saa' sig om 
i Mørket, kunde ikke tro det. 

Han laa ved Foden af en lille Høj, det blev ham med 
ét om at gøre at komme op til Toppen. Krybende og krav- 
lende naaede han derop og blev undervejs aldeles ydmyg, 
saa kraftesløs var han. Da han sank om deroppe, gav han 
Pokker i det altsammen. Han laa ganske stille paa Ryg- 
gen, kunde ligesom liste sig uden om den gruelige Pine 
i Brystet og føle, hvor velgørende og godt hans trætte 
Ben hvilede. 

Nu han laa saa stille, begyndte han at tænke over Tin- 
gene. 

Han hørte Vinden, der kom strygende over Lyngtoppene, 
vippede en Kende med de stive Kviste og stribedes af 
dem til en dæmpet Hvisken og Puslen. Skyerne drev for- 
bi Maanen, det var som det plejede at være. Men i Jesu 



9 



Navn, nu var det ramme Alvor, han skulde af med Livet 
Et Øjeblik voksede han op i en eneste jamrende Anklage. 
Saa tænkte han fornuftigt igen, ivrigt, skyndsomt, det 
gjaldt om at faa Rede paa en hel Mængde. Men i Hast- 
værket snublede al Ting over hinanden, smaa Tanker og 
Minder fløj til i ilter Forfjamskelse. Et Krampesæt i Brys- 
tet jog alt ud — han vaandede sig halvhøjt 

Netop her skulde det være forbi, saa var alt det andet 
jo ingen Nytte til, syntes han. Nej, hele hans Liv var 
for ingen Ting at regne mod den Stund, da han laa her 
og i al Evighed hørte Vinden suse let hen over Lyng- 
en og puste og sukke. 

Der nede i Rendsborg stod han og drak et Glas Vin, saa 
faldt Hatten bag af ham, og Kridtpiben gik i Stykker — 
i Værtshuset den Gang — hvad skulde det til ? Hvorfor 
havde han gjort sig saa stor Umage med den Vaaben- 
smed i Liibeck? Og hvorfor havde han plejet sit Skæg 
og hver Dag længtes efter at det skulde blive længere? 
Hvorfor var der Blod i ham, naar det nu skulde rende 
ud? Jørgen følte et Øjeblik lun Lattermildhed, som om 
han havde narret nogen, der havde gjort en hel Del ud af 
det for ham — rigtig taget dem ved Næsen. Men derved 
kom Jørgen i Tanker om Gud og gav sig til at hviske og 
bede til ham. 

Vinden kom forbi, bar hans Hvisken et Par Fod, tvandt 
den sammen med Lyngsus og Nattelyd, spredte det hele 
og fo'r videre. 

Dér døde Landsknægten Jørgen i Ensomheden, Maa- 
nen skinnede paa et hvidt, stivnet Ansigt, smilede rundt 

Hlmmerlandshistorier 2 



10 



til et Udtryk af ubesvarede Angstraab, Forladthed og 
Ynk. 

Jørgen laa stille paa Ryggen, i lidt Afstand kunde han 
ligne en aflang graa Sten. Lyngen dækkede ham halvt, 
de stride Toppe nikkede og vippede. Skyerne drev mør- 
ke og gustenrandede over Maanen af og til. Landet var 
øde og lidet beboet, det strakte sig i flade, møjsommelige 
Rundinger, beklædte med Lyng. 

Vinden strøg over det hele paa sin lange medløse Van- 
dring. Den nuslede ved Lyngtoppene, pillede lidt ved 
Landsknægtens Haar og fo'r saa videre for et eller an- 
det Sted at finde sig en Dørsprække til at synge og pibe i. 



^yn,'i. 



TRE OG TREDIVE AAR 



Pludselig kan Musiken tie, Strengenes hidsige Hvin 
forstumme ... og en bliver staaende midt paa Gulvet 
med Sved paa Panden. I en støvet, fejende Festsal raver 
alle tavse mod Væggene, fordi en Spøgelserædsel sneg 
sig ind ad de aabne Vinduer fra Mørkets Stumhed der- 
ude. En kan blive staaende alene paa Gulvet sanseløs og 
svimmel af Dans og Glæde, medens Krampe tager fast 
om alles Hjærter. Men saa er der maaske en, der river 
Dødens Maske af og slaar op med Haanden: Spil Mand! 
Fil paa din Fedel, jeg vil forglemme og danse i svimle 
Krese med hende, min Brud! 

I en Gaard levede der er gammel Kone i tyve Aar, og 
i den Tid forandrede hun sig ikke. Hun var der i Gaarden 
som et Inventar, man sagde I til hende og omgikkes 
hende varsomt, hun havde taget Skade paa Forstanden. 
Der er et Udtryk mellem Bønderne, de siger om en, 
der er bleven underlig, at han har „set for meget ; det 
sagde man ogsaa om gamle Kirsten. 

Det var en maaneløs Jævndøgnsnat for mange Tider 
siden. Mørket var tæt og fuldkomment, det fyldte Luften 
over Vejene og de tomme Afstande. Spredt langt fra hver- 
andre laa enlige røde Lys, uden Straaler, fra et og andet 
Talglys i en lavloftet Stue. En Mand gik gennem Mørket 



14 



efter tre tæt ved hinanden siddende roligt skinnende Lys, 
han var selv som en vandrende Funke, han bar en Stald- 
lygte i Haanden for at finde Stien over Marken. 

Lygten lyste et Par Alen hen, i Lysskæret skridtede 
det nederste af to Ben skiftevis og kastede Skygger skraat 
bag ud, Resten af Manden var skjult i Mulmets bløde 
Stof. Naar Lygten drejede sig lidt, vendte ogsaa de tre 
Lyskegler fra dens Ruder sig; medens Manden gik, gled 
et synligt Stykke af Stiens Grønsværkant ind fra Mørket 
og ud igen. En Gang faldt Lyset ind i en Harve, som 
stod i Brakmarken ved Skellet sat op som en Tagryg; 
om Roden af hver Tand sad en Dusk hvide Græssener. 
Manden gik op over Agrene; det var som en rund Lys- 
plet, der usikkert flyttede sig frem over Jordfladen. 

Da han naaede op over Bakken, forsvandt de tre Lede- 
stjerner; Stien drejede. Den førte i Bue, Lygtelyset faldt 
paa et Havedige — ud over rødbrunt, tykt Møddingevand, 
flakkede op ad en Udhusmur af Kampesten med hvide 
Kalkaarer imellem. Vandreren bøjede om Hjørnet; der 
stod Lyset ud fra Ruderne som tre Hulveje med Vægge af 
Mørkets dybe Masse, langt hen kunde den knoldede Mark 
skelnes paa Bunden. 

Hej didula! — der lød Violinspil og Støvledundren inden- 
for. Manden gik langs Stenbroen; før han naaede Døren, 
blev den slaaet op, og flere Stemmer hilsede ham fornøjet. 

Der har vi Smedesvenden! Kom indentil! 

Der var Legestue hos Thøgers. De Unge stod selv der- 
for, Thøger lagde kun Storstuen til. De dansede og mun- 
trede sig i de lange Aftener nu, da Høsten og Efteraars- 



15 



arbejdet var fra Haanden. Nogle af Pigerne var i nymo- 
dens Sirtses Kjoler. 

Ved Døren stod Bitte-Stine fra Fattighuset med en stor 
Hankekurv paa Armen, den indeholdt Hvedekager med 
Korender i. Af og til satte hun Kurven ned og gik uden- 
for og drak af en Pægleflaske; hun var allerede stille 
fuld. 

Karlene havde skudt sammen til Kaffe, Thøgers Kirsten 
anrettede den. Man pustede ud og nød Forfriskningerne. 

Kirsten sang saa godt, Pigerne bad hende indstændigt 
Men hun vilde ikke. Karlene nødte hende ogsaa, hun 
tviede sig urolig paa Bænken. 

Syng nu, bitte Kirsten! sagde Smed- Anders mildt 
Pigerne for sammen i en Klump og tittede fnisende om- 
kring. 

Kirsten bøjede Hovedet. 

Der blev helt stille, Hvedekagerne forsvandt stykkevis 
under den forventningsfulde Pavse. 

Saa rejste Kirsten Hovedet, strejfede hurtigt Anders 
med Øjnene og lagde Hænderne i Skødet 

Hun saa ret ud for sig og sang langsomt: 

Som Stjernerne paa Himlen 
de parres Par ved Par, 
saa skulde baade du og jeg 
ha' fulgtes paa den samme Vej; 
men du, du vilde ej. 

Kan du buske, hvad du loved' mig, 
den Gang vi stod paa Strand? 



16 

du loved, du vilde elske mig; 
men du vilde bare narre mig, 
det maa jeg tro om dig. 

Nu er jeg som det vilde Faar, 

der ud paa Marken gaar. 

Og jeg bar hverken Fa'r eller Mo'r 

eller nogen som helst paa denne Jord, 

der kan trøste mig med et Ord. 

Efter Sangen blev der lang forlegen Tavshed. Ly- 
sene uttede i Vægstagerne og fyldte det nøgne Rum med 
uroligt Halvlys. Bitte-Stine stod med Hænderne oppe un- 
der Forklædet og græd et Par Fuseltaarer. 

Kirsten sang en Vise mere, og saa spillede Kræmmer- 

a 

Jakob til Hopsa igen. 

Anders dansede næsten hele Tiden med Kirsten, i Pav- 
serne maatte han høre for det af de andre Karle. Han 
smilede roligt. Kom han til at se op, da mødte han Kir- 
stens gode Øjne tværs over Stuen. 

Det var noget enhver vidste, at de to var Kærestefolk. 
Thøger var nok Gaardmand, men han sad smaat i det 
med mange Børn. Smed- Anders hverken drak eller gjorde 
nogen Uret, hans Haandværk faldt indenfor kuldlyst Bon- 
detiltag. Det var i sin Orden, at han skulde have den 
smukke Kirsten. Han kunde ikke ret længe ad Gangen 
undvære at se paa hende. 

Dansen gik, der var mange andre, to og to, som helst 
vilde være hinanden nær. Glæden lyste over dem. Mathis, 
der havde været i Købstaden — han handlede med Lam 



k~ 




17 



— dansede avet om og huggede Sinkerne i Gulvet ved 
Slutningen af Melodiens Repetitioner. Nogle ældre Folk 
»ad og saa til paa Bænkene. 

Det var nær Midnat, alle var hede i Hovedet, de brede 
/esterygge dampede som Enge. Dansen blev jo længere 
o lystigere. 

Kirsten kom ind og strittede Vand paa Gulvet, en mug- 
gen Kattelugt rejste sig fra det vaade Støv. 

Puh! saa det var varmt — Mathis slog Vinduerne op. 

— Og lad os faa „den røde Lue 11 , raabte han hæst til 
Spillemanden. Det var en Turdans, hvori alle deltog. Ef- 
er den dansede de „Firkanten", ogsaa en Turdans, men i 
lastigere, aandeløs Takt. To Hold deltog og hvirvlede 
-undt med bedøvede Øjne — Hænder slap og greb, 
Skørter stod sejlende ud i Luften . . . 

Men da var det, at Kræmmer-Jakob brat holdt inde med 
Vlusiken, og da de saa op til ham, sad han med Violinen 
inder Hagen og stirrede vist hen mod Vinduerne . . . 

Rædselen greb dem i Struben allesammen, de flygtede 
ra Gulvet 

Kun Mathis blev staaende der alene som stivnet i et 
Spring. 

Der blev aldeles dødsstille. 

I Jesu Navn! lød Bitte-Stines Røst højt og skælvende 
gennem Stuen. 

Pigerne røg sammen i en Krog. Saa gik Smed-An- 
lers hen og lukkede Vinduerne et for et, han saa fast ud 

det fløjlssorte, stille Mørke. Da han havde klemt den 
»idste Haspe paa, vendte han sig. 



18 



Det var jo ingen Ting, sagde han, spil, Kræmmer-Jakob! 
Hvad blev du ræd for? Kom Kirsten! Anders aabnede 
sin Favn, og Kirsten gik derind i til ham. Jakob spil- 
lede op og trippede Takt med Støvlespidsen. 

Alle saa undskyldende paa hverandre og pustede. Men 
Dansen gik herefter endnu gladere og lettere end før. 
Latteren befriedes og klang. 

De holdt ved, til Ruderne blev graa. Saa spredtes de to 
og to ud over Stier og Biveje. Pigerne skulde hjem og 
malke. 

Om Foraaret byggede Anders Hus og Smedie, og i 
Juni Maaned blev han og Kirsten viede. 

Det var en Dag med grøn Jord og skyløs Sommerhim- 
mel, da Bryllupsvognene kom i rullende Tog op over den 
lyse Landevej. Hestene førte sig væligt, Støvet lettede og 
blev staaende over Grøftekanten. I den forreste Vogn sad 
Kræmmer-Jakob ved Siden af Kusken og spillede Køre- 
marschen, han gabede over Klarinetten og skiftede med 
Fingrene paa Hullerne. Den Brudemarsch blev altid spil- 
let, de forgangne Tiders Gilder og Fester gik op med den. 

Dædædæ, dædædæ, dædædædæ . . . klang Trætonerne. 

Musik var sjælden paa den fattige Egn. Solen skinnede 
langt ud over Marken, i fjærne Gaardsled kom der nogen 
frem for at lytte. 

Vognene rullede, en efter en kom op over Bakken, der 
var mange. De holdt udenfor den kalkede Kirke. Et hvidt 
Slør løftedes af Sommerluftningen. Smaabørn kravlede 
paa Stendiget om Kirkegaarden. 

Og saa rullede de tilbage igen i Række ned over Vejen. 



19 



Solen glinsede paa Vadmel med sort, blank Luv, Kræm- 
mer-Jakob sad tilbagelænet i Agestolen og gabede over 
Mundstykket En Fest drog forbi, en Fryd lo ud over det 
nøjsomme Land. 

Bitte-Stine stod ved Grøften og tindrede med de smaa, 
røde Øjne, og da den sidste Vogn var forbi, tog hun en 
gammel Tøffel frem bag sit Skørt og kastede efter den, 
for at de unge Folk kunde faa Lykke. 

I de første Aar stred Anders og Kirsten bittert for Ud- 
kommet, de skyldte alting paa Huset 

Anders hamrede og klinkede fra Morgen til Aften, gjor- 
de Træskosøm og lappede paa Stueure. Desuden dyrkede 
han Jordstykket 

Bønderne kommer saa tit med et Værktøj og snakker 
godt, Anders gjorde dem den Villighed og saa langt efter 
dem. 

De fik tre Børn, to Piger og en Dreng, Kirsten kunde 
Ikke hjælpe meget til, saa længe de var smaa. Men efter 
en halv Snes Aars Forløb var Gælden betalt, og Anders 
fik Mon til at købe Faar og Ko efterhaands. Den store, 
ludende Mand var benmager, han talte kun lidt. 

Der kom jævne Tider for de to, Kirsten blev fyldig, 
hun var hvid og rød endnu som en Pige. Børnene blev 
konfirmerede, de to var ude at tjene. 

Da Sørine, den ældste Datter, var hen ad tyve, blev 
Anders hugormeslaaet en Gang, han læssede Lyng. Tom- 
melfingeren kom sig aldrig siden, og de andre Fingre blev 
ogsaa buldne. Han gik i flere Aar med store Klude og 
Tutter paa Fingrene. 



20 



Naar Anders Smed kom udenfor Døren, kunde han 
staa og skotte over mod den lille Smedie, hvor Essen var 
kold. Han blev ved at gaa med Skødskindet. Det hule An- 
sigt blev grublende mismodigt. Man saa ham pusle om ved 
Huset, duknakket og stille. Tagskægget over Døren var 
tæt pakket med alt muligt, som kunde sidde der — en 
Kalkbørste, som var slidt lige til Ringen, en halv Uldsaks, 
en gammel Tøjrepæl. Der blev det siddende i Aaringer 
og gik ikke til Spilde. 

De levede af Jordlodden og slog sig igennem, men 
Anders Smed blev mere og mere tungsindig, fordi han 
ikke kunde udrette noget. Lars var sytten Aar nu og pas- 
sede det hele tilligemed Moderen. 

Naar Anders Smed gik saadan og nulrede udenfor, 
kunde Bitte-Stine komme forbi og vende sit lille fordrukne 
Ansigt om imod ham. Nogle Dage efter kom Bitte-Stine 
igen forbi. Og et Par Aar efter saa han hende akkurat 
lige saadan. Bitte-Stine vidste ikke, hvor gammel hun var, 
Tiden eksistede ikke for hende. Omtrent hver Maaned 
kom hun og fortalte, at det var hendes Fødselsdag, hun 
samlede Toører til en Pægl i den Anledning. Det var ikke 
noget Kneb, hun troede, der var gaaet et Aar. 

Lige saa underligt var det med Snøvl- Peter, den lange 
Vagabond. En Dag tonede han frem paa Landevejen med 
en Hale af Børn efter sig fuld som en Høne og glad, 
usigelig glædesstemt. Han var altid i Murerklæder, hjul- 
benet var han og halvfjerde Alen høj. 

Snøvl-Peter kendte hverken Almanak eller noget. En 
Tid var han forduftet og aldeles glemt af alle. Saa var 



21 



han i ukendte Byer, hvor han klinede skæve Svinestier 
op. Men en Dag kom han imperatorisk ned ad Vejen med 
Piben rakt op i Luften som et Scepter, han udfordrede 
hele Skidtværket og snøvlede som en Tapir. Med ét gik 
Krigshumøret af ham, han smilede uendelig godt i det 
hvidskimlende Skæg. 

Kom an, I bitte, morsomme Drenge! raabte han snøvl- 
ende, han tog lange, sejge Skridt og holdt Ryggen stejl. 
Og saa sang han gennem Snabelen! 

Ak, hvorfor bad du om mit unge Hjerte, 
ak, hvorfor gjorde du mig denne Sorg?! 

Haa, haa, haa, lo han saligt for sig sig selv og dinglede 
videre. 

En sludfuld Morgen kunde man se Snøvl-Peter, der 
laa og sov i en Grøft. Saa var han borte og glemt, og en 
Skumringsstund kom han igen i Triumf ned ad Vejen med 
Piben rakt op foran sig og med Brændevinsflasken i Side- 
lommen. Og saadan blev han uforandret og uberørt af 
Omskiftelser, medens Jorden rullede; han var udenfor 
Tiden. 

Sommer og Vinter skiftede og havde ingen Ting at fyl- 
des med; Anders Smed laa paa andet Aar i den brede Al- 
koveseng derinde, og Kirsten puslede lige stille om ham. 

Han kunde se ud af de smaarudede Vinduer til en 
Bugt af Niels Jepsens Agre, han kunde se et Hjørne af 
Gaarden, det var alt, hvad han saa. Sneen smeltede om 
Foraaret, det varede grumme længe, medens det stod paa. 
Men en Gang var det alligevel længe siden, saa var det 
Efteraar, og Ageren laa bar. 



22 



I Hjørnet ved Sengen stod Kasseuret, som Anders selv 
havde lavet, baade Værk og Visere. Han havde malet 
blommede Roser og Stilke paa Skiven som paa et rigtigt 
Købeur. Perpendikkelen svingede frem og tilbage og hak- 
kede nøjagtigt . . . Anders Smed laa i søvnløse Nætter og 
hørte derpaa og kunde alligevel ikke faa Ende paa Tiden. 

De havde faaet Doktoren til, og han sagde, at der var 
Tuberkler i Fingrene. Anders havde dem ogsaa indvendig. 
Kirsten lærte Ordet, det havde i sig en kold Mystik for 
hende. 

Anders Smed laa med det brungule Hoved skraat paa 
Puden, sommetider pillede han med de to hele Fingre 
ved Kvasten paa Sengebaandet, den var gjort af rødt og 
blaat Garn. Anders havde kendt den siden Tidernes Be- 
gyndelse. 

Et Aar saa han Snøvl-Peter dingle forbi ude paa Ageren 
med Piben rakt hoverende mod Himlen. 

Er han levende endnu? hviskede Anders Smed un- 
drende. 

Ja han er, bitte Anders. Ja han er saamænd saa. Ja, ja 
— ja det er han. 

Kirsten sad foran Sengen og bandt Hoser. Nøglet laa 
i en lille Halmkurv, som Anders havde flettet i de unge 
Dage. Det trillede om sig selv og blev mindre og mindre; 
Garnet krøb mellem Kirstens aldrig hvilende Fingre, gik 
over Pindene og blev Maske ved Maske. Kirsten maatte 
bruge Briller allerede, hun havde staaet saa meget ude 
i det mørke Køkken, hvor den fede, gule Røg fra Lyng- 
tørvene kvalmede op og skar i Øjnene som Salt. Hun 



23 



græd ogsaa hver Dag. Der blev ikke lukket op nogen 
Sinde i den lille Stue, Luften var mættet med Lugt. 

Katten sov nogle Aar under Bilæggeren, saa fik den 
en Killing, der tog Livsanskuelsen i Arv. 

En Dag, da Anders Smed laa som han plejede med det 
skindmagre Hoved skraat paa Puden, klædte de ham i 
hvid, udhugget Linskjorte og redte Resterne af hans Haar 
frem over Ørene. 

Han blev jordfæstet oppe paa Kirkegaarden. 

Skolelæren havde trykte og kolorerede Mindeblade med 
Steder in blanco til Navn og Dato. Han kaligraferede An- 
ders Pedersens Navn derpaa, og det kom til at hænge i 
Glas og Ramme hjemme hos Kirsten. Mellem to Søjler 
og omvundne af rige Zirater stod at læse: 

Fader I Naar Moderen spørger: 
hvor ere hvort kæreste hen? 
naar hun klager og sørger, 
sig, jeg ere i Himmelen igen. 

Eller naar Faderen græder, 
tørre hans Taare ham af. 
planter, naar Solen skinner, 
Taarene paa min Grav! 

Hvert Aar kom den gamle Bissekræmmer fra Niirn- 
berg med en ny Forsyning til Skolelæreren, han kom ved 
den Tid, da Frøerne kvækker, og der bliver saaet Havre. 
Det var ikke slaaet fejl noget Aar siden Kristian den ot- 
tendes Tronbestigelse. 

Der havde i de sidste Aar været meget stille i Smedens 



24 



Hus, men nu laa der ligesom en større Stilhed bag ved. 
Kirsten græd, naar hun stod over Ildstedet og lavede Mad 
til sig og Lars, den bitre Røg hjalp til. 

Om Foraaret kom Sørine hjem fra sin Tjeneste, hun 
var femogtyve Aar nu. Den høje, milde Pige havde været 
saa godt lidt, men nu kunde hun ikke længere taale Ar- 
bejdet. Hun var smalkindet og hostede, Øjnene lyste kla- 
rere, end godt var. 

Kirsten blev den gamle beslutsomme Kvinde fra fer, 
hun fik Sørine pakket ned i Alkovesengen, hvis Bund- 
halm endnu havde Aftryk efter Faderen. 

Der laa den lange, blege Sørine og døde i Løbet af et 
Aar. 

Hun laa og saa ud paa Hjørnet af Niels Jepsens Gaard, 
græd af og til, naar Moderen var ude i Køkkenet for 
at græde, tæredes langsomt og sikkert hen. Hun tænkte 
mest paa, at hun ingen Kæreste havde haft i sin Tid. Sø- 
rine havde Haaret delt ned til hver Side langs den hvide 
Jomfrupande, hun laa som et Skilderi derinde i den dunkle 
Alkove. Degnekonen sagde det, hun kom undertiden og 
hjalp til med Sorgen. 

Der var mange, som havde holdt af Sørine, hun var 
altid en stille Pige, som man kunde faa til at synge de 
kønneste Viser, naar man nødte hende i tyve Minutter. 
Herregud, at hun skulde dø. Naar Gæsterne var gaaet, 
fik Sørine sommetider Anfald af langvarig Graad, saa vidt 
hun formaaede det. 

Bitte-Stine kom en Gang ind til hende og gjorde sig 
lækker med en lille Kurv Tyttebær. Hun bragte Hedens 



25 



Duft med sig, den friske, bitre Duft af Rævling og Lyng- 
ens syrlige Aande. Da Sørine sygeligt smilende prøv- 
ede at spise af Bærrene, var der en Bismag ved et af 
dem, en vis Smag, som kun den kender, der i sine 
Barneaar har ligget paa Maven i Lyngen og fyldt sig med 
Bær. Man kan faa et, som man spytter ud igen, det har 
en Tæge krøbet over, en af disse flade, grønne Tæger, 
der ligner et Tyttebærblad saa aldeles, man kan smage 
det 

Da Sørine fik den Smag i Munden, sank hun Bærret 
og vendte sig bort mod Væggen. Hendes Ryg skælvede 
i smaa korte Trækninger. 

Bitte-Stine sad og sludrede, hun havde jo kendt Sørine, 
fra hun blev født. Ja vist. Da Sørine var 9 — 10 Aar og 
fløjtede ude i Heden med Kameraterne, traf de altid Bitte- 
Stine et Sted dybt ude i Heden, hvor hun samlede Bær 
til at sælge. Den Gang saa Bitte-Stine ud nøjagtig som nu. 

Sørine vendte sig ikke om mere den Dag, Skumringen 
fyldte Stuen, hendes hvide Nattrøjeryg dæmrede derhenne 
i Alkoven. 

Hun stod Vinteren over, men om Foraaret gravede 
de hende ned ved Siden af Faderen, og der kom et nyt 
Mindeblad paa Væggen. 

Kirsten ældedes, men stærk var hun endnu. Lars kom 
i Tjenesten, og i den Tid passede Kirsten Jorden alene. 
Karen Marie var fremdeles ude. Kirsten var i Aarenes 
Løb kommen til tale i en klagende og jamrende Tone, 
men derfor var hun ikke knækket. Hun blev en Slags 
Tillidskvinde i Byen, var gerne behjælpelig ved Barsler 

HimmerUndshlstorier 3 



26 



og Juleslagtninger. Naar Kirsten Smed sad i den dampen- 
de Fylde af Tarme og Flæskesider, kunde hun glemme 
alting og blive drøj paa en særegen stærk Maade. Hun 
var bleven bøjet i Ryggen, men Fødderne stod paalide- 
ligt i de højhælede Tøfler. 

Bitte-Stine havde haft Fødselsdag et stort, ubestemt 
Antal Gange uden dog at blive ældre, da Kirsten fik et 
Slag til, idet Karen Marie, den næstældste Datter, døde. 
Hun var bleven gift med en Vognmand og havde det 
godt nok. Men med det første Barn døde hun. Kirsten 
var tilstede og lukkede sin Datters Øjne. 

Nu havde hun Lars tilbage. Han var en støt 27-aarig 
Karl af samme gode Sind som Faderen. 

Lars passede det lille Jordbrug, og da der blev rigelig 
Tid tilovers, gik han paa Dagleje og tjente godt. Han 
var afholdt alle Vegne for sin Venlighed og sit lune 
Humør. 

Om Foraaret gravede han Tørv for Folk, han drev det 
til et uhørt Antal om Dagen og kunde endda med sit lyse 
Sind holde Humør i tre-fire Tørvetrillere. 

Kirsten fik en Bekymring, Lars havde noget Kæresteri 
for med en Sypige, som gik omkring mellem Gaardene. 

Bitte-Stine var daglig fuld, naar Mette var i Byen, Kir- 
sten Smed belønnede hende for god Underretning. Hun 
haabede ikke, at Lars mente noget med det Gaardmands- 
datteren sad Kirsten i Blodet. Hun talte dog ikke om det 

Lars havde Arbejde paa samme Gaard som Mette. 

En Morgen skulde han vække hende i Kammeret 
Lars listede ind. Pigen sov derhenne i Sengen. Lars lo 



27 



snedigt ved sig selv og listede paa Taaspidserne over Gul- 
vet Det var ikke saa let, da han havde Træskostøvler 
paa. Han bøjede sig og vækkede Pigen med et Kys. 

Hun for op og saa paa ham. 

Nu ska' du op! hviskede Lars mildt, og saa trippede 
han ud igen. 

En Skumringsstund kom han ind i Stuen. Mette sad 
alene for Bordenden og syede. De fine smaa Hænder 
gjorde dybt Indtryk paa Lars, han klappede en af dem. 

Vil du gi' mig et Kys? spurgte han hviskende. 

Mette svaldrede op. 

Nej — nej, nej — nej. 

Vil du ikke gi' mig 'en godvillig? 

Nej. 

Ja men maa jeg saa ta' 'en godvillig? spurgte han lidt 
stakaandet. 

Mette svarede ikke. 

Lars tog hende ind under hendes Arme og bøjede sig. 

Nu ta'er jeg 'en godvillig. 

Hun vendte Ansigtet bort 

Lars vilde ikke kysse hende uden at faa Lov. Omsider 
gav hun ham Lov til at tage Kysset og gjorde sømmelig 
Modstand. 

Videre kom Lars ikke, men han struttede af Humør i 
de Dage, Sypigen var paa Gaarden. 

Nogle Maaneder efter fik Mette et Barn med en anden. 
Lars var kureret Om han tog sig Sagen nær, er der in- 
gen, der kan vide Besked om; han var i al Fald den 
samme som før. 

3* 



28 

Tiden gik saa lindt, der var ingen Ting til at maale 
den med. 

Om Foraaret havde Lars et vist Tidsindtryk efter An- 
tallet af de Tørv, han skar. Dag og Nat vekslede, det var 
Efteraar en Gang, naar man skulde til at tænke efter det; 
næste Gang man igen huskede efter, var det maaske Som- 
mer. Snøvl-Peter tonede frem en Dag og havde faaet ny 
Pibe, dens blanke Laag tindrede i Solen, han holdt den 
op mod Himlen og sang beruset af Lykke og Brændevin. 

Et Foraar viste Snøvl-Peter sig med invalid Pegefinger, 
i Vinterens Løb havde han forlist to Led. Men hans Glæ- 
de var lige hel. Han bragte kun sin Saligheds Kulmina- 
tion til Byen; naar han var nøgtern og elendig, gemte 
han sig paa ukendte Steder. 

Et vaadt og ruskende Aar stod Lars i Tørvegravene og 
tog Kuld. Han blev rusten i Mælet og gik med Halstør- 
klæde Sommeren over, uden at det fortog sig. Om Høsten 
gik han paa Arbejde, han hostede om Morgenen, før han 
stod op. Da Kirsten første Gang saa ham spytte Blod, 
blev hun hvid af Frygt og gik hen og tørrede Blodet 
længe af, skønt det var rent nok. 

De to havde aldrig før sagt hinanden et ondt Ord, men 
nu hændte det, at der kom Tvistninger mellem dem. Kir- 
sten klagede og pylrede bestandigt og var over Sønnen 
med Formaninger, han blev opfarende og gav bitre Ord. 
Han var ingen Slatben, som man havde nødig at hænge 
over. Lars rystede sin Moder af sig og gik paa Arbejde 
med et Klæde fire Gange om Halsen. 

Han kom til at se afvisende og sammenbidt ud; det 



29 



var sjældent, at han sagde en Vittighed, og saa var den 
gerne saarende. 

Det gik saadan Vinteren over, uden at han vilde høre 
tale om Forsigtighed. Kirsten græd og blev furet, hver 
Søndag gik hun i Kirke og græd ogsaa der. 

Om Foraaret tog Lars fat paa Tørveskæringen, han fik 
ikke det sædvanlige Antal om Dagen. Undertiden forvred 
han Ansigtet og jog den skarpe Spade dybt ind i Tørve- 
bedet 

Hen paa Sommeren drak han sig fuld et Par Gange og 
ragede i Slagsmaal med de svenske Karle fra Højtorp. 
Han truede dem med en Lynglé, og Sognefogeden maat- 
te tilkaldes. 

Lars blev skarp i Kinderne, det blonde Kindskæg sad 
fremtrædende. Hosten knugede ham. 

En sen Søndag Aften i August Maaned sad han og 
Moderen ude ved Enden af Huset. Det var stille, ganske 
stille, Duggen begyndte at udfældes paa det mørke Græs. 
Oppe i Byen larmede og hujede Børnene i Stilheden, man 
kunde høre, at de legede Tagfat om Købmandens tomme 
Tønder. Ude over Hederanden, som var hel sort, stod et 
sidste kummerligt Genskær af den sunkne Sol. En Fugl 
flygtede langt derude i Mørket. 

Lars sad paa Slibestenen og røg Tobak. Hverken han 
eller Moderen sagde noget, Misstemningen var ikke glemt, 
selv om Aftenens Fred var over dem. 

Lars satte Piben ned i Slibestenens Vandtrug og rejste 
sig. 

Ja, lad os saa gaa ind, Mor! sagde han, og hans 



30 



Stemme var mild som i gamle Dage, endnu mildere og 
blødere. 

Siger du det! udbrød Kirsten stille og brast i Graad. 

De fulgtes ad ind, i Døren standsede Lars og saa op — 
langs Tagskægget sad endnu alle de Ting, Anders Smed 
havde stukket derop, for at de ikke skulde forkommes. 

Moder og Søn var i Tavshed enige, han lagde sig i Al- 
kovesengen, og hun gik til Ro i den anden Stue. 

Lars blev liggende om Morgenen. Han blev liggende 
der halvandet Aar, inden han døde. 

Det var en bitterlig lang Tid, Lars laa og stirrede fra 
samme Sted, som de to andre, og saa det samme. 

Om Sommeren blev Niels Jepsens Gaard kalket hvid, 
de to runde Popler blev saa synlige. En Dag havde Pop- 
lerne ingen Blade. 

I den Tid Kreaturerne gik løse paa Marken, kom der 
af og til et over den lille Agerstump. Lars fulgte Foraarets 
Komme fra sit Sted. De omstrejfende Børn kom forbi over 
Ageren for at plukke Padderokker. Han saa et Barn finde 
en gammel udtraadt Sko der og titte i den. En anden Gang 
kom tre — fire Smaapiger vandrende i en sær, søvngænger- 
agtig Stilling, de gik mod Solen med et rødt Flaskeskaar 
for Øjet, det var April. 

Kirsten sank i Ryggen, hun græd i Grunden altid nu. 
Hendes Øjne blev svage. Lars talte til hende som til en 
lille Pige. Lars var taalmodig, han laa og fik Ende paa 
en Tid, der var længere end Resten af hans Liv, om han 
var bleven lige saa gammel som de andre. De store Ar- 
bejdshænder blev hjælpeløst hvide og fine som en Sy- 



31 



piges. Han fingrerede med Kvasten i Sengebaandet, de 
røde og blaa Traade var ordnede omhyggeligt 

Tik-tak sagde Uret i Krogen. Viserne flyttede sig ikke, 
Værket var i Stykker, men Perpendikkelen kunde gaa. 
Lars vilde have, at den skulde gaa. Det var saa rosomt, 
sagde han. Tiden deltes i smaa Stykker. For hvert andet 
eller tredie Tik kunnet Lars tænke sig en vaad, velskaa- 
ren Tørv sat op paa Kanten af Graven. 

Undertiden saa Børnene ind til den Syge. Lars, der 
aldrig havde kunde gaa forbi en Hund uden at klappe 
sig paa Laaret ad den, var Børnenes Ven. Altid naar de 
indfandt sig, kom Kirsten ind fra det mørke røgfyldte 
Køkken og tørrede Øjnene. Og naar de kom ind i Stue- 
lugten, saa de det samme blege, taalmodige Ansigt hen- 
ne i Alkoven. Det var Sommer, det var Vinter, det var 
stillestaaende Tid for Børnene, og i al denne Evighed 
fandt de Lars uforandret, naar de kom. 

Men Tiden gaar, en Gang naar man skal se til, er det 
lange, lange Aar siden. 

Paa det sidste led Lars meget. Doktoren gav ham Mor- 
fin, men Lars var grumme forsigtig dermed. Han vilde 
lide, hvad han skulde lide, sagde han. De sidste Dage 
kunde han ikke holde ud at ligge, Moderen stod og holdt 
ham oppe, til hun ikke kunde mere og græd i Elendighed. 

En Dag stod Kirsten med et Tællelys foran Lars* Mund. 
Flammen rørte sig ikke, den stod ret i Vejret og lyste 
paa Næsetippens skarpe Brusk. Lars var død i sin Faders 
Seng, der hvor han en Gang blev født — Kirstens Ægte- 
seng. 



32 



Han blev begravet oppe paa Kirkegaarden, der blev 
fire Grave ved Siden af hverandre. 

Bitte-Stine kom ind for at se til Lars' Grav en Dag. 
Børnene løb og legede i det lange Græs derinde, de jub- 
lede op ved Synet af hende og fo'r til. De sludrede en 
lang Tid. 

Har du ingen Grave, Bitte-Stine? spurgte en rask. 

Jo, det havde hun da. Hun førte dem hen i et Hjørne, 
hvor der var en Mængde overgroede Tuer imellem hver- 
andre. De havde ikke anden Pynt end det lange, blege 
Græs, der ligner gammelt Haar, og de var ens allesam- 
men. 

Men Bitte-Stine kunde finde en bestemt. Her laa hen- 
des Moder, sagde hun. Bitte-Stine lagde sig ned og rev 
lidt i Græsset, hendes røde Brændevinsøjne blev bedrø- 
vede. 

Hvor længe er det siden, hun døde? spurgte en sorg- 
løst. 

Ja, det var — aa ja, mange hundrede Aar siden — vist 

Bitte-Stine kunde ingen Ting huske. Og hun var den 
eneste, der gemte Levningerne af et ukendt, bortpustet 
Liv, et Tal i Regnskabet, hvis Facit er Nul. Bitte-Stine 
kunde bare være bedrøvet. 

Kirsten Smed solgte Stedet et halvt Aar efter. For 
Pengene købte hun sig ind i sin Fødegaard, som hendes 
Brodersøn havde. 

Saadan gik det da til, at Kirsten kom tilbage til samme 
Sted hvorfra hun var gaaet ud, efter 33 Aars Forløb. Hun 
kom tilbage kroget af Slid, stum og udhulet af Sorger, som 



L. 



>•■ »■• t -»■ 



■ilTM Må mÉtm*åå*mMM*É*ÉÉMM 




33 



en, der har rejst i 33 Aar, lidt ondt undervejs og kommer 
hjem alene uden at have faaet noget som helst i Vederlag. 
Der var en Aften Legestue paa Gaarden, og gamle Kir- 
sten sad og saa til. Hun kom til at mindes en Gang . . . 
saa' de mange Aar i et Billede. Ja, hun havde været alene 
paa et fremmed Sted ude i Verden og var bleven brudt 
af at erfare om Frugtesløshed og Bliven til Ingenting. — 
Hun var underlig efter den Dag. Hun „saa for meget* 
den Dag. De sidste tyve Aar levede hun i Vanviddets 
endeløse Mørke. 



L^-- 



V t ■--^■.. 



CECIL 



I en Gaard nede ved Fjorden boede en Mand, de kaldte 
Bitte- Anton. Han var gammel og hvidhaaret og havde 
aldrig været gift. Det kom af, at Bitte-Anton var en tø- 
vende og grundig Natur. Han havde tit og ofte været i 
Støvlerne for at bejle; i Løbet af 40 — 50 Aar var det 
hændt mange Gange, at en Enke sad i sin Bedrift og 
trængte til Støtte. Men . . . 

Kort efter Krigen i 64 var Bitte-Anton det nærmeste 
ved en Beslutning, han nogensinde havde været. Alt var 
saa godt som i Orden, Enken var rask og renfærdig, og 
der var ingenting til Hinder. Men Kæret laa for langt fra 
Gaarden ; man kunde gærne spilde det halve af et Læs 
Tørv undervejs. 

Nu gik der en ung Karl i Gaarden, Bitte-Antons Bro- 
dersøn. Han hed ogsaa Anton. 

For nogle Aar siden var Bitte-Antons Broder kommen 
hjem fra København, hvorhen han i Tidernes graa Be- 
gyndelse var rejst. Det klinger som etÆventyr. Men Sagen 
var, at Halvøens Beboere gav sig af med Fiskeri. Ved 
hver større Gaard ser man den Dag i Dag et lille enligt- 
Kggende Hus af raa Sten og med Tagpyramide af Halm. 
I gamle Dage røgede Gaardmændene Aal her i store 
Partier. Den Gang fiskede alle i den unge Alder, ogsaa 



38 



de, der siden arvede Ejendom og drev Jordbrug. Og naar 
de unge Bønderkarle var paa Fiskeri, hændte det, at der 
kom Uvejr over dem, saa at de maatte søge ind til frem- 
med Land. De kom paa den Maade til Salling og Thy og 
stundom endnu længere bort Kørslerne til Randers med 
de røgede Aal gjorde sit; og saaledes kunde det gaa til, 
at en forvoven Natur som Bitte-Antons Broder fik det 
store Udsyn og det slugende Mod. 

Men efter tyve-tredive Aars Forløb kom han tilbage 
som en ødelagt Mand. Han havde tjent i København og 
været Gaardskarl, havde dernæst drevet Høkerforretning 
og var omsider bleven Eier af en Beværtning« Den gav 
Penge. Der var Tider, da Antons Broder forføjede over 
bedøvende Summer. Men hvordan gik det saa? 

Ja, da han kom tilbage til Fødegaarden, ejede han in- 
genting uden en lille Søn. Og den store Mand var udbuld- 
net og skoldet af Drik. Saadan var det gaaet til. 

I to Aar vankede „Københavneren," som de kaldte 
ham, hos Broderen. Han bestilte aldrig noget men drak 
i al Stilhed. Fik man ham at se, naar han stod nede ved 
Fjorden og veirede ørkesløs mod Blæsten, da blev hele 
Naturen som et Udtryk for tavs og ubodelig Ulykke. 

En Morgen, da Fiskerne kom ned til deres Garn, troede 
de, at en stor og sælsom Fisk af sig selv havde fanget 
sig deri. Men det var „Københavneren," der hang paa 
en af Tørrestolperne og var saa død som en Sild. 

Bitte-Anton opgav at blive gift, han lod sine Støvler 
skimle paa Loftet; og da Brodersønnen voksede til, adop- 
terede han ham og satte hint mystiske Apparat i Gang, 



39 



hvis ene Ende man betror en Pengeseddel, hvorpaa man 
med højtidelige Hænder udtager et tinglæst Skøde af den 
anden. 

Anton, som han slet og ret kaldtes, var nu nogle og 
tyve Aar, en stor kry Karl med fremstaaende Underlæbe, 
Han var dygtig til Arbejdet, han sang og røg Tobak Fri- 
tiden igennem, og han dansede i et Sved til om Morge- 
nen, naar der var Legestue. Men han var ikke mest af- 
holdt mellem Folk, der var noget uskaansomt i hans 
Væsen. 

Pluselig døde Bitte-Anton. Og saasnart Brodersønnen 
havde overtaget Gaarden, gik han ud paa Frierier. 

Til at begynde med fik han Nej af Cecil. Naa. Anton, 
der havde været Dragon i Randers og lært engelsk af en 
Kamerat, sagde Aal rejt og henvendte sig med Piben i 
Munden paa de andre Gaarde. Men han blev -ved at faa 
Nej lige ud til Halvøens yderste Pynt. Og han var dog 
en rig Karl. 

Folkene paa den Egn var noget forskellige fra andre. 
Halvøen ligger ud i Fjorden og ender som en blind Gade. 
De to Slægter, der ejede det meste af Jorden, havde boet 
der fra gammel Tid og havde indgaaet Forbindelser gen- 
nem saa mange Led, at der egentlig kun var én Slægt, 
skønt der fandtes to Slægtsnavne. Nogle hed Madsen til 
Efternavn, og andre hed Byrgialsen. Disse Folk var rige 
og høflige, de sagde ikke deres Mening lige ud i Næse 
og Kæbe paa nogen, det var tavse og stædige Folk. Men 
af og til kunde de uden Varsel bære sig ad paa en ret- 
vinklet Maade. 



40 



Familiesammenholdet svigtede nu ikke, fordi Anton 
kom paa Dørtrinene i sine nymodens Fjedersko. Der var 
ingen af de giftefærdige Døtre, der vilde have ham; og 
Forældrene nødte dem ikke. 

Men at Cecil forsmaaede ham, var ikke alene fordi hun 
ikke kunde lide ham — saadan en Praler! — der var en 
Grund mere. Cecil var Datter af Jens Madsen i Bakkerne. 
Et bitte Stød nordenfor laa Laust Byrgialsens store Gaard. 
Sønnen der, Christen, var Cecils Søskendebarn, og de to 
var hemmeligt fornøjede med hinanden. Der var maaske 
ingen udtalt Forstaaelse mellem dem, men Christen og 
Cecil havde altid holdt sammen. I den sidste Tid undgik 
de med Flid hinandens Selskab; og det betyder noget 

Cecil havde i flere Aar været berømt videnom, saa skøn 
var hun. Hun var ikke rent ung mere — fire-femogtyve 
Aar. Cecil var høj og mørk med blaa Øjne, den tætte 
emailleblaa Farve, som Gøthes Øjne skal have haft. Naar 
hun sad og hæklede, hvilede hendes Hage næsten paa 
Brystet, og hun aandede hørligt, hun pustede af den Livs- 
grøde, der var i hende. Nu og da maatte hun fare op og 
skaffe sig noget at le til Himmels over eller en Grund til 
at eksplodere og sprude af Livslyst. Men derimellem var 
hun en kold og noget affærdigende Natur. 

Før Anton friede til Cecil, havde han udtalt sig til for- 
skellige Venner derom og havde med sin sædvanlige en- 
gros Frejdighed indbudt dem til Forlovelsesgildet. Men da 
Udfaldet blev som det blev, agede Anton et Læs Karle 
med sig til Færgestedet, og de drak sig allesammen saa 
fulde, som de kunde blive. Og efterhaanden som Anton 



41 



fik Afslag paa Gaardene, drak han flere og flere Kaffe- 
punche paa Færgegaarden. Folk begyndte at mishages. Ce- 
cil var egentlig den værste til at gøre Nar ad Anton, hun 
skaanede ham ikke, naar Talen var om ham. 

Men det blev værre, da Forstaaelsen mellem Cecil og 
Christen Byrgialsen rygtedes. Anton begyndte nu at svire 
metodisk, og han lagde sig efter at køre forargeligt, rent 
som han var gal. De to røde Heste, som Bitte-Anton havde 
opfødt fra Føl af med ene Kærne og strøet under med 
Byghalm, var allerede kendeligt skamferede i Forparten. 
Anton erhvervede sig ingen Agtelse ved dette Levned. 

Da skete noget, som i og for sig var ubetydeligt. En 
Husmandsdatter oppe i Bakkerne fik et Barn og udlagde 
Christen Byrgialsen som Fader dertil. Han vedgik Narre- 
riet og lovede Betaling. De ti Kroner om Maaneden kunde 
ikke skade Christen langt. Heller ikke blev der megen 
Snak om Sagen. Men Cecil gjorde sig til! Om Søndagen, 
da Christen kom hen til Jens Madsens uden at ane ondt, 
gav Cecil sig til at smæde og fornærme ham. Hun spurgte 
ham skaanselløst, om han ikke snart skulde giftes, hun 
talte om Husmandstøsen, idet hun gav sig Mine af ikke 
at kende hende og Historien — hun var skam køn — 
sikke Fødder hun havde — hun lugtede lang Vej hen af 
Møg — . Og Cecil lo, hun var bleg af Ondskab, hun lagde 
Kort paa Bordet og spaaede for de to, medens de andre, 
der var til Stede i Stuen, knap vidste, om de skulde le, 
eller hvad de skulde. Det var den gamle Kortspøg, hvor 
Hjærter Es falder som det afgørende Kort ved et af de 
Spergsmaal, man remser op. 

Himmcrlandshistorier 4 



42 



Hvor mødtes de? I Gangen, i Stuen, i Kammeret, i 
Sengen, under Sengen? 

Under Sengen! fik Cecil det til at blive, og hun skog- 
gerlo og fik de andre til at le med. Videre spaaede Cecil 
— og nu var der lydløs Tavshed i Stuen — om hvordan 
de skulde køre i Hjulbør med Rotter foran, og hvordan 
de skulde bo i et Pindehus. Hvordan de skulde leve sam- 
men — de kysses, de klappes; de rives, de nappes? . . . 

Christen Byrgialsen sad tvær og vred paa Bænken, 
saalænge Vanæren blev ved at bydes ham. Men da Cecil 
var tilfreds og havde skvalderleet en sidste Gang, rejste 
han sig og gik. 

Du glemmer dine Vanter! raabte Cecil efter ham — 
du kan vel ikke have hendes Armhulinger ved dig og 
varme dig i . . . 

Dette Optrin blev der snakket meget om, og det blev 
forskelligt bedømt. 

Nogen Tid efter traf det sig, at Jens Madsen og Cecil 
kørte i Stads til nogle Slægtninge. De skulde forbi Fær- 
gestedet, og saa tog Jens Madsen fem Grise med for at 
levere dem ved samme Lejlighed. 

Just som de svingede op for Krodøren, kom Anton, den 
i Modgang prøvede Bejler, dinglende ud, opkogt og for- 
rykt af Spiritus. Da han saa Jens Madsen komme kørende 
der ijied Svinestillads bag paa sin Stadsvogn, var det no- 
get for ham: 

Skal du i By med Familien? spurgte han hikkende. 
Jeg synes, dine Børn ser mig noget nøgne ud. Og er det 
ikke dem, der hvæller? 



43 



Du skal ikke være næsvis, sagde Jens Madsen lavt og 
skarpt 

Anton fyldte Gangen med et Latterudbrud saa højt som 
Skraldet af en Bøsse. Men derpaa dejsede han ind i Køre- 
stalden og krøb op paa sin Agestol. De to røde stod og 
bævrede angst i Benene. 
Giv Jer Stunder, I to Kuler! Kan I staa! 
Anton fik Tømmerne samlet til sig. Saa! Han hæftede 
Pisken op fra Forlæderet. Og nu gik det i skammelig 
Fart henad Vejen. 
Jens Madsen knasede Tænder ved Synet 
Men det venstre Baghjul paa Antons Vogn var skævt, 
eller ogsaa sad det løst, nok er det, under Vognens vilde 
Fart saa Hjulets Bevægelser mageløs ud, Hjulet gik ud 
og ind, ud og ind — som en halt Stodder, der skal til 
Ildebrand. 

Cecil, der endnu ikke var gaaet indenfor, gav sig til 
at le, hun lo saa voldsomt, at hun krogedes sammen ved det. 
Henne ved Omdrejningen løb det balstyrige Hjul af 
Akslen og trillede vraltende ned i Grøften — og Hu! 
bele Befordringen ligesom blæste omkuld — Anton kom 
i en Bue over i Pløjejorden — Vognkassen slæbtes paa 
Siden. 

Jens Madsen, der havde staaet og rømmet sig hastig 
ud gennem Næsen, rørte brat paa sig — Søde Gud! — 
og stak i Rend. 

Men Cecil lo værre endnu — pludselig fik hun ondt 
og ravede til Døren. Da hun var kommen sig, lo hun endnu 
en Stund. 



44 



Nogle Minutter efter kom Jens Madsen og Færgeman- 
den bærende med Anton, han havde slaaet sig paa den 
frosne Jord og var daanet. Men da Anton kom til sig selv, 
lukkede han klogt sine Øjne i igen og lod til at være svag 
og afmægtig endnu en bitte Tid; han fandt sig nemlig 
liggende med Hovedet paa Cecils Knæ. 

Hvordan er det, du flyver og og farer! sagde Cecil 
strængt og irettesættende, da Anton omsider vendte til- 
bage til Livet. 

Hvad kan du sige, Cecil, mumlede Anton meget for- 
sagt, jeg kan vel have Lov at slukke min Sorg. Hvissom- 
menstid . . . 

Der blev ikke talt mere. Jens Madsen vilde afsted. Men 
da Anton var bleven helt frisk og fulgte dem til Vognen, 
stod Jens Madsen tæt hen til ham og sagde ham Besked: 

Mine Svin er ellers gode nok, saa du skal ikke for- 
nærme mig, det vil jeg sige dig. Men ellers for en anden 
Gangs Skyld, saa kan du . . . 

Jens Madsen saa op med hvasse Øjne og indbød Anton 
til noget mindre ærefuldt 

Saa kørte Fader og Datter. 

I den følgende Tid kom Christian Byrgialsen to Gange 
til Jens Madsens for at give gode Ord og faa Venlighed 
igen. Men Cecil blev i Frammerset og vilde ikke snakke 
med ham. 

Men da Anton ved Paasketid mødte frem og friede for 
anden Gang, i ædru og stilfærdig Form, gav Cecil ham Ja. 

Jens Madsen stred imod. Men om Foraaret blev Forlo- 
velsen kundgjort, og Brylluppet bestemtes til at staa en 



45 



Maaned efter. Jens Madsen maatte lade Datteren faa sin 
Vilje, for det havde han altid maattet. 

Efter Forlovelsesgildet puttede Anton og Cecil sig sam- 
men for Natten i Cecils Alkove. Det var saa Skik, og i 
Jens Madsens gammeldags Hus vilde ingen rokke ved det 
overleverede. Andre Folk, der vilde være fine paa det, 
kunde saa lægge sig efter en mere afventende Skik, det 
blev deres Sag. 

Otte Maaneder efter Bryllupet fik Cecil sit første 
Barn. Som Pige havde hun haft trangt for at faa Vejret 
— halvt som Astma — men nu mærkede hun ikke 
mere til det. 

Paa Bryllupsdagen var Anton fuld. Og sidenhen blev 
der længere og længere mellem de Dage, paa hvilke han 
var ædru. Paa samme Tid blev han mere og mere uvorn 
til at køre, han kørte Forbenene over paa et Par Heste 
i mindre end en Maaned. Han og Cecil kørte grasat næ- 
sten hver Dag, de væltede mere end een Gang og paa- 
drog sig Skam. Antons brutale Væsen aabnede sig rigtigt 
for Alvor; ved Gilderne teede han sig saa braskende, at alle 
maatte blive flove paa hans Vegne. Han var som en Tønde, 
Tappen er taget af, han broutede over alle Bredder. Mænd, 
der var til Aars, blev baade røde og hvide af Undseelse, 
over at han var en af deres. Men det var godt at vide, hvad 
han var kommen af, siden Velstand og Besiddelse i den 
Grad kunde stige ham til Hovedet. 

Cecil, den stolte og ømskindede Cecil, hvordan bar hun 
Skammen — underligt! Hun hidsede ham, Manden, som 
ønskede hun, at han skulde skræve sig af Led, hun tog 



46 



sin Tilflugt til at le, siden hun ikke havde anden Udvej. 
Cecil gik med til hvad det skulde være og foreslog det, 
der var endnu urimeligere. Ja naturligvis. Det allerga- 
leste. 

Men en Formiddag, da Anton laa inde i Kamret efter 
en Nats Svir og Spil, gik Cecil ind til ham, og Folkene 
i Stuen hørte, at hun begyndte at tale. Hvad hun sagde, for- 
stod de ikke, men det kunde høres, at hun gik i Rette med 
Manden, der faldt Ord saa tonløse og piskende som tynde 
Læderøle. Længe blev den hadefulde Stemme ved at fugtle 
og gennemgarve; men da hørtes en hæs Forbandelse og 
et Rabalder — et Hvin — Stole der væltede . . . 

De unge Folk blev en Uhørthed paa Egnen. De rege- 
rede taabeligt med baade Ejendom og Anseelse. Sagde 
Anton syv, da foreslog Cecil fjorten, kørte han som 
en gal Mand, da smed hun endogsaa Tømmerne helt 
fra sig. 

Ved en Tombola, der blev afholdt i en Naboby, tog 
Anton for over tohundrede Kroner Numre. Det var et 
hjærteskærende Optrin. Han var fuld, Underlæben ding- 
lede, og han tabte Mundvandet ned langs Pibespidsen. 
Men ved hans Side i Trængslen stod Cecil og hun købte 
Numre og Nitter lige saa rask som Manden. Hun vandt 
et Par Træskostøvler og gjorde sig overdreven muntert 
til i den Anledning. Hun stod med koldsvedigt Ansigt. 
Men Cecil vilde ikke bøje sig; rundt om stod Kendinge, 
der var ved at græde af Sorg over hende. Hun kunde 
vel ikke redde Æren anderledes end hun gjorde. Men 
det var bitterlig trist at se. 



47 



Da de havde spillet en svimlende Sum bort, steg de 
til Vogns. Man stablede det Skrabsammen, de havde 
vundet, op bagi Vognen, men Anton sparkede det ned 
paa Jorden igen. Saa fik han Tømmerne. Og Hestene 
skælvede. 

Ned over Vejen! Vognen rullede tæt og skarpt som paa 
et Gulv, saa rasende kørte Anton. Det var som selve Sa- 
tan, der kom kørende. Ruderne dirrede i Husene, hvor 
de kom forbi. Cecil sad i sort Perlekaabe ved Mandens 
Side, hendes tillukkede Ansigt kunde ingen læse i. 

Anton og Cecil forødte i skøn Fællesskab den store 
gældfri Ejendom paa halvandet Aar! Det skulde man næ- 
sten ikke tro, men det var nu Tilfældet. Men det spurgtes 
ogsaa. Der var Sallingboere ved Auktionen. 

Nu sad de paa en Halvgaard i nogen Tid, og Cecil fik 
sit tredie Barn. 

Men Anton drak, saa man skulde mene, han var split- 
tergal. Han vilde have Ende paa sig selv, saa det ud til. 
Det var ligesom han rendte, alt hvad han kunde, i Mørke, 
fordi en havde kaldt paa ham et Sted i et Hul. Antons 
Haar strittede lukt til Vejrs, det var dets Fald af Naturen; 
og da han ogsaa havde røde Øjne, lignede han virkelig 
en, der suges hen af overnaturlig Magt. Det var jo tyde- 
ligt nok, at Faderen kaldte paa ham. 

Da de kom fra Halvgaarden, forlod Anton Kone og 
Børn og rejste til Skive. Der var han først Havnearbejder, 
men siden sank han endnu dybere og blev Jernbanebisse. 
For Cecil, der nu sad hjemme hos sin gamle Fader med 
Børnene, var det en Skam, der næppe kunde bæres. Og An- 



48 



ton var ikke bedre, end at han levede paa polsk med et 
Kvindemenneske i Skive, tilmed. 

Der var ingen, der kunde blive klog paa Cecil. Kom 
man i sin Godhed og søgte at gøre hende godt ved at for- 
klage Manden, den sølle Pjalt, da fik man saa godt som 
en Lussing, hun stak en midt i Panden med et ondt Blik. 
Og ynkede man hende selv, da opslog hun en Latter, der 
kunde gaa et jævnt Menneske til Marv og Ben. 

En Dag kom saa Anton tilbage. Han var ædru. Men 
det havde ikke meget at betyde. Manden var ikke tredive 
Aar endnu, men han lignede en Strandvasker, saa tyk og 
pussen var han af Svir, og rundt i Ansigtet saa han ud 
som gnavet af Fisk. Anton legede med Børnene og græd 
behørigt. 

Men da Jens Madsen Dagen efter harkede sig bestemt 
og sagde Datteren, at han ikke vilde have dem begge to 
— ja saa svarede Cecil ingen Ting. Fjorten Dagen efter 
reiste hun derimod fra Hjemmet ind i et Hus oppe i Bak- 
kerne. Her satte hun sig til at væve for at tjene til Føden. 
Hun havde Manden hos sig og spædede ham med hvad 
han behøvede. Anton var ikke til meget mere. 

Saaledes gik det den storsindede og nøjeregnende Cecil, 
saadan blev hun gift, og saadan vilde hun leve, hvad Folk 
saa sagde. 

Cecil vidste vel ikke, hvordan alt havde sammentvun- 
det sig; hendes stridige Hjærte kendte ikke sin egen Lov. 
Hun vidste ikke en Gang, Cecil, at hun havde trodset, og 
at hun fremdeles vilde trodse et helt Liv igennem, udenom 
al Lykke og stik mod enhver Rimelighed. Cecil tænkte ikke 




49 



over, at Menneskene kun har et Liv, hun tænkte ikke 
videre klart, og hun forstod ingenting. Men forstod nogen 
hende? 

Og Tiden gik. 

Cecil vævede. Hendes Lærred havde godt Lov paa sig; 
Islætten var slaaet fast og tæt i. 




■J*. 



SØNDAGMORGEN 




.auAMurtfauuteUi 



Naar Solen viser sig, kommer Lærkerne ned fra Him- 
len, hvor de har holdt sig hængende højt oppe for 
at spejde efter gryende Straaler. Straks efter trompeter 
alle bryske Haner. I Landsbyerne vaagner Folk og ser, 
at det igen er bleven hvid og frisk Dag, medens de sov. 
Paa stenpikkede Gaardspladser begynder Træsko at 
klampe; Lyd af Blikspande og pibende Brøndvinders 
ømme Av — av høres milevidt fra Gaard til Gaard. 

En Time efter har den levende Dag rystet alle fjærne 
og nære Lyd sammen i sin Kværn. Heller ikke er der 
nogen, der lytter længere. 

Udenfor Dyrlægens i Kjelby holdt en Karl med en 
Hingstplag. Noget efter kom en Karl til trækkende op fra 
Kærvejen med to smaa Plage. Han trak frem foran Dø- 
ren ogsaa. De saa ufravendt og overvejende paa hinanden 
i flere Minutter, de to Knøse. 

Hvis Karl er du? spurgte den sidstankomne endeligt; 
og da han havde sagt det, saa han slappet ud. 

Jeg tjener til Graves' i Svendsild, svarede den anden 
dæmpet. Han vendte sig mod Plagen og strøg den en 
Gang over Krydsets tvedelte, fine Runding. 

Kanske det er hans Plag, saa . . . 

Jo. 



54 



De tav længe. Den ene af Karlene søgte at faa fat i 
den hvidlige Luv, der groede ham paa Kinderne. Et Spørgs- 
maal tøvede i ham. Han saa vist paa Pibeslangen, der stak 
op af den anden Karls Brystlomme. 

Hvormeget skal Piben koste? spurgte han tilsidst Dette 
var en venlig Tilnærmelse. 

Den skal ikke sælges. 

Nu kunde de ikke sige hinanden mere, hvorvel de saa 
villige og bespændte ud begge to. De stod og holdt Plagene 
og skiftede Ben nu og da. Det samme gjorde Plagene. 

En Stund efter gik Dyrlægens Kontordør op; den knir- 
kede længe, inden den kom i Ro. Der var blaat af To- 
baksrøg derinde; gennem Taagen skimtedes Bogrygge i 
en Reol. Efter nogen Træskotumult kom to Bøndermænd 
ud; de bukkede sig af Hjemmevane i Døren, uagtet den 
var mere end høj nok. Det var Graves i Svendsild og 
gamle Kren Smed, Gaardmænd begge to. Lysvaagne og 
vel til Mode saa de ud. 

Saa skulde vi vel se at faa fat i noget Mandskab, sagde 
Dyrlæge Elle og saa ned ad Vejen. Kaj, spring efter Sko- 
mager-Anton og Laust — hvormange er vi? — ja se og 
faa fat i Frederik Just ogsaa. 

Kaj sprang, hans Støvlesinker glimtede i Luften. 

Graves havde faaet fat i et langt Græs, som ham ha- 
lede gennem Pibespidsen, det kom ud fedtglinsende af 
Sovs. 

Nu røger den! sagde Graves fornøjet, da han havde 
faaet Piben skruet sammen igen. Kren Smed stod henne 
ved sine Plage og saa ned i Vejen og tænkte. Kaj kom 



55 



forpustet tilbage og begyndte at slæbe Tove og Læder- 
gjorde ud fra Gangen. Tilsidst kom han med Kassen, der 
indeholdt Tænger og Sager, han rodede kyndigt i den og 
gjorde sin Pligt Frederik Just kom drivende, han var uva- 
sket endnu og i sine lappede Klæder. 

Naa skal de nu til 'en! sagde han lystig og saa paa 
Plagene, som stod og trippede og vendte Hviden ud af 
Øjnene. 

Ja nu bliver det nok ikke længe varende, sagde Graves 
lunt 

Kren Smed smilede stille. De to Aaringer var hans. 
Skammelig skøn Kløj! udbrød Frederik Just og saa for- 
skende paa Graves' røde Plag. 

Graves snusede op i Næsen — grublede — og spyttede 
frem for sig. 
Ja den er ikke saa ringe. 

Skomager-Anton tonede frem i sit Skødskind og med 
begede Fingre. 

Maatte du ikke hellere have lagt ham til? spurgte Fre- 
derik Just alvorligt. 
Graves vidste ikke . . . men nu tyktes han . . . 
Da Laust omsider viste sig, satte man sig i Bevægelse 
ned mod en lille tør Sig neden for Vejen. Kaj gik i For- 
vejen tungt og ansvarsfuldt belæsset med „Tøjet." 

Den ene af Aaringerne toges først, de to andre blev 
tøjrede oppe paa Agrene. Kaj søgte efter Sten i Engbun- 
den og kastede dem langt bort. Mændene lagde Piberne 
fra sig i det dugvaade Græs. 
Den er taalig nok, oplyste Kren Smed, da Dyrlægen 



56 



lagde Lædergjorden over Ryggen paa den lille laadne Plag. 
Dyret begyndte at ryste. 

Ja den tvier sig noget, sagde Kren Smed. Saa da! Men 
det har ikke noget at betyde. Staa! Han krillede Plagen 
beroligende paa Mulen med Knoerne. 

Det er da ellers ikke at undre paa, mente Frederik-Just. 
Hov! Se til 'en! Ja bitte Far, det skal ikke vare svært 
længe! 

Hi! Kren Smed tørrede sig med Kanten af Haanden 
under Næsen. Kaj hoppede rundt med et af Tovene lagt 
i Løkke for at faa Plagen til at træde over. 

Hum sig! Ryg! sagde Kren Smed. 

Omsider var alle Tove og Spænder i Orden. Dyrlæge 
Elle rettede sig og pirrede Brillerne i Lave. 

Saa var det en stærk Mand til Hovedet! 

Mændene slog deres Øjne ned. Ingen rørte sig. Men 
Sjælene kom stille overens, og da det var Tid, stod Gra- 
ves i Svendsild ved Plagens Hoved og fattede om Klap- 
træerne. 

En ta'r ved Halen! 

Det føjede Skomager-Anton sig til. De øvrige ordnede 
sig ved Tovene. Plagen dirrede i Tøjet og prustede. Næse- 
borene spilede og krympede sig. 

Ikke før jeg siger til ! Dyrlægen tog den ene Forfod op 
ved Kodedusken og strammede Rebet. 

Trræk! 

Mændene trak, saa at Træskoene stod dybt i Engbun- 
den. Plagen mistede Fodfæstet og faldt, det svuppede i 
Livet paa den, og den gav sig tungt ud af Halsen. Graves 



57 



laa saa lang han var og knugede Hovedet i Bunde med 
sin svære Overkrop. Og saa surrede Dyrlægen Tovene 
til. — Giv Linde! Gelik! — det var snart i Orden. Pla- 
gen laa med sin hvidgule Bug i Vejret og med det fine 
Skind spændt over Benene. Saa hentede Kaj Kassen med 
øvet Geskæftighed, og Dyrlæge Elle fik Kniven op af 
Vestelommen. 

Graves laa paa Knæ ved Hovedet og ludede sig frem 
for at se til. De andre stod ved Tovenderne. Frederik Just 
assisterede med Tang og Seglgarn. 

Munterheden flakkede mild og klog fra den ene til den 
anden. Vitser, der havde henrundne Tiders Hævd, blev 
sagt en Gang til. Kren Smed knarkede forsigtigt og tørrede 
sig bagefter. „ Hektor," Dyrlægens Hund, sad og passede 
paa bag hans Ryg; Dyrlægen kastede uden at vende sig, 
og Hektor var der — glubs! 
Den har Øvelsen, sagde Graves. 
Det var sin Davre, sagde Frederik Just. 
Graves lo. Hans Latter var en Luftudpresning uden Lyd, 
omtrent som naar et Barn bliver borte i Kighoste. 

Der kom en Vogn forbi oppe paa Vejen, Folk der kørte 
i By. De tykke Føløg travede forstandigt, Støvet svævede 
efter dem. Oppe paa Ageren begyndte Graves 1 røde To- 
aaring at danse, den rejste Hovedet og vendte de store dri- 
stige Øjne, Ørerne klippede fremefter. Saa drejede den 
paa sig og vrinskede modigt. Saalænge Vognen var at se, 
stod den med buet Hals og højt hævet Hoved. 

Dyrlæge Elle var færdig. Kaj satte Vandspanden op til 
Side i Græsset; der blev ryddet væk om Plagen, ogTo- 

HimmerUiidsfolk 5 



58 



vene løsnedes. Dyret blev liggende med alle fire fra sig 
og pustede. 

Hov! Vil den ikke op! Kren Smed rykkede i Halen og 
prikkede med Træskosnuden mod Hoftebenet. 

Nu kan vi vel komme til Rejsegilde, sagde Frederik 
Just Det var en kendt og lagret Vittighed, som fandt sin 
Paaskønnelse. 

Plagen sprang endelig op, rystede sig og vendte straks 
Hovedet for at se hen, hvor det gjorde ondt Kren Smed 
trak den frem, Bagparten var noget stiv. 

Han er ellers bleven sloten! sagde Frederik Just trium- 
ferende. 

Plagen skulde nu røres, den maatte ikke lægge sig ned. 
Kaj stod med Armen udstrakt, og Kren Smed overlod ham 
Tøjret Kaj trissede af med Tøjrrinkningen daskende ned 
ad de smaa Ben. Plagen hang med Hovedet og fulgte ef- 
ter ham. 

Saa kom den anden af Kren Smeds for Tur, og det var 
afgjort paa et Kvarters Tid. 

De tre Kroner er ellers nemt tjent, sagde Graves, den 
Filur. Det var Spøg. Men Kren Smed syntes dog han vilde 
bøde med en Indvending. 

Ja . . . men Læren sagde han stille. 

Man pustede lidt, inden den røde toges for. Oppe paa 
Vejen sværmede Smaabørn i rødtavlede Forklæder, de 
var henne og snakke med Kaj. Kirkeklokken havde be- 
gyndt at ringe, den var saa kummerfuld i Mælet Nede 
paa Vejen kom to Koner i sorte Silkeho vedklæder; Solen 
skinnede paa deres Lommetørklæder, som de holdt om 



59 



Salmebogen. Det var en stille, dejlig Morgen ; Luften lige 
netop rørte sig, den gled mod Ansigtet, kølig af Duggen, 
der forflygtigedes fra Agrene, og klar som Vin. 

Kaj blev den anden Plag betroet og trak op over Brak- 
marken. Plagen snusede nedslaaet til Græstotterne og 
klappede med Underlæben. 

Saa kom Turen til den røde, den fulgte Graves ned til 
Sigen i kort Trav; Krydsets to Rundinger gik skiftevis op 
og ned, og Manken bølgede. Den var svær at faa Bugt 
med. Graves kom næsten til at staa paa Hovedet for at 
faa Dyrets Hals tvunget i Bunde. 

Svært nok, at Jens Jørgensen ikke vil have sine to gjort 
ved, sagde Graves efter en lang Tavshed. 

Han vil bie til Efteraaret, lød Kren Smeds pibende Gam- 
melmandsstemme — de er jo noget Korn arme . . . 

Underlig. Den Mand har da haft Foder nok, saa han 
behøvede ikke at være nøje. — Jeg fik de to Stude paa 
Markedet. 

Købte du dem Stude! Han sælger vist fra Gaarden, 
gør Jens — hvad mon han vil? Det brune Øg solgte han 
i Gaar Morges — det kom til Alsted. 

Saa'nt! — Jeg kan ellers ikke vide, hvem jeg kan sæl- 
ge mit det røde — Kløjen her hans Moder. 
Har du tænkt at skille dig ved hende? 
Ja, nu har jeg faaet Arbejdsstudene. 
De talte ikke mere. Dyrlægen blev færdig, og Kaj fik 
den røde at trække med ogsaa. Skomager-Anton rinkede 
Tovene sammen, og Frederik Just, der hjalp ham, lavede 
i al Stilhed en Løkke og kastede den om hans Hals. 

5* 



60 



Hov, bitte Anton, kom du nu her, saa skal vi snart faa 
dig omkuld — du skal ikke gaa og være saa kaalhøgen 
om Dagene. Kom nu I andre og lad os faa ham kastet! 

Laust opslog et gennemtrængende Grin, de to Gaard- 
mænd skelede varmt til Spasmageren. Men Anton var 
ikke mest tilpas ved Løjerne. 

Saa skulde man op i Kroen og nyde en Genstand. 

Han passer vel paa, Kløren? spurgte Graves og saa 
efter Kaj. 

Jo, Plagene skulde ikke lægge sig. Undervejs op til 
Kroen fortalte Dyrlæge Elle om en Plag, der havde lagt 
sig og haft Held til at skamfere sig med Tænderne, saa 
at den maatte slaas ned. 

Saa, saa! sagde gamle Kren Smed rystet. Siger De det. 
Jamen det var en Ulykke. Søde Gud ! . . . 

De blev nødte ind i Kroen, og Bajerne bragtes. Klink, 
Klink, og saa drak de af Flaskerne. Skomager- Antons 
Adamsæble gik op og ned, mens han gurglede i sig. Da 
de havde drukket, satte de Flaskerne paa Bordet og ræbe- 
de en efter en anden. Piberne kom frem. Graves gabede 
over Halvdelen af det svære Træhoved for paa den Vis 
at undgaa den sovsede Tap, da han pustede Asken ud 
paa Gulvet. 

Ja det er nu ellers skønt . . . sagde Kren Smed længe 
efter med spæd Stemme og han saa ud, som om han min- 
dedes besynderlige og dybe Ting. 

Dyrlæge Elle holdt sig med den brede, hvide Haand 
om Munden og Skægget. 

Tavsheden vandrede langsomt. Under Gulvet i Kæl- 




tfaaÉU 



61 



deren dryppede en af Hanerne — pyt pyt — ned i en 
Balje. Spurvene hoppede ude paa Brostenene; en vovede 
sig op paa Dørtrinet — Vji v ! og saa var den væk igen. 

Saamænd, sagde Dyrlæge Elle og stemmede Hænderne 
mod Knæene. 

Tavshed. 

Graves stoppede fremdeles Pibe, hans lange, glatragede 
Mund smilede venligt — det kunde nok have sin Rimelig- 
hed, det, ja — hvad det nu var . . . 

De sad i samme Nød allesammen, Trangen til Medde- 
lelse og Bristen paa Evne. 

Da vendte Kren Smed sig omsider til Graves: 

Har du saaet din Havre? 

Nej ikke end. 

Rugen staar godt i Aar! sagde Skomager- Anton højt 
og befriet 

Saa meget voldeligt! indrømmede Graves livfuldt. Det 
tegner til et godt Rugaar for Alvor. Men en bitte Draabe 
Regn kunde nu ikke skade. 

Duggen! sagde Kren Smed. Det dugger meget om 
Nætterne — ellers blev Jorden vel snart til Skorpe . . . 

Kaj gik forbi ude paa Vejen med de tre bedrøvede 
Plage, de ludede efter ham og strammede af og til i Tøjret 
for at se tilbage. Spurvene for op fra Stenbroen og fløj 
ud over Marken. 

Det er nu svært med Dyrene, sagde Graves i bred 
Glæde ... de er kloge. 

Ja, de har en god Forstand. — Det var Frederik Just, 
der ogsaa udtalte sin Tillid til Dyrenes Aandsevner. 



62 



De ved godt, naar de er syge. Som nu et Aar — jeg 
kommer til at tænke paa — et Øg, jeg mistede. Dyrlægen 
var ellers og kurerede paa hende . . . 

Graves kneb sine varme Øjne i, og hans store Ansigt 
lyste af Lune. 

Men hun kunde nu ikke leve. Hun stod i Folestien 
med Føllet, og en kunde redelig se paa hende, at hun 
vidste det, det var nemt at kende. Det var et sært Øjen- 
syn, hun havde. Aa som hun da saa paa Føllet, rigtig saa 
naadelig. Konen græd skam. Det var nu ogsaa et godt 
Øg. Men hun var jo endelig forsikret. Ja, og som hun tog 
Pusten, hun sukkede ligesom et Menneske . . . 

Graves sugede paa Piben og klappede Laaget i. 

Ja det er ikke umuligt, sagde Kren Smed meget dæm- 
get. Min Bedstefader kunde fortælle om to Øg — det er 
groft længe siden nu — som hans Nabo havde. Dem tog 
Franskmanden. De havde Føl begge to. Manden var for- 
styrret over det, det var to grusselig gode Øg. Men tre 
Dage efter kom de nok saa skønt rendende ind i Gaar- 
den begge to — Franskmanden havde ikke passet paa 
dem. De skraalede, da de kom ind i Gaarden, og Føllene 
rimmede ind i Folestien. Det var da en Fornøjelse . . . 

Kren Smed bøjede Hovedet og spyttede tæt forbi Bord- 
kanten. 

Men dem samme to gæve Øg kom ellers jammerligt 
afsted — som min Bedstefader ogsaa fortalte. For Karlen 
skulde vande dem i Dammen, og saa blev de katolske 
— bremsgale velsagtens. Eller kan hænde, de havde staaet 
for længe inde. De tog da Magten selv og spjattede for 




— ^ 



63 



langt ud. Der var Dynd og Sykke i Dammen, saa de 
blev dernede. Karlen druknede med dem. Aa ja — det 
var en stræng Handel. 

Kren Smed tog Vejret og trillede med Tommelfingrene. 
Hans lyse Oldingeøjne saa stift frem . . . ned i Tiderne, 
som var svundne. 

Saa kom Blikket op paa Dyrlægen, og Kren Smed hen- 
tede en Lærredspose ud af Lommen. 

Graves fulgte Eksemplet, og Betalingen blev erlagt i 

Tavshed. Lidt efter sagde Kren Smed i al Almindelighed: 

Jeg har ellers en Kvie, der er noget Korn forfangen 

— ikke saa det betyder noget — men kanske Dyrlægen 

kunde sige et Raad . . . 

Kren Smed fik Raadet og blev urolig bagefter, famlede 
ved Flasken og rømmede sig. 

Ja, Prøjserne var ogsaa slemme efter Hestene, sagde 
Graves. Jeg husker saa nøje den Gang de kom. Jeg var 
ikke stort mere end en Knægt den Gang. Mig og min 
Fader stod oppe paa Kaalgaardsdiget, og nord paa efter 
Alsgaard til kunde vi se et bitte Stykke af Aalborgvejen 
— den gik saadan over en Bakke — der var en god Mils 
Vej dertil. Tidligt om Formiddagen begyndte de at kom- 
me marcherende, de kom lige saa tæt som en Myresværm, 
saa bred Landevejen var. Det støvede op omkring, og vi 
kunde se Bajonetterne skinne og Sablerne. Vi saa ikke 
andet end det bitte Stykke Vej over Bakket, og vi kunde 
ingen Verdens Ting høre. Men de blev ved at komme 
derover til langt hen paa Eftermiddagen — vi var ude 
og passede paa imellem Stunder, og de kom bestandigt. 



64 



Saa hen ad Klokken fire gik min Fader ned af Diget og 
gav sig til at græde. For Per, min ældste Broder — ja 
han døde jo nu i Fjor Foraar — stod som Soldat oppe i 
Vendsyssel, og den Vej tog alle Prøjserne. Men vi vidste 
sandelig ikke, hvordan vi skulde bjærge Øgene, og de 
blev da ogsaa taget. Vi hørte aldrig fra dem siden. 

Graves smilede tankefuldt og hældte Tobakssovs paa 
Gulvet. 

Jamen Dyrene er nu kloge, sagde han inderligt Der 
var nu sidst i Efteraaret — ja det var mærkeligt for Al- 
vor. Jeg havde været til Mølle i Ejdrup, det var sent, for 
vi havde pløjet den Dag, saa jeg kunde ikke faa Øgene 
før. Det var de to brune — det var ellers ikke mere end 
et Par Tønder gruttet Rug, vi skulde hente. Men da vi 
skulde hjem, blev det da saa tindrende mørkt, som jeg 
har aldrig kendt Magen . . . jeg faar stoppe Piben. 

Graves stoppede og huskede — hans Træk bevægede 
sig — de sad forventningsfulde allesammen. 

Ja det var saa almindeligt. Jeg havde tøvet noget, og 
da jeg kom ud, stod Lyset fra Møllevinduerne lige ud i 
det skære Mørke — jeg kunde ikke se en Brand. Det 
var saa meget hæftigt. Naa jeg kom da paa Vognen, og 
først kunde jeg ikke en Gang se Hestene. Men de to 
brune holdt sig nøje til Vejen, dem lidede jeg paa. Men Øj- 
nene bliver jo fortrolige — jeg kunde da begynde at skimte. 
Det gik helt godt. Nu kender I Vilsom Bakke, den er ikke 
saa lidt stejl, den var jeg noget ræd for. Jeg holdt godt 
op i Tømmen, da vi kom til den, og de to brune trippede 
fornuftigt nok. 

Graves hævede Stemmen. 



65 



Men da jeg saa er omtrentlig paa Midten af Bakken 
og skal til at se — ja det er sandfærdigt, om I saa vil tro 
det — saa kørte vi baglængs. 

Ho Ho! sagde gamle Kren Smed sørgmodigt og saa 
op med sine slidte Øjne. 

Dyrlæge Elle pirrede ved Brillerne og ligesom skær- 
pede Blikket. 

Ja, det er sandt. Og jeg vil gerne vedgaa, at jeg blev 
gruelig bange. Da jeg rejste mig op i Vognen, slog det mig 
i mine Knæ. Jeg saa ned paa Jorden, jeg kunde ingen- 
ting se, jeg saa paa Øgene, de travede saa jævnt og stødte 
Skankerne mod Hamlen, over det de maatte holde igen, 
men jeg tyktes, at vi kørte baglængs — op ad Bakke; jeg 
blev lige saa kold i mit Ansigt. Men saa med et begyndte 
Øgene at blive urolige, jeg kunde fornemme, at de smaa- 
bævrede. Da blev jeg rent forskrækket. Nu skal jeg sige, 
at jeg er en noget hæftig Mand, naar en Ting kommer 
paa, og det her kunde jeg da ikke begribe. Jeg blev har- 
m rt, jeg tog til Svøben og task paa Øgene, jeg stod ret 
op i Vognen, og vi kørte ned ad Bakken i Flyvegalop. 
Sækkene skred ned ad Vognbunden og kom imod mine 
Hæle. Jeg var rent ude af det, for det gik i Galop, torden- 
galt, og det baglængs bestandig. Men da vi kom til Ende 
af Bakken, saa jeg med et en Vejvisersten, den var kalket 
kvid, den kom flyvende imod os, ligesom — jeg kunde 
skimte den — og saa med det samme var det i Orden, 
det gik forlængs, som det skulde, igen. Saa standsede jeg 
og stod af Vognen, mine Knæ de rystede. Og de to brune 
stod og bævrede i Laarene og snorkede. Jeg trak dem 



66 



hjem Resten af Vejen. Var det nu ikke underligt? Jeg 
ved ikke, hvordan det kan have sig med den Baglængs- 
køren, men der ellers andre Folk, der har fortalt det sam- 
me. Men jeg er da vis paa, at Bæsterne blev hentagne, 
fordi de kunde mærke min Angst, det er nu sikkert nok. 
For noget unaturligt kan jeg ikke tænke paa. 

Hm ! hm ! kremtede Kren Smed som den, der tænker sit. 

Der blev Tavshed igen. Graves drak sin Bajer ud og 
slængte den sidste Bundslant henad Gulvet. 

Saa skulde en vel se til at liste hjem med den røde. 

Kaj holdt udenfor Kroen med Plagene. Da han afleve- 
rede den røde, smilede Graves som Solen. Lidt efter smi- 
lede Kaj ogsaa; han fik sin blanke Belønning. 

Saa trak Graves af med sin Plag. 

Kren Smed kom ud fra Kørestalden og skulde ogsaa 
afsted. Kaj gav Tøjrene fra sig og søgte at holde Kren 
Smeds Øjne fast. Men den lille, tørre Gamling saa langt, 
ovenover Kaj og langt ud, hvor Jemdrup Kirke laa som 
en hvid Kalkprik midt paa den solbeskinnede Landrun- 
ding. 

Nu faar du have Tak. 

Kren Smed stavrede henad Vejen med de to pjuskede og 
stivbenede Plage. Træskoene skramlede paa Skærverne, 
Tobaksrøgen svøbte sig tilbage over den falmede Frakke- 
skulder. 

Henne paa Vejen gik Folk fra Kirke, de flyttede sig 
langsomt i sorte Klæder. Der rejste sig lidt Støv, Solen 
skinnede hvidt og blændende. 




LINDBY-SKYTTEN 



Der levede oppe i Jylland et Menneske, som bar Na- 
turens og Tidernes Dyb i sig uden at vide af det, 
en Mand, der sit Liv igennem troede at handle og eragte 
frivilligt. Men han havde et af Pans Skæbnetegn paa Pan- 
den. 

Børnene afgjorde det med deres sikre Instinkt, de følte 
Urtidernes Slægtskab, de kunde ane en Ligemand i et 
voksent Menneske. Da Lindby-Skytten første Gang kom 
til Byen, tog Børnene ham straks i Besiddelse. Han kom 
ikke ad Vejen, som andre Folk, der maaske staar stille 
og kalder Børnene uartige og spørger, om de kan deres 
Bibelhistorie. Han dukkede op over Marken og satte i et 
Spring over Grøften. Saa kendte de ham. Han havde des- 
uden en toløbet Bøsse i Haanden og en Odderskinds- 
taske over Lænden. Vældig bredskuldret og korthalset 
v *r han, med et svært Hoved. Hvidt, tætklippet Haar. 
Han var skægløs med store Renan-Træk, man satte straks 
s in Lid til ham. Lindby-Skytten fortalte uden Nedladen- 
hed om sin Hund, og Børnene maatte gærne pille ved 
Krudthorn og Bøsse. 

Manden satte sig paa Grøftekanten og talte forstandigt 
m ed Drengene; imidlertid rodede de en død Agerhøne 
°P af Tasken, følte den paa Brystbenet og skød Øjehin- 



70 



den fra de brustne, smaa brune Øjne med Fingerspidsen. 
Se, den lukkede nok sine Øjne fra neden af. Naar de 
vendte og drejede den døde Fugl, kom Hoved og Hals 
altid til at hænge nedad. Det var saa sørgeligt 

Siden hen blev Lindby-Skytten en af de sære Ahasve- 
russkikkelser, der var og ikke var paa Egnen. 

En Dag vidste Drengene, at Lindby-Skytten var i Byen, 
de hilste paa deres Ven, som havde de set ham for en 
Time siden. Saa kunde der gaa Maaneder, uden at de 
tænkte paa ham. Men saa kom han igen en Gang. Tidens 
endeløse Stillestaaen, det Ubekendtes Gaadefuldhed om- 
hyllede ham. 

Lindby-Skytten førte et hjemløst, omvandrende Liv, 
han bjærgede Føden ved Jagt og Fiskeri. Det underlige 
ved Tingen var, at hans Forældre havde været alminde- 
lige jævne Bønder. Det vidste Folk, de ansaa derfor Sa- 
gen fra dens økonomiske Side. Hvem kunde vide, hvad 
han tjente paa den Maade, kanske havde han valgt den 
bedre Del. Han var en af deres egne nemlig. Dommen skul- 
de faldet anderledes ud, om Lindby-Skytten havde været 
af By- eller Taterslægt. Foruden sit Næringsliv dyrkede 
Lindby-Skytten to Tilbøjeligheder, Kortspil og Slagsmaal, 
og han brugte hemmelige Kneb ved begge Lejligheder. 

En Dag afholdtes der Auktion oppe i Byen. Et Hjem 
var opløst; hvad der var samlet sammen og puget paa, 
skulde sælges og spredes. 

Der kommer en vis munter Feststemning over Folk ved 
saadan en Lejlighed, de gaar og stikker Næsen i dybe 
Kasser med Ragelse, fyldes med Ideforbindelser deraf og 




AHMMiMtfl 



71 



faar Skorper løst fra Sjælen. Gamle Aftægtsfolk kan blive 
lystige, tunge Mænd kan falde tilbage til Fortidstyper. 
Især naar lidt Alkohol skyder bag. Men den Dag kom 
endvidere Pan til i Skikkelse af Lindby-Skytten. 

Børnene krøb om allevegne med Næserne fulde af 
Mølstøv fra Bohavet En Sofa, der i 40 Aar havde staaet 
med Ryggen mod en Væg, stod nu ynkelig prisgivet midt 
paa Marken. Det var som en Opdagelsesrejse at bese 
den ormædte Bagklædning og putte Hænderne ind mel- 
lem Fjedrene. Store Metusalems-Edderkopper stanklede 
sky ud i Solskinnet 

Men med et fér Børnene afsted i en Sværm, deres 
langtskuende Spurveøjne havde opdaget Lindby-Skytten. 
Han kom fra Kærene op over Marken. Fem-seks smaa 
Hænder lettede ved Taskeklappen, mens Skytten blev ved 
gaa. 

Nej jeg har ingen Ting, Børn, sagde han venligt. Men 
nu skal I sel 

Han fremtog et Par „Tordenstene" og et Stykke Flint, 
der var formet som et Dyr. 

Dem maa I faa, naar I er gæve Børn. 

Lindby-Skytten kom ikke for at købe noget; hans Vej 
faldt forbi. Hen ad Aften fik han en Firkort-mis i Stand 
inde hos Søren Furbo. To Gaardmænd fra en Naboby, 
Jens Hansen og Mogens gik med. Søren Furbo var en 
lille forkuet Mand, han var gift anden Gang med en Kvin- 
de, der bestyrede Resterne af hans Beslutningsevne. Men 
i Dag stindede han sig — han havde nydt to Dramme — 
og førte Gæsterne ind. De bænkede sig om Bordet, og 



72 



da Konen forsvandt uhøfligt fra Stuen, fiegrede de to 
velmægtige Gaardmænd i Skægget 

Til at begynde med spillede de paa fire Femører, og 
det gik saa behageligt. Timeglaskaraffen stod paa Bordet, 
af og til efter et komisk Spil satte man Fornøjelsen i Bun- 
de med en Dram. 

Ud paa Aftenen smækkede Skytten Kortstammen i Bor- 
det. 

Det her er noget Snaldreværk, lad os give paa fire 
Femogtyveører! 

Nej — nej, sagde Søren Furbo spøgende men bestyr- 
tet. Han havde tabt en tre-fire Kroner. 

Snak med Konen om'et! foreslog Mogens med sma^t 
hjærtelige Øjne. 

Jeg kan gærne laane dig et Par Øre, sagde Skytten o. 
saa alvorligt paa ham. 

Ikke for min Skyld! erklærede Søren Furbo og sa; 
stoltelig fra den ene til den anden — det er ikke næ^ 
saadan ! 

Skytten stakkede da Kortene, fik taget fra og ga*^ 
rundt. 

Spillet gik i Tavshed. Mændene sad med Kortene bøje* 
sammen efter Længden i den hule Haand. Naar de aab — ' 
nede Haanden, lukkede Kortene sig ogsaa op. De bøjede 
det øverste af hvert Blad forsigtigt fra; det var, soir^ 
hver snød sig til at se sine egne Kort. 

Mogens' store Fingerender skælvede en Ubetydeligheds 
Søren Furbo kunde ikke skjule sin Nervøsitet. Naar han 
tabte, lo han paa samme anstrængte Maade som en Knøs, 




HAJ 



73 



der er oppe og skal hjælpe Tryllekunstneren og faar en 
Kanin snydt ud af Næsen. 

Jens Hansen sad rolig som en Træmand; han vandt. 
Der var heller ikke noget at se paa Skytten, hans gejst- 
lige Træk rørte sig ikke; kun Øjnene blev skarpe og 
hurtige. 

De spillede i et aandeløst Køre, til Klokken blev fire 
om Morgenen, der blev givet og trumfet, Mønterne hen- 
tedes med Fingerspidserne over Bordpladen. 

Alle Mændene var bleven grusomme i Blikket som 
Dyr. 

Det var højlys Dag, Søren Furbo slukkede Lyset og 
spildte sig en Dram. Kortene gaves rundt, de snød Næ- 
serne og beherskede sig. Jens Hansen sad i Uheld nu. 

Henad Klokken seks begyndte Jens Hansen at knurre 
og vise Tænder. Skytten saa længe tavs over paa ham. 

Du kan vinde igen, Jens, sagde han. Jens Hansen ryk- 
kede sit Blik fra Skyttens og tog Kortene. 

Ved Syvtiden kom Konen ind, stod med Hænderne paa 
Maven og saa til, som om hun vilde velsigne dem alle- 
sammen. 

Søren Furbo slog pludselig de magre Knoer i Pladen. 

Gaa ud og bag os to Flæskepandekager! sagde han, 
og det — sandelig — nu! 

Konen rørte sig ikke. 

Da trak det op til rabies, Søren fik Konvulsioner i An- 
sigtet og begyndte at spytte. 

Dddddd . . . 

Men søde Gud! raabte Konen og forsvandt i Køkkenet. 

Htmmcrlandchlstorfer 6 



74 



Ta' Drammen! bød Mogens kort, da Søren Furbo skæl- 
vende sank ned paa Bænken. 

De spillede hele Dagen og rastede kun for tavse at 
hugge Æggekage i sig. En Gang var Tabet for Jens Han- 
sens Vedkommende over 300 Kroner. Det var en Mand, 
som til daglig studerede en Tiøres Præg paa begge Sider, 
inden han skilte sig ved den. Han sad paa Bænken som 
et ømtaaligt, nerveblottet Saar, opirret til Bunden af 
menneskelig Brutalitet. Hans Ansigtsmuskler krympede 
sig i Bitterhed, strammedes af Ondskab. Søren Furbo 
tabte lidt og langsomt, det svimlede op for ham. 

Lykken skiftede, Jens Hansen vandt, og Mogens tabte. 

Nu kommer du jo til Krylter, Jens, sagde Skytten lavt 
og fortroligt og saa stift over Bordet. Jens Hansen smilede 
grimt. 

Af og til kom Konen gennem Stuen og saa bedende 
paa Søren, hun vidste ikke sine levende Raad. Søren var 
bleven hæs, hans Øjne lyste sygeligt. 

Ude i Byen var det bekendt for alle, at de fire Mænd 
sad der og spillede Ejendom og Salighed bort. 

De spillede ud over Aftenen, Konen satte Flæskepan- 
dekage paa Bordet og gik grædende i Seng. 

Ogsaa hele denne Nat spillede de fremdeles, og Lyk- 
ken vendte sig fra og til. Tællepraasen lyste paa de hær- 
gede Ansigter. Mogens, der var kommen nybarberet til 
Auktionen, sad med en mørk Skygge over hele Under- 
ansigtet, hans Skæg var groet ud. Det var ikke længere 
Mennesker der sad der. 

Da det blev lys Dag igen, slukkede Søren Furbo Ly- 




.1 ■!"■ 



75 

set Det stank bagefter, og Søren fik ondt af Lugten, han 
brast forover og kastede op paa Gulvet. Han kunde ikke 
hænge sammen længere. 

Naa! snærrede Jens Hansen ligegyldigt og pikkede paa 
hans Kort, — Naa! Pas Spillet! Nu er det godt! Han glip- 
pede med de forvaagede Øjne. Men de maatte holde op. 

De reiste sig ravende, saa paa hinanden med giftigt 
Fjendskab. 

Mod Slutningen havde det jævnet sig, Jens Hansen og 
Søren Furbo havde tabt et hundrede Kroner hver, Skyt- 
ten gik af med Størsteparten. De havde drukket tre Pot- 
ter Brændevin og spist fire Æggekager. 

Jens Hansen stod og tænkte sig om, hans Ansigt talte 
om grænseløs Ulykke og Hadskhed. 

Kun Skytten var rolig, hans Øjne passede paa, da de 
lo Mænd rakte efter Kæppene, han var fattet paa Slags- 
maal og havde allerede udset sig en Stol til at brække 
Benet af. Med et var det, som de saa deres nøgne Dræbe- 
lyst og skammede sig for hverandre. Tavse og bøjede gik 
de to Gaardmænd deres Vej. 

Lindby-Skytten tog sin Bøsse og sine Sager og skridte- 
de af ned mod Kærene. 

Søren Furbo blev hjulpen i Seng af Konen, han græd 
i dybeste Elendighed. 

Langt borte fra menneskelige Boliger strakte Lindby- 
Skytten sig bag et Gærde og sov den lange lyse Dag 
igennem. 

Ved Midnatstid vaagnede han. Han satte sig over Ende 
i Sommermørket, gabede og fortrak sig. Saa tog han Mad 



76 



op af Tasken og spiste. Siden blev han liggende vaagen 
et Par Timers Tid. 

Hvad tænkte han paa? Ingenting. 

Fuglene gav Lyd fra sig nær ved og langt borte. Af 
og til fløj en gennem Luften ovenover, den var ikke at 
se, Lyden strøg forbi. Det var som en stor Kam sloges i 
Luften. Et og andet Græsstraa under Skyttens Hoved 
søgte sig en bedre Stilling, fjedrede tyst op paa et andet 
Sted. Naar han bevægede Hovedet, knitrede en Mængde 
Straa paa en Gang og begyndte saa at liste sig til at 
kommer i Ro, naar han laa stille. 

En Vibe tog til at krese om ham og kære og skænde, 
da rejste Skytten sig. Himlen rødmede i Østen. Hurtigt 
satte han op, kastede Bøssen over Skulderen og gik med 
lange Skridt over Engene op mod Hederyggen i Syd. 
Han sprang over Grøfterne, gik lige paa gennem tykt og__ 
tyndt 

Da det lydløse Morgengry holdt hele Naturen i sin 
Lammelse, kom Skytten ned til Aaen paa den anden 
Side Lyngbakkerne. Han gik ned til et af „Høllerne"^ 
lagde sig stille i Græsset og gjorde en Snøre i Stand. 

Taagen, der laa over Aalejet, ligesom toges bort, fold- 
edes fra Vandspejlet som et Florhylle fra en blank, kost- 
bar Klinge. Hvert tyndt Sivstraa blev tydeligt at se, det 
var fuld og klar Morgen. 

Med et lille bitte Plump faldt Skyttens Snøre ud i Van- 
det mellem de smaa Malstrømme, der spaserede i Aabugten 
som Smilehuller. Krogen sank langsomt, svajede med den 
svage Strøm og slukkedes nede i Vandmørket. 



77 



Et Sted længere borte pladrede Aaen over flad Bund, 

hist og her lød der bløde Kluk, hvor Vandet strøg ind 

under en Brink. 

Lindby-Skytten sad med Snøren i Haanden og saa ud 

over Vandet. 
Nogle Aakandeblade laa i Vandfladen, paa et af dem 

krøb en Brusk-Igle; paa et andet var der bleven en lille 
Pyt, og her kresede en Hvirvler om i rastløs Fangenskab, 
hvordan den saa var kommen der. Aakandernes Frøhus 
laa i Vandspejlet som smaa svømmende Flasker. Der blev 
mere og mere Liv; et Sted cirklede en hel Flok Hvirv- 
lere som blanke Kærner om imellem hverandre, de legede 
i alle Slags Kurver og Figurer. Smalle Tæger løb over 
Vandhinden, uden at den kom i mindste Bevægelse. Naar 
<k stod stille, saa man, at Benene gjorde et lille Grube i 
Vandet. Mellem Sivene kom der fine Lyd af Fluer og 
%g. En af disse flade, graa Fluer, der sætter sig til at 
stikke et Sted og i Ro og Mag lader sig slaa ihjel der, an- 
bragte sig paa Skyttens Haandbag og fik lydløst Døden. 
Han vendte Hovedet — nede mellem Græsrødderne skød 
e n frisk, lyserød Regnorm, han saa paa den, til den kom 
i Forlegenhed med en Roset af Tidselrodblade ; saa tog han 
den og puttede den i Blikdaasen. 

Lidt efter blev han spændt og aarvaagen i Ansigtet, 
der var Bid. Han manøvrerede med Snoren men mær- 
kede, at Biddet var godt og halede til sig. En stor gul- 
hvid Ørred fik han, paa tre Pund sikkert. Den spræl- 
lede i Vandskorpen og bakkede med Halen for at holde 
sig nede, alle Smaadyrene for ind mellem Planterne ved 



78 



Bredden. Lindby-Skytten tog Krogen ud og lagde Fiskei 
bagved sig i Græsset Længe efter, medens han igen sa< 
drømmende med Snøren ude, hørte han Fisken pusle 
Græsset med Finnerne og aabne Munden; det lød, son 
naar en røger Tobak og af og til faar en Boble til a 
briste mellem Læberne.' 

Solen kom højere op og varmede i Nakken. Den skin 
nede ned i Vandet, en Del spejlede, og en Del var gen 
nemsigtigt. Bunden ved den anden Bred kunde ses, oj 
der stod en lille Gedde mellem Aakandestilkene, den stoi 
ganske stille med determineret Underbid, som en dø< 
Ting, efter Geddernes Sædvane. Det ene Øje syntes a 
se vedholdende op. Den var ikke til at faa fat i, desudel 
var det en lille Tingest. En Time ventede Lindby-Skyttei 
paa nyt Bid, og i al den Tid blev Gedden staaende der 
nede som en Pind. Naar der kom lidt Uro i Vandskorper 
fordrejedes den. Det ene Øje stirrede hele Tiden. 

Det var høj, solstærk Morgen nu, alle Smaadyr fik le 
vende travlt rundt omkring. Hundestejlerne begyndte s 
blive næsvise; de føjtede op i Vandskorpen og vendte d 
blanke Sider, allerede naar Ormen var nogle Tomme 
derfra. Det var snart over Tiden ogsaa. 

Solen hedede; overalt surrede og spandt de vinged 
Insekter, Paa et bredt Blad krøb en Mariehøne ligesoi 
en lille Draabe rød Segllak . . . 

Med et hævede Lindby-Skytten Hovedet og holdt d( 
længe, som om han lyttede. 

Han blev underlig lille i Udtrykket, Munden blev sa 
taalmodig. 




dUUH 



79 



Naa! hviskede han ydmygt og blev hurtigt ligbleg. 
Han rejste sig, rinkede ilfærdigt Snøren sammen og put- 
tede den i Tasken. Han lod Sagerne ligge og gik et Styk- 
ke op paa Engen. Der saa han sig om paa Jorden, gik 
frem og tilbage paa et lille Stykke og pillede ved sine 
Klæder, saa efter, hvad han havde i Lommerne. 

Han var graa og gusten i Ansigtet, stirrede forsagt ned 
mod Jorden. 
Og saa kom det. 

Han stansede med et Ryk, stejlede bagover og faldt 
som en Træbul. Den elastiske Engbund fik ham til at 
hoppe lidt op og falde ned igen. Han laa paa Ryggen, 
Ben og Arme gik som Marionetlemmer, han knejsede og 
huggede Hovedet stærkt bagover i Engbunden. En tyk 
Knurren og Snorken kom gennem Struben. Hænderne 
var sammenknugede, og Tommelfingrene bøjede ind, lige- 
som paa nyfødte Børn, Øjnene drejede det farvede op 
under Brynet og vendte Hviden ud. 

Lidt efter fortog Krampen sig, Arme og Ben sank ned, 
han laa lidt og smaaskælvede og blev saa helt rolig. Øj- 
nene var aabne og saa nu ret op i Luften, spejlede al 
Verdens tomme Undren. Medens han blev liggende gan- 
ske stille, vekslede Udtrykket i de aabne Øjne, det var 
som noget rørte sig i dem. Trækkene var stramme og 
uden Mening, kun Øjnene levede. Var det Tidernes Løn- 
dom, var det den eneste Evighed som aabnede sig der? 
Et Stykke henne plaskede Aaen muntert over det grun- 
de Sted, under Breddernes Udhulinger kom der af og til 
bløde Kluk. Det var, som en gemte sig og holdt sig stille 



80 



men en Gang imellem maatte slippe en dæmpet Latterlyd. 
Alle Naturens Kryb levede deres ubemærkede Liv i Sol- 
skinnet rundt om Manden, der laa hen og stirrede. 

Et Kvarter blev han liggende, saa rejste han sig plud- 
selig over Ende. Ansigtet havde et Smil af inderlig selv- 
glad Hemmelighedskræmmeri, som om han vidste en god 
Del men skam ikke vilde sige det til den første den bed- 
ste. Men saa blev han helt bevidst, saa sig bange om og 
viskede Skummet af Munden. 

Det var forbi, han var vaagnet og vidste ikke, hvor 
længe han havde været borte. 

Lindby-Skytten gik ned efter sine Sager, han var slap 
og ynksom i Trækkene. 

En lille Brise foldede Vandspejlet, Gedden stod end- 
nu dernede paa Bunden — lidt fordrejet af Vandets 
Flimren — og stirrede op med det ene Øje. Skytten tog 
et Bæger med Snor ved frem af Tasken, hejsede Vand 
op og drak begærligt. Tung Nedtrykthed laa over hans 
Bryn og Pande. 

Saa drev han langsomt ud over Engene med matte, 
slæbende Skridt og sænket Hoved. 

Henad Aften var han flere Mil øst paa ad Hobro til. 

I den stille, bløde Skumring kom han forbi en Bonde- 
gaard, gik bagom Udhusene. To Piger stod og skurede 
Malkespande ved Gavlen. De hvinede højt begge to, da 
de saa Lindby-Skytten, de smed Skureviskene og flygte- 
de træskotrappende ind i Gaarden. Alle Kvinder var gru- 
elig rædde for Lindby-Skytten. 

Han vandrede videre, tværs paa alting, Marker og Kær. 




■ ■ * 



81 



Mod Natten fandt han sig et lunt, hyggeligt Sted i en 
Grøft og sov ind lullet af Fuglenes Kny nær og fjærnt. 

Saadan var Lindby-Skyttens Liv. Han vagabonderede 
omkring paa Egnen i en Menneskealder, skød og fiskede, 
spillede og sloges. Hans Krigeriskhed var af specifik jydsk 
Art, han uddelte tørre Hug, der ingen egentlig Skade for- 
voldte. Ingen havde Rede paa ham nogen Sinde, han var 
snart her og. snart hist 

Det hændte, naar han var paa en beboet Plads, at han 
overraskedes af Ligfaldet der. Medens han laa hen, stod 
da Folk omkring ham blege og hentagne af Rædsel. Gamle, 
erfarne Koner kom og stak en Ske i Munden paa ham, 
for at han ikke skulde bide sin Tunge. 

Med Aarene blev hans Voldelighed af ondartet Natur, 
men han blev i samme Forhold mere menneskesky. Lig- 
faldene tiltog i Hyppighed og Langvarighed. 

En Vinter havde han lejet sig ind paa et Loftskammer 
i et Hus. 

Han kom og gik, var mest borte, ingen regnede med 



Hen paa Forsommeren sporede Manden i Huset en Dag 
lugt deroppe. Døren blev brudt op, og man fandt Lind- 
by-Skytten liggende midt paa Gulvet. Han havde været 
død i over otte Dage. Øjnene vendte glansløse og dum- 
me op mod Loftet, Larver og Smaadyr havde travlt un- 
der hans Klæder. 



ELSES BRYLLUP 



Iille Sørens Forældre var døde, han blev opfødt hos 
J Sivert Nielsens, med hvem han var fjærnt beslægtet 
Siverts Børn var forlængst voksne og kommen ud, kun 
den nittenaarige Else gik hjemme. 

Søren var syv Aar gammel, en lille stumpet Fyr. Han 
v *r en saare alvorlig og tankefuld Dreng. Eftersom han 

• 

1Q gen Børn havde at lege med, opfandt han sin Morskab 
selv og puslede om med mange løjerlige Forehavender. 
Ude i et Dige havde han lavet pyntelige Huller og Baase, 
hvori han gemte sine blanke Smaasten, og i en hemmelig 
vindueskarm ude i Stalden forvarede han andre mærke- 
de Ejendele. Søren beskæftigede sig meget længe med 
hvert enkelt Tidsfordriv, man kunde se ham nulre rundt 
P*a et og samme Sted i halve Dage, uden at der tilsyne- 
ladende var noget, han syslede med. Det kunde være en 
^nd, Søren havde fundet, eller det kunde vise sig at 
v $re en Skarnbasse, som han gjorde Livet surt. 

Søren passede sig selv og kom godt ud af det med Men- 
nesker og Dyr. Om Sommeren tøjrede han Skruptudser 
nede ved Dammen og flyttede dem samvittighedsfuldt paa 
de rigtige Tider. Det blev saa deres Sag, om de rykkede 
Bagbenet af Led. Om Vinteren læste selve Sivert Niel- 
sen Katekismus med Søren, og Søren gjorde den tør- 



86 



re, knortede Mand tilpas ved Flid og Nemme. Siverts Ko- 
ne sad i Halmstolen ved Kakkelovnen og gjorde ingen 
Fortræd, hun var træt efter et langt Livs Stræb. Søren 
var bange for hende uden Grund. 

Else, Else var Uroen i den stille Gaard. Hun sang nede 
i Mejeriet om Morgenen og trappede rundt paa Stengulvet, 
hun var lystig til enhver Tid, og hun var mild som Sol- 
skin mod alle. Else beskyttede lille Søren og sørgede 
for ham, hun kaldte paa ham ved Melmadstider og præ- 
senterede ham udmærkede Rundtenom'er. Søren tog dem 
af hendes store, kærlige Hænder. Havde Søren været en 
Hund i Stedet for et Menneske, saa kunde Else godt 
bundet en Kasserolle i Halen af ham og siden aldeles 
have glemt ham, og Søren skulde løbet omkring fuld af 
ydmyg Tak, hver Gang Kasserollen stødte mod noget, saa 
at det gjorde ondt. 

Om Søndagene kom der fuldt op af Karle paa Gaarden 
for Elses Skyld. Og en Gang, da de havde sværmet og 
været i Vaande allesammen, forføjede Søren sig bort og 
gemte sig bag Udhusene. Han havde lige lært at skrive, 
han skrev Elses Navn paa en Stump Papir — med lille 
Forbogstav — Papiret lagde han angst sammen i en smal, 
haard Strimmel. Men han kunde ikke kaste det bort. En 
Aften stak han det ind ved Støbejærnsforsiringen paa Kak- 
kelovnen inde i Stuen. Ingen kunde finde det der, og Else 
vidste ikke, at det var der, naar hun gik i Stuen. 

Else havde sommetider Morskab af at jage med lille 
Søren for at klappe ham, han flygtede da med alle Tegn 
paa Skam og Ulykke. En Dag da Søren kom gaaende med 




_tah^M 



87 



et fyldt Krus i begge Hænder og saaledes var værgeløs, 
kom Else over ham og slegede jublende for ham. Søren 
satte Kruset nedpaa Gulvetog krøb derpaa tavs ind under 
Sengen. Inde i det inderste Mørke stødte han paa Katten, 
som han pludselig kværkede, saa at den mjavede i stør- 
ste Ophidselse. 

Men Søren da, hvad gør du ved Missen! raabte Else 
og lo. 

Naar Karlene kom om Søndagen, havde Else Maadsel 
nok med at holde Skik paa dem. Per Andersens Jesper 
var den dristigste, han var nemlig vant til, at Pigerne 
forsaa sig paa hans kløftede Hage og sanselige Mund. 
En Dag søgte han under uhyre Lattersalver at kysse Else 
med Magt Det var ude i Køkkenet, mens hun kogte 
Kaffe, og alle Karlene sad langs ad Køkkenbordet. Else 
blev ikke vred, langtfra, hun lo af fuld Hals. Og saa greb 
hun den stærke Karl ved Skuldrene og slog ham bagover 
i Stengulvet, saa at det svuppede i hans Skulderblade. 
Det var ikke ene Galanteri af Jesper, at han faldt saa 
ublidt Søren saa det hele, han gik bort og skjulte sig et 
Sted. 

En Gang ved et Gilde vartede Else op med hvidt For- 
khede for, og der var ingen der kunde lade være at se 
paa hende, gulhaaret og skær som hun var. Gamle Folk 
blev rørte og virrede med Hovedet i dybe, dybe Tanker. 

Om Aftenen puttedes Søren, der ogsaa var med, i en 
stor Seng. Dynerne lagde sig om ham som Beg, han smel- 
tede hjælpeløst ned i dem. I Mørket hørte Søren Musiken 
og Dansen fra Storstuen, Fløjtetriller, bløde Løb og Smut, 



88 



og han blev saa forsvindende for sig selv. Tilmed var 
han glemt af alle. Der gaves vei knap en, som af sygelig 
Interesse for det uendelig Smaa og Ligegyldige huskede 
paa ham. Søren laa i lange Tider og tænkte paa, at Else 
derinde i Lyset skulde mindes ham og komme. Døren 
skulde gaa op, og den store, hvide Else skulde komme. 
Og medens hun smilede kærligt, skulde hun skære ham 
langsomt ihjel med en Bordkniv. Kanske Kniven ikke 
var synderlig skarp, det gjorde ingenting, det havde heller 
ikke noget at sige, om der sad Sauce paa Knivsbladet 
Naar Søren havde tænkt sig sin Død til Ende, begyndte 
han forfra og fik hver Gang flere skønne Træk med. 
Omsider sov han. 

Nogen Tid efter hændte det store Under. En Helligtre- 
kongeraften blev Søren stukken op i Storstuesengen, for- 
di der var varmere der. Søren holdt ikke saa meget af 
det, han var bange deroppe. Han gennemgik adskillig 
Bævelse, inden han faldt i Søvn. 

Men pludselig vaagnede han ved at Døren knirkede. 
Han lammedes straks af Angst og laa urørlig. Men det 
var ikke saa slemt; det var en, der kom med Lys. Det 
var Else. Hun kom listende paa bare Fødder med et tændt 
Helligtrekongerlys i Haanden. Søren blev liggende stiH e > 
han kunde titte ud gennem en Sprække eller en Fold? 
Dynen slog. 

Else stod lidt paa Gulvet og saa sig om paa alle <* e 
mørke Ruder. Der hørtes ikke en Lyd nogetsteds fra. Sa* 
gik Else tøvende hen foran Spejlet. Hun saa ikke deri, 
men hun løste sin hvide Særk og lod den falde. Saa hæ- 



89 



vede hun Hovedet og saa i Spejlet Gulvfjælene knirkede 
pludselig — Else lo! Nu slukkede hun i en Fart det tre- 
grenede Lys, og Søren hørte hende liste ud og lukke Dø- 
ren sagte efter sig. 

Søren vidste ikke, at man kan faa sin Tilkommende at 
se ved at bære sig saaledes ad, han tænkte egenlig slet 
ikke over, hvad det skulde betyde. Han havde set en hvid 
Skikkelse, der syntes ham kæmpemæssig stor, en gylden 
Sky og tre urolige Lysflammer. Men i Sørens Hoved dan- 
nede der sig bagved den dybe Forundring en Anelse om 
noget som Ulve eller laadne Dyr, der havde ligget i Bag- 
hold en Gang for evige Tider siden. Han følte dunkelt, 
at der maatte være sket noget grusomt for længe, længe 
siden, men nu var der kun det taagede Skrækminde til- 
bage. Men denne blodige Grumhed kunde det maaske 
endnu falde i enkelte lykkelige Menneskers Lod at ud- 
øve, denne djævelske Raahed. I Sørens Lod vilde det ikke 
falde. Ak nej, Ak nej. Lykke kunde han ikke faa, for han 
y ar saa lille og blev næppe stor nogensinde. 

Else fik mange Friere, og Søren gik bort og skjulte 
sig i en eller anden Vraa som en Kanin. En Gaardmands- 
son friede formaliter til Else og havde sin Fader med, 
der gjorde Rede for Ejendommen. Og da Else ikke vilde 
have ham, blev han Ungkarl alle sine Dage og gjorde 
ingen Numer ud af det. Naar han tog til Byen for at 
skaffe sig noget, saa skulde det være saadan og saadan. 
Kunde han ikke faa det, saa købte han ingenting og for- 
klagede heller ikke Købmanden. Saadan var den Mand. 
Men omsider fik Else sig en Bejler, hvem hun gav ja. 

HimmerUndshistorier 7 



90 



Han hed Laurits og var en køn, højmodig Karl. Else syn- 
tes godt om ham. 

Per Andersens Jesper drak sig fuld den Dag og sang 
en sørgelig Vise. Den havde saa mange Vers, at han faldt 
i Søvn, før den var sunget til Ende. Derpaa gik Jesper 
ind som Soldat i Stedet for en anden (han havde selv 
trukket sig fri), Sorgen synes at have gjort ham noget 
forstyrret En Maaned efter kom han til Byen i Kongens 
Klæder og gik op ad Vejen som en Hertug. Else holdt 
Kommers med ham, og Jesper jubilerede ufortøvet Sorg 
og Kummer laa i Grunden ikke for ham. 

Laurits og Else spaserede sammen og befæstedes i 
Hengivenhed for hinanden. Meget gamle Folk sagde, at 
saa skønt et Par var ikke set i næsten hundrede Aar. 

Om Høsten kom Laurits og hjalp til hos Siverts med 
et og andet, han skulde jo have Gaarden med det første 
alligevel. Laurits gik med Leen i Skaaret, Else bandt op 
for ham. Det var en ualmindelig tør og gunstig Tid, det 
var ingen Sag at leve. Laurits gik sindigt og sikkert, han 
holdt Øje med Pegen og lagde Kornet omhyggeligt, for 
at Else skulde have let ved at samle det Af og til vend- 
te han sig, rejste Leen paa Skaftet og saa sig tilbage efter 
Else. De snehvide Skøtærmer skinnede paa hendes Ar- 
me, en to tre snoede hun Baandet, favnede Neget og satte 
det velbundet ud til Siden. Hun smilede til ham igeø 
eller lo. Else lo af ingenting. Saa gik Laurits videre; og 
laa der en Sten i Skaaret, pirrede han den lejlighedsvis 
bort med Træskosnuden. En Knold kunde han ogsaa sag- 
tens passe at træde ned, naar han skulde Vejen, og af 



91 



og til vippede han en Tidsel væk med Spidsen af Leen, 
hemmelige Smaating, som maaske ingen lagde Mærke 
til uden lille Søren. Han gik med i Marken og puslede 
saa hist og saa her. 

Kornet kunde ikke være i Laden og blev sat i Stak 
udenfor. Else stod paa Stakken tilligemed Laurits og tog 
imod, gamle Sivert kørte Læssene og forkede op. I Mel- 
lemtiderne sad de ned i Halmen og saa paa hinanden og 
snakkede om et og andet. Laurits tyggede paa et Halm- 
straa og havde skudt Luen fra Panden. Den tørre Duft 
af moden Rug fyldte deres Klæder, deres Fingerspidser 
var glatte som blankpoleret Træ af at tage paa Negene. 
Se jeg har Træskoene fulde af Kærner! raabte Else 
, og rystede Rugkorn ud i Halmen. Hun lo af fuld Hals. 
Laurits saa paa hendes pæne Strømpefod; Stakke og 
Avner havde sat sig fast i Ulden. 

Har du ingen Viske i Træskoene? spurgte han undren- 
de. Nej, Else gik ellers mest i Tøfler. Laurits tænkte, at 
h*n skulde lave et Par fine Byghalmsviske til Elses Træ- 
L &>, naar han kom ned. 

r Stakken blev baade liøj og stejl. Da Toppen var lagt, 
binde de svaje deroppe som i en Tfætop. Saasnart gamle 
Sivert kom med det næste Lees, skulde de til at lave en 
n Y Stak ved Siden af. 

Laurits lagde sig paa Ryggen og lod sig rutsche ned 
langs Siden af Stakken. Saa vendte han sig og bredte 

Annene ud mod Else, som tittede ned paa ham deroppe 
fra. 

Eller skal jeg hellere sætte Stigen til? spurgte han 



92 



Men Else var bange for, at hendes Skørter skulde flyve 
op, hun vendte sig hen til den anden Side af Stakken og 
lod sig glide ned der. 

Et Øjeblik efter hørte Laurits hende skrige frygteligt 
Og der var sket en Ulykke, for lænet op mod Stakken 
stod en Høtyv, et Jærnredskab, der ligner en kort Baads- 
hage. Søren havde gaaet og leget med den og havde stil- 
let den der, fordi han ikke havde bedre Vid. 

Else døde næsten straks, hun var bleven spiddet alde- 
les. Gaardens Folk kom jagende til, og de bar hende ind. 
Laurits gik ved Siden af, og da Elses Haar løstes og faldt 
ned, tog Laurits det op i sine Hænder og bar det, som 
om det var et fuldt Fad han bar. 

Da Liget var lagt ned inde i Stuen, listede Laurits sig 
bort. Han gik over Gaarden, bøjede hastigt om Hjørnet 
bag Stalden, og der gav han sig til at græde, han vræn- 
gede Munden fra Tænderne ligesom et Barn, og Taarer- 
ne sprudlede ham ud af Øjnene. Else, bitte Else! hviske- 
de han sanseløs i sin hede Smærte — Else, Else! og 
han plukkede med sine grove Fingre Halmstraa ud af 
det lave Tagskæg . . . 

Søren laa nede i Haven i et af sine Gemmesteder med 
Hovedet under sig som et Dyr, der vil grave sig ned. 



t 






f--T i 



I MØRKET 



Gamle Folk kan endnu huske Historien, den bliver 
altid fortalt ens og med de samme Enkeltheder. 

Der er en Dalstrækning oppe i Himmerland fra Vest 
^1 Øst, Aaen bugter sig mageligt og omstændeligt ud og 
ind som en Orm, der kryber efter noget og vil have al 
Ting med. Paa begge Sider gaar Engdraget op i Brinker 
ogAgerskraaninger; men syd for er Landet højest, det er 
ma ger Jord med lange Hedeaase, og der ligger Landsbyen 
Graabølle. 

For to Menneskealdre siden havde Jens Andersen en 
Gaard i Byen. Han var en i al Hemmelighed velstaaende 
Mand, skønt Gaardens Længer hang i Mønningerne og 
stak Ribbenene ovenud som Rakkerøg. 

Jens Andersen tærskede sin halvvoksne Karl en Mor- 
S e n, han var i ondt Lune. 

Karen, hans Datter, stod og blandede „Læwer" i et 
K*r> Lervælling til at kline mellem Bindingsværket. Hun 
^ op fra Siden en Gang imellem. Karlen dansede og 
sfog mindeligt for sig, Jens Andersen havde ham i Nak- 
ken og valkede hans Ryg med Egekæppen, Knøsen vred 
% hans stumpe Ansigt skinnede af Graad. 

Lervællingen var tilpas, Karen stak sine bare Arme 
°cd i den og begyndte at smække store Haandfulde mod 



Husvæggcn. Hun var en huj, sværlemmet Pige, unde*" 
det opkiltede Skørt stod to lige og viljefaste Ben. 

Jens Andersen var omsider udladet, Karlen luskede 
hulkende over i Stalden, og Jens Andersen skramlede 
hen mod Indhuset, de lange Arme i Skindærmerne dir- 
rede endnu. 

Indenfor de smaa Ruder forsvandt et Hovedklæde, som 
havde været at se der, saalænge Eksekutionen stod pa&~ 
Jens Andersen satte Kæppen i Ganghjørnet, klinkede Dø- 
ren op og gik ind. Lidt efter dukkede Lænkehunden sk$T 
og forpjusket frem fra sin Tønde, hvor den havde srøC 
Ly under Uvejret. 

Karen rettede sig op og lyttede med de lerede Hænde*" 
langt ud fra sig; jo Faderen holdt Hus derinde, hun hørtø 
ham gnirreog hakke forbitret Efterhaanden blev der stille- 
Karen arbejdede videre, dyppede Lyngkviste i Karret o$ 
stoppede dem ind mellem Stolperne, hvor der var Hul^ 
hvorpaa hun klinede Ler ovenpaa. 

Hønsene gik og skrabede henne ved Vippebrønden ogf: 
smaasnakkede dæmpet. 

Et Kvarters Tid efter kom Karlen frem i Stalddøren,, 
saa sig om og vilde liste sig ud af Gaardsleddet. 

Anton! kaldte Karen halvhøjt. Knøsen nærmede sig 
tøvende, satte de lyse Øjne sørgmodigt op paa den store 
Pige og snusede vedholdende. 

Karen rettede sig og tørrede Panden med kroget Haand- 
led. 

Det skal du ikke bryde dig om, sagde hun roligt Hun 
trøstede ham ganske sindigt. Knøsen brast igen i Graad 




97 

Og krogedes sammen i Tøjet, lang og ledeløs som han var. 
Han rystede endnu i Bukserne. 
i I Karen klaskede ivrigt løs, smaa Lerstænk var tørret 
a| ind paa hendes usunde Hud og i det farveløse Haar. Lige 
paa Kanten af det ene Øjes Underlaag sad et lille rundt 
Stænk. 

Gaa du nu ud og flyt Høvederne, sagde Karen ligegyl- 
digt men med gennemskinnende Velvilje. Du skal ikke 
bryde dig om den Stodder. 

Anton stod lidt endnu og saa, hvor sikkert Karens 

Hænder smed Lerklatterne, saa at de fladedes ud og 

takkede hvor de skulde, hans vandblaa Øjne klippede. 

Omsider drog han et dybt ujævnt Suk, vendte sig om og 

drev af. 

Karen havde lidt ondt af Anton, det var nemlig hende, 
der var Aarsag til Faderens Urimeligheder. 

Hun var gode Venner med en Karl, som Faderen ikke 
vilde høre Tale om. Han hed Laust og havde hjemme 
ovre paa den anden Side Dalen. 

Niels Lausten, hans Fader, havde en lille forgældet Fæste- 

gaard. Laust var eneste Barn, men der kunde alligevel ikke 

blive noget til ham. Folk paastod rigtignok, at Gammel- 

Niels var rig, han var i alt Fald saa nøje og gerrig, at en 

ikke kunde faa smurt sin Vogn, naar man kom forbi, om 

det saa røg fra Lundstikkerne. Men Jens Andersen maatte 

vel kende Besked, han vilde da ikke vide af Kæresteriet. 

Under Middagen var Stemningen tung og ladet. Jens 

Andersen sad for Bordenden og skrællede bistert sine 

Kartofler, strøg Skrællingerne kort af mod Bordkanten. 



98 



Ingen sagde noget. 

Konen gik fra og til med Hovedklædet ud over Pan- 
den og om Munden, hendes gamle Ansigt var fuldstæn- 
dig udtryksløst 

Anton turde ikke række frem til Dyppelsen, han spiste 
lydløst sine Kartofler og sit Flæsk foruden. 

Dyp! snærede Jens Andersen med et og hug Knivskaf- 
tet i Pladen. 

Anton hoppede paa Bænken. Lidt efter kom hans Kniv 
med en flad Kartoffelskive paa Spidsen bange hen i Dyp- 
pelsespanden. 

Karen spiste med mut Bestemthed, hver Gang hun 
sank, gik Læberne fra de smaa, stærke Tænder, og Ryg- 
gen bugnede op, hun sank store Portioner ad Gangen. 

Solen skinnede fattigt ind paa Geranierne i Vinduet. 
Ude i Gaarden jamrede og klirrede Pasop, den havde in- 
gen Æde faaet. 

Om Eftermiddagen kørte de Møg. Karen stod ved Mød- 
dingen og læssede. Hun udrettede to Karles Arbejde. An- 
ton kørte ud med Studene, og Jens Andersen selv spredte. 
Gaarden hang fuld af en stærk Amoniaklugt, store Hobe 
dryssede fra den elendige Vogn, det knirkede i Studenes 
Sivaag. 

Hen ad Aften indstillede Manden Arbejdet og erklæ- 
rede kort, at han vilde i By. Han trak Yderfrakke paa, 
mimrede arrigt med Munden og stavrede endeligt op over 
Bakkerne. 

Fem Minutter efter gik Anton med en stor Sigtebrøds- 
melmad i Haanden ud af Gaardsledet og ned mod Aaen. 




99 



Da Belønningen var fortæret, satte han i mæt Trav og for- 
svandt nede i Dalen. 

Og en halv Time efter kom Laust som han gik og stod, 
i lappede Klæder og Træsko. Det var en garderhøj Karl, 
Bokserne sad om lange knoklede Ben. Skægløs og hul- 
kindet var han med smaa misfornøjede Øjne. Karen tog 
ham ved Haanden og førte ham ind i Stuen. 

Velkommen! sagde Konen, hun fik et vist snedigt Liv 
i den Brøkdel af Ansigtet, der kunde ses under Klæ- 
det 

De satte sig i Tavshed ved Bordet. Det var næsten 
mørkt i Stuen, fra Alkovesengene i Baggrunden kom en 
sødlig Kvalme, som var Rummets Hjemmeluft og Inde- 
hygge. 

Konen gik bums til Sagen, de snakkede dæmpet op og 
ned. Lidt efter gik hun „frem" og hentede en Spiddelys, 
som hun satte paa Bordet 

De kom til det Resultat, at der var ingen Raad med 
Manden. 

Karen beværtede sin Ven med 01 og Snaps, satte Brød, 
Smør og Faarekød frem paa Bordenden. 

Ja saa vilde han gaa da, erklærede Laust omsider tvært 
og rejste sig. 

Æd nu ! sagde Karen nedslaaet og lagde Kniv og Gaf- 
fel til Rette. 

Nej! 

Laust stod og hvilede paa det ene Ben og slyngede 
med sin Hue som en Perpendikkel. Lyset gjorde Skygger 
i de store Folder paa Bluseærmerne. Haandledene var et 



100 



halvt Kvarter brede. Han var en stout Karl, det udtalte 
ogsaa Konens Blik, hun plirrede op paa ham. Skiftevis 
vendte den Gamle Hovedklædet og saa paa ham og Dat- 
teren. Karen stod med bøjet Ansigt 

De tav ubestemte. 

Der kom nogle usigeligt fiffige Trækninger inde i Skyg- 
gen af Hovedklædet, Konen rejste den ene Arm og 
sagde: 

Ja Laust, jeg vil nu ikke saadan sige det. Men vov du 
det kuns. Hun tog i Armen paa dem begge to og plirrede 
fra den ene til den anden. Karen bøjede Hovedet helt, 
Laust løftede nødtvungen paa Overlæben og smilede. 

Saa giver han sig vel til Rette, sagde Konen med nik- 
kende Betydningsfuldhed, hvorpaa hun ivrigt flyttede ved 
Anretningen. 

Æd nu Laust! 

Laust satte sig tankefuldt og gav sig til at spise. 

Der kom tunge Træskoskridt ude paa Stenbroen. 

Manden 1 hviskede Karen indtrængende og greb Laust 
ved Skulderen. 

Døren gik op med et stærkt Smæk af Klinken, og Jens 
Andersen bøjede sig ind. Laust lagde Kniv og Gaffel fra 
sig, tyggede af Munden og saa op. Jens Andersen stod stille 
i Døren umælende af Forbitrelse. Konen begyndte stille 
at flytte af Bordet, hendes Ansigt var atter udtryksløst 
som paa et Lig. 

Sidder du her og bliver fedet, din mogede Knægt! brød 
Jens Andersen ud i skælvende Vrede, da skal jeg endda 
... Vil du herud! Hvad skal du her, din Trævl! Du er 




101 



saa arm, at en kan ryste dig. Din Kame rat! Vil du herud 
og det ogsaa lige med det samme! 

Jens Andersen gik frem i Stuen og pikkede med Kæp- 
pen mod Lergulvet, han dirrede af Arrigskab. Laust satte 
sin Hue paa, gik uden om den rasende Gamle og til 
Døren. Der vendte han sig. 

Han vil vel ikke slaa, Stodderen! sagde han ophidset 
Nej, jeg skal ellers ikke komme over det her Dørtræ si- 
den. Haa! 

Han smækkede Døren i og gik. 

Nu kom de andres Tur. 

Jens Andersen slog efter Konen og rev Hovedklædet 
af med Stokkespidsen, det næsten skaldede Hoved saas 
i sin runde Fattigdom. Manden gennempryglede hende 
godt i Tavshed, hun tog villigt derimod, kvækkede kun 
kort af og til, naar et Slag ramte alt for bittert 

Karen sad paa Slagbænken og saa uvirksom til, hun 
havde overværet sligt i flere Aar, uden at det nogensinde 
var faldet hende ind at lægge sig imellem. Manden var 
hendes Fader. 

Pludselig slap Jens Andersen Konen og vendte sig om 
mod Karen. 

Nu skal du faa Hug! 

Fa'r! Nej det lader I nok være . . . Det store Kvinde- 
menneske skælvede fra Top til Taa. 

Jens Andersen stod lidt og harkede og aad hende 

med Øjnene, saa hvæsede han foragteligt, gik ud i Gangen 

og satte Kæppen, hvorpaa han anbragte sig for Bordenden. 

Nu kan I jo prøve det en Gang til ! sagde han tænder- 



102 



skærende. Den Trævl! Lad mig ikke faa ham at se! E 
Skidt og Møg! 

Konen vandt stilfærdigt Klædet om Mumieansigtet 
begyndte at sætte frem til Nadveren. 

Hun klippede Tanen af Praasen med en Lysesaks 
Messing; der var et spidst Horn paa den til at spile V 
gen ud med, hun stod lidt og dirrede med den i Haandi 

Frem og tilbage gik hun, der var ingen Bevægels 
Skørtets grove Folder, hun saa ud som en Kegle ni 
ganske smaa Ben helt nede under Bunden. 

Anton kom og skubbede sig saa usynligt som mul 
ind paa Bænken. De spiste Mælkegrøden som glubs 
mistænksomme Hunde. Anton logrede ustanseligt m 
Øjnene. 

Siden denne vellykkede List passede Jens Anders 
nøje paa. Karen kom aldrig udenfor hans Synsvidde. / 
ton blev jaget væk, for at Manden bedre kunde paj 
paa, han og Karen udrettede alt Arbejde baade inde 
i Marken. 

Saaledes gik der to Maaneder, uden at Laust og Kai 
saa hinanden. 

Laust greb saa Tingen an paa en anden Maade, fc 
vilde tjene nogle Penge og saaledes blive en væn 
Bejler. 

Om Efteraaret tog han som Driver med en af de st< 
Studekaravaner, der skulde til Holsten. Den var ble> 
samlet i Hobro og skulde til det store Marked i „Isseho^ 
Der var gode Penge at tjene, og hvem ved, hvad < 
kunde byde sig. Det var desuden muntert Liv. 




_ btaakAB _ bl £f 



103 



De drev Studeflokken baade Nat og Dag, knaldede med 
lange Svøber og kom gennem fremmede Byer. I uende- 
lige Regnnætter sneglede de sig frem ad opblødte Veje, 
asede med Træskostøvler i Pløjejord og maatte fare ude 
omkring i Mørket over Grøfter og Diger for at hente for- 
vildede Dyr til Flokken. Kameraterne var lystige og hæse 
Karle, som sang Viser i de ravnsorte Nætter og raabte 
til hverandre. Altid, Nat og Dag, gik de med Ørerne ful- 
de af Kvægflokkens forvirrede Kloveknirken, Brølen og 
Viften med Halerne. Af og til paa Døgnets forskellige 
Tider holdt de Rast i en Kro, drak Brændevin og sov i 
friske Halmdynger. 

En sen Nat kom de til en Kro tæt norden for Skander- 
borg. Flokken blev dreven sammen ude paa Marken, og 
der blev slaaet et langt Reb om den. 

Laust havde aset og smeldet med Pisken og sparket 
Studene op ad Bovene; omsider var han ogsaa færdig og 
øk hen mod Kroen. Han var baade sulten og træt. Da 
herte han vilde, raa Skældsord, et skingrende Skrig; han 
teb til. Udenfor Kroen saa han en dunkel Gruppe. I det 
samme blev Krodøren slaaet op, og en Mand kom ud med 
tt Lygte. Lyset flakkede over Pytter og Pøle, og der midt- 
i Snavset laa en af Driverne i voldsomme Krampetræk- 
ninger. Blodet sprudlede ud af et bredt Knivstik i Hal- 
sen. 

Laust rejste Hovedet og hørte den fjærne Lyd af store 
Støvler,der sjappede hurtigt i Vejen; det var Gernings- 
manden, som flygtede ud i Mørket. 

Driveren blev baaret ind og døde snart efter. Der var 



104 



ikke mere ved den Ting. Forhør blev optaget, og Mor- 
deren efterlyst. 

En Morgenstund nogle Dage efter listede Laust op af 
Halmen og deserterede fra sin Plads. Paa to Dage gik 
han hjem og var hos sin Fader igen. 

Nu gik der et Par Maaneder, og Sagen stod ved det 
samme. Jens Andersen troede, at alt var godt, han slap- 
pede Tugten lidt og blev noget rimeligere om Dagene. 
Han begyndte saa smaat at se sig om efter en bedre 
Mand til Karen. 

En Gang i November gik de i Kirke alle tre. 

Ved den Lejlighed traf Karen Laust igen efter den lan- 
ge Tids Forløb, de talte sammen bag ved Vaabenhuset, 
uden at Manden vidste af det. 

Næste Søndag gik Karen alene til Kirke, og Jens An- 
dersen lod hende gaa. 

Hun talte længe med Laust, han fulgte hende ned til 
Aaen. 

Mandag Aften kom Laust op til Gaarden. En havde se 1 
ham gaa i flere Timer langs med Aaens Bugter frem o% 
tilbage i Mørkningen, inden han gik over Spangen. 

Jens Andersen sad alene inde i Stuen ved et Tællelys 
og spiste Nadvere. Konen gik ude i Køkkenet, han hørte 
hende bryde Tørv itu over Knæet. Lyset faldt paa Ruder* 
ne, Mørket laa imod dem, de saa ud som sorte Tavler. 

Med et klappede Klinken op, og da Jens Andersen saa 
i Vejret, stod Laust der og saa underlig paa ham. 

Din Tiggertrævl! fo'r Manden op i fuld Forbitrelse, da 
skal . . . 



105 



Men nu drog Laust sin Arm frem bag Ryggen, han 
havde Buløksen i Haanden. 

Jens Andersen stivnede i Ansigtet, han skøv sig forbi 
Bordenden — Øjnene hang fastgroede ved Øksen — stød- 
te Køkkendøren op, den var lige ved. Han fik vendt An- 
sigtet om imod den, da han modtog et Slag i Næse og 
Mund. Konen stod ude i Mørket med en Ovnrage. 

Jesus! raabte Jens Andersen og slog de lange skind- 
ærmede Arme op for Ansigtet. 

Laust gik frem og slog til ham med Øksebagen paa 
Siden af Hovedet, men det gav efter i Halsen og buk- 
kede sig for Slaget 

Jens Andersen tumlede, han gav en tyk Lyd fra sig, 
rendte med Hovedet ned i Skuldrene hen mod Yderdøren 
°g rev den op. Karen stod udenfor i Mørket med en Spade 
°g stødte ham op under Hagen. I det samme var Laust 
lige inde paa ham og hug ham med Skærpen i Bagho- 
vedet 

Manden sank forover i Døraabningen og klagede sig 
sagte. Kun et Øjeblik, saa vred han sig om paa Siden og 
Nev stille. 

Laust smed Øksen, skrævede over ham og greb fat i 

Karen. Han tog med højre Arm ind i Skørtet om hendes 

ene Ben, slog den anden om hendes Hals, løftede hende op 

saaledes og bar hurtigt bort med hende over mod Laden. 

Jens Andersens Kone kom langsomt ind fra Køkkenet. 

Hun saa hen paa Manden, som laa uden at røre sig. Hun 

gik ikke hen til ham, hun tog Lysesaksen og klippede 

Tanen paa Lyset. Det klarede op i Stuen. 

Himmerlandihlstorier 8 



106 



Den Saks — hun blev staaende med den i Haanden. 
I mange, mange Aar havde Gud fristet hendes Haand, 
Spidsen skulde sidde i hans Øje, det var ligesom bestemt 
Men det var aldrig bleven til. 

Nu kunde det vel være det samme — 

Hun betænkte sig endnu, men lagde saa Saksen paa 
Stagens Fod. 

Lange evige Tiders Forvoksning af Sindet løste sig op 
i Ingenting, hun blev saa vel og saa mat. Oppe i Pyra- 1 
midehylden over Bordenden stod Salmebogen, hun rakte 
op efter den, satte sig ned og læste. 

Døren stod aaben til Gangens Mørke, Lyset brændte 
som en lille gul Draabe. Hovedklædet ragede langt ud 
over den gamle Kvindes Hoved, hendes Ansigt laa hcU 
i Skygge, hun mimrede og hviskede Salmens Ord . . . 

Næste Dag blev alle tre sat fast og ført til Hob*"°- 
Mordet var udført saa raat og uden al Omsigt, at Sag^ n 
kunde sluttes paa kort Tid; desuden aflagde de alle *&* 
uforbeholden Tilstaaelse. Laust Nielsen blev dømt til E> &' 
den, Moder og Datter fik livsvarigt Tugthus. 

En stille, snehvid Januardag blev Laust henrettet p> 
Graabølle Hede. Mange Mennesker fra Egnen havde 
let sig til. 

Da Hovedet var faldet — Laust græd forstyrret de si** 
ste Timer før Døden — trængte Gammel- Niels, Fadere** 
som var mellem de nærmeststaaende, sig tæt hen til R^* - 
terstedet. Den gamle Mand var i ufarvet Vadmel m^** 
en gulnet Filthat paa Hovedet. Han dirrede lidt af Ald^ r ~ 
dom. 




107 



Gammel-Niels hævede sit hvidstubbede Ansigt mod 
Herredsfogden og spurgte stille og devot: 

Maa A fo hans Træsko? 

Delinkventens Træsko vare næsten nye og havde gode 
Kramper om. Men de tilfaldt med Traditionens Hjemmel 
Rakkerknægten, hvem de ogsaa viste sig at passe. 



STILLE VÆKST 



T^olk der gik forbi paa Vejen, kunde se en lang Bøs- 
*■ sepibe pege forsigtigt ud fra et Vindue i Købmandens 
Hus, det Vindue, der vendte ud til Haven. Nogle blev 
staaende i Tusmørket og undredes over, hvad det skulde 
betyde. Der var ganske tyst i Byen. Det var en Septem- 
beraften. 

Skudet faldt, og med det samme løb flere over i Ha- 
ven for at se, hvad der stod paa. De saa Købmanden 
komme fremme henne fra Stærehuset med en død Ugle 
ved Vingen. 

Det var Niels Kristian, der havde skudt den. Niels 
havde nylig været Soldat. Det var godt gjort, syntes de 
Sesammen. Henne paa Stakittet hang et Bur med en 
levende Ugle i, Købmanden havde taget den i Stærehu- 
^ hvor den var fløjet ind for at gøre Skade. Saa var 
det, at han havde sat den i Bur og faaet Niels Kristian 
M at lægge sig i Vinduet med Bøssen og passe Magen 
°P» naar den kom flyvende. 

Nu er der en Skarnsfugl mindre, sagde Købmanden og 
s l«ngte den døde Ugle ned paa Stenbroen. 

Skal vi skille den her ved Livet ogsaa, sagde Niels, 
nu har den gjort sin Nytte. Han stak Haanden ind ad 
Burdøren og halede Lokkefuglen ud. De saa lidt paa Syn- 



112 



deren, der rullede med sine gule Øjne i Halvmørket og 
gjorde sig Umage for at hakke. Niels slog dens Hoved i 
Stykker mod Hushjørnet 

Der var kommen fire-fem Karle tilstede, og da de nu 
var sammen, blev det til, at de tøvede lidt for at snakke. 
Købmanden gik ind i Butiken og kom tilbage med alle 
Fingergab fulde af Bajerflasker — sikke kuns! — og de 
slog sig til Ro paa Grøftekanten. 

Du er ikke ringe til at skyde, sagde Jørgen Pors til 
Niels Kristian og klinkede med ham — det var jo i 
Flugten, du tog'en. 

Niels nikkede meget beskedent. 

Jeg tænker, de skal blive af mine Stærehuse herefter, 
mente Købmanden. 

Snakken faldt nu om et og andet, og der gik en halv 
Stunds Tid. Af og til fik en Flasken op for Munden. 

Saa giver det et Kluk i Jakob, Krokarlen, han kommer 
i Tanker om noget: 

Jeg kan ellers fortælle Jer Nyt — Peter Baks Kirstine 
skal giftes. 

Nej vel! udbrød Jørgen Pors højt interesseret. 

Kro-Jakob saa nøje paa Niels Kristian, hvem Nyheden 
angik, men der blev ingenting kendeligt paa Niels, heller 
ikke sagde han noget. 

Du har jo kærestet noget Korn med hende, vedblev Jakob. 

Niels Kristian hævede Flasken, og lige før han satte 
den for Munden, henkastede han lavt: Hvem har fortalt 
dig den Krønike? Niels drak og aandede hørligt ud af 
Næsen, han tømte Flasken og var længe om det. 



113 



Nej, det har ingen givet mig at rende med, forsikrede 
Jakob en Smule angrebsvis. Hun skal giftes med Poul 
Kjærsgaard ; de siger, han har lokket hende. Jeg ved det 
for bestemt. 

Aa Løgn! lo Jørgen Pors halvt paa Niels Kristians 
Vegne. 
Jeg har ogsaa hørt det, lod Købmanden falde. 
Herefter tav de. Niels Kristian kunde ikke tvivle læn- 
gere. Han sad i stor Vaande og følte de andres Tanker 
som aabne Gab rundt om sig. Han vidste, at han skulde 
gøres Nar ad nu, som billigt var, der behøvedes kun et lille 
Signal, saa vilde de falde over ham med al tænkelig Ly- 
stighed og Spot Han havde ikke Kraft til at lede Talen 
hen paa noget andet; rejse sig og gaa kunde han ikke, 
for saa vilde Latteren med det samme baske ham om 
Ørene. Niels tænkte hastigt og anstrængt — endnu tav 
de — hvad skulde han finde paa . . . 

Jørgen Pors var lige færdig til et Bid; der havde sam- 
let sig en svær Hoben Løjer i ham ; da fandt Niels in- 
stinktmæssigt paa Raad. Bøssen stod bag ved barn, han 
Bkte sig tilbage efter den og lagde den over sine Knæ 
Der var Skud i det ene Løb; de skævede til den. Niels 
Kristian blev Herre over sig selv. 

Jeg har Kig paa en Ræv ude paa vor Holm i de her 
Dage, sagde han fuldkommen rolig. Jeg vil sige Jer Far- 
vel. Han rejste sig langsomt og blev endda staaende no- 
gen Tid, for at det ikke skulde se ud, som han skyndte 
sig fra dem. 



114 



Nu faar du Tak for Jægeriet! sagde Købmand« 

Selv Tak! 

Niels gik; den første Snes Skridt var det, som 
tede med Ryggen, saa skarpt vogtede han paa de 
de lo ikke, saa længe han kunde høre paa det 

Niels Kristian begav sig ned ad Stien uden 
lade sig mærke med noget for sig selv engang. A 
han kom til at tænke efter, tog det ene det an< 
var ikke mere end tre Dage, siden han havde 1 
Kirstine, og da havde han ikke mærket noget. Na 
havde det andet været i hendes Sind, mens hun h 
hans milde Ord; hun havde sagt Niels med Mu 
Poul med Hjærtet. Mon det nu passede, at hun 
ven lokket? 

Niels gik stærkere til, han kom i tyk Ophidse 
noget han huskede. For ikke saa længe siden ha 
talt bønfaldende til Kirstine, han mindedes alting 
vende. Men hun havde formanet ham, saadan og 
Agt og Ære, hvad Folk vilde sige og dertil . . . < 
havde bøjet Hovedet for Ret og Fornuft. Nu saa h 
Kjærsgaard for sig, den svære rødfinnede Mand, 
ham, han fortede Gangen endnu mere og værf 
mod sin Pine. Niels maatte forestille sig Karlene, 
i Række paa Grøftekanten og var færdige at spr 
Morskab; han tænkte sig Kirstine som en høj fo 
Pige, der gik langt borte i Retning af Poul Kjæi 
Port og blev ved at gaa. Og hvert Billede, der 
for ham, var som en ond Person ; han harmedes o 
nægtede at se den for sig, manede den væk. i\ 




— ■-" 



115 



unlede sig mere og mere Ulykkelighed i ham, mens han 
it Han fulgte Vejen af sig selv og marscherede sig 

'edig. 

Niels Kristian tjente hos Anders Holmgaard. Det var 

godt Sted, og Niels var bleven en agtet Karl i sin Tje- 

tie. Før han kom der, havde han været som Karle er 

st, dygtig og paapasselig nok. Men det var en Anseelse 

tjene paa Holmgaarden. Niels Kristian regnedes for 

get, og hans Væsen var af den Grund bleven høvisk 

bøjeligt I den sidste Tid havde han tilmed været saa 

srhaands tilpas og fortrolig, over det han og Kirstine 

• bleven enige. 

Nu var det hele gaaet bardus fra hinanden. 

Niels gik tværs over Stubmarken, smøg sig gennem 

smalle mørke Gaardsled tæt under Tagskæggene og 
n om Staldhjørnet. Han aabnede Halvdørene, den var- 

søde Hestelugt slog ham i Ansigtet. Hestene stod 
e i Mørket og tyggede saa jævnt, han kunde høre, 
vendte Hovedet om mod ham, derved at Lyden blev 
: stærkere. Da de havde kendt ham, rodede de Mu- 
le ned i Hakkelsen igen og viftede godsindigt med 
lerne. 
Niels Kristian famlede sig frem til Karlekamret og kom 

i Dyneatmosfæren derinde. Anton, Bittekarlen, sov 
trak Vejret under mange Omstændigheder; det var ni 
rnesunde Lispund, der vegeterede under Bevidstløs- 
len dér. Niels fik Svovlstikker frem og tændte Lygten, 
o satte den paa Bordet og begyndte at klæde sig af, 
«gte Uret op paa Muren og lagde Halsklædet i Vindues- 



116 



karmen. Men da han var kommen i Skjorteærmerne, be- 
tænkte han sig; det var tidligt nok at gaa i Seng Han 
saa sig om i Kamret. 

Anton laa og svedte i Dynerne, han gabede op i Luf- 
ten saa højt han kunde og snorkede som en Mudderma- 
skine. Spindelvævene hang i Hjørnernes Halvmørke, paa 
Gulvet flød der Træskostøvler og gamle klistrede Halm- 
viske. Det var ikke morsomt noget af det 

Niels rakte op ved Loftsbjælken og tog en Ladestok 
ned, den havde en Proptrækker i den ene Ende. Han 
fiskede Ladningen ud af Bøssen og hængte den op paa 
Plads. Hvad saa? Nu han ikke beskæftigede sig med no- 
get, tænkte han igen tungt paa sit Forlis. Han gik en 
Runde ud i Stalden med Lygten, lyste ned i Hakkelse- 
kisten for at se, om Anton havde faaet skaaret noget; og 
saa gik han tilbage til Kamret igen og satte sig ved Bor- 
det med Haand under Kind. 

Med Haand under Kind ja. Og han blev saa syg til 
Mode. Harmen var forbi, han tog til at sukke og stride. 
Følelser gik op og ned i ham, Tankerne begyndte at svin- 
ge og svang større og større. Han følte Lyst og Forlos- 
ning derved og blev endnu mere betrængt af Rytme. Du 
utro Pige, tænkte han, og Tanken gik syngende frem og 
tilbage. Hvor kunde du mig svige . . . 

Niels Kristian rokkede sørgeligt med Hovedet; MelO' 
dien til „Der levede i Strassburg en Adelsmand saa rig 1 * 
havde indfundet sig, den arbejdede tyst og kvægende nede 
i hans Strube, Jammer og Smærte belejrede ham. Og af 
sig selv opgik der to Verslinier i Niels Kristians tungt- 



117 



aandende Sjæl. De berusede ham; aldrig før havde han 
digtet, aldrig før. 

Niels skød Træskoene af, rejste sig og gav sig til at 

gaa frem og tilbage i Kamret. Han fik saa mange Ord til 

at føje sig efter Tonen, han gik op i sin Svimmelhed og 

lod sig sejle. Da han havde Verset færdigt, forbavsedes 

han dybt, og han blev varm og tilgivende i Sindet som 

Følge af sin indre Rigdom. Han sang Verset om igen for 

sig selv og befandt det fortrinligt; det bragte ham Smær- 

tcn tilbage, som han havde lagt deri, men nu fulgte der 

en Sødme ved Siden. 

Imidlertid var Niels bleven meget hed og urolig, han 
følte det og vendte tilbage til sig selv, genfandt sin graa 
Stemning; han tog Træskoene paa og gik uden for, han 
var tørstig. 

Da Niels havde faaet en Spand op af Brønden og sluk- 
tat sin Tørst, var han i Ligevægt et Par Minutter. Men 
**& kom han til at se Poul Kjærsgaard for sig igen, og 
Hadet gik som hvide Bølger i hans Sjæl, og paa Toppen 
tf hver Skumsø traadte den lede Satan Vande. Niels liste- 
de ind i Kamret og gennemgik sammensatte Lidelser. Ad 
mange Omveje kom han tilbage til den Tilstand, da Be- 
vidstheden ligesom vuggede i ham. Og Følgen blev et 
Vers til. Niels gentog dem begge, sukkede stridt og pav- 
^rede. Lidt efter sivede Smærterne op i ham igen. Og 
saadan blev det ved. 

Anton for trøstig frem med at svede og forsyne sig 
med Aande henne i Sengen ; Luften gik med stor Vidt- 
løftighed ud og ind ad hans Næse og Svælg. Hestene 



118 



rømmede sig ude i Stalden. Og ovre fra Nøsset hørtes 
det af og til, naar en Ko rykkede Lænken op langs Binde- 
stangen. Ellers var der natstille over hele Gaarden og 
uden om den. 

Da det lysnede mod Ruderne, saa Niels Kristian op fra 
Bordet og forundrede sig behageligt over sig selv. Han 
sad med Blækflasken foran sig og skrev ved Lygtens Skin. 
Ja han gjorde. Blækket var lyseblaat, og Niels havde ned- 
digtet elleve Vers. Nu læste han hele Visen igennem, og 
efter endt Læsning drejede han Hovedet til Siden og lo 
med sig selv, saa flottet glad var han. Han gemte Visen i 
sit Skrin, fandt ved samme Lejlighed en Spejlstump frem 
og saa sig i. Og med Følelsen af at have oplevet noget 
afgørende gik han endelig i Seng. 

1 den kommende Tid holdt Niels Kristian sig hjemme 
for det meste. Efter at Kirstine var bleven gift med PouJ 
Kjærsgaard, glemte man snart det Nænne, man havde 
haft til Niels; det faldt ingen ind at gøre Løjer med dø* 
lange Ansigt, han havde paadraget sig. Tværtimod sto«3 
han højt i Agt. For Visen havde faaet vid Udbredelse- 
Til at begynde med havde Niels sunget den for et Par op>~ 
rigtige Venner, og fra dem var den gaaet videre, Afskrift 
ter havde udbredt den, og nu kunde næsten alle syng^ 
den. 

Naar unge Folk kom sammen, sang de den ny sørge ^ 
lige Vise, og Pigerne lagde Hovedet paa Siden, idet d^ 
berørtes af Forestillingen om Kummer og hensnigend^ 
Tilværelse. 

Niels Kristian kom til at staa underlig fjærnt for Ind- 



119 



bildningskraften; det var som om han først ret var 
nærværende, naar han ikke var tilstede, og omvendt. 
Man tænkte sig ham med et stille Ansigt og med dybe 
Øjne. 

Det er troligt, at Niels kunde ane, hvorledes Folk 
anskuede ham. I hvert Fald blev han et stille Menne- 
ske med noget mildt og tungt i Blikket Niels havde 
sagt A, han sagde ogsaa B og bar sin lønlige Sorg 
videre fra Aar til Aar. Men ved Siden af dette fik han 
et Drag ved Munden, der varslede om, at Verden til en 
vis Grad skyldte ham meget. Naar Niels Kristian var i 
Selskab med andre, stod han lidt til en Side med Ar- 
mene ned langs ad sig og med Ansigtet fuldt af en Hjær- 
tensgodhed, som den kan vise, der har noget i Reserve, 
Kundskaben til og Længslen efter Tilværelsens andet 
og mere. Man kunde faa det med ham, som man vilde 
tave det, sagde hans Øjne, alt, naar man ikkun lod ham, 
at han gik Livet igennem med en højere Bestemmelse i 
Maven. 

Somme henvendte sig til Niels og bad ham om en 
Afskrift af Visen, han blev da inderlig ked af, at han 

• 

tøgen havde. Men lidt efter kunde han dog fremfinde 

et Eksemplar, skrevet med blaat Blæk, og give det 

hen. 

Tiden gik, de andre Karle giftede sig, men Niels for- 
vandt ikke sin Vise. Han vandkæmmede sit Haar og 
^dte det nytestamentligt op over Hovedet. Med Aarene 
blev Niels fed. Hans Ansigt prægedes mere og mere af 
dyrekøbt Fred og Stille. Han var født i den trange Vraa, 



120 



men Velan! han havde lært Velsignelsen i at udstaa og 
forsage. Han sagde selv, at han var kommen paa Livets 
Bagside. 

Niels Kristian er nu Indre-Missionær. 

Men derfor er det lige svært at afgøre, hvad der var 
ægte og hvad der var uægte i hans Udvikling. 



U DFLYTTERGA ARDEN 



9 



Et Stød sønden for Graabølle By kan man se en fir- 
kantet Plads paa Marken indhegnet af nedgroede 
Diger. Pladsen ligger hen med magert Ukrudt, Regnfang 
og Salturter; hist og her kan man se en Dusk Peberrod- 
blade; det er tydeligt nok, at her har været Kaalgaard. 
Og nogle Murbrokker viser, at der har staaet Bygninger 
ved Pladsen. Det er ikke et halvt Hundrede Aar, siden 
Gaarden, der stod her blev revet ned. 

Lindby-Skytten kunde fortælle Stedets Historie. 

Gaarden blev flyttet fra Graabølle, og to unge Folk fik 
den at drive. Der laa stor Ejendom til, men det var He- 
de altsammen. Paa en Menneskealder kunde der dyrkes 
en god Gaard op. 

Det ser ud til, at Hans, Manden, blev mismodig over 
de lange Udsigter, inden han havde faaet begyndt; sikkert 
er det, at han slog sig til Drik snart efter Bryllupet. Den 
unge Kone skal have været „slem til at tale", det kan 
godt være, hun gjorde Manden utaalmodig. Han var i alt 
Fald sjælden hjemme. 

En Gang om Efteraaret var Hans truffet sammen med 
nogle Mænd fra Graabølle. De kom til at sidde og svire, 
og inden Morgen havde Hans solgt Gaarden til Anders 

9* 



124 



Mogensen i Graabølle for ikke mere end en Trediedel 
af hvad den var værd. 

Dagen efter kom Anders Mogensen med sine Vidner 
for at staa paa sin Ret. 

Hans kom ikke frem. Men det gjorde Konen. Hun var 
frugtsommelig ved det Lag, hun stod i Døren og skældte 
Mændene ud, som de aldrig var bleven det, det var fult 
at høre paa. De gik saa deres Vej, lige til Sognefogden 
og stævnede Hans. 

Her er at bemærke, at Hans ikke var fra Egnen, han 
var kommen dertil som en ung Mand, fra Randersegnen 
af. 

Et Par Dage efter traf Hans og Anders Mogensen til- 
fældigt hinanden ude paa Marken. Hans begyndte at bru- 
ge Mund, og de skændtes hæftigt. Pludselig gik Hans 
frem for at komme Anders Mogensen paa Livet. Men 
Anders hævede rask sin Kæp og stødte Hans den ind i 
Munden. 

Nu gik Hans til Retten. Han kunde fremvise et langtrr 
Saar paa Ganen og gøre sin Ed. Men der var ingen Vid — 
ner. Retten afgav som sin Kendelse, at Saaret ikke behø — 
vede at hidrøre fra Dupskoen paa en Stok. Dermed faldø" 
den Sag. 

Kort efter rømte „den ny Mand" i sin Forstyrrelse 
Gaard og Familie og søgte ned paa sin Hjemegn igen. 

Og nu maatte Konen give fortabt. Hun begyndte 
flytte Indboet til sin Fødegaard ovre paa den anden Sid^^ 
af Aaen. 

Men Anders Mogensen holdt Øjnene aabne, en For~— - 



125 



middag stod han som vokset op af Jorden i Gaarden med 
to Vidner og beviste, at der fandtes ulovligt Gods paa 
Flyttelæsset. Konen havde forgrebet sig paa mur- og nagel- 
faste Ting. 

Næste Morgen kunde ingen finde den unge Kone. Men 
omsider fandt de hende oppe paa Loftet. Der hang hun 
højt under Hanebjælken i store slæbebundede Træsko. 
Det var et sært Syn at se hende hænge, over det hun 
var med Barn. 

Familjen fik hende jordet, og Anders Mogensen tog 
Gaarden, Hans hørte man aldrig siden til. 

I de første Aar drev Anders Mogensen Udflyttergaar- 
cten selv paa den Maade, at han sendte nogle af sine Folk 
derhen om Dagen, og naar de havde gjort Arbejdet, vend- 
te de tilbage igen om Aftenen. Men havde praktiske Hen- 
oprindelig dannet Reglen, saa blev det maaske lidt 
:er lidt Reglen, der dannede Praksis. Det blev en given 
xig, at Folkene vendte hjem om Aftenen eftet endt Ar- 
***^ ide. Og en given Ting retter man sig efter. I flere Aar 
b^>«de der ingen paa Gaarden. Indhuset blev vel benyttet 
o*** Dagen, idet Folkene spiste der, men saasnart de hav- 
^^ røgtet ind, skyndte de sig hjem til Graabølle. 

Efter Solnedgang vidste Folk, at der ingen Mennesker 

v ^rpaa Udflyttergaarden. De fire skumle Længer laa der 

\^ngt ude paa den aabne Mark som fire Dyr, der vil varme 

hverandre og har faaet sig lagt kejtet og kantet tilrette. 

*^r var ingen Lys i Ruderne, det var en underlig Ting, 

^aar man er vant til at se Lys i en Gaard om Aftenen. 

fren Gavl, der vendte mod Byen, havde to Glugger for- 



126 



oven og en Lem paa Midten, den lignede et Ansigt og 
havde til Stadighed et smærtelig blindet og bedøvet Ud- 
tryk som efter et Spark i Næse og Mund. Hver eneste 
Aften laa dette jammerfulde Ansigt ude i Skumringen 
og stirrede ensomt og stædigt ind mod Graabølle By. 

Det havde længe været bekendt for alle, at der gik 
Spøgeri paa Udfiyttergaarden. 

Men nogle Aar efter at Anders Mogensen havde over- 
taget Gaarden, besluttede han at give den i Medgift til sin 
Datter Ane. Hun skulde giftes med Søren Rytters Søn, ham 
der havde været Garder, og de skulde saa tage Bopæl paa 
Gaarden. Bryllupet var bestemt til at staa om Foraaret 

Hen paa Vinteren faldt det Anders Mogensen ind at 
gøre Ende paa det Vanry, Gaarden var kommen i, og i 
den Hensigt var det, han sendte Lindby-Skytten og tre 
andre Karle derhen for at vaage en Nat Anders Mogen- 
sen beregnede, at de skulde kunne komme derfra om 
Morgenen og overbegrine enhver, der havde troet paa. 
Spøgeriet. 

De tre Karle var i al Hemmelighed tyndt til Mode, men~ 
Lindby-Skytten regnede ikke Sagen for noget. Han, Jæ- 
geren, Nattemennesket, var ikke ræd i Mørke. 

Da Aftenen kom, fik de tændt Lys inde i Stuen, o 
Lindby-Skytten smækkede med en vis festlig og kummer-— 
løs Mine sit Spil Kort op paa Bordet. 

Hvormeget giver vi saa paa? 

Skyttens Sikkerhed meddelte sig til Karlene, og Spil — ■ 
let slugte snart al Omtanke, saa at Aftenen gik, indere 
nogen vidste af det at sige. 



Det var over Midnat, da en af Karlene pludselig holdt 
inde med Spillet og stirrede frem for sig. 

Tys! 

De var i et Nu stille alle fire. Det var, som om Luften 
løb sammen og blev tyk. Tilværelsen snørede sig sam- 
men; fire Sjæle kom i Aandenød. Skytten hævede sit 
store hvidgraa Hoved og saa i Vejret Paa en og sam- 
me Tid blinkede de allesammen og saa gensidigt paa 
hverandre, derpaa stirrede de igen hver for sig og lytte- 
de. Den ene af Karlene slikkede sine Læber. 

Der gik noget for sig oppe paa Loftet. Noget tungt blev 
slæbt hen over Fjælene, Lyden var saa lang og usalig, 
saa fuld af Tyngde og ensom Møje. 

Hvad kan det være? hviskede en af Karlene til sig 
selv. 

I samme Øjeblik var det, som om nogen famlede uden- 
på« Døren, hurtigt og brutalt, fra det øverste og langs ned 
ac * hele Døren til Laasen, den rystede haardt, de saa 
^rgrebet vrikke. Og saa ikke mere. 

De fire Mennesker blev siddende et Par Minutter. Saa 
re J^te de sig, dødelig trætte og svage efter Rædselen, 
Skytten tog Bøssen fra Hjørnet, de gik ud saa tæt op ad 
" v erandre som muligt og afeted til Graabølle. 

Anders Mogensen blev temmelig misfornøjet med, at 
*® kom saa tidligt. Deres Forklaring slog han hen og 
me nte, at de havde været svirende. 

Sandelig Nej! forsikrede Skytten, Hvordan skulde vi 
det? Vi havde jo ikke en Draabe Spiritus med. Se kuns 
paa os, vi er saa nøgterne som Spædkalve. 



128 



Jo I er nogle gæve Karle at sende i Byen, sagde An- 
ders Mogensen. Men nu er det ikke værdt, I snakker om 
nogenting. 

Nej, det skulde de nok lade være med. 

Derved blev det foreløbig. 

Men ved Foraarstide gjorde Anders Mogensen som 
berammet sin Datters Bryllup, og det med stor Brask og 
Herlighed. Og da der var for ringe Plads hjemme, kom 
Gildet til at staa paa Udfiyttergaarden. Folk syntes under- 
lig om den Bestemmelse i Førstningen, men ved nærme- 
re Omtanke fandt de den klog og rimelig. Det var netop 
en erfaren Forholdsregel at holde Gilde i Gaarden. 

Dagen kom, og der blev Rykind fra tidlig Morgen. An — 
ders Mogensen stod selv med bart Hoved ude i Gaarde 
og modtog Gæsterne med Skænk. Musikanterne parade 
rede paa Stenbroen udenfor Gildehuset og blæste. De 
kom en Mængde Folk, og Vejret var godt, saa at allesam 
men var oplagte til Gilde. 

Da de var kommen fra Kirke, tog Spisningen sin B& 
gyndelse og fortsattes med faa og korte Pust til Aftens- 
tide. Folk blev oprømte og mere end det; og da Danse: 
begyndte, var alle disse Mennesker at betragte som 
eneste stort Hele. For det gaar med Folk ligesom m 
andre Ting i Naturen, de skal have Varme for at smelt« 
sammen. 

Lindby-Skytten, der ogsaa var med til Gildet, kund 
siden fortælle, hvad Ende det fik. 

De havde faaet nok at spise, fortalte han, og de havd^ 
ogsaa drukket meget; der var dem, der havde faaet vel 




129 



mange Dramme. Det er vist nok, at der ikke var en 
eneste, der tænkte paa nogenting, Lindby-Skytten ikke 
beller, efter hans eget Sigende. De unge dansede i Stor- 
stuen, og i de andre Stuer var der en Stimen og Snak- 
ken af Folk; der var jo saadan et Humør. Alle Dørene 
stod aabne i Huset fra den ene Ende til den anden. 

Brudeparret var ikke gaaet fra Gildet endnu, men det 

var vist paa de Tider, da de skulde til at tænke paa det; 

Søren Hansen gik netop og snakkede om det og fik Folk 

til at le; Søren Hansen vilde jo gærne sige en Spas, mens 

ban levede. Det var da over Midnat, men der var da for 

Resten ingen der tænkte paa, hvad Klokken kunde være; 

Gildet skulde staa i to Dage. 

Ben Gang det kom, stod Lindby-Skytten i Døren til 

Storstuen med Ryggen imod Karmen. Paa den ene Side 

ham dansede de, og paa den anden Side spillede de 

rtog klinkede overgivent med hverandre. Der var tændt 

gennem alle Stuerne, og Folk røg Tobak; det var 

Røg og Damp over det hele. 

Saa lige med et kom der et Skrald over Hovedet paa 

*3i alle. Det var saa forfærdeligt. Ingen forstod, hvor 

"^* kom fra, men det lød akkurat, som der blev slaaet 

eT * lang Medegaj eller en Lægte langs hen under alle 

*-**fterne, og det med mere Magt, end en Mand kunde 

"^ve; ja det var et Brag, ligesom hele Gaarden skiltes 

m. Der var nogen, der vilde ondt for Alvor. 

\ Men Folk blev forskrækkede! Lige ved Kakkelovnen 

& *od Anders Mogensen, og Skytten fortalte, at Manden 



*\ 



\ **nk lige ned i sine Knæ. Det var grimt at se; Anders 



130 



Mogensen var ikke leddeløs til daglig Brug! Folk stod og 
gabede i alle Stuerne. Og stille blev der. Det varede lige 
et Øjeblik. Men saa kom de til Live, og de rystedes imellem 
hverandre, de stintede ud hvad Vej de kunde komme, 
og de der var kommen udenfor rendte lige saa stærkt 
som de kunde. Skytten stræbte ogsaa at komme af Vejen, 
han var ikke ret modig, tilstod han. Og det varede ikke 
to Minutter, saa var der ikke et Menneske paa Gaarden. 

Saadan endte Bryllupet 

Men derpaa blev Gaarden revet ned og flyttet ind mel- 
lem de andre Gaarde igen. Det var næsten, som om den 
havde faaet sin Vilje. 



•f 0,k •*« <* 




03 (le- 



THOMAS I SPANGGAARDEN 



For nylig døde en Mand, der var bekendt som den 
haardeste Hals i Himmerland. Som ung havde Thomas 
Ry for Hastighed til Slagsmaal, der gik længe Snak om 
den Gang, da han sloges for Hans Nielsens Jørgine. Det 
var en Sankt Hansaften. 

Byens Ungdom var forsamlet oppe paa Møllehøjen for 
at brænde Blus. Hver af Karlene havde faaet sit Lam, 
Per Andersens Jesper læste Listen op under stor Mun- 
terhed. Poul, Søren Kristians Søn, fik Jørgine, det var en 
skummel Ordning af Jesper. Poul sad ved Jørgines Side 
paa Græsvolden. 

Blusset brændte, det var en Tjæretønde rejst paa en 
Stage, den flammede baade indvendig og udvendig. Vin- 
den trak lydeligt ind i Spundshullet, det lyste hvidglødende, 
indenfor legede de hede Luer. Ilden slog ovenud af Tøn- 
den, slikkede og smældede, og Røgen rullede op i Mørket. 

I en lang Række sad Pigerne paa en Jordkant. Ilden 
belyste dem, Skyggerne blaffede over deres Forklæder. 
Karlene stod i Grupper og raabte og holdt Kommers, 
nogle sad hos Pigerne og gjorde Hovedet kruset paa dem. 
Natten var dunkel og mild, fugtig af Græssets duggede 
Grøde. 

Skyggerne forskød sig ned over Højens Sider, naar 



134 



Karlene bevægede sig om Blusset Højen kunde komme 
til at se ud som et stort Hjul med Eger af de lange Skyg- 
ger, der drejede sig. 

En Vise blev sungen, og Karlene raabte Hurra for de 
Blus, der blev tændt i Nabobyerne. De fandt paa Løjer, 
en af dem tog en lille Dreng og kastede ham som en død 
Ting hen i Pigeflokken, de hvinede, og Drengen faldt i 
Jørgines Skød. Hun klappede og trykkede ham trods hans 
Uvilje derimod. 

En Karl kom op fra Foden af Højen med hæsblæsende 
Fordægtighed. Han havde noget i sin Hue, som Jørgine 
skulde se. Alle Pigerne skreg igen, det var et Pindsvin, 
der laa sammenrullet i Huen. Da man havde moret sig 
noget med det lille Dyr, lagde Karlen det til Side ptt 
Jorden, og der laa det som en Kugle uden at turde rulle 
sig op. 

Blusset bragede med Fryd, Gnister røg op, drog hen i 
Mørket, dalede og sluktes. 

Der kommer en med Blus! raabte Drengene. Jo, tem- 
melig langt borte var der et rødt Blus, der bevægede sig 
mellem alle de andre rundt i Byerne. Man fulgte de** 
vandrende Stjerne, den gik øjensynligt ad Landevejen* 
Lidt efter kunde man paa den vippende Bevægelse s^» 
at en bar den. Ved Bivejen drejede Blusset og kom op 
mod Højen, lidt efter lidt blev det mindre, ophørte ** 
straale og blev til et fast Ildpunkt. Og nu saa man noge* 
af Mennesket, der bar Blusset Det viste sig at vær^ 
Thomas Spanggaard. Han havde sat et gammelt gennem-^ 
beget Hjulnav paa en Greb og bar det brændende over* 



135 



sit Hoved. Da han kom op paa Højen, blev han hilset 
velkommen. 

Hurra, sikket Blus! raabte de. 

Thomas saa hurtig hen til Poul og Jørgine og smilede 
stramt Han strakte sig og skød det brændende Nav af i 
Tjæretønden. Der sad flammende Beg paa Frenene af 
Greben, han bankede den i Græsset, til Ilden sluktes. 

Sikket Blus, sikket dejligt Blus, sikket herligt Blus! 
sang Drengene og vendte deres Ansigter op mod Ilden, 
der lyste paa deres usigelige Glæde. Og Lyset spillede ind 
under Pigernes Hovedklæder paa mangen fyldig Mund. 
Efter at Thomas var kommen, forandredes Tonen mel- 
lem dem alle sammen; ingen vilde længere være barn- 

Thomas gik lige løs paa Jørgine med Venskabsforsik- 
ringer, han lod hende forstaa baade det ene og det andet, 
skønt Poul sad ved Siden af hende. Jørgine lo og vidste 
ikke, hvad hun skulde gøre af sig selv. 

Ja du vil vel ikke have den Smørprins der! sagde Tho- 
mas blandt andet og kastede haanligt med Hovedet imod 
Poul. Poul sagde ingenting, men de andre Karle blev 
stille ved det 

Nu var Sagen den, at Jørgine havde givet begge Bej- 
lerne Anledning, hun havde i sin Vaklen kærestet snart 
roed Thomas, snart med Poul; de var begge to gode 
Gårdmandssønner. Men i den sidste Tid gjorde hun vist 
mere ud af Poul. Det mærkede Thomas ogsaa nu. Jørgine 
saa ud, som om hun var lykkeligt uvidende om næsten 
^ting. Poul stirrede grundende ned for sig. 



136 



Efter at Tavsheden havde varet et Minut, opslog Tho- 
mas en Latter og vendte sig omkring. 

Baandene sprang om Tønden, de brændende Staver 
gabede fra hinanden og begyndte at folde ned, Blusset 
var snart udbrændt. Der blev dunkelt oppe paa Højen, 
Pigerne begyndte af ville hjem. Vidt ude langs den mør- 
ke Synskreds var andre Byers Baal ogsaa ved at gaa ud; 
de ulmede op og sank igen som Øjne, der er dødtrætte 
af at vaage. 

De unge Folk spredte sig. Mørket lukkede sig om den 
øde Høj, kun nogle svage Emmer laa endnu paa Jorden 
og knitrede. Da alle var gaaet ned fra Højen, rullede 
Pindsvinet sig ud i smaa prøvende Sæt, den lille blanke 
Snude og de sorte Perleøjne kom frem. Saa trissede det 
skyndsomst ned i Græsset. 

Flere fulgte Jørgine paa Vej, Poul gik hende nærmest. 
Et Stykke bagved kom Thomas og nogle andre, han snak- 
kede højrøstet paa sin slængende foragtelige Maade. Haas 
Kulde betog de andre, saa at de ogsaa blev krakilske. 

Du skulde Sate'me ikke lade ham beholde hende, sa&- 
de Jesper som Ven til Thomas. 

Det vil jeg heller ikke, svarede Thomas. Lidt efter gi * 
han pludselig frem og trængte sig ind imellem Poul <* 
Jørgine. 

Lad mig nu følges med dig! sagde han uden at kum»^ 
beherske sig, og lad den Fedtemikkel passe sig selv. Ha.*^ 
tog i Jørgines Arm. 

Men hun blev vred og tviede sig fra ham. 

Kan du ikke dy dig! sagde hun opfarende. 



137 



Jeg kan jo nok forstaa, hvad der er din Mening, sagde 
i det samme Poul med lav Stemme. 

Ja min Mening er at give dig Hug, dit Svineansigt! 
raabte Thomas støjende. 

Flokken eksploderede fra hinanden ved disse Ord. Der 
blev mæglet og talt til Rette. Men Poul var bleven opir- 
ret omsider, han saa sig omkring og søgte retfærdigt 
Medhold. 

Lad nu være! sagde en og tog Poul om Overarmen og 
Haandledet, lad nu være! 
Han skal ikke . . ., sagde Poul stædigt og sled sig løs. 
Ja jeg er parat! raabte Thomas og stod med skrævede 
Ben. 

De var stanset paa Markskraaningen. Dagen gryede, 
og i Graalyset saa Karlene farveløse og ondskabsfulde ud. 
Hanen galede i en Gaard tæt ved. Nede i Sænkningen 
ta Engene forsølvede af Dug. 

Jørgine stod lidt afsides, hun bøjede pludselig ganske 
stille sit Hoved ligesom et Togsignal, der falder, og 
græd. 

Gaa du hjem, bitte Jørgine! sagde Jesper trøstende og 
vendte hende om i Retningen af hendes Hjem, gaa du 
hins, det er ikke værd, du bliver her. 

J rgine gik uden at vende sig om en eneste Gang. 

Saasnart hun var ude af Sigte, gik Thomas frem og 
rystede Næven for Poul, idet han brugte vanærende Ord. 
Poul svarede ikke men saa sig igen om efter Deltagere 
i en moralsk Oprørelse. 

Jeg skal slaa dig saa flad som en Tudse! raabte Tho- 

Himmtrlmdshisiorier 10 



138 



mas og mengede sig tættere ind paa Poul, stod paa Tæ- 
erne op ad ham. Poul veg endnu men begyndte at blive 
stiv i Ansigtet 

Det skal du ikke lade ham byde dig! tirrede Jesper. 
Men Poul kunde endnu ikke bestemme sig. Thomas gik 
længe rundt omkring ham og hødede og haanede ham. 

Først da Thomas som et Udslag af sin sidste Ringeagt 
tørte Poul over Ansigtet med Haanden og gav ham et 
drøjt Øgenavn, bestemte Poul sig. 

Jeg er nu ellers ikke bange for dig! sagde han skarpt 

Saa! sagde Jesper og gik baglængs fra de to, idet han 
med udbredte Arme trængte de andre med sig. 

Thomas og Poul begyndte efter gammel Sædvane med 
Armtaget. De greb hinanden ved det øverste af Overar- 
mene, og hver især søgte at rykke og tvinge den anden, 
omkuld. Deres Anstrængelser førte ikke til voldsomm^^ 
Bevægelser, de flyttede sig næsten ikke af Stedet, mernn 
Sveden kom straks ud paa Panden af dem. 

De spændte sig begge to til det yderste, skrævede o,M 
stindede Ryggen, Benklæderne strammede sig op ov< 
Anklerne. 

Men Poul var den underlegne, lige med et brast 
fæstet fra ham, hans Ben slap ud i Luften, og Thomi 
slog ham i Jorden, saa det dunkede. 

Under almindelige Omstændigheder vilde Kampen 
været endt. Poul havde tabt. Men Thomas slap ham ikk< 
han holdt ham nede og hoverede stønnende: 

Haah; Haa — h! 

Det harmede Poul, der ellers havde været villig til &* 



139 



Sive sig fortabt, han slog Labberne i Thomas. Og saa be- 
gyndte anden Omgang, der gerne bliver blodig. 

Alt gik til^ Tavshed. Jesper stod som paa Naale af In- 
teresse. 

Det blev Poul, som fik Pryglene, allesammen. Thomas 
smækkede ham med Knoerne paa Issen og bedøvede ham 
halvt, han bukkede begge Ender sammen paa ham og 
gav ham tørre Rygprygl, lavede ham i det hele meto- 
disk til. 

Men da Poul ikke kunde gøre synderlig Modstand og 
helt holdt op dermed, fortrød Thomas lidt og gav Linde. 
Det benyttede Poul sig af og bibragte Thomas et Par 
slemme Spark i Hovedet Da Thomas' Ædelmod fik saa 
skammelig Løn, steg hans onde Vilje igen, han fik ny 
Forurettelse at hævne. Tilsidst laa Poul som en Klat paa 
Jorden saa gennemforslaaet, at han ikke kunde røre sig. 

Thomas sad overskrævs paa ham, og bearbejdede ham. 
Poul saa op med syge Øjne. 

Slaa du kuns! virrede han forpint og lagde Armene 
fra sig langs Jorden. Slaa mig gerne helt ihjel med det 
samme, nu du er ved det. 

Og Thomas slog Næven i Ansigtet paa ham. 

Omsider lagde Tilskuerne sig imellem. 

Hold nu! sagde Jesper, lad ham nu ligge, Thomas, det 
er ikke værdt længere . , . 

Thomas rejste sig nødigt, han vilde gerne bleven ved. 

Det var klar Dag, Solen var staaet op over Engene. 
Nogle fulgte Poul hjem, da han fik samlet sig op, han 
kunde ikke staa ene. 



140 



Thomas gik hjem fulgt af Jesper, han satte Benene 
som en Løve og skød Maven ud. De skulde ellers ikke 
komme ham for nær, de bitte Karle! true* han. Jesper 
gik og blev næsten flov over Vennens skrydende Op- 
hidselse, nu da de gik der alene. 

Slagsmaalet blev omtalt vidt og bredt, og Poul blev 
overgrint for det Livfuld, han havde faaet Thomas var 
en ville Karl. 

Men hvem der fik Jørgine, det blev alligevel Poul, saa- 
dan endte det. Hun vilde have ham. Efter Kampen nærede 
hun blot Foragt for Thomas og kunde ikke fordrage ham. 

Saa blev da Poul og Jørgine gift Da ingen af dem var 
ældst i deres Fødegaarde, blev de sat ind i en af Udflytter- 
gaardene nede ved Aaen, den der laa lige over for Spang- 
gaarden. De fik Gæld med den, men de var unge og 
skulde arbejde sig op. 

Poul og Jørgine blev lykkelige med hinanden og fik et 
Barn aarligt, mens Tiden gik. 

Der var ingen Samkvem mellem Nabogaardene, 
Sommeren gik Folkene paa hver sin Side af Aaen ogs 
bjærgede Hø, de saa ikke over til hverandre. Tyende«« 
kunde heller ikke forliges. 

Thomas Spanggaard slog sig paa Hestehandel og blew* 
et gnavent, kortmælt Menneske, som ikke var lidt af no — 
gen. Da Gaarden tilfaldt ham, giftede han sig. 

Der gik otte Aar, uden at de to Mænd havde set hin — 
anden en eneste Gang siden den Sankt Hansnat. 

Da kom Thomas Spanggaard en sen Eftermiddag ti S 
Pouls. Han gik hastigt ind i Stuen. Den var fuld af Smaa~~~ 



141 

børn i alle Størrelser. Jørgine sad og vuggede den sidst- 
fødte, hun sank sammen i Sædet, da hun saa Thomas, og 
stirrede angst paa ham. 

Thomas saa først paa hende, siden paa alle de Smaa 
0|g spurgte kort efter Manden. 

Poul kom ind, han skulede forundret op paa Thomas. 

Men da Spanggaardmanden fem Minutter efter gik, 
^ar baade Poul og Jørgine tavse, de saa paa hinanden og 
hang fornumment med Hovedet. Thomas havde bragt dem 
Opsigelse paa Gælden, Papirerne var i hans Besiddelse, 
han havde købt dem. 

Den Sag gjorde Opsigt paa Egnen, og Thomas fik Skuds- 
maal for Ondsindethed, men han drev paa, og Poul maatte 
^celge fra af sin Jord for at bjærge sig. 

Fra det Aar af gik det daarligt for Poul, han kunde ikke 
klare Udgifterne, og Thomas i Spanggaarden var efter 
ham. Da Poul maatte gøre Udveje for at betale Hoved- 
Saelden, havde han foruden at sælge af Jorden ogsaa maattet 
4£ere kontante Laan. Thomas prøvede at faa fat i Papirer- 
ne, men Ejerne vilde dog ikke sælge dem. Ja ja; saa an- 
laigde Thomas Proces mod Naboen om Fiskeretten i Aaen. 
J^oul vandt Processen efter 2 Aars Forløb, men da havde 
**an allerede maattet sælge det Engstykke, hvorpaa Sa- 
beroede. Køberen afhændede det straks til Thomas. 

Det var ikke nok, Thomas udtog Stævning mod Poul 

>r et Markskels Skyld. Den Sag vandt Poul ogsaa men 
^>lev fattig derved. 

Poul var paa denne Tid en noget sygelig Mand, han 
**avde i sit Væsen denne blege Sagtmodighed, som vil 



L 



142 



skjule over Bitterhed og Halstarrighed. Af og til, na 
nogen ynkede ham, kunde han give sig til at græde 
skælde ud bagefter. Han laa atter i Proces med Thorn 
Spanggaard, denne Gang om .ulovlig Græsning paa s 
den Mands Jord." 

Sagen var tvivlsom, den havde staaet paa et Aar. Soi 
meren over var Poul meget urolig, Dommen kunde ve 
tes til Høsten, og hvis den gik ham imod, maatte han g 
fra Gaarden, vidste han. 

Det Aar var det, at den store Tørke faldt ind, s< 
Folk taler om endnu. 

Der faldt ingen Regn lige fra om Vaaren, naar ur 
tages et Par Tordenbyger, der kun evnede at plask* 
Overfladen af Støvet og gøre Jorden ligesom koparret 

Bønderne ventede længe taalmodigt tilligemed Korr 
Det voksede endda, det ligesom listede sig til at vo 
lidt. Men Udsigterne blev smaa. Hen paa Sommeren 
gyndte man at tale stille om, hvad der endnu kt 
reddes; det betød, at man havde gjort saa store Af 
man evnede. Men der kom ingen Regn. 

Der stod det syge Korn paa Agrene, Havre af er 
gers Længde, Rug saa hvidt som bleget Haar og n 
halve af Vipperne golde. Ude paa de skarpe Jord 
Fjorden blev der næsten ingenting. 

Længe, længe blev man ved at tro, at en Regi? 
kunde redde Afgrøden, men Fortrøstningen ble' 
og løsere, ligesom der var langt mellem Straa 
Marken. 

Den Dag, Regnen kom — det var langt hen 



143 



havde Solen hedet ubønhørligt fra om Morgenen af lige- 
som hver Dag før, og Stemningen var nedbøjet hos alle. 
Bekymringen drev Folk sammen, de sluttede sig til hin- 
anden. Udenfor Sognefogdens Hus stod en Gruppe og 
drøftede Udsigterne, de talte dæmpet, som om nogen var 

i død, de stod tæt op ad hinanden med deres raadvilde 
Udtryk i Ansigterne, Frygt og Græmmelse fik dem til at 
lade mere end ellers. Endnu en Gang lod de Øjnene løbe 
over Himlen, men der var ingen Skyer. 

I hvert Hus laa Vanhaabets Feber under Lofterne, der 

kom sorgfulde Ansigter frem bag Ruderne og saa opad. 

Hvad skulde det blive til! Det Syn, der var at se, kunde 

foa. en Mand til at skæmmes, Markerne laa som lange 

Billeder paa Ynk og Ydmygelse. 

Hen ved Middagstide kom der Kulde i Luften, svære 

Skyer drev hastigt fra Vest, de kom flydende som mørke 

Giganter med Armene strakt frem foran sig. Man vilde 

knap tro det, og da det blev til Regn, kunde ingen bare 

s *g for Bevægelse. Jo, det begyndte at skylle ned. Solen 

skinnede i Begyndelsen, og Regnen kom højt oppe fra 

duften i lange glimrende og lysgyldne Strenge. Funker 

°S Gnister røg fra Kornet, og over Vejen stod en fin Dis 

tf Vandstøv. Det regnede i Solskin, hver Draabe tindrede 

^ Lys. 

Og saadan var alle Folks Glæde. Rolige Mænd for ud 

tf Dørene og raabte Halløj — over til Naboen og sige 

tal Midtvejs mødtes de og bleve staaende i Skylregnen. 

^tornene, som havde været trykket af de gamles Stilhed, 

blev ellevilde. Alt kunde blive godt endnu. Mændene gav 



144 



hinanden Haandslag, nogle skjulte sig og gned eller tak- 
kede Gud. De behøvede ikke at skjule sig, alle var stil- 
tiende enige om at give hinanden Lov til Udbrud og glem- 
me det siden. 

Poul Sørensen var ude paa sin Mark, da Regnen kom. 
Han blev uendelig glad, hans Korn kunde ikke have staæt 
sig længere. Mens Solen endnu skinnede, tvivlede han, 
men da Skyerne lukkede sig, og det blev blødende og 
varig Grøderegn, gav han sig hen i Glæden. Han gik 
langsomt hjemad i Regnen, løftede Hovedet og lod det 
svale Vand løbe over Ansigtet og blænde Øjnene, han 
holdt Hænderne frem og lod det plaske paa dem. Med 
inderlig Lyst lod han sig gennembløde til Skindet 

Pouls Udmark stødte op til Thomas Spanggaards, og 
idet Poul gik hjemad, mødte han sin Fjende. Thomas kom 
langs sin Havremark, hvor Kornet stod bøjet og drafc 
Væden og blev grønt næsten med det samme. Da Poul 
saa ham, løb hans Glæde over, han satte Lid til alt og 
syntes, at alle Ting maatte vende sig til det bedste. Me*? 
da Poul kom nær til Spanggaardmanden, vidste han ikk^t 
hvad det var, han vilde; maaske havde han kun en Tranf? 
til at mødes med et Menneske og dele sit Haab. PoutJ 
blev staaende og saa paa Thomas med lyse Øjne og &* 
Udtryk af forlegen Glæde. 

Thomas drejede Hovedet om imod Poul og blev ved at 
gaa i samme Takt. 

Din Skidknægt! sagde han lavt og med bidende Ond- 
skab, Tænderne blottedes, hans Øjne stak af Hadefuld- 
hed. Saa gik han videre. 



145 



Nu først fattede Poul, at han havde villet forsone sig med 
homas; han blev rasende, det dirrede i ham. Han stod lidt 
Regnen og saa efter Thomas's brede Ryg, der langsomt 
ternede sig, saa gik han hjemad. Et Stykke oppe paa Bak- 
an brast han i Graad og dinglede af Sted med kroget Ryg. 
Om Høsten faldt Dommen i Erstatningssagen. Poul 
tabte og maatte gaa fra Gaarden. Ingen kunde hjælpe 
ham, han gav tabt 

For ikke ligefrem at faa Familien paa Sognet sørgede 
Beboerne for at skaffe Poul et Hussted med lidt Jord. 
Det var meget smaat, Poul fik gaa paa Arbejde. Men 
Græmmelsen knækkede ham, han var sengeliggende det 
meste af Tiden. 

De ældste af Børnene tjente, men der var fem Munde 
at mætte hjemme, og Jørgine ventede sig igen. Det time- 
des hende, Hans Nielsens Datter, at hun maatte gaa ud 
Hed en Spand og bede Gaardmændskonerne om Mælk. 

Hun blev fra Thomas Spanggaards, i Førstningen. Men 
4* det hændte, at hun ikke fik noget andre Steder, kom 
hon en Gang til Spanggaarden. Siden var hun der tit i 
Btkneb, hun vidste, at Thomas ikke nægtede sig at give 
tønde. De Skænd og Formaninger, hun med det samme 
8k, tav hun til. 

Thomas bød hende Penge en Dag, da der var frem- 
mede i Stuen, dem tog Jørgine imod og var glad for. Tho- 
mas havde kun budt hende dem i den Tro, at hun vilde 
sige nej, men da han nu kom af med dem, bebrejdede 
han hende i stærke Udtryk hendes Frugtbarhed. Naar de 
var saa knasfattige, skulde hun vel gerne kunne styre sig. 



146 



Skønt — henvendte han sig til sine Gæster — Fattigfolk 
havde vel ikke anden Fornøjelse . . . 

Det blev grumme smaat med Pouls, og omsider gik de 
paa Sognet. Thomas havde ikke glemt dem, og da Poul 
døde fra ham, lagde han sig efter hans Børn, tyvtede ea 
af Sønnerne og satte ondt for de andre. Han udrettede 
dog ikke meget med det, fordi han var forhadt mellem 
Folk. Thomas levede i Ufred med de fleste, han førte 
Processer med mere end een Mand. Thomas var ikke 
bange for at gaa lige ind i en Gaard og overfuse Manden 
med Skældsord, han sagde Hvermand grove Ubehagelig- 
heder stik i Synet Hans Kone og Børn havde det heller 
ikke bedre end godt. 

Imidlertid sad Thomas i stor Velstand, han handlede 
med Kreaturer og snød Folk, saa Vandet trillede af dem. 
Det var ham en smal Bedrift at narre en Husmand til eo 
Ko, som der siden viste sig at være skæbnesvangre Fej- 
ler ved, og det var bekendt, at han havde snydt sin Fader 
for Aftægten, saa at den gamle Mand maatte ty til bos 
sin Svigersøn og dø hos ham. 

Men det begav sig ogsaa underligt med Thomas Spang* 
gaard, inden Enden tog, Folk fik ham til at grine ad. 

Thomas havde hostet en Tid, han gik en Vinter og kom 
til at se ringe ud. Konen fik listet saa længe ved ham, at 
han tog til Doktor. 

Ja I Bønder! sagde Doktor Eriksen, da han havde un- 
dersøgt Thomas, I gaar saa længe mellem jeres Køer, at 
J faar Tuberkler hveranden. De har Lungerne pakfulde^ 
De kan gaa hjem og lægge Dem! 



Thomas sagde ikke stort, han tog hjem igen og brugte 
Medicinerne, der kom ikke et Ord af ham længe. Men 
Hosten blev værre, den svære Mand var allerede hulet 
godt ud. Han kom til Lægen igen og lod sig grundigt 
undersøge. 

Hvor længe kan jeg leve? spurgte han derefter barsk 
og saa Lægen i Ansigtet 

De kan leve et Aar, men hvis De vil leve fornuftig, 
maaske to. 
Ja hvad er fornuftig? spurgte Thomas og lo haanligt. 
Saa skal De holde Dem i Ro — frem for alt ingen 
Forkølelser . . . 

Ja saa kan det være det samme, sagde Thomas og tog 
til Huen. Han kom hjem og var som en Tordensky. Tho- 
mas havde altid før været en ordentlig Mand med sig 
selv, men Dagen efter at han havde været hos Lægen, 
kørte han til Kroen — han havde allerede ondt for at 
gu — og kom døddrukken hjem. Det indfaldne Ansigt 
vir ligfarvet, da de bar ham ind. Der stod slig Respekt 
*f Manden, at de handlede med ham i største Ærbødig- 
bed, skønt han var bevidstløs. 

Thomas Spanggaard slog sig løs herefter, saa det spurg- 
tes, han drak og turede i et væk. Og han spiste, han 
faadsede gudsforgaaent Nogle andre Prangere bistod 
ham i hans Levned, de holdt kostbare Orgier, hvor der 
blev drukket Vin og spist alenlange Mørbradsstege. 

Thomas forandrede sig, hans Fremfusenhed fik et Stænk 
af Humor, han sang og slog Kortene i Bordet. 
De siger, jeg ikke kan leve, men jeg skal vise Jer, jeg 



148 



kan leve. Trumf igen! Jeg spiser min egen Begra- 
velsesmad, skal I forstaa. Klør Konge, hvad vil I gøre ved 
ham?! Det gaar ikke saadan til I Klør Dame, stik hen- 
de! .. . 

De andre Kroppe lo, saa de var ved at omkomme. TB 
den lyse Dag aad og drak de som Kykloper, og Thomas 
— han var aldeles desperat — betalte. 

Men da han havde soldet et Aar, levede han endnu, 
han var bleven lasket og rødskjoldet, og Kræfterne var 
kommen igen. 

Lad mig se paa Dem ! sagde Doktor Eriksen med Un- 
dren. Hvordan kan det gaa til, De lever jo, som De var 
forrykt. Og Doktoren undersøgte ham. 

Det viste sig, at Thomas Spanggaard var frisk som en 
Okse, han var virkelig kommen sig aldeles. 

De er en radikal Mand, sagde Doktor Eriksen. Men 
nu skal jeg sige Dem en Ting, Thomas Spanggaard. De 
har gjort Kuren lige saa gal som Soten — inden et Aar 
styrter De af Delirium tremens. 

Thomas opslog et Grin og kørte bort, han var ikke gal 
at drikke sig fordærvet Han holdt ogsaa igen en Tid, 
hvorvel det kneb at komme ud af Festvanen. 

Men det kom til at gaa saa løjerligt alligevel, Thomas 
var for langt henne. Der gik et Aars Tid, og Thomas var 
jævnlig svirende. 

En Dag kom han ud fra Sovekamret. Han var i Bluse- 
ærmer, Vesten spændte om den store Vom. Paa hans An- 
sigt kunde det ses, at han var i tvivlraadig Ophidselse — 
Øjnene havde ikke det haarde Udtryk. 



149 



Herregud, Tammes! . . . raabte Konen og stirrede paa 

im. 

Thomas sagde ingen Ting, lidt efter gik Angstudtrykket 

ham, han gik ud i Gangen, tog et Seletøj og slængte 
5t ud paa Brostenene. 

Spænd for! raabte han vredt til Karlen. 

Thomas kørte i By og kom fuld hjem. 

Et Par Dage efter var Thomas til Gilde med sine Svire- 
reoner igen. Han holdt Maade og blev ikke mere end 
godt anløben. Paa Hjemturen blev han helt ædru; han 
sad forbitret i Vognen og knugede Haanden om Tøm- 
men. 

Just som han rejste Hovedet, saa han en Mand i Volstrup 
— Byen var halvanden Mil borte — en uhyre stor Mand, 
der bøjede sig og gav sig til at rulle Landskabet op lige- 
som et Tæppe. Han hjalp til med Fødderne, rullede Mar- 
terne vel sammen med Huse, Gaarde og Træer indeni. 
Bagved ham blev der en graa Flade. Da han havde rul- 
let lidt, gik han et Par Mil længere bort og begyndte at 
rulle Landet sammen der. Solen skinnede paa hans sorte 
Uldhoved. 

Thomas saa lidt paa denne Forestilling, saa smilede han 
vantro: 

Hold nu bi! sagde han lavt og halvt leende. Men i det 
amme var Manden væk. 

Thomas sad lidt, det lysnede i hans Ansigt, han fortrak 
lunden heftig og slog løs paa Hestene. Medens det gik 
jemad i skarp Fart, var Thomas meget urolig, hans grove 
[ænder rystede. 



150 



Da han kørte ned ad Bakken til Spanggaarden, og det 
stærke Lufttryk kom mod hans Ansigt, saa han pludselig, 
at noget mørkt som et Sjal flagrede op et Stykke fremme 
paa Vejen og kom imod ham. 

Det naaede ham i et Nu og fløj ham lige i Snuden, det 
slog som en Staalstang mod en Sten — saa syngende 
skarpt, at hans Hoved sprang som et Æg . . . 

Thomas Spanggaard faldt baglængs over i Vognen, He- 
stene kom løbende ind i Gaarden af sig selv. De sigte 
hen til Vandtruget, og da Karlen løb til, saa han, at Tho- 
mas laa paa Bunden af Vognen. 

Thomas Spanggaard havde Delirium, Folk grinte ag 
sagde, at den skydes ej, som hænges skal. 

Men Thomas kom paa Benene endnu en Gang. Så- 
længe Anfaldet stod paa, maatte der seks Mand til at 
holde ham, han var ikke let at tage Pippet af. 

Da han kom sig, var han en Tid meget stille og om- 
gængelig. Han stred for at lade være, han mistede sin 
Appetit og blev slunken ved at afholde sig. Men di det 
en Dag brast for ham, gik han vildt nedad. Han rasede 
som en olm Stud, der smadrer Vognen, bryder lukt gen- 
nem et spaantækt Tørvehus og tilsidst bliver stikkende 
lemlæstet i en stor tæt Hyldebusk, som man maa felde 
for at faa Kødet. 

Thomas ødte en Mængde Penge; den sidste Dag han 
var paa Fode, smed han 1200 Kroner hen, det var en 
skammelig Kommen-til. Han havde været i Salling med 
en Hingst og havde faaet Pengene. Paa Hjemturen blev 
han taabelig i Færgen. 



Lad mig komme til at ro! forlangte han pludselig med 
fordrejede Øjne og ravede over Tofterne. Da var Klokken 
ti om Formiddagen. 

Nej! sagde Laust, den ene af Færgekarlene, det kan 
der ikke gives Lov til. 

Thomas skrævede over den sidste Tofte og greb Laust 
i Struben. Laust sad under .den svære Aare og kunne 
ikke rejse sig, men han slog sig bagover og slap fri. 

Ro du, Christen! raabte han til Kameraten foran, saa 
satte han over Toften og om Livet paa Thomas. Thomas 
slog ham i Bunden af Prammen, saa den skvulpede, men 
Laust var ogsaa en Negl, han tog igen, og de brødes med 
Voldsomhed. 

Ved et Tag i Ryggen sled Thomas pludselig Lausts is- 
bodske Trøje over Hovedet paa ham og vilde med det 
samme vride ham over Rælingen ud i Fjorden. Men nu 
% Christen Aarerne og kom til Hjælp. 
Færgen drev af, der var stærk Strøm i Sundet. 
De to brede Færgekarle fik deres Strid med Thomas, 
bn skraalede og gjorde sig til, de baksede med ham i 
en halv Time, dl de drev af Sved. 

Imidlertid førtes Færgen ned forbi Fiskerlejet, hvorfra 
for kom Hjælp ud. Fire Mand holdt Thomas som en Gris; 
han fraadede for Munden og gispede tungt 

Alligevel faldt han lidt til Ro og gik skikkeligt i Land. 

Inde i Færgekroen krævede han Drikkevarer, og da de 

ikke vilde skænke for ham, rejste han sig rasende op for 

at gøre Ulykker. Han sad for Bordenden, og idet han 

sprang op, skubbede han Pladen af, den røg mod den an- 



152 



den Væg. Men Thomas fik saa haardt et Stød i Underlivet, 
at han besvimede. 

Søde Gud ! De hældte Eddike paa Tindingerne af ham 
og fik ham til Live. Og saa snart Thomas kunde sidde 
op, slog han løs ; inden de kunde faa Hold paa ham, ber- 
særkede han og ryddede Stuen. Han splintrede alt der- 
inde. Der blev ikke et helt Stykke af Bohavet tilbage. 
En Mand der kom kørende til Færgekroen med Grise for- 
talte siden, at han havde set det store Bornholmerur kom- 
me flyvende ud af Vinduet; og det var dog et Syn han 
ikke kunde glemme. Klokken var to om Eftermiddagen, 
da de endelig med Livsfare fik Thomas overmandet Nu 
bandt de ham og kørte ham hjem. 

Da de bar ham ind, løftede Thomas sine sammenbundne 
Fødder og stemmede Dørkarmen ind, saa at Kalken taa- 
gede om dem. 

Han rasede til Aften, saa faldt der en Døs over ham, 
der varede et Par Dage, og den tog de sidste Livskræf- 
ter. Men før Døden var han lykkelig. Det var ligesom 
ikke ham selv, han snakkede vildt og kendte ingen, men 
han var glad. Han rev Blade ud af Salmebogen, som de 
havde flyet ham, og tærskede dem i Dynen i den Tro, at 
det var Kort, han vandt alle Spillene og lo rigtig godt; 
han halede Hjørnet af Dynen med Kvasten paa op igen- 
nem Haanden, slog det for Munden som en Flaske og 
sagde Skaal — Skaal, bitte Vorherre, og mens Konerne 
omkring Sengen daanede bagover af Sorg for hans Sjæl, 
svedte han og lo som ved et livsaligt Gilde. Han havde 
det saa godt, at man skulde tro, han kom sig; men midt 



153 



i Glæden blev han træt og lagde sig hen for at hvile lidt, 
og næsten i det samme var han død. 

Nu ligger han begravet paa den øde Kirkegaard i Graa- 
bølle, hvor den ene Gravtue er saa lidt forskellig fra 
den anden. 



HimmerUndshlstorier 



11 




rf^åiH 



DEN STILLE MOGENS 



II« 



* 



N uomstunder elsker Bønderfolk hinanden ligesaa yn- 
deligt som de Fine, sagde Kirsten Smed ; hun sad midt 
i en Juleslagtning mellem Fruentimmerne og pindede 
Pølser, med tykke Messingbriller udenpaa Hovedklædet, 
funklende af Lune, spilfuld af stærke Ungdomsminder. 

Som jeg siger, nutildags er Folk mere kælne og øm- 
skindede end i fordums Tid. De har lært, hvad der skal 
til, de kan saadan sige det, er fremtalende om hvad de 
fornemmer og skal have Guldringe til Vitterlighed og sidde 
og slege for hinanden højt oppe i Storstuen og gaa Spasere- 
£&ag og ly' epaa Fuglene. Folk læser meget i Albenaker, 
og vore Præster er af et andet Slav nu end før i Tiden ; 
Bønderfolk maa ikke være Syndere nu mere, det skulde 
vi være i min Ungdomstid, ellers var Naaden jo ikke til 
noget Det kan ogsaa godt være, at der er ligesom mere 
Følelse mellem Folk i vore Dage, og det vil jeg ikke 
have forandret, for der er flere der trænger til at blive 
følt for nu om Dage, end der var før, og som Tiden er 
huer os Folk; men i min Ungdom var det anderledes. Vi 
var jo saadan nogle grove Kroppe, forvovne, ja saa mis- 
se! var vi saa, vi vidste ingen Besked med det indenfor 
vore Sideben, der skulde lede og styre os, vi var Simpelfolk, 
der var ingen til at beskytte os uden os selv, og vi klarede 



158 



os da for Resten helt godt, saalænge det var det grove 
Arbejde der skulde gøres — det værste og det bedste 
her i Verden har Skaberen selv sørget for, det behøver 
ikke at læres, sandelig nej, det falder mere haardt at 
lægge det af. Det ver det, der pinte os, skolde jeg tro, 
men saadan er det ikke mere; nu bliver Godtfolk deres 
Børn lagt til med meget Hovedbrud og elsker vi hinan- 
den eller elsker vi ikke hinanden, og kan* vi bære An- 
svaret, og skal vi saa, eller er vi for fornemme til det, og 
saadan videre med mange Paragrafer. VI andre vi gik rtsk 
omkuld . . . 

Gamle Kirsten gav her sin Tale et drøjt ordsprogligt 
Eftertryk, hvorunder hun gjorde sig tyk som en Høne og 
skrukkede himmelhøjt. 

Men . . . vedblev hun klog og fornøjet, mens hun iv- 
rigt stoppede en ny Pølse og prikkede den i Skindet for 
at faa Luftblærerne ud . . . saa forklagede vi heller ingen* 
naar vi kom til Skade, nej. Der var ikke mange Fejl gro- 
vere, end at vi jo selv kunde begaa dem. Og det kan o** 
aldrig gaa helt galt, naar der ingensteder staar skrevet, 
at det skal være saa stort og godt altsammen. Naarenst*** 
det der skal ske, vil have sin Gang, bliver det til ve?*" 
Velsignelse, det er min Tro. Jeg kommer til at tænke pa^ 
Martine, Justes Datter i Stenbæk — ja hun har vær^t 
død i Aaringer, og der er Ingen af Jer, der har set hend^ 
eller kan huske hende. 

Se Martine . . . men jeg vil hellere fortælle Jer det* 
saadan som det kom. I skal ikke høre Enden paa Histo- 
rien først, bitte Piger, for saa er det ingen Lære for Jer* 




*^i 



159 



su kunde I allesammen have været ligesaa kloge. Mar- 
tine var den villeste og kønneste Pige i Stenbæk og i 
mange Byer omkring. Hun kunde faa hvem hun vilde 
have, hun blev bejlet til af alle Karlene, men hun gav 
dem Nej hver en. Martine vilde ikke giftes. For det var 
ikke hendes Tid endnu. Den skulde komme. 

Jeg tjente for Pige paa Stenerslevgaard den Gang, ikke 
fordi jeg behøvede det men for at lære de fornemme Folks 
Haand tering; jeg var en Tøs paa seksten Aar, og I kan 
tro jeg var nysgerrig; der passerede ikke meget som jeg 
ikke gjorde mig langøret efter og det i mange Miles Om- 
kreds. Jeg har altid søgt Oplysning, ret som om jeg vid- 
ste jeg skulde blive gammel og være den der kunde for- 
tælle. Jeg kendte godt Martine. Jeg var en af de første 
der vidste Besked, skønt det der skete var en Hemme- 
lighed. Siden da ingen længere kunde tage Forargelse, 
blev det stille bekendt, alle Folk vidste det men snak- 
kede ikke om det, og det var ikke Martine til nogen 
Skam. Ja, og nu er de jo døde hvem det hele vedrørte. 
Martine blev skændt en St Hansnat . . . 

Kirsten saa sig omkring og nikkede tiende imod hver 
enkelt af Pigerne, der gav deres Skræk og Nysgerrighed 
Luft i sukkende Udraab; hun blev ved at tie og nyde 
Pigernes Minespil, som udtrykte mere og mere spør- 
gende Ve. 

Ja hun gjorde, sagde Kirsten omsider og nikkede af, 
meget tilfreds med Virkningen af sine Ord. Ja hun gjorde, 
bitte Piger, hun blev skændt, som i Krigens Tid, en St. 
Hansnat Og nu skal I høre. Der blev blusset den Aften 



160 



af de Unge oppe paa den store Bavnehøj i Stenbæk Hede. 
Det er over et halvt Aarhundrede siden nu. Jeg var jo 
ogsaa kommen med, og det var saamænd den allerførste 
Gang jeg fik Lam en St Hansaften. De havde givet mig 
en af de smaa Karle paa Gaarden, og der gik mange Dage 
hen inden vi turde se til hinanden, saa undseelige var vi 
begge to. Karlene den Gang var ligesom mere sky af sig 
end de er nu, saadan at lade til; Jeg kunde ogsaa fortælle 
Jer en Historie om en Karl, der baade Iaa paa sine Kn* 
og bad naadeligt for sig og græd og maatte købe sig 
fri med en Flaske Brændevin, da han var bleven alene 
mellem Pigerne i Engen og de vilde kysse ham med 
Magt Saadan en ræd en var den Karl, jeg fik til Lam; 
vi blev begge to lige røde i Hovedet, naar vi mødtes* 
længe efter. Se Mogens, som jeg nu skal fortælle onu 
han var nu ikke af den Slags, for vi maa vel ikke kald^ 
en Karl undselig, der kan faa sig til at gøre det, Mogeo^ 
gjorde. Skalu vilde jeg ikke kalde ham heller. Men ha** 
var saadan et stille Menneske. Ja det var Mogens. Has* 
havde det paa den Maade, at han Ingenting kunde sigø~ 
Han var fra en stille Gaard. Jeg han fortælle Jer, at i mi** 
Ungdom var der Gaardsteder, hvor der ikke blev sagt et 
enligt Ord Dage igennem, hvor de gik og passede hvad 
de skulde og tav til og var lige gode Venner for det 
Ikke at de var kede af det, men hvad, der var jo ingen 
Aarsag til at snakke, de savnede det ikke. Mogens var 
fra saadan et Sted. Han overdrev det nu, jeg har aldrig 
kendt et Menneske af saa faa Ord som han. Der var dem 
der vilde paastaa, han var stum, men det er nu ikke sandt 



161 



for jeg har da hørt ham sige baade Nej og Ja; men der 
var ikke meget mere at snakke om, naar han først havde 
ytret en af Delene. Han skadede visselig ikke noget paa 
Tungebaandet, saadan, men give en Forklaring, udtale 
sig, bruge flere Ord ad Gangen, det var ikke Mogens' 
Sag. Det kunde han ikke. Veltalenhed laa langt fra ham. 
Mogens og Martine var med til det Blus. De havde 
ikke faaet hinanden til Lam, det var ikke saadan det be- 
gyndte; men Mogens forsaa sig paa Martine den Aften, 
og det saa der var ingen Raad for det. Det gjorde de da 
for Resten til Hobe, Aa, de vilde være hende nær alle- 
sammen, de skulde endelig sige noget til hende, som var 
lækkert at høre paa. Mogens sagde Ingenting. Han kunde 
ikke, sølle Karl, vidste ingen Udvej. Der var ingen stadse 
Ord i hans Mund. Nu kan man jo se paa Øjensynet, naar 
e * Kariemenneske er i Elskovs Klemme, og det var let 
nok at se paa Mogens; men man maatte da være en sær 
ftge om man forstod det af sig selv. Der skal mere til, 
tøviske Ord, og Vil du have mig, og Du er endda køn, 

°g alt det I ved nok. Mogens sagde Ingenting. Aak'e 

nej. 

Men da Blusset var brændt ned, og Martine gik hjem, 
saa mødte hun Mogens i Heden. Hun havde været i Følge 
med flere, men de skulde hver til sin Kant en efter en 
anden, og tilsidst kom Martine til at gaa ene. Justes Gaard 
laa for sig selv mellem Bakkerne ved Stenbæk Aa. Mo- 
gens havde spekuleret ud, at hun vilde komme til at gaa 
alene det sidste Stykke, og var gaaet i Forvejen og havde 
gemt sig i Heden. Han vilde velsagtens bare paase, at 



162 



hun kom godt hjem. Lige med et rejser han sig op af 
Lyngen foran Martine — og kunde jo ikke sige et Ord! 
Hun blev forskrækket, som da ikke underligt var, og gav 
et Brøl fra sig, og det blev hørt af flere af dem, hun 
havde været i Følge med; men de troede, det var et vildt 
Dyr eller en anden Uting og gik ikke efter det Og saa 
gav Martine sig til at rende. 

Det varede længe inden nogen hørte noget igen, for i 
den Mellemtid rendte Martine for sit Liv oppe i Hedeo 
med Mogens efter sig. Det er sjældent en Pige kan bjærøe 
sig ret længe for et Karlfolk ved at rende fra ham, men 
Martine holdt ham hen paa den Maade i det meste af 
en Time; hun var mageløs god til at løbe, var Martine. 
Og naar en drives ud af sit Vid af Skræk, kan man holde 
længe ud. Men Mogens indhentede hende jo tilsidst 
Og havde han haft et tungt Mæle før, saa var han du 
gaaet rent fra Talens Brug, af Forpustethed og Græm- 
melse, over at Martine løb fra ham, og saa var det . . 
ja saa var det, han greb til det Sprog, som Ingen af Jer» 

• 

bitte Piger, maa forstaa, før I har lært det godvilligt, i 
Uskyldighed. Bed til Jeres Gud, at I ikke maa blive un- 
dervist, saadan som Martine blev det I behøver ikke *t 
være tungnemme for at lide det, hun led. Folk der laa i 
deres Senge i Stenbæk hørte, hvor hun brølte og bad 
for sig, men de troede, det var vilde Dyr, der krængede 
hinanden i Heden, og stod ikke op for at gaa efter det 
Hun hvællede saa gruligt, at ingen hørte igennem til den 
menneskelige Røst, og hun brødes saadan med ham, at 
der blev en opreven Plet i Heden, som om et Kreatur 



163 



havde braadet der; paa den Plet fandt de siden det me- 
ste af et Menneskes Hovedhaar. Saa blev det stille. Men 
en halv Stunds Tid efter, da det var næsten lys Dag, blev 
hendes Brøl hørt igen, og da skal hun nok have klaget sig 
saa umenneskeligt, at Folk troede, det var Ellekonen der 
laa under Jorden og barslede. Da havde Mogens tumlet 
omkring med hende og haft hende nede ved Aaen for at 
drukne sig med hende i Forstyrrelse over ikke at kunne 
snakke og faa hende gjort klog paa sit Hjærtelag, og der 
var hun rendt fra ham, og han havde saa jaget hende 
randt mellem Bakkerne og ikke vidst hvad han skulde 
sige, og de havde stridt med hinanden paa Liv og Død; 
der blev fundet flere Steder, hvor Jorden var braadet op. 
Martine var en stærk og før Pige, men her kunde hun jo 
ikke staa sig . . . 

Aa, det skulde have været mig, udbrød Kirsten og saa 
sig om med Øjne, der udfunklede Trusler bag de stærkt 
forstørrende Brilleglas — det skulde bare været mig! 
J% skulde have ædt mig gennem Struben paa ham . . . 

• 

)% skolde have bidt ham, slaaet ham, sparket ham, krat- 
tet ham ihjel . . . 

Hvis jeg da ikke godvilligt havde kysset ham, tilføjede 

hun med pludseligt sænket Stemme, og hun slog Øjnene 

ned og bøjede Hovedet paa skraa over Arbejdet, der ustan- 

seligt gik hende fra Haanden, mens hun fortalte ; Kirsten 

skød Ryg og lo saa godt, at ikke en Lyd hørtes. 

Naa. — Saadan kom Martine afsted. Saa grusselig en 
St Hansnat skulde hun opleve. Men dermed er Historien 
jo ikke forbi. Dagen efter brændte Justes Gaard. Ingen 



164 



vidste noget om hvad der var sket om Natten. Ilden brød 
ud i Middagsstunden, mens Folk laa og sov, saa det va- 
rede længe før nogen kom til Slukning. Og Gaarden laa 
jo langt fra Byen. Det var ellers en skøn Ildebrand, saa- 
dan at se. Mig og saa Pigerne og Karlene fra Stenersfcv 
var paa Høslet i Engene og laa og fik os vor Middags- 
søvn i Stakkene, da jeg vaagnede ved at en Hund tudede 
for Lig, og da det var sært ved høj Dags Tide, vaagnede 
jeg ved det Som jeg nu vender mine Øjne mod Lyden, 
ser jeg den sorte Røg pulse til Himmels fra et Sted oppe 
i Heden, som laa bagved Brinkerne; men jeg fattede da 
straks, at det maatte være Justes Gaard, der brændte. 
Ilden sprang og slikkede indeni Røgen, det saa grusseligt 
ud, og jeg hvællede, og vi kom paa Benene. Karlene 
smed deres Træsko og rendte alt hvad de kunde, men 
jeg tog mine i Haanden, for jeg vilde ikke træde paa Glø- 
derne naar vi kom derop, med de bare Fødder. Vi var 
de første der kom til Gaarden. Den stod i Lue fra Hjørne 
til Hjørne, brændte lige op i Luften ; det var en stille D*g 
og Solskin. Jeg tror da nok, Luerne rakte lige saa højt op 
i Vejret som et Kirketaarn, den rene skære Ild, som ø*& 
knap kan se ved Dagslys, men Røgen var hæslig sort og 
væltede til Himmels med større Fart end Fugl kan flyve, 
og det maaske en Fjerdingvej ret op i Luften, saa at man 
blev baade svimmel og vild af at se derop. Det knagede 
og sprang i Tømret, og Ilden suste og slog Skrald, og 
bitte Børn den Varme der var, da vi kom nær til Gaar- 
den! Man skulde ikke tro det, men mange Alen fra Gaar- 
den, hvor hverken Ild eller Røg naaede hen, der kunde 



165 



iften skære en i Kinderne som en Kopkniv og tørre en 
l ved Tænderne, saa man ikke kunde snakke. 
Da vi kom nær til Gaarden, hørte vi Hestene skraale 
; sparke, saa det tordnede i Spilbommene, de var ikke 
mimen ud af Stalden. Karlene sprang da ind i Gaarden, 
oilen brændte over dem, og her saa de Manden, Just, ren- 
5 med svedent Haar og maadsle med en Spand i Plæn- 
erne; han var gaaet halvt fra Forstanden og vidste ikke, 
ivtd han gjorde. De stemte Stalddøren ind med et Læsse- 
rs, og en bitte Karl fløj ind i Røg og Ild og skar Grime- 
skafterne over, det var ellers mit Lam, der gjorde det, 
saa nu var han ikke undselig. Det var paa den høje Tid, 
for var Hestene bleven mere vilde, havde de aldrig san- 
set at finde Døren. Nu kom de ud den ene efter den an- 
den, nok saa villigt, den sidste med Manken i Brand, og 
da de først var ude i Gaarden, satte de i Galop gennem 
Porten og ud paa Agrene og slog op og vendte Hovedet 
°g vrinskede, som om nu skulde vi ellers have Tak, nu 
tiMe de ikke være i saadan en Gaard mere. 

Kreaturerne var i Marken og kom ikke noget til. Men 
der brændte ikke saa faa Grise, og det var en Ynk at 
børe paa. De hvællede og klagede sig jammerligt, og vi 
tarte dem springe op og kratte med Benene inde i Svi- 
nestien for at komme ud. En fandt paa at ramme en 
Bjælke gennem Ydermuren og lavede et Hul ind til dem, 
sen da var de døde paa nær en, som kom ud med alle 
ire Ben brændt over. Den løb paa Stumperne, det arme 
(skyldige Dyr, og en kunde ligefrem høre paa Gryntet, 
vor det lindede, da den blev stukket og kom af med Livet. 



166 



Ved det Lag var der kommen en Hoben Folk til, hele 
Stenbæk By, med Brandhager og Stiger, for at redde; 
slukke var umuligt De stødte Karmene ind og prøvede 
at trække noget af Bohavet ud med Brandhagerne, men 
det blev ikke til meget Næsten alting brændte. Vi kunde 
staa og se, hvordan Bordet inde i Stuen brændte, indtil 
Ølkovsen kom i Kog og sprak hvor den stod, vi saa Ski- 
bene brænde og Skilderierne paa Væggene og Sengene 
og alting. 

Men saa lige med et begyndte Folk at raabe og M* 
forstyrret omkring mellem hverandre, og vi hørte Jnstes 
Kone græde og jamre saa ulykkeligt, at det ikke vir tD 
at taale. Hun havde ligget besvimet ude i Kaalgaarden 
lige fra Manden havde hjulpet hende ud af Sovekammer- 
vinduet, og da hun nu kom til sig selv, spurgte hun Ko- 
nerne, der var kommen og sad hos hende, hvor Martine 
var. Martine, hvor var Martine! Jo de troede da allesam- 
men, at hun var i Engen med Karlen og Pigen, og at de 
laa nede i [Stakken og sov. Nej, nej, nej, Martine laa og 
sov til Middag inde i Huset! Aa søde Gud, de maatte 
holde Moderen, for at hun ikke skulde rende ind i Udeflt 
og der laa hun og raabte paa Martine som et elendigt 
Væsen, og nu vidste vi det allesammen, og det var jo eø 
Gru, der ikke var til at bære. Jeg blev som om hele mit 
Bryst vilde krænge sig ud af min Mund. Martine! kaldte 
vi, Martine, Martine! 

De løb rundt om Huset saa tæt som de turde og saa 
ind gennem Vinduerne, for om de kunde faa Øje paa hende. 
Hun var ikke at se nogensteder. Aa men selv om de hav- 



167 



de fundet hende, var det jo unyttigt, for Stuerne inde i 
Huset var allerede brændt i et, Skillevæggene var falden, 
og Loftet begyndte at sykke under Komet, som brændte 
ovenpaa. Det var een hvid Ildovn derinde, saa der var 
jo ikke Tanker om, at Martine kunde være levende mere. 
Men de undredes over, at hun ikke var at se nogen- 
steder derinde, hun kunde jo ikke være brændt rent op 
endnu, man skulde da kunde se noget af hende. Mode- 
ren forklarede, saa vidt hun kunde for Sorg og Forstyr- 
relse, at Martine havde lagt sig til at sove paa Bænken 
inde i Stuen, men der var ingen Spor at se af hende. I 
Udhusene var hun heller ikke, med mindre det da skulde 
have været i Nøsset, men det var allerede skredet sam- 
men og een Ilddynge. Saa lige med et raaber Moderen: 
Kælderen! Aa hun er i Kælderen! 
Og hvordan hun nu kunde komme i Tanker om det, 
det ved den Alvidende! Se det kunde hun ikke. Kælde- 
ren i Huset var jo som paa de fleste Gaarde kun en Grav 
i Jorden under Spisekamret med en Lem ned til og ellers 
ingen Udgang. Men allernederst i Husmuren ud til Kaal- 
gttrden var der et Lufthul, som førte ned til Kælderen, 
og her krøb en hen under Gnisterne og med en vaad Sæk 
°m Hovedet for Varmen og kiggede ned. Jo, Martine hen- 
des Moder havde følt, hvor hun var. Martine var i Kæl- 
deren, og hun var levende! Flere krøb hen og saa hende 
sidde inderst inde paa en Øltønde, de kaldte paa hende, 
og hun saa ogsaa ud paa dem; hun var levende! 

Nu blev der jo en Tummel og en Glæde men ogsaa 
en stor Angst for at de ikke skulde faa hende red- 



168 



det alligevel, skønt de kunde se hende. Det lille Hul i 
Muren kunde ingen Menneske komme igennem, og det 
var svær Kampestensmur. Men det lod sig jo bryde starre. 
Imidlertid frygtede de bitterligt for, at Taget skulde skride 
ned og forhindre dem fra at komme Muren nær, og lige- 
saa farligt var det, naar Loftet faldt, for saa vilde Spise- 
kammergulvet paa et Øjeblik brænde igennem. Og det 
skete, mens de tvivlraadige stod og snakkede om det, 
Loftet skred, Ilden blussede forfærdeligt op, og der føg 
saa mange Gløder og Funker ud, at Ingen kunde v*re 
i Husets Nærhed men maatte trække sig væk for en Stand. 
Da troede de jo at Martine var fortabt, hele Grunden in- 
de i Huset var een Dynge af hvidgloende Emmer. Men 
der var noget der havde reddet hende, endnu, og det var 
Kornet paa Loftet. Der laa tyve Tønder Rug ligeovenover 
Spisekamret, og den var nok i Brand, men Ilden kan jo 
ikke æde sig gennem en Korndynge saadan lige paa eø 
Gang, og se alt dette Korn faldt ned paa Spisekammer« 
gulvet og beskyttede det foreløbigt Da vi saa det, fattede 
vi Haab, og da nogle af Karlene med Fare for at bliv« 
svedet fordærvet havde faaet kylet nogle Spande Vad** 
ind paa Kornet for at det skulde holde sig længere, sy** - 
tes vi det saa helt godt ud fra den Side. Men nu var d^ r 
Taget, som vi kunde vente vilde skride hvert Øjeblik 
Der blev der ogsaa hittet paa Raad. De kørte en Vog* 1 
ind i Kaalgaarden og rejste den paa skraa op imod Mt*^ 
ren med Hjulene i Vejret, saadan at Faddingen dækkede 
over Kælderhullet, og ovenpaa Vognen spredte de Sæfc^ 
ke, der hele Tiden blev pjasket igennem med Vand. Ni* 




169 



kunde man da krybe ind under Vognen, skønt der var en 
Varme til at bage Brød ved under den, og skulde Taget 
saa skride, kunde det ikke begrave nogen og heller ikke 
lukke for Hullet i Muren. Da det var gjort, tog de fat 
med Staalstænger og Hamre paa at bryde Muren . . . 
Kirsten sukkede dybt ud. 

Ja det var en Dag jeg aldrig skal glemme. Den ene 
efter den anden af Karlfolkene kravlede ind og hug løs 
paa Muren, og vi andre stod rundtomkring saa nær som 
vi turde komme og hoppede i vor Tviyl og græd for Mar- 
tine. Og naar de ikke kunde holde det ud længere for 
Varme og Anstrengelse, kravlede de tilbage, styrtefær- 
dige og ukendelige af Røg, men der var altid en anden 
der stod og trippede og bad til sin Gud om det maatte 
forundes ham at komme til og fri Martine ud. For alle 
Stenbæk Karle var til Stede, og der var jo ikke en imel- 
dem, der ikke vilde have vovet Liv og Helsen for Mar- 
tine. Og da de nu allesammen efter Tur havde været inde 
og holdt deres Aande og slidt med Staalstangen i Kam- 
pestensmure^ saa fik de jo Kældergluggen gjort saa stor, 
at et Menneske kunde komme igennem den. Da raabte 
vi et Hurra. Og vi kaldte paa Martine, og vi var saa gla- 
de allesammen. Men da var det, at det Ufattelige kom. 
Martine vilde ikke ud! Nej hun vilde ikke. Ikke paa no- 
gen Sag eller Maade. Den ene efter den anden kom kry- 
bende baglængs ud under Vognen og forklarede, at Mar- 
tine ikke vilde komme hen til Hullet i Muren, saa de 
binde hjælpe hende op. Ikke at hun sad fast eller var 
kommen i Klemme, ikke heller at hun var fra sig selv, 

Hlmmeriandshistorier 12 



170 



hun sad dernede i god Behold; der var jo svalt endnu 
nede i Kælderen; men hun vilde ikke derfra! 

Som Folk blev bestyrtede og raadløse! Den Jammer 
der blev over at Martine ikke vilde lade sig redde! In- 
gen kunde forstaa det Men Sagen var jo den, at htm 
ikke vilde overleve sin Skam. Hun var inde paa, at htm 
vilde dø, hellere end at leve efter det der var overgaaet 
hende. Og nu tror I jo, at det var hende selv der havde sit 
Ild paa Gaarden for at finde sin Død paa den Maade. 
Men her kan jeg fortælle Jer med det samme, at det hav- 
de hun ikke, for det havde Mogens gjort Ja sande Tro 
havde han saa, det er mig bekendt Da Dagen kom, og 
han havde ladet Martine gaa, saa Mogens sin Gerning 
og gruede for Følgerne. Hvis han blev meldt, vilde ban 
komme i Slaveriet, det var der ingen Redning for. Han 
blev ude i Heden hele Formiddagen med sin Skræk over 
den Ulykke, han havde styrtet Martine og sig selv i, og 
lad os haabe, at han har gaaet ret inderlig meget igennem 
i de Timer, lad os bede til, at han har set Afgrunden 
og svimlet ordentlig for den! Ved Middagstide, da der in- 
gen Folk var at se nogensteder, listede han op til Justes 
Gaard, for om han kunde faa Martine at se og maaske 
bede hende om Forladelse. Men da han kiggede ind ad 
Vinduerne og saa, at de laa og sov allesammen, fik ban 
den gruelige Tanke at fri sig for Ansvar og Følger ved 
at brænde dem inde ! At gaa ind og vække Martine og 
snakke sig til Rette med hende, forklare sig, det var jo 
en Tanke der var lige saa umulig for Mogens som det 
er for Kornet at bede om Regn naar det er tørt, det hav- 



171 



e jo vist sig. Og før Fornuften kunde faa Overhaand i 
ans Hoved, forstyrret af Anger og Elendighed som han 
ar, havde han gjort det Noget maatte der jo gøres. Det 
»r saa nemt at rive en Svovlstik og sætte den til et Tag- 
skæg, og jeg spørger mere om, hvad det er der til dag- 
ig forhindrer os fra at gøre det Ingen saa Mogens' 
Udaad, og han slap ogsaa væk fra Gaarden uden at blive 
set Men saadan var Ilden opstaaet Og da Martine vaag- 
nede op og saa, at det brændte, slog det hende som en 
Styrelse. Nu kunde hun dø, uden at hendes Ulykke blev 
bekendt for et eneste Menneske. For ikke at blive fundet 
og baaret ud havde hun saa fjælet sig i Kælderen ; den skul- 
de være hendes Grav, og Ilden skulde dække til over 
hende. 

Aa, der har aldrig været set saadan en Sorg og Be- 
vægelse som da Martine i Stenbæk ikke vilde lade sig 
*edde, og Karlene bad og tiggede hende og laa paa Jor- 
len og græd for hende, det er aldrig før kommen frem, 
ivor Alverden holdt af og længtes efter en eneste Pige! 
iavde de ikke bejlet før, Karlene, saa gjorde de det nu, 
g det hver for sig med alle de Bønner og Anraabelser 
g Taarer, der er givet et Menneske. Men hun vilde ikke 
omme. Hendes elendige Moder krøb paa sine Knæ ind 
11 Hullet i Muren og kaldte paa hende og lokkede for 
lende som da hun var en bitte Pige, det nyttede ikke; 
lun bad i den dybeste Kval og Pine og vred sine Hæn- 
ler; men Martine vilde ikke komme. Der var nogen der 
nente, at hun ikke skulde tages for tilregnelig men at 
tn skulde krybe ned og trække hende ud med Magt, for 

12* 



172 



de kendte jo ikke Aarsagen til hendes Beslutning; men 
det blev ikke gjort Der var ingen der vilde lægge Haand 
paa hende; og en der vil dø skal man jo heller ikke for- 
hindre deri, for det er at blande sig i Skæbnen, ligesom 
det aabner for Dødsriget at genoplive Folk, der har hængt 
sig. Da Martines Moder saa, at ingen jordiske Røster mere 
naaede hende, forlangte hun i sin Utrøstelighed, at der 
skulde gaa Bud efter Præsten, for at hendes Datter kun- 
de blive berettet, inden hun døde. Og der blev ogsaa 
sendt en Vogn afsted efter Præsten. 

Men der var en der kom forend ham. Der var en der 
ikke kunde bære sit Nag og sin Frygt, og det var Mo- 
gens. Da han langvejsfra saa Gaarden brænde, og Ild og 
Røg pulse til Himmels, blev han saa usalig bange for, 
at Martine virkelig skulde brænde inde, at han ikke kun- 
de holde sig selv ud, han smed Træskoene og stak i Rend 
tilbage, han løb sig Hoserne af Fødderne og Hatten af sit 
Hoved, og saadan kom han til Gaarden med Fraade for 
Tænderne og Øjnene ud af Hovedet. Han kom lige som 
der var haardt Brug for ham. 

Nu skal I da høre, at aldrig saa saare havde Mogens 
hørt, hvordan det stod til og kylet sig ned ved Hullet i 
Muren og kaldt, først en Gang og saa en Gang til, saa 
kom hun, saa kom Martine! Aa ja, bittte Piger, da kom 
hun. For var han den, der havde fornedret hende, saa 
var han ogsaa den eneste i Verden der kunde give hende 
Oprejsning. Husk paa det, bitte Piger, glem aldrig det! 
Og saa skal jeg sige Jer een Ting til . . . 

Alle Træk lagde sig i Kirstens furede Ansigt, saa at 



173 



;t lyste stille, af Sødme, af Dristighed og af megen 
Ivor: 

Jeg skal sige Jer, det var nu ham hun havde faaet 
nag paa, saa kan det være det samme. Det var Mo- 
ms uden mange Ord hun vilde leve for, ja det var 
a. 

Aa, Mogens kunde faa Martine til at komme! I kan 
o, han var ikke god at se til, Mogens, da han havde 
låret hende ud og stod imellem os med hende paa sine 
rme og truede os og Alverden med Øjnene og snorkede 
>ra en Hest; men der var sandelig ingen der gjorde ham 
røde stridig, nej der var endda ikke. 

Ikke den Gang og heller aldrig siden. De levede sam- 
en i fyrretyve Aar, og jeg har aldrig set Folk der undte 
nanden det bedre end de to, saadan i det daglige. Me- 
rn Snak og Kæresteri kendte vi ikke til i min Tid, det 
gnede vi for de Fine deres Haandtering; men i Mo- 
ms' Gaard der vil jeg nu sige, at de var tavse af sig. 
anden led ikke Veltalenhed, og saa sagde de andre hel- 
r ikke noget; derfor kunde de godt være flinke at kom- 
e til. De fik kønne Børn. Ja det er længe siden 
j . . . 

Den Gang de blev gift, sad Folk nede i Kirken og 
ar saa spændt paa, om Mogens nu vilde sige Ja, naar 
ræsten spurgte ham; de vilde jo mene at det var over- 
ødigt og derfor falde ham tungt, hi, men han fik det 
Kam sagt Men han var da ogsaa saa træt i Tungen, at 
an ikke sagde et Ord, mens hele Gildet stod paa. 

Ja det var Mogens, og nu har han længe været død. Ti- 



174 



den gaar frem, og jeg er en gammel en der er bleven 
tilbage, ja, ja, ja, der er ingenting varende ... og saa sidder 
jeg og foraemmer det hele, som om det var sket for en 
Time siden. 
Kirsten tav. 



EN BEBOER AF JORDEN 



{ 



"^nen vestlige Del af Himmerland er skarp og sandet 
-J Jord, som det kun lønner sig daarligt at dyrke. Men 
a disse fattige Jorder bor der ogsaa Folk; der skal jo no- 
n til det. Beboerne af Vesterlandet er endda ikke saa 
ige Folk; de maa knibe, og derfor bliver nogen af dem 
lstaaende. 

Fra Fjorden og nogle Mil ind i Landet gaar en bred 
mke med mange Høje langsad. Det ser ud, som om 
n er bleven spildt af en Kæmpe, idet han gik fra Fjor- 
n med Sand og havde et Hul i Posen. Af og til, naar 
m har staaet stille og grubliseret, er der løbet saa me- 
st Sand ud, at der er bleven en Høj. Der er ogsaa et 
&gn paa Egnen om saadan en Kæmpe. Et andet gam- 
bit Sagn vil vide, at to Tyre kom op at slaas ude paa 
trandholms Mark, og de sparkede saa meget Sand op, at 
inden fik Magt paa Stedet og siden blæste Banken ind 
Landet Det kan lyde rimeligt nok; utvivlsomt er det, at 
m Sandflugt har dannet Banken. 

Men det var god Jord, der paa den Maade blev dæk- 
ket til. Og der er Folk, der ikke kan glemme det; de ved, 
*t den magre Sandjord, de dyrker, ligger paa Muld. Saa- 
snart man kommer otte — ti Alen ned, f. Eks. ved Brønd- 
gravning, støder man paa den sorte Muldskorpe. Det er 



178 



ikke allerbedst at leve saa at sige paa dobbelt Bund, med 
Bevidstheden om, at Vilkaarene kunde været bedre, men 
at Muligheden derfor ligger begravet lige under ens Fød- 
der. 

Den Jord, ingenting andet vil gro i, nøjes Lyngen med. 
Det meste af Vesterlandet ligger hen som Hede. 

Her midt paa Linderup Hede boede Vogn, Hede-Vogn, 
som de kaldte ham. 

Oprindelig havde han hørt til længere nord paa, ad 
Bjørnsholm til; han var kommen til Egnen med benved 
et Tusind Kroner, som han i sin Ungdom havde tjent 
sammen ved Karlearbejde. For disse Penge havde Vogn 
købt en stor Strækning Hede, et bart og saa godt som 
værdiløst Areal. 

Folk spurgte ham sidenhen, hvorfor han havde gjort 
det, da der var gaaet en Aarrække, og Vogn ikke havde 
bestilt saa meget som et Spadestik ved sin Hede. Jo Vogn 
vilde eje Jord. Og hvor skulde han ellers forvare sine 
Penge? I Sparekassen, mente Folk. Den kunde gaa fallit- 
I Landmandsbanken da (det højtideligste Sted, man vid- 
ste). Den kunde brænde. Forresten havde Vogn flere Te- 
orier om den Sag ogsaa; men naar han begyndte at ud- 
vikle dem, kunde Folk slet ikke følge ham. I Hovedsagen 
gik de vistnok ud paa, at Jord var det eneste, man kun- 
de eje. 

Lige midt paa Hedestykket havde Vogn sit Hus. Det 
var ikke nemt at faa Øje paa. Et Par Rafter, der stod 
midt i Lyngen, kunde dog ingen ane betød noget. Men 
her boede Vogn, han havde gravet sig en Hule lige ned 



179 



>rden. Ovenover havde han lagt et Par Lægter og tæk- 
: efter med Lyng. Selve Hulen havde han foret med 
»s og Hø. 

De to Rafter, der var rejst oventil Hulen, var Vogns 
isekammer; paa en Snor, der var spændt imellem dem, 
ldtørrede Vogn sin Føde. Der hang altid fuldt op af 
øer, Firben, og andre Krybdyr, som dinglede i Vinden. 
>gn spiste dem, efterhaanden som de blev tjenlige. Og 
: hvad omboende Folk havde, der var bleven muldent 
; fordærvet, bad Vogn om at faa. Naar Vogn spurgte, 

et selvdødt Kreatur var bleven kastet ned, kom han 
; fik Lov til at grave det op igen. Hestehoveder, der 
ivde ligget nogle Dage i Jorden, var han især lysten for, 
it var Yndlingsspise. 

Hvordan kan du æde saadant noget? spurgte Købman- 
en Vogn, en Dag han var oppe i Byen. Frøer og Skrup- 
idser og andre Dyr, der er Edder ved — fy for Skam! 

Har du nogentid smagt dem? spurgte Vogn. 

Nei det skulde Købmanden ellers ikke faa sig til. 

Ja hvad kan du saa sige om det — saa snakker du jo, 
igde Vogn med den nærgaaende Kulde, der var ham egen. 
købmanden blev usikker, og Vogn satte ham fast, vendte 
P og ned paa ham. Det var det, alle vidste om Vogn, at 
an var ualmindelig til at tale. Derfor blev han ikke gjort 
ar ad, som andre Særlinge ellers plejer at blive. Man 
*vde en vis Agtelse for Vogn, der kunde sætte Hver- 
and til Vægs med sin Kundskab — og Gud med. Ka- 
kismen kunde han sige fra den ene Ende til den anden, 
J) behøvede kun at trække Vejret, hvor andre vendte 



180 



Bladet Desuden kunde Vogn en Geografi, saa vidt vides 
gamle Ingerslevs. Læse kunde Vogn; derimod havde haa 
ikke lært at skrive. 

Det freragaar af de spredte Anekdoter om Vogn, at han 
var en Filosof af den bitre Slags, man har kaldt Kyni- 
kere, Hunde, der hænger tro ved forstødte og glemte 
Livslove. Men han var ensidig og barsk som alle tro 
Hunde. Vogn havde noget at udsætte paa alt Men i Ser- 
deleshed var han stræng mod Kvindekønnet, som lun 
fandt bestod af idel Svaghed, og som han rasede hnod 
for ramme Alvor. Vogn var en Modstander af Familjeni 
en haardnakket Fornægter af al Livsberettigelse. Nav 
der blev født et Barn paa Egnen, nedlagde Vogn Pro- 
test, skønt det var forsilde; han laa i mangeaarig Krig 
med en Husmandskone, der blev ved at formere sig. Hver 
Gang hun havde barslet, var Vogn henne og tale Don- 
ners til hende. 

Har du nu været om dig igen! sagde Vogn med m 
Indædthed. Skal Jeres Ko ikke ogsaa snart kælve? 

Konen forsvarede sig med almindeligt menneskelige 
Undskyldninger, og Vogn hersede forgæves med hende 
i mange Aar. 

Folk var forlegent stedte, naar de blev Genstand for 
en Tale af Vogn. Han udlagde i Timevis, og fik man no- 
get indvendt, da pillede Vogn det overlegent fra hinanden 
og drev sit Offer ud i Hjælpeløshed, hvad enten han ns 
beviste Urimeligheden i at bruge Penge — skidt Metd 
og Papir! — eller han gjorde Gud ansvarlig for Verdens 
totale Mislykkethed. Vogn bestred ikke Guds fulde Almagt, 




181 



men han bebrejdede ham Uforstand og gik skarpt i Rette 
med ham som en Gud, der forføjede kortsynet og umyn- 
digt Og efter Vogns Mening var det ikke bleven bedre, 
efter at Gud havde taget sin Søn til Hjælp og sat ham 
ind i Tingene; hele Firmamentet havde gjort sig fortjent 
til Mistillid i de Aar, der var gaaet siden Begyndelsen. 

Vogn havde en underlig Stemme, den var lav og skur- 
rende, ligesom jordslaaet, den lød ud fra et studs, snav- 
set Skæg, ensformigt truende og sønderdelende som en 
Profets. Desuden var Vogns Sprog forskelligt fra andres; 
det kom af, at han levede saa meget alene og lavede sine 
Ord selv. Det at han kunde Geografi, bidrog ogsaa til 
hans Sprog. 

Der kunde gaa halve Aar hen, uden at man saa noget 
til Vogn. 

Man fortalte, at Vogn skulde være kommen fra et Hjem, 
hvor Fattigdom og Sult havde levet sammen med Afmagt 
og Nødtørft Forældrene kunde knap bjærge Føden til sig 
selv, men imidlertid blev de ved at faa Børn. Det ene 
Væsen efter det andet blev bragt frem til Nød og Ussel- 
hed. I denne Rotterede var Vogn vokset op, og Sulten 
havde lært ham det hadefulde Nej og den knoklede Livs- 
vrede, der siden gjorde ham til Eneboer. 

Undertiden kom Vogn op til Byen. Man saa ham stavre 
tfeted med to armtykke Stager, de samme der stod ved 
hans Hus, naar han var hjemme. De gjorde altsaa Tjene« 
ste som Tørrestativ og Vandringsstave og som Nøgler til 
Huset ogsaa paa en Maade. Vogn gik med en i hver 
Haand; de to krogede og afbarkede Pilegrene var dobbelt 



182 



saa høje som han selv. Oppe i Enderne var de omvundne 
med Klude, hvad det nu skulde betyde. Vogn kom til 
Byen for at hente Brød. Det vil sige, hvis der var et for- 
kullet og ødelagt et at faa uden Betaling. 

Børnene i Byen vidste gennem Overlevering, at de 
burde flokkes om Vogn og spørge ham, hvad hans Kæp- 
pe hed. Han svarede altid villigt, med noget der lignede 
et privat Smil, det er min Fader, og det er min Moder. 

Saa sang Børnene. 

Vogn, naar skal du giftes, Vogn? 

Børnene vidste ikke, hvorfor det kunde være Morskib 
at spørge Vogn om det Folkevittigheden havde gennem 
Aars Udvælgelse bestemt sig for denne ene NaaL 

Vogn svarede aldrig paa Spørgsmaalet; han gik lige 
frem med sine forfærdelige Kæppe stagende skiftevis ptf 
hver Side, som om han maalte Vejen ud i Favne. Af og 
til saa han ned med sine indgroede Øjne, der havde et 
fremmed, vildsvineagtigt Blik. Og mens han vandrede, 
bevægede det børstede Mundskæg sig; Vogn gik og tyg- 
gede Drøv. Vogn tyggede altid, naar man saa ham, og 
hans Mund var bestandig smudsig og skummende. Mai- 
ske havde Vogn fundet en Rod, der indbød til Spise eller 
en Skælbasse. Eller det var en død Markmus, han fedtede 
sine Gummer med. 

Vogn levede i sit Hul en tredive-fyrretyve Aar, under 
Jordens Overflade, midt paa en arm og gavnløs Hede. Om 
Vinteren, naar Sneen føg, mødte den dog Modstand, hvor 
der var Gaarde og Huse, og lagde sig til Ro op ad Må- 
rene eller bag ved Havedigerne. Men Vogns Hus peb 



183 



n lige over; ikke en Gang den vilde Sne vidste af no- 
ti Vogn at sige. Naar Vogn var borte, tænkte ingen paa 
un. Hvem forestiller sig Muldvarpen, naar den er krø- 
;t ned i sit Bo! Ingen havde nogensinde været i Vogns 
ule og set den. Men al den Tid Vogn var glemt, sad 
in dernede under Jorden. Ensom og saa godt som død 
id han der paa Bagbenene imod alt, hvad alle var ble- 
Mi enige om, imod enhver Tilfældighed, der var bleven 
ov, enhver Form, Livet i sin flydende Villighed var løbet 
sd i og størknet til Sten i. Vogn levede sit Liv som et 
»digt Barn, der endogsaa vægrer sig ved at tage imod 
irovbrød, siden Hvedekagen er gaaet dets Næse forbi. 

Nogle Maaneder før Vogn døde, kom han en Dag til 
•talelæreren, han traadte ind i Stuen med alle Tegn paa 
tore Tings Nærhed, han saa ud, som havde han efter livs- 
ing Prøvelse taget en skæbnesvanger Beslutning. 

Om Skolelæreren vilde give ham Papir og Skrive- 
ager? 

Ja hvad Vogn skulde bruge det til? 

Skrive en Bog vilde Vogn, gøre Alvor af at omdigte 
føden. Den trængte til det Tekst og Tone svarede ikke 
il hinanden. Velstand og Armod var ulige smurt paa; 
omme led ondt til Overflod, og andre forkom af Fedme, 
tele Verden var kun en Opskrift over Indholdet, selve 
togen var endnu ikke skreven. Men nu vilde Vogn gøre det 
g forbarme sig over Jorden; det skulde blive en Bog 
igen havde set Mage til. 

Skolelæreren føjede ham og gav ham noget Papir. Men 
ogn hævede Hænderne og rystede befrygtende paa Ho- 



184 



vedet — for lidt, meget for lidt! Bogen vilde blive ual- 
mindelig stor. 

Saa gav Degnen ham saa meget, at han var tilfreds. 

Men du kan jo ikke skrive, Vogn ! kom han i Tan- 
ker om. 

Nej det kunde Vogn ikke. Men det havde ingenting at 
sige. 

Vogn gik med Papiret ind mod Brystet i begge Hæn- 
der. Han tyggede ikke paa noget den Dag, kunde Deg- 
nen fortælle. 

Men Bogen blev desværre ikke skrevet, den kunde 
ellers nok bleven god. 

Vogn døde en Søndagformiddag i August Maaned. Ikke 
i sin Hule men langt borte fra den. 

Ole og Jordemodermanden laa tilligemed nogle Drenge 
nede ved Kjeldby Sø og bødede et Garn, hvormed de ag- 
tede at trække efter Gedderne. De saa Vogn komme stag- 
ende henne paa Vejen i Solskinnet med sine latterlige Raf- 
ter, men de var for optagne til at give sig af med ham. 

Der gik han omkuld! sagde Ole pludselig og rejste 
Hovedet 

Da de kom derhen, laa Vogn paa Ryggen, han aandede 
besværligt og blæste hver Gang Fraade ud af Munden. 
Jørgen Nielsen og hans Kone var ogsaa kommen tiL Hun 
snusede over Vogn — 

Han er svirende! Lugt! det taager af Brændevin fra 
ham. 

Men da saa den Døende op paa Jørgen Nielsens Kone 
og holdt hende fast med Blikket 



185 



Nej, sagde han rustent og ligesom i dyb Søvnighed, 
den var til Søren Poulsen, den gik i Stykker, da jeg 
bidt . . . 

Da de lettede ham op, saa de ogsaa, at han laa over 
Skaarene af en Flaske. De bar ham ind i Jørgen Nielsens 
Køreport og lagde ham i en Bunke Kartoffeltoppe. 

Det oplystes imidlertid, at Vogn havde været inde i en 
Gaard i Byen, og der havde Konen beværtet ham og stegt 
Flæsk til ham. Men da hun vilde helde Lagen af Panden, 
protesterede Vogn. Den var for god at spilde, den maatte 
hun lade ham faa. Og Vogn havde drukket Lagen til sid- 
ste Draabe; der var nok til at slaa et Par Svin ihjel. Ko- 
nen tænkte jo, at Vogn kunde taale Lagen, siden han 
forlangte den. Og Vogn, der var uvant med tillavet Mad, 
kunde ikke skelne mellem godt og ondt. Han havde gaaet 
en halv Times Tid med denne Saltild i sig, før den brændte 
igennem ham. 

Vogn laa stille paa sin Ryg, og de grove Kartoffelstæng- 
ler sluttede sig uføjeligt om hans sørgelige Hoved. Vogn 
laa med en mørk Jordfarve om sig; han skulde ikke dø 
i hvide Omgivelser, som Folk plejer. Øjnene saa ligefrem, 
de udtrykte ingenting. De stride Børster om Munden saa 
allerede ud som døde Haar, som en udtværet Pensel, der 
har været brugt til al Slags. 

Drengene stod omkring Vogn og mærkede den syrlige, 
sære Aande fra Kartoffeltoppene og saa Manden synke 
dybere og dybere ned i det umagelige Leje, indtil det var, 
som om han sad op. Munden lukkede sig. Vogns muld- 
sorte Hænder laa halvt aabne paa hans Bryst; indvendigt 

Himmeriandshistorier 13 



186 



saa de ud som forkullede . . . som havde Vogn grebet om 
Jordens Akse og faaet svedne Haandflader. Men nu ud- 
trykte disse to Forlemmer endelig og uigenkaldelig Af- 
magt Drengene blev staaende, sky og forsigtige, til de 
følte, at Vogn ikke levede længere. 

Da kaldte de paa Jørgen Nielsens Kone. Hun kom til 
og klynkede barmhjærtigt og tørrede Haanden i Forklæ- 
det Saa skød hun med to højtideligt udspilede Fingre 
Vogns Øjenlaag ned over det brustne Blik. 



MORTENS JULEAFTEN 



I3» 



J 



s 



I 



! 
I 

J 
i 



li 



Det mørknede i Ingvar Hansens Gaard, skønt Klok- 
ken ikke kunde være stort mere end fire. Pigen gik 
med et uldent Tørklæde over Hovedet og bar Vand ind. 

Husmanden kom frem fra Tærskeloen, han stød i Dø- 
ren og pillede Avner af sine Bindeærmer, hvorefter han 
tog Yderfrakken paa og gik tværs over Gaarden hen mod 
Indhuset. 

Du kunde gerne hjælpe mig at bære Vand ind, Morten, 
sagde Pigen og tittede ud af det store Klæde. 

Det kunde jeg sagtens, svarede Morten og smilede ad 
Spøgen, han gik ind i Gangen, bankede Træskoene af og 
lettede Klinken til Stuen. 

Der var varmt som i en Badstue, Stuens Lugt var af 
Velstand; der var bleven spist god Mad derinde gennem 
Aarene. Konen stod ved Bordet og rørte Æbleskivedejg. 

Det er Morten, sagde hun ind ad Sovekammerdøren. 
Ingvar Hansen kom frem i Bluseærmer og med store Siv- 
sko paa. 

Vilde du noget, Morten? spurgte han og satte sig ga- 
bende op for Bordenden. Ja nu var Morten da færdig for 
i Dag — saa og saa mange Traver. 

Han havde ellers tænkt . . . 

Ingvar Hansen røg paa Piben og ventede. 



190 



Morten mente at bede*om, hvad han havde tilgode. 

Vi plejer jo at regne sammen hver Ugedag, sagde Ing- 
var Hansen. 

Naa ja, det gjorde de jo ogsaa, det var rigtigt. Ja saa . . . 

Men du kan godt faa din Betaling for de fire Dage, 
sagde Ingvar, det skal der ikke være noget i Vejen for. 
Ingvar gik ind i Sovekamret og smækkede med en Nøgle 
derinde. 

Ja for jeg havde tænkt at skulde til Byen, sagde Mor- 
ten højt og befriet — efter Apotekersager. 

Ingvar kom tilhage og begyndte at tælle op paa Bordet 

Se værsgo, sagde han. Der kommer til at mangle en 
Øre, men jeg har kun en Toøre, kan du bytte den? 

Det kunde Morten ikke, han tav og talte Pengene til sig. 

Kan du ikke bytte den? ja saa kan du have en Øre 
tilgode. 

Aa — Morten lo — det kunde skam være det samme. 

Da vil jeg ikke tage Ører af dig, sagde Ingvar noget 
bus og skød Toøren frem. Saa kan du skylde mig en. 

Morten blev ked af det, han tav og stod med Huen — 

Ja, men naar du skal til Byen, sagde Ingvar, saa kan 
du gaa ind til Købmand Møller og tage noget med for 
mig. De véd Besked. Naar du skal Vejen. 

Det skal jeg nok, sagde Morten lettet, jo det skal jeg 
nok. Købmand Møller — jo. 

Det havde ikke været Mortens Mening at gaa til Byen 
den Aften, men saa bestemte han sig dertil. Han stod lidt 
og lod Øjnene løbe rundt. 

Nu vil jeg sige Glædelig Jul! 



191 



Glædelig Jul, Morten, sagde Konen. 
Saa satte Morten Huen paa og kom afsted. 
Toøren var bleven liggende paa Bordet, Ingvar tog den 
; lagde den ind i Pengeskabet. 
Morten skulde først hjem og have sagt fra. Klokken 
ev fem, inden han kom af Sted til Købstaden. Der var 
Mil dertil, Morten kunde være tilbage henad ti, naar 
in skyndte sig. 

Det var temmelig mørkt, men Sneen lyste; Morten kom 
> til Landevejen og gik stærkt til, han havde Vinden paa 
rggen. Klokken var syv, da han naaede Byen; det var 
tgyndt at sne saa smaat. 

Morten besørgede sine Smaaærinder, han var paa Apo- 
ket, og han var inde og købe et Fjerdingspund Kaffe, 
ikker og andet Pilleri. Han købte ogsaa for ti Øre Bryst- 
ikker; det var til Tøsen, forklarede han. Saa gik han hen 
ter de Sager til Ingvar Hansen. Købmand Møller skulde 
;e til at lukke, da Morten kom. 
Handelsbetjenten stablede Sagerne paa Disken, der var 
;re store Pakker, alt i alt en halv Snes Pund. Morten 
g i Sejlgarnet og løftede paa dem, det gik an. 
Men hvad siger De saa til denne her? sagde Betjenten 
; slog en stor sammenrullet Zinkplade op paa Disken. 
Morten saa bestyrtet paa den og lettede den op, den 
jjede sine halvanden Lispund. Han saa' sig om. 
Skulde der ikke være en gammel Strikke, jeg kunde 
a? Morten begyndte at fordele Pakkerne paa sig. 
Jo. Handelsbetjenten bandt en tyk Strikke om Zink- 
Hen og hjalp Morten den paa Nakken. Betjenten havde 



192 



travlt med at faa ham af Sted, og da Morten gik ud ad 
Døren, stod han parat med Jærnstangen for at spærre 
Døren, inden der kom flere. 

Morten var godt belæsset, da han kom ud. Først da 
han var ovenfor Byen paa den fri Landevej, mærkede han 
ret, hvor strid en Nordenvind, han havde lige imod sig. 
Og det sneede med den. Det kunde nok blive en streng 
Tur med saa meget at bære. 

Morten gik rask til ; den sviende kolde Blæst trykkede 
imod ham og peb med fin Frostsne mod hans Øjne og 
forbi Ørene. Vinden tudede rigtig i begge Ender af den 
store Zinkrulle. Det var hæsligt, saa tung den var. Mor- 
ten stansede og flyttede den over paa den anden Skulder. 
Han gik igen kraftigt til men kunde godt mærke, at han 
havde gaaet Henvejen, han var stiv i Benene. 

Imidlertid holdt Snefaldet op, det lysnede, og Vinden 
blev klar, men den tog til i Stivhed. Det blev Rendfog, 
den nyfaldne, fine Sne føg langs Grøfterne og ilede over 
den nøgne Landevej. Ude paa de øde Brakmarker spillede 
lange Snestrimer med Vinden, lette Slør fejede afsted, 
bag hver lille Knold lagde Sneen sig i Ly. 

Morten gik til, Vinden gjorde stærk Modstand, han 
maatte bøje sig forover og tage hvert Skridt fra den. Fro- 
sten skar i hans Ansigt, den tog især paa Næse og Øren. 
Morten stansede og lagde sine Pakker fra sig paa Vejen, 
mens han søgte at faa Smærten af Ørene ved at gnide 
dem. Saa gik han videre. Snoren, hvori han bar Zinkrullen, 
skar i Skulderen; han havde skiftet saa tidt, at de var 
lige ømme begge to. 



193 



Vejen gik en sjælden Gang forbi et Hus, men for det 
meste laa den aldeles bar over Landet, renfejet af Blæsen 
og haard som et Gulv. Et og andet Sted lagde Sneen sig 
paa Vejen i Pletter, der var aflange efter Vindretningen. 
Ingen Lyd hørtes i den skarpe Vinternat uden Sneens 
fine Hvislen hen over Markerne, en Lyd som en menigs- 
løs Hvisken, Snestøvets øde Vise og Vindens tyste Berø 
ring af et vissent Straa, der ragede stridt op af Sneen. 
Himlen var høj og klar i Nord, Skyerne skiltes derfra, 
det blev stjerneklart. Karlsvognen stod som en Brosche 
af syv sitrende Stene, nogle andre Stjerner tindrede blaa- 
ligt i den klare Nat. Synskresen laa lavt nede, den kom 
ilende frem med Vinden bestandig, bølgende løse Sneslør 
slæbte sig viftende og spillede langs Grøfterne. I Læ af 
Overkøringerne dannede Vinden en Hvirvel og et tomt 
Sted, hvor Sneen lagde sig, Driven begyndte at hule sig 
over sig selv. Hvor der var Brinker eller Diger taagede 
Sneen ud med den Fart, den havde, og dryssede i fine 
Lag over Driven nedenunder. Vinden legede i den døde 
Kulde, Vinden fejede og smøg sig over det forladte Land. 

Da Morten var kommen Halvvejen, blev han dødelig 
mat Vinden sparede ikke, han maatte blive ved at presse 
sig frem imod den, og Pakkerne blev tunge. Især den 
Zinkrulle; Morten bar den under Armen en Tid for at 
hvile, han bar den foran sig paa begge Arme som et 
Svøbelsesbarn, og tilsidst læssede han den igen paa sine 
ømme Skuldre. Men det var snart lige meget nu, hvordan 
han stillede sig, det værkede endda i Lemmerne. Morten 
satte Benene frem og bøjede sig, Vinden blæste Ben- 



194 



klæderne ind imod hans knokkelmagre Ben. Han syntes, 
at den ene Træsko blev saa lav under Hælen — skolde 
han have tabt Beslaget? Morten stansede og tog Træskoen 
af, stod paa et Ben med Hosefoden hængende i Luften. 
Jo han havde tabt Hælringen — det var slemt; Træet 
slides snart op paa den haarde Vej. Morten læssede Pak- 
kerne paa sig igen og vendte sig mod Vinden. Han snu- 
sede Kulden op i sin hede Næse og glippede med Øjne- 
nene, de vare gruelig pinte af Vejret, skønt han lukkede 
dem næsten i. 

Morten skiftede igen Zinkrullen, han bar den nu til 
en Forandring helt nede paa Lænden. Han havde tre Fjer- 
dingvej tilbage, det var et langt, bart Stykke Vej. Fjernt 
ude til begge Sider skimtedes enkelte røde Lys, de holdt 
Juleaften alle Steder nu. 

Morten kunde ikke holde Varmen, han svedte Koldsved, 
hans Ben var hudløse hist og her og iskolde. Han maatte 
vel skynde sig, men det kunde maaske ogsaa være det 
samme, kan hænde det var lige meget Han dinglede af- 
sted og bar igen Zinkrullen foran sig i begge Arme. Af 
og til hvilede Morten ved at staa stille, han lagde ikk* 
Byrderne fra sig, fordi der var Møje ved at tage dem op 
igen. 

Saa lang en Nat det var, saa evig en Vandren mod den 
ædende Vind, den stumme Vind, og Kulden gik gennem 
Klæderne og krøb paa det nøgne Bryst. Morten huskede 
nogle Gange, han havde haft det godt og sovet i Varme, 
det skulde ikke times ham mere, han skulde aldrig mere 
faa Lov at sove, saa søvnig han var, saa søvnig . . . 




. . . - .-»„ 



195 



Sneen føg som hvide Lin, det fine Støv rislede over 
Vejen, det saa' ud som om den strømmede bort i hvide 
Striber. 

Da Morten øjnede Lysene i Byen, stod han stille og 
duvede i Blæsten. Han tænkte sig om og syntes, at han 
havde været ligesom „henne". Uden at vide det havde 
han nok været ved at synke og glide ud . . . Tomheden 
havde haft sine Arme om ham og hvisket ham i Ørene 
om det gode ved Hvilen, det velsignede . . . 

Morten blev bange og gik til med sine sidste Kræfter. 
Sveden brød ud paa hans klamme Krop. 

Den sidste Fjerdingvej gik Morten med smaa stive 
Skridt næsten uden at bøje Knæene, han holdt sig bukket 
helt forover og bar Zinkrullen ind imod Skødet med begge 
Arme. Han kunde ikke lade være at aande lydeligt. 

Klokken var over elleve hos Ingvar Hansens, da no- 
gen kom i Gangen og famlede ved Klinken. Det var Mor- 
ten. Folkene sad oppe endnu og spillede om Pebernød- 
der. 

Morten løste Pakkerne af sig og lagde dem paa Bordet. 
Tilsidst satte han Zinkrullen frem og saa' op: 

Og saa var det den der. 

Den! sagde Ingvar Hansen, den er ikke til mig. 

Jo den er, sagde Morten, som om han vilde haabe, den 
var til Ingvar, han saa' sig om med Forundring. 

Nej, det er nok en Misforstaaelse, den kender jeg ikke 
noget til, der maa Købmand Møller have taget fejl. 

Morten saa' ned med et Udtryk, der fik dem til at le 
allesammen. 



196 



Det har været en streng Tur for dig, sagde Ingvar, 
dine Øren har faaet Kuld. 

Ja, Morten havde gule Vabler paa Ørene. 

Juledagen over blev Morten liggende i Sengen hjemme 
af Træthed. Men ellers tog han ingen Skade. 



INDHOLD AF FØRSTE DEL 



Side 

Oktobemat 1 

Tre og tredive Aar 1 1 

Cecil 35 

Søndagmorgen 51 

Lindby-Skytten 67 

Elses Bryllup v 83 

1 Mørket 89 

Stille Vækst 109 

Udflyttergaarden 121 

Thomas i Spanggaarden 131 

Den stille Mogens 155 

En Beboer af Jorden 175 

Mortens Juleaften 187 



HIMMERLANDSHISTORIER 



JOHANNES V. JENSEN 



HIMMERLANDS= 
HISTORIER 



ANDEN DEL 




KØBENHAVN OO KRISTIANIA 

GYLDENDALSKE BOGHANDEL 
NORDISK FORLAG 



PORLAOBTS BOOTRYKKBRI 
1906 



II 

NYE HIMMERLANDS 
HISTORIER 



* 



WOMBWELL 



^n Midsommersdag svinger uden Varsel det mær* 
-* keligste Køretøj op for Kroen i Keldby, en flun- 
nde rød Gig med rent urimeligt store Hjul. Egerne, 
n var ganske tynde, maalte over tre Alen fra Navet 

til Fælgen. Mellem de røde Stænger gik en lang- 
let Hest af et paafaldende udenlandsk Slav, kort i 
arlaget og med fremstaaende Aarer henad Flankerne, 
n oppe i den svimlende høje Agestol sad to Per- 
er, en fin gammel Mand, der havde en tyk Kavaj 

skønt det var Sommerdage, og saa en ung ( Frue. 
d var af fornem Stand med et Slør for Ansigtet og 
grusseligt Øjensyn. Søde Gud, man kunde blive helt 
me, naar hun saa paa en. 

}et var hverken en Vejinspektør eller en Handels- 
fende, der var ude og ture, heller ingen Herre- 
nd paa Rejse, det var vildfremmede Folk. Det viste 

da ogsaa, at de ikke kunde snakke Dansk. Kro- 
len, Madam Bjørn, fik uopholdelig Bud ned til Køb- 
Qdens Lærerinde, der havde taget Præliminæreksa- 
n, om hun ikke vilde komme op og oversætte, hvad 

to Udlændinge sagde. Da hun kom derop, sad de 
ømmede i Dagligstuen med et Kort foran sig paa 
►rdet. Lærerinden havde ingen lang Snak med dem; 

bad om noget at spise, og da hun havde tolket 



dette for Madam Bjørn, talte de ikke mere til hende. 
De var fra England. De undersøgte Kortet, og Lærer- 
inden hørte dem mange Gange nævne Graabølle med 
en fremmed rivegal Udtale. Den gamle Herre havde 
hvide fornemme Hænder og sad hele Tiden og holdt 
om en Skildpaddes Daase, han rystede en Del af Alder- 
dom men var ellers sært levende af en Olding at være, 
han førte en livlig Snak dog uden nogensinde at smile. 
Det gjorde derimod den unge Frue; hun var saadao 
en glad en. Hun lo og bar sig meget forelsket til mens 
de spiste; Kropigen fik Indtryk af at de var nygifte og 
paa Bryllupsrejse, hun fandt det derfor passende at kro 
sig kælent og smile paa en daanende Maade, mens hun 
vartede dem op. De fik stegte Aal, som til stor Be- 
frielse for Madam Bjørn lod til at falde i deres Smag. 
Knive og Gafler medførte de selv i et Læderfoderal, 
og det var massive Sølvsager. Det var nok ikke Smaa- 
folk; alt det Tøj og Udstyr, de havde i Vognen var 
ogsaa baade godt og kostbart Da de havde været eo 
Time i Kroen og forfrisket sig, kørte de bort sønder- 
paa ad Graabølle til. Befordringen havde samlet mang e 
Tilskuere i Kørestalden, og da den unaturligt høje Gi£ 
svævede ned ad Landevejen, fulgtes den med duinP 
Deltagelse af Alles Øjne. Det var som om de, der s&* 
Vognen køre bort, kendte hverandre altfor godt, da d e 
igen var bleven ene. 

Dagen efter rygtedes det, at der om fem Dage vilci e 
komme et mægtigt stort Menageri til Egnen. Det vild e 
blive fremvist i Graabølle By. Det hed Wombwell o& 




var fra England, det var et af de største rejsende 
Menagerier i Verden. Det kom nordenfra og havde 
sidst været aabnet i Aalborg, hvor det havde forbavset 
Alverden. Nu skulde det til Viborg, men undervejs 
vilde det gøre Holdt paa een Plads i hele Himmer- 
land, og her var Valget faldet paa Graabølle som den 
midterste By, ikke af nogen anden Fortjeneste. Mena- 
geriet bevægede sig frem i et uhyre stort Vogntog og 
skulde, naar det var stillet op, kunne rumme et helt 
Herreds Indbyggere. Det ejede en Flok udvoksne Ele- 
fanter; der var en Vogn fuld af ene Løver, og i de 
øvrige var der alle de vilde optænkelige Skabninger, 
der findes i Verden. Manden i den høje Gig var al- 
deles ikke Wombwell selv, men en underordnet Sekre- 
tær, der rejste forud og sørgede for Alting paa Ste- 
derne, hvor Menageriet skulde hen. 

To Dage efter at Sekretæren var passeret gennem 
Keldby, ankom tre svære Arbejdsvogne med Materiale 
og Tømmer og en Besætning af fremmede Folk. I 
Spidsen for dem stod en Ingeniør til Hest, en rasende 
Engelskmand, der nær havde kyst Livet af Madam 
Bjørn i den halve Time han bedede i Kroen. Det blev 
snart aabenbart, at denne Stab var sendt ud for at 
gøre Veje og Broer i Stand foran Toget. Mange Ste- 
der kunde vore Veje jo ikke bære de alvældigt svære 
Vogne, forstod man fuldkommen godt, og Broerne var 
nu slet ikke til at lide paa, naar Elefanter skulde be- 
træde dem. Ingeniøren rejste med Bemyndigelse fra 
Herredsfogden i Løgstør til at foretage sig disse Ting. 



6 



Det spurgtes siden, at han nok byggede Broen over 
Moholms Aa om saa godt som fra ny. Men det var 
noget der forundrede Folk, at saadan en Udgift kunde 
betale sig for den eneste Gangs Skyld Menageriet 
skulde befare Vejen. Selv store Gaardfolk blev op- 
mærksomme; dette her kunde ikke være nogen til- 
hyllet Betlerforretning. Wombwell saa nok ikke ud til 
at være en af Rakkerslavet, der berendte Landevejene 
med en Lirekasse og en Abekat. 

Det var en Onsdag Formiddag, at Wombwells Me- 
nageri naaede Keldby ad Aalborgvejen, en Julidag med 
Hede og Støv. Fremvisningen skulde finde Sted samme 
Dags Aften og næste Dag i Graabølle; Wombwell 
kunde ikke indrette sig paa en Søndag, over det at 
det ikke passede ham; Folk fik at føje sig efter hans 
Bekvemhed og indfinde sig eller blive væk som de vilde. 
Alle Folk fra Keldby og Omegn var paa Benene den 
Onsdag. Mange Timer inden det rigtige Tog viste sig, 
blev der ved at komme Forløbere nordfra, baade Ri- 
dende og Kørende, og ved dem alle var der noget 
flyvsk og udenlandsk at bemærke, baade ved Heste og 
Mandskab. Det var Materialvognene, belæsset med alle 
mulige Sager, Stænger og Sejldug og Redskaber, og 
Gud i Himlen bevare os som de Mennesker der fulgte 
med Læssene havde travlt! De snakkede som Kværne 
paa deres gale Maal, de sprang og piskede og hujede, 
Alting skulde gaa enten i Trav eller Galop. Kroen var 
snart i deres Vold, og de f6r ulempeligt frem; det de 
skulde bruge havde de ikke Tid til at vente paa, og naar 



de ikke blev føjet straks paa Sekundet, tog de selv, baade 
af Foder til Hestene og af Bajerskøl til deres egen 
Mund; Krokonen fortvivlede op ad Dagen, da der kom 
flere og flere, og Menageriet ikke en Gang var be- 
gyndt at indtræffe endnu, hun satte sig grædende hen 
og bad til sin Skaber, hun kunde ikke magte det, nej 
hun kunde ikke, de fik at regere med det som de 
syntes. Krokarlen hjulpen af Frederik Just og Niels 
Liv drog Vand op og skar Hakkelse paa Livet løs 
men kunde ingenlunde stille Kravet; de fremmede 
Karle smed sig selv til det og lod Spanden suse i 
Kedlen som til Ildebrand og hvirvlede med Hakkelse- 
maskinen, saa det stintede fra Knivene; det var voldsk 
at se. En af Fremmedkarlene, der kunde snakke lidt 
Dansk, vilde købe Køer og væltede sig ind paa flere 
Mænd, der stod og saa til, men de vilde jo ikke sælge 
ham Køer, hvad var han for en Hejgut? Saa sprang 
han paa en Hest og jog ind i Ove Jørgensens Gaard 
for at faa Køer der, men Ove viste ham ud med det 
samme; Fyren galopperer da over til Anders Mikkel- 
sen, som var en Mand, der kunde bestemme sig. An- 
ders beder om at maatte se Pengene, og to Minutter 
efter har han solgt sine fire bedste Køer til Engelskman- 
den. Han fik dem betalt med deres Værdi og halvt saa 
meget til. Ove Jørgensen havde nær forgrebet sig paa 
sig selv, da han hørte det; han var tungsindig i flere 
Uger efter. De fire Køer blev drevet op til Kroen, og 
inden Nogen rigtig sansede det var Halsen skaaret 
over paa Høvederne, og syv — otte forfarne Svende i 




8 



Færd med at slagte og partere dem. Det var til di 
vilde Dyr deres Mellemmad, naturligvis, naar de koi 

Toget indfandt sig omsider, og nu gik det helt ove r 
Hovedet paa de arme Krofolk; det stod tykt med frem 
mede, galende Mennesker ind ad Dørene. Madam Bjøn — a> 
fik som en Rørelse og gav sig himmelhøjt til at le i 

sin Elendighed, Pigen bekendte siden fortroligt, at Van 
det stod hende ned i Træskoene af Skræk og Alh 
da Toget kom. Niels Liv, det gamle Menneske, kundi 
nær have raget sig i Ulykke, han blev harmet 
en fræk Kusk, der tog sig for at poje ud i den grønne 
Havre og rykke hele Favnfulde op til sine Bæster; de 
var Niels Liv et Nummer for stærkt, han fløj paa hi 
og de gik overende i Agren. Alle de fremmede Karh 
gik med Kniv, men denne her blev bange, for Niel 
Liv klemte ham, og han hvællede skam og bad 01 
Forladelse. At Niels Liv havde turdet, kunde 
siden fatte, han selv ikke heller. Aa den Tummel 
Alt hvad som spiseligt var i Kroen og ved 
og Købmanden og fra flere Gaarde, og alt hvad den - r 
kunde flyde gennem Halsen blev fortæret den Dag 
Hestene og af Mandskabet og af Dyrene; men det vi 
nok ikke sært, naar en Elefant satte et Rugbrød ned ' 

to Bidder, hvilket man saa. Men herom skal sider n 
mere fortælles. 

Stod det nu saadan til i Keldby Kro, saa var Uroe n 
allevegne paa Landevejen næsten lige saa stor. Fo^BWc 
var meget naturligt begyndt at søge nordpaa ud ^^d 
Aalborgvejen, hvorfra al Trafiken kom, og hvor dL ^t 





ore Tog af Menagerivogne kunde ventes. Nogle gik 
•a langt som til Smedens Bakke, hvorfra de havde 
dsigt til det lange Stykke af Vejen gennem Dalen, 
*r ligesom hænger mellem Højderne fra Keldby Mølle 
l til Allerup Bakker; men mange andre, og det var 
ser yngre Folk, gik hele den Vej ogsaa og posterede 
g paa Højderne der langt fremme, hvorfra de kunde 

et godt Stykke nordpaa ad Løgstørkanten. Hele 
sjstykket i Dalen var oversaaet med Folk. Omtrent 
idt nede i Dalen, hvor Milepælen staar, havde en 
-1 Forsamling fra Byen slaaet sig ned, her vilde de 
*nte paa Toget. 

Og det kom jo. De fleste blev overvældet ved 
Isynekomsten, saa at de glemte hvordan det be- 
r ndte. De vidste ikke af det, før den ene under- 
Ide Vogn tonede frem efter den anden, Slag i Slag. 
et var den samme Vej, de samme Grøfter, og Møl- 
ti stod oppe paa Bakken ganske som sædvanligt, 
nøfterne dernede ved Milepælen havde nu altid ga- 
* paa en hemmelighedsfuld Maade, som om man 
inde vente sig det Ubekendte der. Gud ved hvor- 
r, maaske fordi de var meget brede og dybe og 
ed en anden Slags Blomster end andre Steder, maaske 
;saa fordi Byens hjemlige Enemærker her ligesom 
-gyndte at gaa over i Udverdenen. Hvordan det 
•a hang sammen, Alles Følelse af Virkeligheden svæ- 
-de i Fare, da Toget kom. Hvad var sandt af 
-t? Var det ogsaa vor Landevej, eller var det som 
: Slags kæmpemæssigt Varsel, at der kom Vogne 



10 



kørende med livagtige Kameler for, og at skifergraa 
Elefanter med Øren som Tøndesække plantede deres 
Fødder som store Brolæggerjomfruer i de støvede Hjul- 
spor? 

Til alt Held gjorde Toget en Hvil, saa at man 
kunde komme til at vænne sine Øjne til det Hele 
Toget stansede, og idet Vognene nu holdt stille, sus 
det af dem der aandeløse ilede ud paa Marken for 
at faa et Overblik, at Karavanen strakte sig tværs 
paa hele Dalen, fra Keldby Mølle og til Allerup Bak- 
ker, Vogn ved Vogn paa den hvide Chaussé, een 
Hængebro af Befordringer spændt fra Synskreds til 
Synskreds! Dette Syn blev aldrig siden glemt; det 
berørte mange med en Oplevelsens Panik, saa at det 
gussede i dem, og de blev kolde i Hovedhuden. M*n 
saa Folk stikke i Rend og igen staa stille, mens d e 
Gang paa Gang for sammen, som om der gik en 
Kraft fra dem. Hvermand blev besat af en under- 
lig Iversyge og maatte endelig forkynde Storhede** 
til andre, der naturligvis saa alt lige saa godt, °£ 
mens de blev helt hvide i Ansigtet som om de v^ 1 
syge, stod de og stødte de selv samme Opdagelser 
ud i Munden paa hinanden. Der skete mærkeli|£ e 
Ting. Nogle Folk kom frem med en Varme i deres 
Væsen, Ingen før havde anet noget om, og som cJer 
blev let af siden, da alt repeteredes; andre blev sty r ' 
tet fra aarelang Anseelse eller blev Genstand for und^ r ' 
gravende Ynk, ved at de kom til at blotte sig; det 
var ikke lige sunde Følelser hvormed man saa at sig e 



11 



for første Gang saa, hvad man selv og hvad ens Nabo 
var værd. 

Der var dem der greb Lejligheden til at laane af 
Optogets Glans og slaa sig vanvittigt i Vejret derpaa, 
blandt andre Rytter-Morten. Det var en ganske lille 
Husmand ude fra Strandholms Hede, halvt en Dværg, 
der naturligvis aldrig havde været Rytter. Der havde 
altid bestaaet et forunderligt Misforhold mellem den 
lille Mands kummerligt smaa Kaar og den Betydning 
ban tillagde sin Eksistens. Naar Rytter-Morten tre fire 
Gange om Aaret indfandt sig hos Købmanden i Keldby 
for at købe nogle Lod Kaffe, blev han i Butikken en 
halv Dag og følte alvidende paa alle mulige Ting, Reb, 
Zinkspande og Vridbor, eller ogsaa stillede han sig bare 
vidt skrævende op med Hagen ned i Mundklædet, et 
Billede paa sin egen Bedstefader, tavs og høvisk nok, 
men saa gennemtrængende et Udtryk for indre vældig 
Selvfølelse, at han var en ren Gaade. Rytter-Morten 
havde al sin Tid været uskadeligt til Grin. Men i Dag 
revnede Mandslingen under det splittergale Forsøg paa 
*t bemægtige sig Situationen som tilhørende ham alene. 
Det var som om hans Rige endelig var kommen til 
tam. Rytter-Morten gik omkring ustyrlig af Vigtighed 
°g klappede Bekendte paa Skuldrene, idet han blin- 
kende af Bevaagenhed gjorde dem opmærksom paa Toget 
°8 bad dem se paa det nu mens det var der ... og 
0m de ikke syntes det var godt, de havde faaet det 
^1 Egnen (ved hans Kraft lykkeligvis) ... og de skul- 
de ikke være bange for Elefanterne, for de bed ikke . . . 



12 



Rytter-Morten gned sig op ad flere store Gaardmænd, 
for hvem han ellers var Luft, men som nu i deres 
grebne Sindsstemning ikke sansede at ryste ham af sig- 
Han gik saa vidt at han i en fortrolig og beskyttende 
Tone gav sig til at give Anders Nielsen, Sogneråds- 
formanden, gode Raad med Hensyn til hvordan hafl 
skulde stille sig; han bad ham dog endelig gaa nær- 
mere og forske paa Elefantdyrene. Anders Nielsen 
maatte ikke være undselig ... og Rytter-Morten tog 
ham i Armen og vilde med blid Magt fere ham nær- 
mere til Vognen, hvor Elefanterne stod og rullede Hø- 
viske op i Munden med Snablen. Anders Nielsen vidste 
slet ikke, hvem det var der stod og sled ham i Armen* 
før nogle Omkringstaaende begyndte at le. Da saa An- 
ders pludselig stift paa Rytter-Morten og holdt sin Pibe- 
spids ud af Munden som for at sige noget. Han t» v 
dog, men hans Øjne stak. Det var Rytter-Mortens Dom- 
Man glemte ham aldrig siden hans Optræden. Før ha^- 
de man let af ham som en Nar, nu ynkede man ha.* 11 
som en Stakkel og mærkede sig ham som et Skade- 
dyr, der ikke taalte Medgang. 

Der var en anden Mand, der udleverede sig til Folk 
den Dag, det var Doktor Elkær. Han havde jo all e 
sine Dage omgivet sig med den mest ubetingede For- 
agt for Bønderfolk. Ingen mindedes at have set nog«* 
til ham uden i hans Praksis, og da var han bideg*! 
som en Hund, hovmodig og skaanselsløs, en Mand for 
hvem Ingenting var godt nok. I Kirken kom han ikke* 
og Indbydelser fra Folk havde han aldrig taget imod, 



han kom overhovedet kun frem af Hulen for at skam- 
skælde en eller anden ordentlig Mand og brændemærke 
hele Sogne som Sammenrend af Høveder og Kæltrin- 
ger. Denne stinde Herre værdigede imidlertid Toget at 
komme ud og se paa det, da det passerede Keldby. Han 
var ikke alene saa naadig, han skjulte ikke en Gang 
at han var forhippet som andre Gemene; han stillede 
i Stadsklæder, hvilket Ingen havde set før, gule Nan- 
fcins Bukser, der var uhyre vide forneden, og Solskærm 
som et Bymenneske, høj blank Begravelseshat og Neg- 
lernanchetter med store røde Knapper i. Det hed sig, 
*t Doktoren havde været en stor Laps, mens han stu- 
derede i København, nu kunde man da se, det var 
s^udt Han var ogsaa rød i Kinderne i Dag, skønt han 
**a bitter ud. Nu skulde det vel endelig times den 
haanle Negl at der kom nogen af hans Lige, nogen der 
fcunde „forstaa" ham og læske ham i hans Udlændig- 
hed. Det viste sig meget rigtigt, at Doktoren havde 
ventet at komme til at tale Engelsk med de fremmede 
Herrer og afsløre sig som en af deres; men her var 
det altsaa han forliste sit Haab saa jammerligt. Da To- 
get nemlig kom, gik Doktor Elkær af sig selv hen for 
*t hilse paa Engelskmændene, og naturligvis kunde vor 
stolte Honoratiorus ikke henvende sig til andre end 
direktøren selv, Wombwell, nej nej, de Fornemme skal 
)o finde hinanden. Folk fra Byen passede paa at staa 
hos og høre efter, og de sagde at Doktoren virkelig 
smilede saa lækkert, som om han havde sparet mange 
Aars Høflighed op, idet han hilste og begyndte at sige 



14 



noget paa Sproget. Nu skulde hver og en i Byen jo være 
falden ned og have tilbedt ham. Men Wombwell kunde 
ligesom ikke opdage eller skelne vor Doktor, han var 
til Hest, var Wombwell, han lige just saadan betragtede 
Doktoren, hen over ham saadan, højt oppe fra, og han 
svarede ikke et Ord, havde ingen Brug for Doktor El- 
kær, kunde undvære ham. Wombwell var grov og red 
videre, og Hesten han red paa vilde heller ikke snak- 
ke. Da bemærkede Folk, at Doktor Elkær blev som en 
af sine egne Patienter i sit Ansigt, han gik i Stykker, han 
svandt lige saa stille af Vejen, evnede ikke at se paa 
Nogen. Man undte Doktor Elkær denne skoldende Yd- 
mygelse, tilvisse man gjorde. 

Da Toget kom ind gennem Keldby, opdagede man 
til sin Forbavselse, at der var tre kendte Personer med 
det, tre af Landsbyens Drenge, som sad oppe paa Ham- 
len hos en af Kuskene. Det var Doktorens Einar, 
Bernhard Lundgren og saa Bitte Niels. Disse tre for- 
vovne Børn agede nok saa frimodigt oppe paa Hamlen 
bag de kolossale Bryggerheste, idet de med Flid g* v 
sig Mine af at høre til Mandskabet Og de stod slet 
ikke af i Keldby men blev paa deres Post, hvorfra de 
kastede vildfremmede Blikke ned til baade Folk og 
Huse i Byen. Flere Hunde, der elskede Drengene, 
gjorde glade Tilnærmelser til dem deroppe men opnaa- 
ede ikke at blive genkendt, skønt de logrede sig Krop- 
pen næsten af Led og gabede og ivrede mod deres 
Venner i største Fortvivlelse. Da Toget drog videre, 
kørte Drengene med, ud af Byen. De havde, mens 



15 



>gnene holdt nordenfor Keldby været nede af Vog- 
ne og hjemme for at hente deres Spadserestokke, 
ilke alle var af Spanskrør og havde Bly i Enden, 
; Doktorens Dreng havde skaffet Penge, samt en Lom- 
eflaske med Salmiakmikstur, foruden at han havde 
>bt Brystsukker hos Købmanden til Rejsen. Man iagt- 
g som en Kendsgerning, at Doktorens Einar koldblo- 
gt talte Engelsk med Kusken; og de Folk fra Byen 
r interesserede sig for Drengen følte, at han uhjælpe- 
;t var i Færd med at glide fra dem. De tre Æven- 
rere saa sig ikke tilbage, da Toget drog ud af Keld- 
' og sønderpaa ad Landevejen gennem Graabølle Hede. 
ange Folk studsede ved at se dem forsvinde paa 
tine uopklarede Maade. De tre Drenge havde ikke 
Uet give nogen Forklaring men havde anlagt en skrut- 
gget betroet Holdning som andre voksne Mænd og 
it Byen tilbage med dens Gisninger. 

Men at de var bleven saa intime med Menageriet, 
* var gaaet meget naturligt til. Hele Landsbyskolen 
ivde taget Stade nede ved Milepælen, den store Klas- 

for sig i den ene Grøft naturligvis, og den lille 
Lasse for sig paa den anden Side af Vejen. Toget 
orde et bedøvende Indtryk paa dem, da det kom; 
•lv den store Klasse følte sig med alle sine Fortje- 
sster som totalt slettet af Verdens Regnskab. Aldrig 
t havde de vidst, hvor de var fattige og afmægtige, 
u da den indre Værdsættelse ikke længere gjaldt, 
vor deres Ry for Skønskrift eller som Stenkastere var 
idet udbredt, hvor faa der ejede Forudsætningerne for 



16 



at gøre den rette Forskel imellem dem. Enhver Værdi 
gik forfærdeligt ned; hvem tænkte nu uden bitter Rin- 
geagt paa sine Vibereder og Humleboer eller paa sin 
Svanekniv. Hvad værre var, selve Personligheden stod 
paa Spil; Drengene fik ligesom de Voksne paa en to- 
fuld Maade Øjnene op for deres eget og Kammeraternes 
virkelige Ansigt; mange kom under den almindelige 
Fallit til at se paa hinanden med en Kulde, der aldrig 
siden lod sig fordrive. Men der var ogsaa en og anden 
der ligesom for første Gang fattede Troskaben i sin 
Vens arme, fregnede Ansigt og fik ham mere kær. Ei- 
nars og Bernhards Venskab taalte Ildprøven. Men des- 
uden blev Bitte-Niels optaget deri. 

Bitte-Niels var en Udsætter, et Sognebarn uden le- 
vende Slægt eller Forældre; han blev hele sin Barn- 
dom igennem kun taalt, fordi man jo ikke kunde druk- 
ne ham eller paa anden Maade blive ham kvit. I Sko- 
len saa man dybt ned paa ham men forfulgte ham ikke, 
da han af Natur var Venligheden selv. Bitte-Niels hav- 
de en smilende Mund og kunde blive saa glad, naar 
man gav ham noget. I Dag var han ogsaa kommen 
med men sad lidt for sig selv, vel vidende at han ikke 
kunde maale sig med de andre Drenge i Tøjet Og 
dog var han festligt klædt paa, i lange Bukser og tncå 
en altfor stor Kasket paa Hovedet, smaa Skaftestøvler 
og en Trøje som var vendt, altsammen Gaver fra ft> r " 
skellige Kanter af Sognet. Niels lignede i hele sit 
Antræk en Bondemand i lille Maalestok, en ganske UH e 
Udgave af en Gaardmand, og han følte sig vel til M°" 



17 



le, de lyse Øjne kunde lige naa at skue frem under 
„uen, som gik ham altfor langt ned paa Hovedet. Han 
'ar sig bevidst, at Knapperne i hans Trøje sad paa den 
renstre forkerte Side, over det den var vendt, men det 
laabede han kunde overses; derimod sad han i stor 
Jro paa Grund af Støvlerne. Det var dejlige Støvler 
ned Skafter, ikke meget slidte, men den højre var en 
ibetydelig mere but i Taaen end den venstre, hvilket 
rar uklædeligt. Alene Bitte-Niels i hele Verden anede 
loget om denne Lyde, men han troede nu, at hele 
Herredet og Menageriet stævnede til bare for at opdage 
let Derfor sad han hele Tiden med sine Fødder gemt 
i en Busk Græs og aandede ret sorgløst saa længe; 
dog var han stadig ilde til Mode ved Tanken om, at 
man vilde se paa Støvlerne, naar han rejste sig og gik. 
Og det maatte han til, da Elefanterne kom. Men da 
glemte han Støvlerne. Mens nu alle var optaget af at 
se paa Elefanterne, der stod og puttede Hø i sig, 
akkurat som om de var udstoppede Dyr, der endnu 
følte nogle Huller indvendigt, der skulde fyldes ud, 
kom Einar til at se paa Bitte-Niels og fattede Ven- 
skab for ham. For den lille Søn af Sognet, der var 
ligesom sat sammen af milde Gaver fra Top til Taa, 
selv Hænderne og Ansigtet lignede smukke Forærin- 
ger, han stod og morede sig, han var den eneste der 
£*v sig hen. Alle de andre Drenge stod lukkede og 
folde af hundrede uovervindelige Forbehold ligesom de 
Voksne, der alle kom til at se mere og mere lidende 
u d, fordi de fyldtes af et hemmeligt mægtigt Begær 

Nye HimmerlandshistorJer 2 



18 



ved Synet af det Fremmede og Nye, uden at de dog 
kunde anerkende det eller bøje sig derfor, da de saa 
vilde tabe sig selv. Bitte-Niels havde derimod intet at 
tabe og kendte ikke til Trods, han var en ensom og 
lykkelig lille Sjæl. Han stod og lo alene, han tog 
imod, alle hans Lemmer spillede af Deltagelse. Man 
kunde se alt hvad der skete paa ham, hans Ansigt var 
som et levende Spejl, hans smaa Hænder gjorde alle 
de Bevægelser efter, han iagttog, næsten umærkeligt 
de spjættede og flagrede som Fugleunger, hans Knæ 
bevægede sig i Takt, naar han saa Nogen gaa, han 
smilede uden at beherske sig naar noget var godt, 
hans Hjærte fløj ethvert Vidunder i Møde. Som han 
der stod med den altfor store Lue paa, i en lille Bon- 
demands Lignelse og totalt fortabt i hvad han opleve- 
de, var han alle Begivenheders Midtpunkt, selve Kon- 
gen i Æventyrriget, hvor alle Væsener er lykkelige og 
smaa. 

Da nu Toget satte sig i Bevægelse igen, var d er 
en af Kuskene, en sortagtig og venlig Fyr, der havde 
raabt til Drengeflokken fra sit Sæde paa den umaad^' 
ligt store Hamle. De havde jo alle slaaet Øjnef* e 
ned og teet sig som om de Ingenting saa eller hørt^» 
men Doktorens Einar, der lærte Sprog af sin Fad^ r » 
var snart bleven klar over, at denne Mand hverk^* 1 
spurgte dem, „hvis Fader de var a , eller oplyste dei* 1 
om, at „de havde noget Skind paa Næsen", eller 
den Slags Spøg, Voksne plejer at gøre Drenge for- 
legne med. Saa havde Einar givet sig Bekendtska- 



19 



et i Vold og draget Bernhard med. Men da de var 
ommen til Sæde oppe paa Hamlen, saa Einar Bitte- 
liels trave nede paa Vejen smilende og tilfreds over 
t det var gaaet de to saa godt, og saa havde Einar 
rinket ad ham og halet ham op paa Hamlen ogsaa. 
>aadan var det gaaet til. 

Og nu rullede de ud over Heden i en Stemning 
ler var hinsides al Erfaring, større og mere bevin- 
get end Søndagsglæde og Julefryd; de var simpelt- 
len løftet ovenud af Landet og sad ned midt i en 
iy storartet og herlig Verden. Vognen, hvorpaa det 
bmndtes dem at køre var jo et Vovestykke i Ret- 
ting af Størrelse og udmærket solid, den lignede et 
angt smalt Hus sat paa Hjul, men den havde hver- 
: «i Vinduer eller Lemme; det var jo nemlig et stort 
*ur med Gitter paa den ene Side, som var blæn- 
^t med Skodder. Alt paa Vognen var i svær Stil, 
«ade Stængerne, der var saa tykke som Stolper, 
lamlen og Svingeltræerne, og Hestene var i over- 
storlig Størrelse. Det var engelske Bryggerheste med 
*naadeligt svære Ben, rene Kæmpedyr. Tæt ind un- 
^r Vognens ene Baghjul løb en lille Træbom i to 
Seeder, den var til at møde for Køretøjet, saa det 
^ke skulde gaa tilbage, naar det gjorde Holdt opad 
^akke. Se af den Slags mægtige Befordringer var 
l^r jo en uoverskuelig Række. Nogle blev trukket 
*f Elefanterne og andre af Kameler; men den der 
lagdes at indeholde lutter Løver blev trukket af fire 
Kaempeheste, den var endda større end de øvrige. Imid- 



20 



lertid var der flere Husvogne end dem der indeholdt 
vilde Dyr; bagest i Toget kørte flere meget store 
Vogne, der var indrettet til Beboelse for Direktøren 
og hans Stab, og det var Køretøjer uden Lige i Pragt 
og Kostbarhed. Wombwell selv rejste i en Vogn rf 
Spejlglas og Forgyldning; der var flere Stuer i den* 
Men den allerbageste Vogn var den fineste og dy- 
reste af dem alle; i den rejste nemlig den store L-** 
vedronning, Miss Alice, om hvem der stod paa Plalc*" 
terne, at hun vilde gaa ind i Buret ganske alene &\ 
de femten Løver. Denne Vogn var sat sammen ' 
slebet Glas og lutter udskaarne og forgyldte Ramnm* r > 
det var en Triumfvogn af mange tusind Kroners \&**' 
di; den droges af fire flødefarvede unge Hopper nr»ed 
rosenrøde Muler og blonde Manker; de var saa tr~"5 n ~ 
de og hvidkroppede, at det gærne kunde være JomF* ' 
er, der gik paa alle fire. Miss Alice var der enc9-° u 
ingen der havde set, hun sad inde i Triumfvogim ^ D > 
for hvis Vinduer der var trukken røde Silkegar - "^" 
ner. 

Fra Keldby til Graabølle er der halvanden ^AL 
Men Landevejen gaar næsten i Vinkel, fordi flgraan 
maa passere Broen over Moholms Aa. Den før~3te 
Mil gaar gennem en Hede, som til venstre stræk. J* er 
sig lav og i det uendelige ud mod Limfjordsstri*^ 
med Salling Land paa den anden Side, og som F** 
højre Haand rejser sig kuplet og stor med ms,TMge 
Kæmpehøje og ender mod Himlen i Graabølle Hede- 
bjærge. Denne lange Hederyg staar saa kraftig ttied 



21 



sin mørke Farve, der er plettet af frisk Gyvel, den 
bærer over en Snes store Kæmpehøje, men midterst 
og højest stræber en rund og fin Gravhøj luftigt 
tilvejrs og mødes med den blaa Himmels snehvide 
Klodeskyer. Her siger de, at en Konge ligger be- 
gravet. Heden er endnu fuld af Spor efter æld- 
gamle Køreveje, som krinkler sig ud og ind i den 
dybe Lyng; der har i gamle Dage gaaet en stor 
Trafik fra Hvalpsunds Færgested og ind i Landet. 
Chausseen trækker nu sit hvide, retlinjede Baand gen- 
nem Heden kantet med Grøfter og pyntelige Skærve- 
bunker. Men blot man springer over Grøften, er man 
i den vilde Hede, der dufter saa krydret af sin egen 
mangfoldige Frodighed i det Smaa. 

Med disse Omgivelser var de tre Drenge fortro- 
lige; men i Dag da de var kommen saa stolt op at 
*age midt i det herlige Optog, syntes de, at Heden 
og de kendte Høje, ja selv Skærvebunkerne, saa' saa 
langt efter dem, idet de kørte forbi, saa tilovers, at 
•de blev ligesom hjærteklemte over ikke at kunne 
gøre noget for de fattige Ting. Der hoppede en Ha- 
re op paa Vejen, hvor den sad lidt med rejste Øren 
for saa at styrte sig hæftigt forskrækket over Grøften 
og ind mellem Bankerne; det var jo ikke saa sært, 
tænkte Drengene, at den blev skræmt, og de fulgte 
den med hemmelig Sympati og Ynk, til den var for- 
svunden. Hvad var ogsaa denne enfoldige og hjem- 
mefødte Hare at regne mod alle Menageriets ædle 
Skabninger; det gjorde dem smærtelig ondt for den, 



3 



22 



den havde set saa lurvet og uegennyttig ud, da den 
rendte. 

Rejsens Vemod gav næsten de tre Drenges be- 
friede Stemning Ulivssaar. Deres Hjærte hang ved 
den arme, enlige Husmandsko, der var tøjret i Grøf- \± 
ten, og som troligt gumlede, skønt der for et men- 
neskeligt Øje ikke var Græs at opdage; den saa' 
saa angerløs op paa dem, den stod og bar sin Mager- 
hed uden Protest som var det dens Bidrag til den 
lyse Dag. 

Langt ude i Heden boede en Stodder, som ild e 
anset og ellers næsten glemt nu paa tredivte A^ 
var beskæftiget med at opdyrke sin usle Hedelo^» 
han kom frem i Dag og stod nede ved Vejen for ** 
se paa Toget. Det brødes underligt i Mandens tilgro- 
ede Ansigt, som om han blev blændet af at se d^° 
endeløse Rigdom, uden at det dog vilde lykkes ha-*** 
at danne sig Tanker derved. Hans Kone stod i nog^° 
sømmelig Frastand strikkende paa sin Strømpe, hi^* 11 
iagttog ikke den store Vognrække men ham, Mandæ 
hendes Herre, paa hvem det beroede hvad hun skul 
se og mene. Tre-fire smaa langhaarede Hoveder s 
op af Lyngbuskene endnu længere borte, de Yngstr 
der spejdede og ikke vovede sig nær. De Keldfc^^ 
Drenge havde aldrig haft andet Mellemværende m 
Hedemanden, end at de en Dag da han var oppe 
Byen havde drillet ham fra Vid og Sans ved uarti 
Tilraab og ved at bombardere ham med Tørveknalde^ 
og hans Børn havde de haft mest Lyst til at jage eft 



23 



i Heden, ikke røre ved dem, men jage dem, til de 
faldt om sprængte og døde. *Nu følte de, at de havde 
gjort Hedemanden Uret, og det smærtede dem, at de 
smaa Hoveder i Lyngtoppene ikke turde nærme sig 
mere. 

Men da de naaede længer bort fra Byen, udenfor 
de Omraader, der gjorde et hjemligt Indtryk paa dem, 
svandt de nagende Fornemmelser og gav Plads for 
Sorgløshed og Varme. De blev igen snaksomme og 
stærke i Øjnene. Vejen der ikke længere var dem 
saa bekendt nærede deres Velbefindende. Einar bød 
Brystsukker om af Kræmmerhuset Bernhard slog to 
i Munden, men Bitte-Niels erklærede først med Tugt, 
at det var en Skam, hvorpaa han tog et, der var klart 
som Glas og af Form som en Fisk. Einar bød ogsaa 
Kusken og havde den Glæde, at han i Aandsfravæ- 
relse tog et og puttede i Munden. Den sorte Fyr var 
bleven saa stille og slap, han sad og nikkede og tjat- 
tede i Halvsøvne paa Hestene med Linerne, som hvert 
Øjeblik gled i hans Hænder. Pludselig saa han druk- 
ken og bedende paa Bitte-Niels, der sad ham nær- 
mest, og stak uden et Ord Tømmerne i hans Haand. 
Niels tog dem, og i samme Nu sov Kusken med Ho- 
vedet bøjet dybt forover. Det var som om de først 
i dette Øjeblik bemærkede, hvor hans Klæder var yn- 
kelige, og hvor de fremmedartede Støvler var udslidte 
og skamferede af Landevejenes skarpe Sten. 

Men det var jo et stort Fejlgreb af Kusken at han 
havde givet Bitte-Niels Tømmerne; de andre to blev 



24 



skinsyge og vilde have ham til at afstaa dem, det 
blussede op til en Trætte, hvorunder der blev hvisket 
hidsige Ord. Bitte-Niels svarede Intet men spyttede 
som en Gentleman Brystsukkeret, han havde faaet, 
ud igen; den klare søde Fisk, der nu var ganske 
tynd, faldt ned paa Vejen. Da det var gjort, smilede 
han, holdt smukt paa Tømmerne med sine smaa haard- 
føre Barnehænder og smilede mere og mere, alene. 
De andre kunde ikke staa for ham. Bitte-Niels skolde 
køre, enedes de om som med een Mund. Og da Niels 
nu følte sig anerkendt som Kusk, smilede han livsaligt, 
der gik stumme Ryk igennem hans Bryst af Glæde. 
Einar puttede et nyt Brystsukker ind i hans leende 
Mund, mens Niels med begge Arme strakt frem paa 
Tømmerne kørte det kæmpemæssige Spand. Det g* 
godt. Hestene travede meget roligt og holdt af sig 
selv Afstanden mellem sig og Vognen foran, som de 
var vant til. Hvor Niels var kommen paa den grøn** 

• 

Gren, og hvor Einar og Bernhard uimodstaaeligt bti' 
ede sig for ham og undte ham det! Kusken snorksov 
i det bagende Solskin siddende med sin magre Ef** e 
paa Hamlen, som var han limet til den. Inde fr* 
Vognens mystiske Indre lød nu og da en pusle*** 6 
Lyd af Halm og nogle højst skumle Gab og Kn^ 
det var de indestængte Dyr. Hu hej, Bitte-Niels, du 
den mindste Gaardmand i Verden, der styrede <* u 
Noæ Ark smilende og med Færdighed gennem Gra*- 
bølle Hede! 

I det skarpe Knæ ved Tinghusene, hvor Heden 



25 



ører op, var det dog nær gaaet galt. Her drejer 
ejen i en Vinkel næsten tilbage i samme Retning, 
g her gav Niels ikke Vognen Sving nok ud til højre, 
Iler han havde ikke regnet med dens Længde, nok 
r det, Baghjulet kom Grøften for nær og skred lidt 
d. Aa, da stivnede alle tre Drenge af Angst, men 
et forlige Nu drev over, og de rullede frelst ind paa 
en brede og banede Graabøllevej. Det var morsomt 
t se Vongtoget passere dette Hjørne; Vogn for Vogn 
vingede i brat Kurve, det lignede en stor Orm, der 
iger anden Retning. Nu laa Vejen hvid og fin lige 
P til Graabølle, der kunde ses med sit Kirketaarn og 
ne store Træer. 

Vejen gik tværs over den brede Dal, der strakte 
g fra Fjorden og langt ind i Landet til Moholm. 
aen krøb blaa og vidtløftig gennem de lysegule Enge. 
angt borte øjnede man Moholms røde Taarn. Selve 
ejen var kridhvid, fordi den blev holdt i Stand med 
t uslingskaller, som blev taget fra Grøfterne; det var 
immel Fjordbund her. Men denne hvide Vej gen- 
~m de grønne Kær gav Rejsen mere Liv. Fra Fjor- 
-n kom Pust af Saltvand og af Tang, det gjorde Øj- 
~ne saa klare. 

Men hvad der var det mærkeligste, det var den 
tangde Folk der var paa Færde. Da Toget havde 
asseret Broen over Aaen og begyndte at tage Bak- 
en op til Byen i korte Ryk afvekslende med Hvil, 
ar det som om selve Jorden frembragte Mennesker 
Tusindvis. Bakken fra Byen og ned til Aaen var 



26 



sort af Folk, de mylrede op af Grøfterne, de kom til 
Syne paa Brinkerne i sorte Flokke, alle søndagsklædte, 
de nærmede sig gaaende og kørende allevegne fra. 
Langt, langt borte kunde man se Punkter og Hobe 
flytte sig i Solskinnet med Retning efter Graabølle. 

Det ældgamle Bondeland, fra hvis Bakketoppe de 
henfarne Slægters Gravhøje og Bavnepladser glanede 
til hinanden, Mil og Mil imellem, den fra Oldtiden 
dyrkede Dal, hvis Bredder grinede med hvide Affalds- 
dynger fra Stenalderfolkets Bopladser, og mellem hvis 
Brinker Ekkoet af Dyrebrøl og Lurer endnu spøgede, 
Fjordkysterne og Heden, al Himmerland opgav sine 
Levende. De kom fra Omegnens gamle Byer, Kou- 
rum og Torrild og Stenbæk, de kom fra de tusind- 
aarige Gaardsteder med hedenske Navne, hvor en og 
samme Slægt havde siddet stille uden Minder og uden 
overleveret Historie lige fra den graa Fortid alene 
bøjet over Dagens Arbejde, de kom fra nye Udflytter- 
gaarde, fra Husmandspladser; alt hvad krybe og gafl 
kunde stævnede mod Graabølle, som vilde de endelig 
en Gang samles og se sig ud derfra. Aldrig havde 
man før set saa mange Folk paa et Sted; og Enhver 
saa, at alle dem han kendte kom, for de kom alle, 
Aftægtsfolk, Hundredaarige, Kvinder og Børn, hele Ge- 
nerationer i flere Led. Folk der forlængst havde put- 
tet sig og kun ventede Forløsningen, de kom frem en 
sidste Gang endnu, kuldskære og sky i Solskinnet, 
vanskabte af Aar, som havde de siddet deres Livs- 
tid i dybe Kældre; ogsaa til dem var Rygtet naaet 



27 



ned en Genklang i de øde Hjærner af hin Forjæt- 
telse, de en Gang tog i Arv og gennem endeløse 
mørke Tider tabte af Syne. Men skulde de ikke 
komme, skulde de ikke stævne sammen for denne 
eneste Gangs Skyld, nu da det ikke forlangtes af 
dem, at de skulde rejse til Verdens Ende for at se 
dens Vidundere, nu da Verden selv kom til dem! 

Da Toget kørte ind i Graabølle, modtoges det tem- 
melig stille af Egnens Menneskemasse. Vognene var 
jo foreløbigt lukkede; ogsaa Folk holdt sig tilbage, 
væbnede sig med Mistillid og ventede, som deres Er- 
faring havde lært dem til det Kun een Vogn drog 
som en Fure af lys Munterhed, næsten Bevægelse, 
gennem Mængden hvor den kom frem, det var den 
der blev styret af Bitte-Niels. Han sad jo saa strunk 
og paapasselig og kørte og var ikke til at tage fejl af, 
det var Bondens egen lille Søn, skabt i en smuk 
Gaardmands Lignelse, sammenskænket af ægte Ting 
fa Top og til Taa. Et helt Sogn var tilstede og kunde 
indentificere hans Udstyr Stykke for Stykke, hele Her- 
redet muligvis havde bidraget til selve hans Eksistens, 
tan var Kød af alles Kød og Blod af alles Blod, han 
sad der og smilede saa sødt og fint som Kys og Hvi- 
sken bag Døre, ja og sandelig om det lille Allemands- 
b*rn ikke optraadte som forsonende Engel mellem hele 
den stride Bondebefolkning og Menageriet, dette Bud 
ude fra den aabne, glubske Verden! Vist er det, der 
kom en frisk og befriet Stemning over Folk, deres 
Hjærte gik op, da de saa den lille hjemlige Figur med 



28 



saa stor Sikkerhed sidde der som Kusk paa Vogi 
med brølende Løver. 

Vogntoget defilerede gennem Byen og ind paa 
store Toft bag Kirken, samme Sted hvor der t 
holdt Ting i fordums Tid, og nu fik man da at 
hvordan Menageriet skulde opstilles. Den første V 
kørte hele Pladsen rundt og holdt saa stille, 
næste kørte op bag den og saa fremdeles; det 
let at se, at alle Vognene vilde komme til at i 
sammen i en aflang Rundekreds med Gittersiden ioi 
naar de alle var kørt op. Men det tog Tid, for 
var umaadeligt mange Vogne, og Rundkredsen 
nede til at blive af et kæmpemæssigt Omfang. N< 
sagde at dette vældige Rum endda skulde dæk 
med et Telt, men det syntes utroligt. Og dog 
man det at se. Hele Resten af Eftermiddagen ir 
gik til Opstillingen af Vognene, og det blev U 
hen paa Aftenen inden Teltet var rejst og Altin 
Orden. 

Folk der stod og saa til blev Vidne til paafalde 
Optrin den Eftermiddag; der foregik Ting som i E 
derfolkets Øjne var baade harmelige og oprørei 
Aldrig havde de set Kuske fare saa ubarmhjærtigt i 
Heste som her, og aldrig havde de tænkt sig en 
raa og rasende Behandling af Mennesker, som 
Wombwell bød sine Undergivne. Han ledede J 
Opstillingen, i en eksempelløst fin og kostbar F 
klædning og med en mange Favne lang Lædersv 
i Haanden, og han skreg og skummede som en 



29 



Mand, naar det ikke gik ham tilpas. Han forlangte 
Hurtighed, Hurtighed, hvilket virkede som en For- 
vorpenhed paa Bønderne, der naar noget ikke bliver 
gjort er vant til at se Undskyldning nok i at det bli- 
ver forsømt Wombwell, der iøvrigt var en atletisk 
bygget Mandsperson med Øjne der sprængte ham ud 
af Hovedet af Drik, Wombwell kendte kun til at blive 
lystret, og der var kun et Tempo i ham, Firspring 
af baade Heste og Mennesker! Naar en Vogn skulde 
køres op paa Plads, blev Hestene pisket i strakt Kar- 
riere for saa i sidste Nu at blive halet til Side inden 
de blev rammet op mod Vognen foran, det skulde gaa 
gelik! Det sidste Stykke blev Vognen saa ført af 
Mandskabet, der mens den endnu var i Fart kastede 
sig til Hjulene eller hvor de nu kunde faa fat saa tykt 
som Bier og sled, saa det sang i deres Ben. Vognene 
v ar tunge, og Bunden for blød, det gjaldt om at flyve 
over Grønsværet, inden Hjulene satte sig fast, Womb- 
*ell hylede som en undsluppen Satan og svang den 
forfærdelige Pisk over Heste og Kuske i Flæng. Flere 
*f Egnens store Gaardejere, der ogsaa var kendt med 
at udøve Myndighed, stod og saa sig fornærmede paa 
denne himmelskrigende Bøddel og havde den største 
Lyst til tungt og vægtigt og langsomt, men med util- 
*idesættelig Værdighed at skride ind her og faa dette 
Dyrplageri forbudt. 

Men da skete der dem noget uhørt mærkeligt, 
Q oget de aldrig siden talte om og som de aldrig rigtig 
kttede. En af Vognene duvede endelig ned i Grøn- 



30 



sværet med det ene Hjul og lod sig ikke rokke af 
Stedet, hvor meget saa Bryggerhestene lagde sig hen 
ad Jorden og Mandskabet sled i Hjulene. Deres for- 
tvivlede Opsang lød tilsidst som rene Nødskrig i Dø- 
dens yderste Pine, og Wombwell galede over det hele 
i et ustanseligt Hyl af Raseri, mens han med Svøben 
beskrev hvinende Uendelighedstegn i Luften. Pludse- 
ligt faar han saa Øje paa en Flok store og kraftige 
Mænd i deres bedste Alder, der staar med mætte Mi- 
ner og sutter paa Piber, selve den udvalgte Skare af 
Himmerlands største Gaardejere, og i næste Nu hviner 
Uendelighedstegnet over de ukrænkelige Kabudser! 
Wombwell er over dem med hele et fremmed Sprogs 
Forraad af Edder og Svovl og med sit Kæmpelegemes 
bestialske Energi, han griber en Mand i Armen, Tho- 
mas Spanggaard! og slynger ham hen mod Vognen, 
en til, Anders Nielsen! og en til, Graves i Svendsild! 
. . . og inden nogen ved hvordan det gaar til, ligger 
Himmerlands Aristokrati af Bønder ved Hjulene af 
den sunkne Vogn og kratter i Egerne paa Livet løs! 
De er stærke som Bjørne og vil pludselig vise det, 
for de bliver jo saa ustyrligt vrede over den Behand- 
ling, de strider sig blaa, Spyttet fyger dem fra Tæn- 
derne, de træder Støvlerne ned i Jorden, og Wombwell 
hyler og plejler paa Hestene, og op kommer Vognen 
og flyver ind paa Plads under vilde Skraal af Tilsku- 
erne! Situationen drukner heldigvis i Hurraraab, ellers 
vilde de stærke Gaardmænd ikke vidst hvad de skulde 
gøre af sig selv, da de gik tilbage fra Knuptaget. 



31 



Hvordan var det hele gaaet til? Havde han magt- 
stjaalet dem? Hvad var han for en halsende Udsen- 
ding fra Helvede? 

Mange Vogne blev skamferet under den hensyns- 
løse Ilfart, hvormed de blev kørt op, Træværk og Stæn- 
ger sprang og bragede, og Dyrene indeni Vognene krad- 
sede paa Væggene og tudede i alle Tonarter; der var 
skellig Grund til at blive baade angst og bange. Men 
Wombwell pressede paa. Han vilde have Menageriet 
aabnet i Aften, koste hvad det koste vilde. Omsider 
var Rundkredsen lukket paa et Sted nær, hvor Ind- 
gangen skulde være. Kunde Wombwell nu ikke taget 
Entré her og ladet det være godt? Nej han kunde ikke; 
man fik endnu et mægtigt og gribende Skuespil at se, 
en Kraft- og Pragtudfoldelse bogstavelig talt, der i bru- 
tal Energi lod haant om Liv og Lemmer og Materiel, 
nemlig da Portalen blev rejst 

En meget stor og særligt konstrueret Vogn blev 
kørt op i Indgangsaabningen, og det viste sig, at den 
var til at slaa ud og folde fra hinanden ligesom i mang- 
foldige Vinger og Fløje. Men denne Opstilling lignede 
mere et Bombardement, en Sprængning og Beskyd- 
ning, end et Arbejde i Fredstid. Wombwell var nu 
totalt ude af sig selv og rasede som i Krampe, brø- 
lede ud af Brystet og aad Luften, og hans Folk tog 
fat som man kun kan det i faa Sekunder, mens man 
holder Vejret, og der støver Ild for Øjnene, men i de 
Sekunder blev Portalen ogsaa udfoldet! Det skete ved 
Hjælp af Tove og lange Stænger, Fløjene blev halet 



32 



ud og samtidigt støttet nedenfra med Stængerne if 
Mandskabet, som bar den uhyre Vægt i strakt Lab, 
og idet Fløjene svang ud til Siderne og klappede ned 
eller fløj tilvejrs, aabnede Portalen sin Verden af For- 
gyldning og Malerier, mens store Stykker af den kost- 
bare Udskæring splintredes og sprang under Knald som 
Bøsseskud og peb langt hen i Luften. Og da nu Por- 
talen havde udfoldet sig mod Himlen som en Tropc- 
blomt, der aabner sig med Knald og Røg, da Navnet 
Wombwell var sprunget ud i luende Guldskrift midt i 
de groteske Snørkler og gyldne Kringler med et stilt- 
iende Skilderi af ham selv paa højre Fløj og Miss Alice 
tildels nøgenkroppet paa venstre, da blev der et Øje- 
blik dybt og stille i Luften, mens de styrtefærdige 
Mænd bøjede sig rystende forover og snappede efter 
Vejret. Men de fik ikke Lov til nogen lang Post. 
Wombwell var et Øjeblik gaaet ind i Triumfvognen til 
Miss Alice og kom nu tilbage rørende Munden som 
efter en Dram. Til Forbavselse for dem der havde troet 
ham ganske sindsforvirret for lidt siden, bevægede han 
sig med den roligste Mine af Verden. Men i næste 
Nu da han har smagt af Munden, tager han Tilløb 
som en Svømmer, hans Hoved dukker op midt i det 
gispende Mandskab og hakker hid og did med hæse 
Brøl, mens Svøben svirrer over hans Hoved som en 
flyvende Snog. Nu skulde Teltet rejses. Og det uhyre 
Areal af Lærred blev spændt ud over Vognborgeø- 
Skønt der arbejdedes som i Feber, tog det dog lang 
Tid, og Dagen hældede. Folk kedede sig imidlertid 



33 



slet ikke, tværtimod fulgte de alle Forberedelser og al 
Travlheden med en saa levende Interesse, at de rent 
mistede Følelsen af Tid. 

Næsten alle Tildragelser bliver først „ historiske u 
længe efter at de har fundet Sted. Men det hænder 
at en Oplevelse er saa kraftig, at den paa Stedet mær- 
ker Fantasien, saa at man ved at glemme sig selv faar 
Stemning af den evige Varighed. Saaledes gik det 
her. Tiden slog Kreds om den Hær af Mennesker, 
der var forsamlet, om Graabølle og om de milevide 
Udsigter over Landet derfra og Sommerdagen og den 
store Himmel og Wombwell, der laa som en uhyre, 
troende Ting midt i det hele. Det var saa fin en 
Hejsommerdag som det kan blive, Agrene nærved stod 
med alle de Blomster, Midsommeren kender, og de 
fortsatte sig saa langt man kunde øjne. Langt langt 
ude, hvor Solen mødte Landet i et grønt Skimmer, 
vidste man, at Frodigheden dækkede Jorden, at Rugen 
digede lige saa levende og frisk som her under Øj- 
nene paa Graabølles Agerfald, hvor de søgrønne Mar- 
ker gik i Solskinnet med knitrende Vipper og blaa og 
tøde Gnister af Blomster. Himlen var saa vældig, Sky- 
tfne overtaarnede hinanden og rejste sig næsten til 
Himmelkuplens Midte, hvor den var usigelig blaa og 
dyb. I Vest brød Lysstøtter og Straalebundter sig gen- 
nem Skyverdenerne, men i Øst rakte høje blege Sky- 
bjærge sig op mange hundrede Mil borte og vendte sig 
mod Solen som store blinde Aasyn. Fjorden drog 
sig i spejlklare Bugter og blaanende Sunde ud mod 

Nye HimmerUndshistorier 3 



34 



Fjærnheden, hvor alt endte bittesmaat som i en 
Taage. 

Men nu er det dunkelt i Luften og køligt, Solen 
er gaaet ned. Den lyse Sommeraften er langt frem- 
skreden. Menageriet staar færdigt og under Telt. Og 
hvilket Telt er det ikke! Det er Arken, det er den 
Gudsmands vældige Skib, der bjærger de Levende, stran- 
det paa Graabølle Banke! Hør Dyrenes og de vilde 
Skabningers Kor, det er det Gys, der hilste Solen hin 
Foraarsmorgen paa Ararat, da Regnbuen spændte sig 
over Jorden! Pludselig gløder hele den mægtige Telt- 
kuppel! Den gløder som et Bjærg af Jærn; de tænder 
Blus og Fakler inde i Teltet, og samtidig tager de 
Skodderne fra Burene, man hører et tusindstemmigt 
Udbrud af Alverdens blændede og forbitrede Vilddyr, 
og nu skyder der Raketter, et helt Bundt af Ildstraa- 
ler, tilvejrs fra Portalen, himmelhøjt op, og i samme 
Nu skærer Hornorkestret og Trommen i med Musik i 
Stormtakt — der falder et drønende Kononskud — 
Wombwell aabner for Publikum! Da er Klokken saa 
vel ti om Aftenen. 

Nu opstod der Trængsel. Men ikke lige straks. I 
de første Minutter gik der slet Ingen ind, og Womb- 
well, som selv billetterede, var lige ved at sprække af 
Sorg og Skuffelse. Her stod flere tusind Mennesker 
forsamlet, og ikke en Eneste gjorde Mine til at kom- 
me ind i hans Telt! Han gjorde en mægtig indbydende 
Armbevægelse, den store Mand, ganske ene som han 
stod der i Portalen, han slog en Bugt paa sin Ryg, 



en Art Logren, som Tegn paa Fred og Velkommnn. 
Ingen rørte sig. Han blev rød og bleg skiftevis, han 
raabte noget, hvorunder hans Stemme slog over i høje 
Lyde, dér næsten lignede Graad. O Wombwell, det 
var jo Jyderne du var kommen til; Ingen vilde gaa 
først; Ingen vilde begynde! Mændene stod og trykkede 
sig sammen i kompakte Flokke og røg Tobak, idet hver 
for sig gjorde sin Person til Intet. Konerne holdt sig 
tilbage stive som Støtter og med Hænderne tugtigt fol- 
dede for Mellemgulvet ganske som ved Kirkedøren, 
ber førte jo en Trappe op til Indgangen, hvem skulde 
g&re sig synlig der, hvem skulde gaa ud af den sikre 
Ubemærkethed og udsætte sig som den forreste? In- 
gen vovede det, Ingen vilde bære Ansvaret Her kunde 
te jo ikke skrue sig ind i en Klump, som de ellers 
plejede naar de skulde igennem en Dør. Da, netop 
som Stillingen var ved at blive uudholdelig, opdagede 
te tilsyneladende nedslagne men altseende Øjne, at der 
var Nogen paa Trappen, der var Nogen der gik først! 
bet var tre ganske smaa og tynde Drenge, der med 
desperat opskudte Rygge stampede opad Trappen, be- 
sluttet paa at komme ind og se Menageriet eller dø; 
det var de tre Drenge fra Keldby, Doktorens Einar, 
Bernhard Lundgren og Bitte-Niels, de Syvsatans Knægte! 
Ktte-Niels var i Spidsen, dirrende af Liv. Det var 
anden Gang i Dag, at Sognets unge Søn aabnede Vej- 
en ind til Vidunderet Menneskemassen stod tyk og 
*°rt opad Trappen bagefter de tre. Og nu blev der 

3* 



36 



Trængsel. Det saa i nogen Tid alvorligt ud, man hørte 
brutale Eder, som der længe havde været stemmet op 
for, og sære uøvede Skrig af Kvinder, der blev klemt, 
Teltet var imidlertid rummeligt nok, og lidt efter lidt 
blev hele den utallige Forsamling opslugt deraf. 

Einar, Bernhard og Bitte-Niels kom som de aller- 
første ind i Menageriet Græsbunden glinsede underlig 
giftiggrøn i Lyset fra de svedende og vilde Naftablus. 
Overalt Gitterstænger med urolige Figurer og Skygger 
bagved, Dyreansigter, gule Skind, store svømmende 
Øjne, Gab der aabnede sig utæmmeligt; overalt Mum- 
len og tungsindig Glippen med Øjenlaagene, overalt 
bløde Poters rastløse Vanken om paa Savsmul . . . og 
hvilken sørgelig Lugt! Det var de store fornemme 
Rovdyrs Parfume, der fyldte Teltet, denne syge og onde 
Lugt, der er ulykkessvanger som Luften i et Ligværelse, 
hvor den søde Røgelse og Osen fra Lysene gemmer Stan- 
ken af det gærende Aadsel. Drengene vovede sig ikke 
straks nær til Burene men gik frem midt ude p** 
Grønsværet, uttende af Ophidselse; de befandt sig med 
deres tynde Hud og Indianersanser som i et Vejr *f 
Ild. Løvernes Dommedagsbrøl lagde dem næsten flade 
paa Jorden. Men snart vænnede de sig til at begribe* 
at Dyrene var indespærrede, og at de med et Gitter 
imellem ganske roligt kunde nærme sig Kongetigerens 
vældige Ansigt. Og saa tabte de sig da paa denne 
deres første og aldrig siden fordunklede Opdagelsesrejse* 
saa spærrede de Øjnene op og gik ind i den vidunderlige 



37 



erden, der altid er til og altid er mistet, den der be- 
:aar mellem Naturen og Barnet. 

Forestillingen varede i to Timer, det vil sige Folk 
lavde i to Timer Lov til at gaa rundt i Teltet og be- 
igtige Dyrene. Det var et taknemligt Publikum den 
tften i Graabølle, det var Folk der hverken var bla- 
dret af Naturhistorieundervisning eller Frokoster i Zoo- 
ogisk Have. De tog paa Tingene fra et hjemligt og 
neget rigtigt Synspunkt, gik fra hvad de kendte til det 
Nye, ad Erfaringens Vej, hvilket aldrig har ført en Mand 
nid. Darwin var jo saadan en stor og uskyldig Bonde- 
nand, der sluttede fra Katten til Tigeren og tilbage 
gen. Ganske som Erik Sørensen fra Kourum. 

Det er jo vor Missekat, sagde Erik, da han stod 
oran Tigerburet; men den har faaet Magt, den har haft 
let for godt! 

Samme Mand bemærkede om Elefanten, at den var 
*>m en Slags stor Gris; det var Tapiren der hjalp ham 
tøa den Tanke. Folk var jo ikke til Gudstjeneste, de 
tørte sig i deres egen Forestillingskreds og havde ikke 
noget imod at udvide den. Dyr som Zebraen og Æs- 
tet interesserede dem stærkt, overdet det var en Slags 
Heste. 

Sin Hale er ligesom paa en Ko, udbrød Erik Søren- 
en livfuldt i Anledning af Æslet. Jeg synes det er 
Synd for den. Den har jo ikke selv forskyldt det. Den 
w meget langøret! Den ser taalig ud. 

Stor Opsigt vakte ogsaa den Ko, de kalder en Gnu. 



38 



Nogle vilde paastaa, at det var en Hest med Horn. 
Den Betragtning at det var et Dyr for sig, der kunde 
ligne baade en Ko og en Hest, laa ikke nær for No- 
gen. De saa „Kippekalven" i alle Hjortedyr, hvori de 
jo heller ikke saa fejl. Af Slangerne blev de som alle 
Naturfolk stærkt betagne men kunde ikke karakterisere 
dem paa anden Maade end som grusseligt store »Hu- 
worme". Et Dyr som Bjørnen, der har spillet en Rolle 
i Folkefantasien, besaa de med Sympati men uden rig- 
tig at genkende den. 

Da Dyrene blev fodret, kom der saadan en hjær- 
telig Stemning over Folk. Her var en Side af Sa~ 
gen de kunde føle naturligt for; de var selv sa* 
vant til at give Dyr det de skulde leve af. Det 
rørte dem dybt at se de store Rovdyr med dere^ 
forgrædte Ansigter kaste sig over de usselige Kød' 
stumper, der blev stukket ind til dem. Oppasserne 
slog dem med deres lange Kødforke, naar de fodrede 
dem, hvorfor gjorde de det, var det nødvendigt? D/' 
rene spiser saa godt, og saa er det jo netop ve** 
den Lejlighed man kan faa dem i Tale. Selve de** 
kongelige Hanløve er ikke for stolt til at røbe sin Mad" 
lyst, til at kysse Ribbensstegen og favne den ind rf* 
sig og udsynge Trusler mod Alverden over den. All^ 
Dyr bliver milde i Øjnene naar de synker; om dets*** 
er den grumme Tiger kan man møde et godartet Bl*** 
fra den, naar den ser op fra Maden og har glemt si*» 
Smærte. Og Dyrene bliver saa kloge naar de spiser, 



39 



de ser frem for sig som fortabte i Hovedregning; de 
bliver saa aarvaagne og ordentlige, for det er jo en 
vigtig Ting at smage Foderet og at faa Alting grundig 
spist Aa der blev saa inderligt stille og forsonet i 
Menageriet, da hele Bestanden havde faaet sin Givt. 
De tav og malede med Tænderne allevegne, de drog 
Pusten mildeligt gennem Næsen, hver enkelt Dyr ske- 
lede nidkært paa sin Bid, det var een Spisen og 
een Gøren sig til Gode over det Hele. Elefanterne 
gebærdede sig udtryksfuldt som Døvstumme mens de 
spiste, det lille vise Øje, de havde, lod Ingenting 
gaa ubemærket hen. De var slet ikke klodsede, de 
vidste altid hvor de traadte, de brugte Snabelen saa 
lækkert, bestandigt den korteste Vej. Kamelerne lod 
ikke til at more Folk; de mindede jo lidt om Faar 
men syntes dem ellers overdrevne og urimelige af 
Skabning. En Mand fandt at Kamelerne lignede Skræ- 
dere; men her har han muligvis tænkt paa en be- 
stemt Person. 

Forestillingen sluttede med den store Løvedron- 
ning, Miss Alices Optræden. Hun faldt ikke i Pub- 
likums Smag, og Vovestykket at gaa ind til Løverne 
var nok spændende men talte ikke til nogen Passion 
bos Bønderne. De kunde ikke beundre den fine Da- 
me, da hun lagde sit Hoved i en af Løvernes dam- 
pende Gab, det forholdt de sig tavse til; men der 
var mange der lo, da hun fik en af Løverne til 
at lægge sig ned og selv strakte sig yndefuldt oven- 



40 



paa den. Et vildt Dyr ved vi hvad er, men en tam 
Løve er bare en Tingest Hvis Miss Alice var ble- 
ven ædt, skulde Folk set interesseret til og haft noget 
at tage med hjem. Der var mange der var mødt op 
i god Tro til, at Meningen med at hun vilde garn 
ind i Buret til Løverne var den, at de skulde be- 
spises med hende, det laa i Plakatens Ord; de følte 
sig med god Grund brøstholdns. Til allersidst, dm 
Miss Alice stillede sig i Dronningpositur inde i Buret 
midt mellem Løverne, brændte Wombwell selv et grønt 
Fyrværkeri af udenfor Buret, Miss Alice affyrede en 
Pistol og skyndte sig at kravle ud, og da det grønne* 
blændende Lys var slukket, begyndte Folk at tag« 
bort. 

Nu blev der en Snakken af Folk, der gik bor"* 
flokkevis, og en Rullen af Vogne paa Landevejen 1 
den sene, meget lyse Nat Blandt saa mange andr« 
Mærkværdigheder drøftedes ogsaa den Kendsgærnii 
der allerede var sivet ud, at Wombwell nok hok 
til med Miss Alice i Triumfvognen, skønt de ingen- 
lunde var gift. Ikke at Folk havde noget derimc 
men sligt er forbudt, og Parret gjorde det aabenlys* 
Wombwell maatte være rig saa det betød noget! Naa»~ * 
man har Penge, saa kan man. Herregud, vi vil v^^l 
allesammen gærne være slette Mennesker, men vi e^ r 
for smaa. Folk skiltes sukkende. 

Nu er der kun at fortælle om de tre Drenge ft~* 
Keldby, at de efter Forestillingens Slutning følte, 9 r 






41 



* havde langt hjem, og at de var forfærdeligt sult- 
i. De kunde sagtens komme op at køre med No- 
ra fra Keldby, men Tanken om at gøre den store 
cnvej huede dem ikke, og de bestemte sig til at 
a tværs paa over Engene og Heden. De drak 
t sidste af Salmiakmiksturen, som de mærkeligt nok 

Hoste af, skønt det jo netop er mod Hoste man 
ir den, og derpaa marcherede de af hver med sin 
ykæp i Haanden. De var trætte og tavse mens 

vandrede over Dalen, hvor Enggræsset duftede 
ei tungt i den dæmmerlyse Nat. De stod lidt ude 
a Spangen og saa ned i Aaen, der flød saa dun- 
1 og dyb og blid. Men da de naaede op i He- 
ri og det allerede lysnede stærkt af Dag i Nord- 
t, blev de friske igen og fik Lyst til at gaa op 
a Toppen af Hedebjærgene, der altid drog dem, 
ar de var paa Farten. Mens de arbejdede sig 
', begyndte Landskabets Farver at tænde. De laa 
pe i Lyngen paa Kongehøjens Top, da Solen brød 
*m. Landet strakte sig lyst og grønt under dem 
tisides Heden, alt var stille, de fulde Kornagre 
i uden ringeste Bevægelse. Allevegne hvorhen de 
a, og saa langt de kunde øjne, vandrede der Folk 
a Hjemvejen, myresmaa, ingen Lyd naaede op fra 
ni. 

Medens de sad her, fæstede Einars Øjne sig plud- 
lig stift paa noget, Pupillerne blev smaa som Naa- 
stik, og han blev ligbleg. Uhyre langt borte, paa 



42 



den anden Side af alt Land havde han faaet Øje 
paa en fin, skinnende Stribe! Det roaatte være Kat- 
tegat. Det var Havet. Han havde aldrig set det 
før. Lyset faldt saa gunstigt den Morgen, at Vand- 
spejlet fangede Glans og blev synligt paa de mange 
Mils Afstand. Det var kun faa Øjeblikke, saa sluk- 
kedes Striben igen. Men Einar fortalte ikke de an- 
dre hvad han havde set. Det kunde ikke siges. Det 
var hans Skæbne, der havde kaldt ham i det lyd- 
løse Morgengry. Han lagde sig lidt efter ned, syg 
og underlig kold i sit Indre, naget af Tanken om 
Løvedronningen, Miss Alice, Miss Alice, som han al- 
drig mere skulde se. 

Bernhard lagde sig ogsaa ned, han var hvidplettet 
i Ansigtet og lod næsten ikke til at trække Vejret 
Han var saa sulten, at der ikke dannede sig nogen- 
somhelst Tanke i hans ydmyge Fattigmandssjæl. Bit- 
te-Niels gav sig til at lede efter Bær i Lyngen; han 
kom længere og længere bort fra Højen og glemte de 
andre, indtil de kaldte paa ham. 

Bitte-Niels var den der gjorde sin Lykke hin min- 
derige Dag. Folk havde lagt Mærke til ham og 
set at der var Gaver i Krabaten. En hel Del Mænd, 
der troede at have Part i ham, og det var ikke faa, 
— Bitte-Nielses Moder, Mette Skræderpige, var kom- 
men meget omkring i Herredet med sit Persejærn 
og sin Mund der ikke kunde sige Nej — bekostede 
ham sat i Lære paa Jærnbanen i Hobro, hvor han 



43 



i en ung Alder blev Pakhuskarl. Han lærte tillige 
Musiken og blev god til at blæse paa Fløjte. Men 
siden da han ikke længere kunde nære sig for Ali- 
mentationskrav, der blev stillet til ham, udvandrede 
han sporløst til Amerika. 



JOMFRUEN 



^festerude i Himmerland, et Sted paa den lange 
▼ Kyststrækning ligeoverfor Salling, ligger fire store 
amdergaarde. For et Par Aarhundreder siden laa her 
i fri Herregaard der hed Strandholm. Det er en øde 
; tyndt befolket Egn. Herremændene paa Strandholm 
vde i flere Generationer lagt sig efter Studehandel 
t meste af Ejendommen bestod i de milebrede Enge 
r laa ud til Fjorden. Jorderne oppe i Landet, der var 
agre og sandede, gjorde de ikke meget ved. Det var 
id uselskabelige Folk der boede paa Strandholm, det 
m af at de levede saa ensomt og havde saa langt 
andre Folk. I Ydre og Vaner skilte de sig ikke 
aget ud fra de øvrige Bønderfolk paa Egnen; de var 
aaske en Kende mere bryske overdet de var fribaarne 
; fordi de sad i Velstand, men ellers fulgte de Skik- 
n og holdt sig paa Jorden som andre jævne Menne- 
er. Det var store sindige Folk, som mest blev an- 
iffen i Friluft med svære Støvler paa Benene og 
ngivet af Hunde. Den sidste af dem hed Jørgen Dam 
- den sidste der besad Gaarden helt og udelt. Han 
*ste og skrev meget og gjorde Rejser i Udlandet. Da 
in blev gammel skiftede han mellem to Sønner, saa 
: Ejendommen blev delt i to lige store Dele, Nørre 
trandholm og Sønder Strandholm. Brødrene forligtes 



48 



godt nok. De lagde sig mere efter Jordbruget, og da 
Bedriften nu blev sat ned til det halve paa hver Gaard, 
faldt det af sig selv, at Brødrene anlagde en Levevis der 
var endda jævnere end deres Forfædres. Det gik saa 
omtrent i Glemme at Slægten var adelig. Med de 
knappe Tider der faldt ind efter Svenskekrigene gik 
det stærkt tilbage for begge Brødrene, saa at de døjede 
med at holde sammen paa det hver for sig. 

Imidlertid havde de begge Børn. Og lige fra Bør- 
nene var ganske smaa, var det bleven en hellig Ide 
hos begge Brødrene at fåa Gaardene gift sammen igen. 
Det saa ud til, at de skulde faa Held med sig; da 
Børnene voksede til, dannede der sig ligesom af sig 
selv et Par. De andre Børn paa Gaardene vedkom- 
mer ikke denne Historie, deres Forhold falder udenfor 
Strandholms Grænser. Det var Sønnen Mathias paa 
Nørre Strandholm, Junker Mathias som de kaldte hari*> 
og saa lille Birthe paa den anden Gaard, der blev hin- 
andens Skæbne. Mathias blev hurtig sin Faders Ynd' 
ling, ligesaa Birthe, og de to Søskendebørn syntes o£?" 
saa selv fra ganske smaa at udvælge hinanden. De** 
første Gang de saa hinanden som spæde Børn, beg££ e 
to sat op paa et stort Bord, greb de begærligt eft^ r 
hinanden med deres smaa Arme. Hele Barnealder^ 11 
igennem lod man dem være sammen, de var altid fore- 
trukket og begunstiget. De voksede op og kom til & { 
ligne hinanden, de blev smukke, holdt sig begge finer* 
end deres Søskende og var mere urolige. Deres Barn- 
dom var lang og sorgfri, en Evighed af Friskhed og 



49 



Sødme tilbragt i de solbeskinnede Heder og Sandstrøg, 
i Engene med de frodige Grafter og ved Fjordens stille 
og ensomme Strand. Hvad Ingen andre saa, det vidste 
de to Børn om; det golde, skarpe Flyvesand var i de- 
res Hænder dyre Skatte af bitte, bitte smaa Juveler i 
mange fine, ligesom fjærne Farver, Heden og Engene 
var dem en Verden mylrende fuld af Væsner, som 
de stod paa en god Fod med, Biller, Firben og Tudser, 
Svaler og Hundestejler; de havde hvert Aar Fuglereder 
saa her og saa der, som de kaldte deres, og som de 
besøgte i Skumringen for at tage de varme Æg og sidde 
lidt med dem i Haanden, mens Fuglen, hvad enten det 
far en Vibe eller en Lærke, biede paa Jorden et Sted 
i Nærheden og saa naadeligt ben til dem. De var 
næsten altid ude, havde altid den store vidtstrakte Him- 
mel over sig. 

Hvis man skulde sige, at der var en stadig gen- 
kommende Tone i deres Barndom, en der for evige 
Tider gjorde dem kendte for dem selv, da var det Ter- 
nens Skrig, der næsten altid lød over det lave Land 
Paa Grænsen mellem Strand og Hede og altid kom 
hejere oppe og lengere borte fra, end hvor andre Fugle 
Boj. 

Der var altid en eller anden Terne der rejste ene 
højt oppe under Himlen og skreg saa ufredeligt og 
bittert, saa kendt og saa gaadefuldt. Girahl Den spinkle, 
snehvide Fugl med de lange og dog ikke sikre Vinge- 
slag, Fuglen der ikke lod til at have noget at sige, 
TOen som dog ikke kunde tie paa sin Flugt fra den 

Njt HlmmerlniuJihJiiorier 4 



50 



øde Fjord og til den ensomme Hede og tilbage igen, 
den gennemrejste Himlen over deres lykkelige Barn- 
dom. 

De to Børn var næsten voksne, da de blev ene. 
Deres Forældre døde omtrent samtidig. De døde i den 
trygge Forvisning, at Gaardene nu vilde blive samlet 
igen, saa at Slægten atter kunde komme i Vejret De 
Unge kunde om føje Tid gifte sig, og alt var jo iøvrigt 
ordnet saa godt for dem. 

Men da skete der det, at Birthe ikke vilde have 
Mathias. 

Det kom som et af disse pludselige uforklarlige 
Udbrud i Naturen, der skyldes dybe skjulte Kræfter. 
Alt var saa udmærket lagt til Rette, alt slog til; de 
andre Søskende havde faaet deres Arvepart og var for- 
sørget hver paa sin Vis; Mathias og Birthe var i en 
passende Alder, alt var bestilt og gjort færdig til |dem 
forud med Aars Omsigt — selv det aller kildneste 
Spørgsmaal var i Orden: de to Unge havde stor og 
prøvet Tilbøjelighed for hinanden — og saa slog Birtte 
alligevel op. Hvorfor? Var det noget der var vokset 
i hende med samme Vækst som selve Bestemmelsen? 
Havde en hemmelig Uvilje i hende eller en omvendt 
Lyst til at sejre sat Frugt, samtidigt med at hendes 
Lykke efter alle Regler skulde være moden? Nærede 
hun maaske i sit uudforskelige Pigehjærte den Følelse, 
at hun ikke vilde gifte sig med Mathias, netop fordi 
hun elskede ham? Vægrede hun sig muligvis alene pa* 
Grund af en Drift, der er fælles for Kvinder, den ** 



51 



e just vælger at trodse paa et Tidspunkt, hvor det er 
rimeligt og af skæbnesvangre Følger? Hvem ved 
vad en ung dejlig Kvinde kan falde paa! Birthe vilde 
kke giftes. 

Junker Mathias skoggerlo til at begynde med. Si- 
len blev han angst og tiggede for sig, saa rasende 
>g atter igen ydmyg, saa himmelfalden, saa splitter- 
gal. Han truede, han græd. Men Birthe havde klædt 
;in tillokkende Person i sort som til Begravelse, med 
store dyre Fjer og lækkert Fløjl, hun tav, tav. Hun 
'oksede i al denne vellykkede Ubøjelighed og fik Lyst 
il flere Sorger og Sejre, hun omgav sig vellystigt 
ned Kulde og sjælelig Mystik, som ikke fandt Ord, 
ion legede at komme Fremmede — men det var- hen- 
les skrækkelige Alvor. Junker Mathias fattede hen- 
le jo ikke trods alle hæderlige Bestræbelser, og da 
ian elskede hende og ikke andet, endte det altid 
ned at han blev ude af sig selv og gav en Storm 
*f Vildskab tilbedste, hvilket Birthe gyste for og nød. 
Naar Mathias opførte en af sine forfærdelige Scener, 
kunde hun staa saa ligbleg og yndig og lade som 
Ingenting, medens alle Junkerens lidenskabelige Sinds- 
bevægelser gik som næppe skelnelige Spejlinger over 
bendes fine, begærlige Træk. Hun fik ofte syge Øj- 
n e, naar det lange Karlemenneske smækkede sig selv 
i Gulvet foran hende, dampende af Elendighed, men 
hun bevarede den største Ro, stod bare og rørte 
Munden ganske lidt, som om hun smilede grumt, 
eller som om hun hviskede til sig selv: Jeg elsker 

4* 



52 



ham, jeg elsker ham! Omsider rejste hun jo /Stans for- 
færdelige Stivsindethed, han gik fra hende i Raseri 
en Dag, saaret, aldrig til at tæmme mere. Han svor 
sig til Satan i sin Trods, kom ikke igen, kom aldrig 
igen. 

Saa blev de da ikke gift 

Og nu begyndte der et underligt Levned paa 
de to Tvillinggaarde. Jomfru Birthe greb Bedriftens 
Tøjler paa sin Ejendom, og det saa enhver kunde 
se, det var hendes Forsæt at køre i Grøften med det 
samme. Hun forføjede med Gaardens Anliggender 
paa den mest fantastiske Maade i sit barnlige Stiv- 
sind, bare for at faa sin Vilje, og det blev meget 
værre da Nogen af Familjen vilde hjælpe hende. 
Endelig var der en Slægtning der traadte til med 
myndig Haand (Birthe gnistrede men bøjede sig) og 
fik sat Skik paa Tingene. Sidenefter faldt hun i 
Ro og teede sig menneskeligt; hun drev nu Gaar- 
den alene, temmelig ordentligt. Forsaavidt var hun 
bjærget. 

Mathias gik det værre men ikke lige straks. Han 
skøttede sin Gaard fornuftigt i Begyndelsen. Men 
snart gav han sig i sin Vrede og sit Nag til at ture 
rundt paa andre Gaarde, til Markeder og Købstæder, 
hvor han spillede og drak. I den første Tid tumlede 
og sloges han mere end han svirede; lidt efter lidt 
forfaldt han imidlertid. 

Der gik nogle Aar, og Giftermaalet var fuldstæn- 
dig slaaet ud af Hovedet paa begge Sider. De to 



53 



Søskendebørn saa aldrig hinanden, de eksisterede 
kun for hver Dag at mætte sig med Bevidstheden 
om ikke at ville give sig, de nærede hver for sig 
sit Hjærte med Haabet om, at den anden nu længtes 
og led rigtig bittert, og med Beslutningen om aldrig, 
aldrig at røbe sin egen Ulykke og Smærte. Stillin- 
gen udadtil var den, at Birthe nu drev sin Gaard 
med Held, hun levede mere og mere tilbagetrukken 
paa Gaarden. Junker Mathias derimod var næsten 
aldrig hjemme, og hans Gaard blev skammelig van- 
røgtet Bygningerne stod og faldt sammen; et Aar 
blev Afgrøden slet ikke slaaet men fik Lov til at 
raadne paa Marken, og siden blev Jorden ikke tilsaaet 
mere. Da der ikke var noget at fodre med, svandt 
Kreaturbesætningen ind, og da Junkeren tilsidst ikke 
kunde faa Penge mere, skammede han sig for Folk 
og holdt sig hjemme paa Gaarden uden at tage sig 
noget for. Han jagtede eller laa og drev ude paa 
Fjorden. Tyendet forlod ham lidt efter lidt; Mar- 
kerne blev slet ikke dyrket længere. Saa endte det 
da med, at Nørre Strandholm kom til at ligge aldeles 
øde hen, uden Folk, uden Kreaturer. Egnen var i 
sig selv gold og sparsomt beboet, men dette var dog 
et Forhold, der stak af og som Ingen havde set Mage 
til. Det blev husket af Folk og var altid det man 
begyndte med siden, naar Junkerens Historie skulde 
fortælles. Det var en Brøde, for var der ikke Fat- 
tigfolk nok i Verden, som ikke havde den Jord de 
havde Lov at saa i, og her laa mange Tønder Land 



54 



hen uden at røres af Ploven. Det var underligt tt 
se, hvor hurtigt en dyrket Plads kunde blive vild 
igen. Lyngen krøb ind over Agrene, hvor de ikke 
laa i et Urede af Følfod og Tidsler og Korn, der 
havde saaet sig selv, og Ukrudt mellem hinanden. 
Vejene ind til Gaarden forfaldt og groede til, saa at 
den kom til at ligge midt i et vejløst Uføre af Græs 
og vilde Planter som paa en Kirkegaard. Folk snak- 
kede meget om denne Forargelse, men da der ikke 
var saa mange Folk, og der var langt imellem dem, 
blev Junker Mathias jo snart paa det nærmeste glemt 
Han sad da som det eneste tiloversblevne Væsen 
paa den øde Gaard. Han var omsider ganske ene, 
idet han heller ingen Dyr havde om sig mere. Han 
levede af Jagt og Fiskeri, hvis han da overhovedet 
levede. 

En Dag saa nogle Folk, der kom med en Drift 
Stude paa Landevejen, en underlig Skabning, som nier- 
mede sig dem nede fra Nørre Strandholms Tidsel- 
marker. Han lignede en Vildmand, var i en Skov 
af Haar og Skæg og i gamle forfaldne Klæder. Det 
var Junker Mathias. Han vilde ikke tale med nogen, 
han skød ganske roligt en Stud i Flokken og blev 
staaende ved den, mens de andre gik videre. Dri- 
verne gjorde Ophævelser, dette her gik over der& 
Forstand, men Junkeren gav dem ingen Svar, pegede 
blot rundt paa dem med Bøssen, indtil de fortrak* 
Junker Mathias skar et Stykke Kød ud af Studen 
og gik hjem med det. To Dage efter kom Rettens 



55 



Folk til den øde Gaard og fandt Junkeren hjemme, 
han laa i Sengen inde i den eneste Stue, der var 
beboelig. Gulvet under ham var en Sump af Jord, 
han havde slæbt derind paa Fødderne i Aarevis, Fugt 
og skimlede Vækster. Fra Sprækkerne i Loftet hang 
lange Rødder ned af Planter, der spirede ovenpaa. 
Vinduerne var mørknede til af Malurtbuske og an- 
dre Urter, der groede ude i Gaarden. Da Junke- 
ren eller det ukendelige Haarmenneske, der var ham, 
saa Mændene og hørte deres Ærinde, stod han op 
og klædte sig paa. Han gjorde et Forsøg paa at 
sige noget, men de forstod ham ikke; han var kom- 
men af Vane med at snakke. Men da de vilde 
afsige Arrest over ham, tog han til Bøssen og for- 
klarede sig med den. Det endte med at de maat- 
te gaa. Da de kom mandsstærke og bevæbnede 
igen, var Junker Mathias forsvunden. Hans Vej spo- 
redes nogle Uger senere nede ad Viborgkanten, hvor 
der blev begaaet et Røveri paa aaben Landevej. Kort 
efter dræbte og plyndrede han en Pranger paa Kol- 
dingvejen. Det var det sidste man hørte til ham. 
Han havde forladt Landet. 

Nu blev Nørre Strandholm delt i to store Bønder- 
gaarde, og der blev igen saaet i de forsømte og til- 
groede Jorder. Samkvemmet mellem Gaardene, der 
oprindelig havde hørt sammen, var ganske afbrudt. 
De ny Mænd paa Nørre Strandholm Gaardene saa 
aldrig noget til Jomfru Birthe. Hun boede alene. 
Og Aarene gik hen over hende. Saalænge hun var 



56 



ung havde hun nu og da Friere, men hun viste 
dem bort med Spot og Væmmelse. Siden lod man 
hende i Fred. Hun blev en Særling; de kaldte hen- 
de mens Aarene gik stadig »Jomfruen*. Man vid- 
ste at fortælle om hendes sære Levemaade og men- 
neskesky Væsen. Hun var slet ikke god, hun undte 
ikke sine Folk mere end hvad de kunde tilkomme; 
hun var skrap til at paase, at alting blev gjort 
Hun boede i en stor Stue paa Gaarden, og her 
samlede hun i Aarenes Løb forskellige Dyr om sig, 
fiere Mopper, der var saa fede af Mad og af Al- 
derdom, at de laa hen paa Puder uden Livstegn, 
skaldede Kanariefugle og Kakaduer paa Pinde og i 
Messingbure, en Samling dødeligt dovne Katte og som 
den [allerbedste Ven et gammelt Faar, der gik i Stu- 
en og brægede mod Vejrforandring et Par Gange 
hvert Fjerdingaar. Det havde en Gang været et lille 
Lam, hvidt som en Sommersky og saa fuldt af Over- 
givenhed, at det hoppede lige op i Vejret med alle 
fire smaa Ben fra Grønsværet; nu var det blindt 
og lignede en Betlers Sæk stoppet med Uld og gamle 
Ben. Det faldt om tilsidst og maatte mades af en 
Flaske; det blev saa gammelt, at det begyndte ftt 
faa Horn i Panden som en Vædder og det kunde 
kræve sig næsten med menneskelig Røst, naar d et 
blev sultent. Ingen skulde se at det var et Fa* 1 '- 
Der var mange der gjorde sig Tanker, ved det at 
Jomfruen for enhver Pris holdt Liv i dette Sorgens 
Dyr; hvem vidste hvem hun stod i Pagt med? M efl 



57 



da det tamme og trofaste Faar endelig døde helt, 
gentog Jomfru Birthe Historien og adopterede et nyt 
lille Lam om Foraaret, som gik hos hende i de næ- 
ste mange Aar, til ogsaa det blev gammelt og døde 
N hende. 

Paa Strandholms Kirkegaard er nu Jomfru Birthe 
Dams store og sirlige Gravsted. Det er forunderligt 
*t komme over et saa pompøst Monument paa denne 
ufrugtbare Egn. Strandagrene ligger golde og graa 
&* langt Øjet ser, strøet med kridthvide Flintesten, 
fer ligner smaa Knogler, Kirken selv er hvid som 
't Ben og er kommen til at ligge saa øde, den 
'ender sig med sit arme Taarn ud imod Fjorden, 
tøn er lav og uden Lys eller Farve. Og paa den 
riste Kirkegaard stirrer Fattigdommen, her er saa og 
*a mange navnløse Begravelser, aflange Tuer dæk- 
tet med hvidligt Græs. Vinden kommer forbi som 
-n Fremmed, der puster for sig selv, tænker over 
; it eget lange Ærinde og rejser videre. En Tærne 
^skriver sin Vej over Himlen, højt oppe, den smækre 
ivide Fugl ligger ustøt i Flugten, som om den er 
°r let i Luftrummet og saa altfor ene. Girah! Gi- 
oh! Her er saa forladt, her er saa ensomt. Men 
uidt paa den aabne Kirkegaard, ud til den tomme 
Solde Strand, staar Birthe Dams fine Monument Det 
* r en høj spejlblank Granitstøtte, der er prydet med 
&it>nceornamenter i overdaadig fransk Stil. Den kro- 
Aes foroven af fire skønne Broncehorn, som en dob- 
belt Lyre. Disse forfinede Linjer staar mod Jyllands 



58 



blege Himmel, de maner underlig raat om blidere 
Kaar et eller andet Sted fjærnt sønder paa, hvor de 
skrøbeligst tænkte Muligheder faar Liv, og Metallet 
støbes i lykkelige Former. 

Herunder hviler Birthe Dam, som i en Menneske- 
alder og mere besøgte Kirken hver Søndag og ikke 
besøgte noget andet Sted. Hver Søndag saa Menig- 
heden hendes blodløse, visne Ansigt bag Laagen i 
Pulpituret, hvor Slægten havde haft Kirkestol fra Arilds 
Tid. Her hang Dam'ernes Vaaben udskaaret i Ti* 
og bemalet med azurblaa og teglrød og svovlgul Ma- 
ling. Her findes nu et gammelt Kontrafej af Jorn* 
fruen " paa Sønder Strandholm. Man ser hende sidde 
i et Snørliv, der er saa spidst som et Kræmmer- 
hus, og med det hærgede Nonneansigt indkapslet i 
pibede Strimler. Under hendes venstre Arm er malet 
Hovedet af et Faar med gule Faunøjne og en from 
lang Næse, det er til Minde om det eneste Væsen, 
Jomfru Birthe elskede. 

Men det hændte en Søndag, at Menigheden til 
sin Forundring og Skræk ikke saa Jomfruen i Pul- 
pituret. Andagten blev forstyrret, Præsten vævede 
aandsfraværende i det, fordi det gamle tørre Hoved 
med den stivsindede Mine ikke som ellers var at se 
oppe i Pulpituret. 

Jomfru Birthe var lovligt undskyldt den Dag, hun 
gik grædende og vild oppe i sin Stue den Dag- 
Om Formiddagen da hun kørte til Kirke som sæd- 
vanligt og var kommen ned i Dalen og over Aaen, 



59 



havde hun bemærket, at en Rytter jog ned over Vejen 
inde fra Landet og med Retning efter Strandgaar- 
dene. Hun havde ikke tænkt videre over det, før 
hun et Minut efter havde set en anden Rytter komme 
frem over Bakken i strakt Galop bag efter den før- 
ste. Da havde hun ladet Kusken holde. Og da 
det snart stod tydeligt for hende, at den første af 
Rytterne var en Flygtning, som det gjaldt om at 
stoppe, havde hun, raadsnar og handlekraftig som hun 
var, givet sin Kusk Befaling til at staa ned og ka- 
ste Broen af, som de lige havde passeret Kusken 
lystrede Ordre og havde paa faa Øjeblikke fjærnet 
Plankerne paa den usle Bro, saa at den ikke kunde 
befares. Jomfru Birthe blev roligt holdende paa Vejen 
og saa, hvorledes Rytteren sprængte ned imod Aaen. 
Han suste lige forbi Karossen — det var en Mand 
med lange graa Haar — og i næste Øjeblik saa 
han ham kaste sin Hest til Side, idet han obser- 
verede, at Broen var brudt af. Han var lidet paa- 
klædt efter Aarstiden, Manden, og han bar en falmet 
Hat paa det graa Haar. Da han ikke kunde komme 
over Broen, tvang han Hesten ud i Aaen ved Siden 
4 men den blev straks stikkende i det dybe Dynd, 
sank sparkende og forsvandt. Rytteren bjærgede sig 
^bage over dens Kryds og kom paa Land. Imid- 
lertid havde den anden Rytter stanset sin Hest og 
var staaet af. Der var ikke tredive Alen mellem 
ham og Flygtningen. Og Rytteren der nu ikke kunde 



60 



komme længere, og hvis Hest var sunken, han stod 
ret op og ned, uvis om hvad han skulde gøre, eller 
lydig i sin Skæbne. Men Forfølgeren gjorde kold- 
blodig sit Gevær løs fra Saddelen, sigtede omhygge- 
ligt og skød. Røgen fløj fra Piben sammen med Ra- 
balderet, og han hængte Bøssen over Halsen, tog sin 
Hest ved Tøjlen og trak ned mod Aaen, hvor Flygt- 
ningen laa falden forover. 

Birthe Dam havde imidlertid forladt sin Karosse 
og var gaaet ned til den faldne Mand. Hun løftede 
hans Hoved og saa, at det var Mathias. Hun blev 
ikke forundret, over at det var ham, og ikke sønder- 
knust, over at han var død. Han var gammel og 
graa og næsten ukendelig, men hun kendte ham, 
og de samme Aar, der havde ødelagt ham, havde 
gjort hendes Sind koldt. Han var død just som han 
kom hjem, ja det var saadan hans Skæbne vilde 
have det. Og hun havde ventet paa ham i tusinde 
Aar, men nu var han jo kommen, nu havde han redet 
sig Blyet i sit Hjærte, just nu da hun fik ham igen. 
Girah! 

Manden der havde skudt stod og ventede. Det 
var jo en fornem Dame, der laa og holdt Misdæderens 
Hoved, han fik vel vise hende lidt Høflighed. Jomfru 
Birthe vendte sit taareløse Ansigt op mod den Frem- 
mede og sagde stille med en bønfaldende Klang: 

Aa, lad ham ligge lidt! Blodet er ikke løbet af 
ham endnu. 



Hun var bange, hun ikke skulde beholde Ma- 
thias, hun blev siddende og holdt hans Hoved oppe, 
mens Blodet løb af ham. Hun lagde hans Hoved 
i sit Skød og holdt paa det med Hænderne, som 
hun plejede at gøre da de var smaa, og Mathias 
græd sine Genvordigheder ud hos hende. Aa de 
puttede sig altid væk et Sted ude under aaben Him- 
mel, hvor Ingen kunde se dem, mens de var Børn. 
Der var jo ikke gaaet saa lang Tid siden de Dage. 
Nu havde hun ham igen, og Mellemtiden kunde det 
vasre det samme med. Hvor han laa stille! Han si- 
trede kun ganske, ganske lidt i Kroppen, og det blev 
svagere og svagere, som naar hans Graad stilnede i 
de gamle Dage, da de var smaa. Girah! 

Den Fremmede talte med Kusken. Det var en 
Politisoldat fra Hamburg, han talte kun gebrokkent 
Dansk. Han havde forfulgt Misæderen, som var brudt 
ud af Fængslet, i fire Dage. Han havde Ordre til 
at tage ham levende eller skyde ham, og da det nu 
var truffen sig saa heldigt, at der var Vidner, havde 
ban skudt Om Kusken vilde bevidne det? Jo det 
skulde Kusken nok. Den Fremmede tog Hatten af 
for Jomfru Birthe, hvem han titulerede Madame, og 
forklarede Sagen igen for hende. Den Mand som 
han nu i Medfør af Hamburg Stadsret ex tempore 
havde henrettet var en Landevejsrøver og Mordbræn- 
der. Om Madame kunde og vilde bevidne, at han 
var død? 



62 



Birthe Dam nikkede med Respekt, aandsfraværende. 
Jo hun kunde bevidne det! 

Ja saa havde Manden udrettet sit Ærinde. Liget 
kom ham ikke ved. Det lod til at Madame inter- 
esserede sig for det; saa meget desto bedre . . . 

Det lille Formiddagsmøde endte med, at Jomfru 
Birthe kørte hjem med Liget i sin Karosse, og den 
Fremmede red bort ad samme Vej han var kommen 
med en undertegnet Dødsattest 

Men da Birthe Dam havde faaet sin døde Fætter 
lagt til Rette inde i Stuen, løste hendes stive Hjærte 
sig> og hun gik grædende og vild som en ung Kvinde 
op og ned mellem sine skabede Katte og Mopper. 
De saa paa hende, alle hendes overfedede og me- 
tusalemsgamle Skødedyr, de ræbede, mjavede og huffl- 
rede imod hende, Mopperne som laa, Kattene der 
ikke kunde rejse sig, Faaret der var blindt og gik x 
Barndom. 

Nogle Aar efter døde Jomfruen* og blev begra- 
vet. Nu blev ogsaa Sønder Strandholm delt. 

Der staar en Sten paa Strandholms Hede, en høl 
smal Graasten, der vel er rejst af Oldfolket over 
en Høvding. Den ligner et stort Hængsel, en vældig 
Stentap, hvorpaa der kan have hængt en uhyre stor 
Port. Rundt om er Landskabet fuldkommen øde. 0£ 
dette enlige fantastiske Kæmpehængsel viser sig * 
Miles Omkreds paa Heden som den sidste vældige 
Rest af en kolossal Bygning eller som Brudstykke* 



63 



en forglemt Begyndelse til en Kæmpebygning. Him- 
n over dette Land er saa tyst, det lyder saa en- 
mit, naar en Tærne gennemstrejfer den og skriger 
øjt oppe. Tærnen flyver altid alene; det siges at 
en er usalige Jomfruers Sjæl. 



HERREMANDENS TRÆSKO 



[ 



ar jeg aldrig fortalt Jer om den kloge Præst i 
Kourum? 

I har da set, at der hænger et gammelt Gravskilt 
Durum Kirke, inde i Koret, det er af Blik og skal 
røm forestille en Papirrulle med en Jærnkrans om 
en bitte Hølé ovenover; det er meget rustent, 
i man kan tyde Indskriften, naar man ved Besked 
)rvejen, den er sat over Emmanuel Povelsen, Pa- 
og Ejer af Knustrupgaard. Gamle Folk kan godt 
te Snak om ham. Han blev nu ellers kaldt Hr. 
wol, mens han levede. Han kom til den Gaard 
en sær Facon. 

Saadan fortæller de. Hr. Manwol var Præst i 
rum. En godsindet en, saadan en sølle en, men 
•s en grundfæstet Mand i sin Lærdom. Han havde 

taget en Visdomsgrad ved Skolen i København, 
var ingen Ende paa hans Hukommelse, han kunde 
elle, og det uden at hakke i det, hvad for Præster 
sad i Embederne hele Landet over, hvorlænge de 
ie siddet, og hvor de var født og alle deres For- 
ne — der skal Hoved til at huske saa meget! 
i saadan det Timelige forstod han sig ikke gran- 
sk 



68 



dig paa, som man jo heller ikke havde Lov at vente 
af ham. De sagde, det var Madammen der holdt det 
sammen, der kunde holdes sammen i det usle bitte 
Kald; Præsten var meget for god. Hun var skim 
skrap. De fortalte, det var Hr. Manwols Moder, der 
havde givet ham hende til Ægte, for at han kunde 
have en til sin Husgærning uden Bekostning. Jeg 
ved det ikke, men Folk vilde da have det til, at Pre- 
sten ellers bar Frygt for Fruentimmer. Den Alten 
de kom hjem, græd han nok og rendte op paa Loftet 
og gemte sig, helt forstyrret over at Bruden vilde for- 
gribe sig paa ham. Og siden levede de fra hverandre. 
Det kan jeg nu ikke tro, for jeg er vis paa, Præster 
gør deres til at de altid sidder med saa store Familjen 
og at de lider det godt; ellers skulde der da være 
Nogen der hjalp dem med den Gren af Embedet 
Kan hænde sig det er det de holder disse her per- 
sonlige Kapellaner til sommetider. Naa. Men Hr. 
Manwol var som jeg sagde meget for god. Han 
kunde ikke have noget uden han jo skulde give det 
hen. Han slegede for Katte og Kyllinger og andre 
Dyr, som om han følte sig nærmere til dem. 00 
det saa var en Skarnbasse, maatte han lade den leve« 
Men den har jo ogsaa en sort Kjole. Det gik tit p*** 
at Præsten holdt stille paa Landevejen, naar ha* 1 
skulde i Sogne, og Kusken var saa nede foran B^' 
sterne og pirre i Hjulsporet; saa grinte Folk, naar d& 
saa det, for saa vidste de godt, det var en Skarf*" 
basse, Hr. Manwol havde spejdet ud i Hjulspore* 1 



og som han ikke vilde have undlivet. Saadan var 

han. 

Hr. Manwol havde en Dreng, fortæller de, en 

Krabat, og han havde Løjer af sin Husbond en Gang. 

Præsten krigede paa Muldhvalpen. Her vilde jeg sy- 
nes han gjorde Uret, for Muldhvalpen, kommer det 
mig for, var ligesom lidt af hans eget Slav ogsaa, 
med sort Kjole og meget nærsynet; Muldhvalpen er 
lærd. Imidlertid, den vilde han udrydde. Den braa- 
dede jo i hans Bede, Skadedyret Nok er det, Dren- 
gen skulde have en Toskilling for hver død Muld 
varp han kunde komme med. Og han stillede i Stu- 
derekamret med en stor en og fik sin Præmie, og 
Præsten kylede den ud af Vinduet ud i Haven, og 
Drengen kom igen næste Morgen og Overmorgen 
igen, lige saa rask, og det gik saadan rigtig mageligt 
«o Ugestid. Saa begyndte Muldhvalpen jo at lugte. 
Præsten tog den god et Par Gange endda. Den 
skammelige Dreng! Men omsider blev der en slemme 
Lugt ved Aadslet, Drengen kunde ikke holde ved 
den længere men havde bundet en Strikke om den. 
Præsten fik noget paa Fingrene. Han snusede til 
Mnldhvalpen. Saa fik han Drengen for sig, og be- 
kende maatte han jo, at det var den samme han 
vir kommen med hele Tiden. Fik han nu Hug for 
det? Nej han gjorde ikke, Præsten var meget for 
Sod. Men den Bedrift af Drengen havde Folk megen 
Fornøjelse af. 

Ja. Og saa kan Narrevornhed alligevel baade sin 



70 



Mand. Skam faa Præsten. Noget havde han vel lært 
af at gaa i Skole; Folk lo ikke af ham til allersidst 

Den Tid Hr. Manwol var Præst i Kourum, havde 
Herremanden paa Randholm alle de andre store Gaarde 
paa Egnen foruden Randholm. Han hed Jokum Sti- 
sen, en mægtig Mand for Alvor, ustyrtelig rig. Han 
var nok endda af Bondefolk, sagde de. Præsten vilde 
jo gærne holde sig til paa Randholm, og der er saa- 
mænd Ingen der behøver at tage Møllestenen om sin 
Hals, fordi han siger det Der hvor der er Leve- 
maade der vil vi se dem, der kan skaffe sig Ærinde. 
Men Herremanden kunde ikke dy sig for at lade 
Præsten bære Lyset for sig, og der maa vi jo sige, 
at det tit blev Menigheden, der blev en af disse Smaa, 
der som skrevet staar ikke maa forarges. De for- 
talte meget om hvad de gjorde ved Præsten, naar 
han var oppe paa Gaarden, og det var ikke saa pænt 
De lod ham staa op og bede til Bords, naar de 
skulde have Fraadsegilde med Kortenspil; det kunde 
endda gaa an, for Ingenting tager Skade af at blive 
signet; men de forgreb sig skam paa Præstens Vær- 
dighed, og det maa ikke være. En Gang fik de en 
af Pigerne paa Gaarden til at smide ham omkuld og 
sætte sig paa hans Ansigt — fy for Skam! Blive fra 
Gaarden kunde Præsten jo nu velsagtens ikke, for 
han var fattig; han kunde vel heller ikke altid se } 
naar de rendte avet om med ham. 

Men nu skal I saa høre. En Gang stod der et 



71 



grusseligt Gilde paa Randholm. Det var ene Karlfolk. 
Jokum Stisen samlede altid Gaarden fuld af Pran- 
gere og det Slav, og saa drak de og tærskede i Kor- 
tene, saa længe de kunde holde Øjnene aabne. Det 
var jo ikke noget for en Præst at være med til slige 
Festligheder, som da sandelig ikke undskyldes heller 
ved at han er tilstede, men Hr. Manwol var nu kom- 
men med. Først gik det paa med Spisning, og det 
alvorligt, og her klattede Præsten ikke ebag, og saa 
skulde de jo til deres Andagt med Holmblads Salme- 
bog. Midlertid kom Herremanden i Tanker om, at 
de skulde se hans Kreaturer, og de kom ned i Gaar- 
den allesammen. Han fedede Stude, gjorde Jokum 
Stisen, der gik mange Hundrede sønderpaa fra hans 
Stalde om Aaret Nu var der Smadring i Gaarden, 
og Præsten vilde først ikke ud i det med sine Blank- 
læderstøvler. 

Saa tag mine Træsko paa! sagde Herremanden 
og stak i at flegre, han pegte paa dem, de stod i 
Gangen, og alle de andre syntes jo ogsaa, det var 
en vittig Spas. For Træskoene var saa store, det 
var et Par rent alvældigt store Træsko. Nu om 
Stunder er det sjældent med Skovbotræsko, nu bru- 
ges Overlædertræsko; men den Gang havde de ene 
Skovbotræsko. De var svære, og da de vilde spræk- 
ke maatte man lægge Jærngjorde om dem. Jokum 
Stisens var nu saa meget rasende store igen, han 
var en Prygl med store Fødder. Det var to jævne 



72 



Trug at se til, og de var rundeligt beslaaet med 
Jærn. 

Præsten skottede til dem. Og de tykke Grine- 
bidere forlystede sig. Men han tog dem sandelig 
paa! Ligesom om han vilde give dem en Paamin- 
delse og en Lære i Sagtmodighed. De inspicerede 
saa Studene. Og den bitte Præst gik og storkede 
omkring i de her urimelig store Træsko, som ha~* 
næsten kunde vende Fødderne i, ligesom et Barn. I>^ 
lagde jo til ham . . . han skulde ikke være bange fer* 
at gaa omkuld i Pladringen, for han var tungest n 
den nedre Ende ... og med den Befordring kuid^^ 
han færge over Vandet ... og hvad de nu kuod 
hitte paa. 

Men saa er det Jokum Stisen hvæller, at kaod 
Præsten gaa med saadan et Par Træsko paa Fødiern 
til Hamborg, saa vovede han Knustrupgaard! 

Om det var et Væddemaal? sagde Præsten lige 
saa rask. 

Ja det skulde gælde! Anders Stisen skrupgrinte- 
og de andre havde ogsaa deres Morskab af at se Præ- 
sten gjort til Nar. 

Men det har I hørt! Det er I Vidner paa! siges 
Hr. Manwol, og han ind og sætter Træskoene fra si 
og afsted hjem. De grinte saa de var færdige 
sprække. Jokum Stisen blev noget Korn ilde fare 
det gjorde han nu, da Præsten saadan lod til at gør ■ 
det til Alvor og gik sin Vej. 

Og før Aftenstide, da de havde spillet Kort ^ ** 



73 



Timer, saa de Hr. Manwol komme kørende ind 
iaarden med sin Holstenskvogn. Madammen var 
t! Karlen sad foran og var Kusk. Hvad skulde 

betyde? Da de kom ud og skulde se, var Vognen 
»pet fuld af Brød og Kød og andre Madvarer, et 
cer 01 ... og Præsten forlangte at faa de store 
ssko paa og komme afsted. 

Jokum Stisen blev virkelig forstemt Han kom 
t med Undskyldninger, gjorde ogsaa et godt Til- 

i Penge, hvis Præsten vilde falde fra sin Beslut- 
ning. Men Hr. Manwol var ham for øvet i Stand- 
ighed indtil Enden, han lod sig ikke friste fra sit 
sæt ved Udsigt til en mindre Gevinst straks. Vi 
1 jo sætte os de store Maal. Nægte kunde Jo- 
n Stisen ikke, dertil var der for mange Vidner. 

slog han sig kalkunsk, bandte og truede og 
ildte Præsten ud for de allerværste Navne. Men 
aa det skal man jo gaa i sig selv og taale, skal 
i ikke? Den bitte Præst var nu kommen i Tan- 

om at gøre Korstoget. Hvordan han havde faaet 
lammen snakket omkring er ikke godt at sige; 
skesig kunde hun denne ene Gang se det kloge i 
d Tordenhovedet vilde tage sig for; hun var ligesaa 
d som han. Knustrupgaard var jo ogsaa nok et 
kidt Foretagende værd. 

Der blev han pinnede hængende ved det, Jokum 
>en! Nogle af de andre vilde snakke Præsten fra 
, fordi de syntes det var sært ... ja var det ikke 
re end sært? Han kom hovedkuls ud af sit Em- 



74 



bede paa den Maade, forestillede de ham, hvad var 
dette her for noget! Men han forlangte at komme i 
Træskoene og begynde paa Selvpinslen. Saa prøvede 
de igen at grine Modet fra ham. Men Madammen 
stod ham bi, hun kæftede oppe fra Agestolen, og 
det var en Hagl, som man slog Øjnene ned for, 
naar hun tog paa Vej. Det stod længe paa inden 
de kunde blive enige. Jokum Stisen tabte Besindel- 
sen af Harme og vilde slaa Præsten, de maatte holde 
ham. Omsider føjede han sig og smed Træskoeae 
ud i Skidtet til dem. Nu kunde Præsten — sit 
bandte han — sejle ad Helvede til i dem! Han 
æreskendte ham. Men der havde han jo selv sørget 
for, at Hr. Manwol fik Øvelsen. Hr. Manwol ikke saa 
meget som svarede igen, han var saa ydmyg af Hjer- 
tet. Han tog Træskoene paa. Det var hans Alvor. 
Han havde trukket tre Par tykke Uldhoser paa for at 
fylde Trugene nogenledes ud. Han var en klejn og 
skrøbelig Mand, hvor mon han fik Modet fra? Fra 
sin Overbevisning, maa vi vel sige. De kunde ikke 
lade være at stormie, da han nu stod i den Positur 
som en Pilgrim, der har den lange og møjsommelige 
Vej for sig. Men saa fik de at se, hvad han og Ko- 
nen havde spekuleret ud ... de lod Kusken køre til 
i magelig Skridtgang, og saa tog Præsten fat med 
begge sine Hænder i Bagsmækken af Vognen! Det 
støttede jo, det var en mægtig Hjælp. Men at han 
gik, det kunde jo Ingen benægte. Saadan drog de ud 
af Gaarden. 



75 



Fra Randholm og til Hamborg det er det meste 
Jylland igennem! Det tog Hr. Manwol en Maaned 

elleve Dage. Man skulde ikke tro, han førte det 
fflnem, men det gjorde han skam. Præsten stor- 
de sine tre-fire Mil om Dagen, somme Tider mer, 
nme Tider mindre. Mange Genvordigheder havde 
d, og meget maatte han udstaa af Folk. Nogle 
ede han var forstyrret og vilde have ham sat fast, 
Ire overfusede ham for den Synd han begik. En 
Best, det var jo ikke noget lig! Jeg vilde nu for- 
tre ham, for hvor mange har Mod til at foretage 

en Taabelighed nu mere? Jeg synes, han skulde 
i en Medalje for det 

Førenstid Toget kom til en By, var Snakken gaaet 

J orvejen, og de samlede sig sammen om den gale 

est i Hundredevis. De spyttede paa ham. Hvor- 

gjorde de det, da der var Plads nok udenom ham? 

sværmede og sang: Malebrok han gaar i Krigen 
. I Kolding blev han nok arresteret men kom paa 
Fod igen. 

Jokum Stisen havde Ryttere ude hele Tiden, der 
ilde passe paa, han ikke satte sig op at køre; na- 
ligvis gjorde de ham ogsaa hvad anden Skade de 
'rs kunde. Sønden til Frederits tog de sig for at 
ekke en Bro op, for at han ikke skulde komme 
-r; men det tødede ham jo kun til den blev gjort i 
ad igen. 

Han led meget ved det, Præsten, han kunde nap 
knap hænge sammen den sidste halve Snes Dage. 



76 



Huller havde han paa Fødderne, stiv og spæget var 
han. Men Madammen sad jo oppe i Agestolen som 
en Trøsteengel og snakkede godt for ham, naar han 
var ved at tabe Kræfterne. Træskoene blev tungere 
og tungere for den arme Mand, han slæbte dem efter 
sig, ligesom Slaven trækker Kuglen efter Benene. Den 
ene af dem gik nok ogsaa i Stykker, da de var kom- 
men et Stød ind i Holsten, men de fik den bødet ved 
en Smed. 

Ja det var en Gang for alle Præstens Synder! 
Kanskesig lettede han ogsaa andre deres Samvittig- 
hed ved det han der tog paa sig . . . vi er nær ved 
at staa i Skyld til ham allesammen! Vi er jo ikke 
for gode nogen af os, vi skal sige Tak naar nogen 
vil tage Korset paa sig og lide for os til Hobe. Hr. 
Manwol gjorde en Martyrgcerning, det skal vi huske 
ham for. Ham og saa Pastor Møller i Havdrup, disse 
to har jeg altid set op til. Pastor Møller messede 
saa stærkt en Søndag, at hans Kæbe sprang af Led, 
saa at Munden blev staaende gabaaben. Der ftø) 
baade en og to Fluer ned i Maven paa ham, inden 
han fik Munden sat i Led igen. Han var from. H r - 
Manwol, han tog sig ogsaa sin Sag alvorlig. D e 
siger at han græd mangen Gang, mens han slæbte 
sig over den vilde Landevej og holdt sig til B&& 
smækken og var saa rent lagt øde. Saa trøste ** e 
Konen ham jo. Men den Smærte og de Taarer sk**'' 
de vel falde som en mild Dug paa vore Sind, d ef 
Sorg skulde jo være vor Lægedom, om vi ellers t^ 1 



77 



tro Forkyndelsen. Naarenstid Hr. Manwol havde det 
haardest, skulde Hjælpen jo ogsaa ligge ham nær- 
mest, for os at tykke . . . saa tog han vel i sit stille 
Sind til Bønnen. Og saa huskede han vel paa det 
Himmerig, han skulde have i Vederlag, den gæve 
bitte Herregaard . . . 

De kom til Hamborg. Da var Præsten ogsaa syg 
og laa i mange Dage. Siden efter at han var kom- 
men hjem, blev han sat af, men det var han natur- 
ligvis belavet paa. Knustrupgaard fik han. Der laa 
Proces, det var ikke at undgaa; men Jokum Stisen 
maatte træde fra Gaarden. Hr. Manwol sad paa den 
saa længe han levede. Det kom ham tilpas at hvile 
efter den Hamborgrejse. Nu blev han Herremand. 
Men det var nok ogsaa Madammen der styrede, siger 
de, da de fik Gaarden at raade for. 



JULEFRED 



yT uomstunder er der fredelige Tilstande i Jylland, 
i og især om Julen gaar Freden over al For- 
ind. Men for endnu blot to Menneskealdre siden 
tød Julen den Tid da der blev lyst Fred fremfor 
*sten af Aaret, da Sikkerheden ikke var saa stor. 
ir det saa ikke underligt, at Julens Tid netop ofte 
*v saa urolig i fordums Dage? Atter og atter for- 
ties der om Udbrud af gammelt Nag, om Opgør 
*llem Dødsfjender, om Ugærninger; og det var en 
leaften, eller det var Anden Juledag i selve Kir- 
ol Nogle Folk syntes vel nemlig, at de vilde be- 
tte sig af Lejligheden, mens alle tænkte paa Fred 
ingen Fare, og andre tog deres Fred, naar den 
*v dem forment, sikrede sig Julefreden ved halsløs 
srning. 

Der boede en Mand paa Sønderup Hede, som de 
dte Tørve Christen; ham var Folk sky for, skønt 
- ikke var Ondt i ham, han var en skikkelig 
laamand, der ejede et jammerligt bitte Hussted 
e paa Heden og ellers tjente til Føden ved at gaa 
^ Dagleje. Men han var en Morder. Tørve Chris- 
i stak Klinkmanden ihjel en Juleaften. Han blev 
I helt og holden frikendt, men der blev alle hans 

Nye HlmmerUadshistorier 6 



82 



Dage ved at staa en Grænse af Fortielse om hans 
Navn, der var Blod paa hans Hænder. 

Klinkmanden var en Tyv og Stokhusslave, der 
havde hjemme paa Egnen; man ved den Dag i Dag 
at fortælle om hans Overtrædslser. Det siges, at 
han var en af de Hole Rakkere. Til Trods, for at 
han altsaa var af skidt Slags, og at Folk var bange 
for ham, hænger der dog ogsaa noget af de gamle 
Dages raa Varme ved hans Navnkundighed; Folk 
morede sig over ham, han var en Torn, han for- 
brød sig mange Gange af blot Lune; der var Løjer 
i ham. Han synes at have været en af disse for- 
rykte Fugle, der maaske tilsidst ikke er andet end 
vrange og spildte Begavelser. Der gik mange Histo- 
rier om Klinkmanden. Han havde sin Styrke i at 
bryde ud af Tugthuset, han hittede paa det utro- 
ligste, var ikke til at holde paa. Traditionen vil 
vide, at han havde ualmindelig smaa Hænder og 
Fødder, og at Arrestforvareren aldrig blev opmærk- 
som paa, at han kunde smøge Lænkerne af sig. 
Hvordan han saa bar sig ad, og hvilke nye Kunster 
han fandt paa, regelmæssigt hvert Aar havde man 
ham løs paa Egnen. Hans Kone og Datter boede 
nemlig i en Knaldhytte paa Sønderup Hede. Ikke 
langt derfra laa Tørve Christens Hus. 

Der bestod et svælgende socialt Dyb mellem de 
to Familjer, skønt deres Kaar paa det nærmeste var 
lige elendige. Hertil kom et gennem mange Aar 
næret personligt Had, som var udgaaet fra Klink- 



83 



manden. Og man kan næsten forstaa ham. Naar 
han der aarligt med usigelig Møje brækkede ud fra 
Tugt- og Rasphuset og som et Skovdyr med Hun- 
dene i Hælene kom hjem til sit eget, skulde han 
straks have Tørve Christens arme men patentuskyl- 
dige lille Bolig at se paa fra sine egne foragtede 
Vinduer! Der boede Tørve Christen, den knasfattige 
Apostel, der i al Evighed vægrede sig ved at søge 
Konflikt med dem som havde noget, der i sin nøj- 
somme og ustraffelige Vandel aldrig kom Nogen for 
nær og aldrig kunde leve stille nok og aldrig lod 
sig rokke i sin Ringeagt for uærlige Folk! Der 
gik de tre smaa Børn, Tørve Christen havde lagt 
sig til, og stolprede omkring Hytten i Stil med Eng- 
le fra Guds Rige, mens Tørve Christen sled sig 
kroget med Spaden paa sin Hedelod. Klinkmanden 
havde ikke Ro paa sig af Længsel efter at bege den 
storsindede Stakkelsmand og tænde Lys i Toppen 
paa ham og forvandle ham til en rygende Helgen! 
Hver Gang han var hjemme, sørgede han for at ind- 
byde Tørve Christen til Stridigheder, men den sin- 
dige Husmand passede sit og nærede ingen Ønske 
om at maale sig med Klinkmanden i nogen Slags 
Færdighed. Klinkmanden længtes tilsidst lige saa me- 
get efter at komme hjem for Tørve Christens Skyld 
som for sin Familjes, han hadede ham og vilde ham 
til Livs. Og den Dag kom, da han ikke længere 
kunde styre sig. 

Det var en graa lysforladt Lillejuledag at Sønderup 



84 



By blev opskræmt ind i hver eneste Vraa, ved at 
der tonede en halv Eskadron Randers Dragoner gen- 
nem Byen, hvor ikke et Menneske anede ondt! Mør- 
ket var ved at falde paa, og den enfoldige søde Jule- 
fred begyndte at lude over Landsbyen. Alle Lyd 
blev saa inderligt forsigtige, enhver Tanke om en 
Verden udenfor var gaaet under, og da jog en talløs 
Flok af Hestfolk i blaat med Hjælme og kolde Pa- 
lasker ind i Byen! Der stod et Sprøjt af Tøsne og 
Snavs op omkring dem fra Vejen. De kom i Galop 
som et forfærdeligt Syn ind gennem Vintertaagen. 
Gamle Folk fik en Rørelse i Knæene af Skræk. De 
mindedes en anden Jul, da de havde set Dragoner i 
Sønderup By. Det var nu mange Aar siden. Da 
var Aarsagen den, at Sognefogden selv og fire andre 
Mænd var gaaet ud i Heden, hvor der boede Skidt- 
folk den Gang ogsaa, en Mand med Kone og to 
Sønner, som længe havde klippet Faarene paa Marken 
om Natten og gjorde Egnen usikker paa andre Maa- 
der. Nu vilde de Sønderup Folk være i Fred for 
dem Julen over, de trængte til den Ende ind i Hytten 
og udryddede alle fire Beboere med Øksehug. Men 
det var en Misforstaaelse af dem, det kunde ikke 
forsvares som Nødværge, de blev henrettet alle fem 
til Gengæld. 

Det blev imidlertid snart kendt, hvad Dragonerne 
kom for denne Gang; Klinkmanden var igen brudt 
ud og under værre Omstændigheder end ellers, idet 
han var kommen til at give Arrestforvareren et Knog, 



85 



som han ikke havde overlevet Derfor laa der saa 
stor Magt paa at faa ham sat fast igen; og nu 
mente man at nappe ham i Familiens Skød Jule- 
aften. 

Dragonerne delte sig, da de kom ud paa Heden, 
trak i Karriere sammen om Klinkmandens Hus og fik 
det i en Fart omringet. Men Klinkmanden var der 
ikke. De ledte og undersøgte lige til Mønningen af 
Knaldhytten, de forhørte Konen og Datteren, de vendte 
hvert Halmstraa men fandt ikke Klinkmanden. Da 
de vel var reden bort igen med uforrettet Sag, krøb 
Klinkmanden frem fra et Hul under Lergulvet, der 
havde været godt stampet til over ham og skjult med 
Tørvesmuld; han var dem for fin. 

To Timer efter ringede Kirkeklokkerne i Sønde- 
rup den hellige Jul ind. Der blev saa stille, saa lydt 
under Mørket. Kun Klokken i Kirketaarnet havde 
Ordet, den lallede med sin sære Røst ud i Tøvejrs- 
natten over den lave forknytte By, der laa saa alene 
i det vide Land. Vinden gik fra og til, Vandet si- 
vede og dryppede i Grøfternes levrede Sne. Kirke- 
klokken talte, snart træt, snart i syngende Stemning, 
modfalden og glad, op og ned som en gammel Mand, 
der er erfaren. Og den tav omsider med nikkende 
Eftertryk som en gammel, gammel Mand. Det klar- 
nede under Nattehimlen, Stjærnerne tændtes ind under 
det dybe Rum, de hang knitrende kølige og smaa. 
Skørnende Lyd saaedes ud over Jorden, Vandet sivede 
mere tyst, der hævede sig Kulde mod Natten. Saa 



86 



tav ogsaa Vandets ængstelige Islyd med enkelte svage 
Knirk som i Søvne; det frøs, og Frosten holdt 

Nu var alle hjemme og i Hus. Kun en Mand fra 
Sønderup, der af Nødvendighed havde været fra By, 
kom over Heden om Aftenen. Og han mødte til sin 
navnløse Skræk Klinkmanden, der kom gaaende med 
en Tjærekande i Haanden. 

Godaften, sagde Klinkmanden som det lod i ud- 
mærket Stemning. Du skal ikke frygte, bitte Knud, 
dig vil jeg ikke skade. Jeg skal ned og tænde Ild i 
Haaret paa Tørve Christen. Gud i Vold med dig og 
glædelig Fest! 

Inde i Tørve Christens Stue var Julen begyndt 
Den kundgjorde sig ved en voksende Stilhed. Tørve 
Christens Kone gjorde i Stand som til Fremmede. 
De tre Børn maatte efter Tur gennemgaa et kvalfuldt 
Minut foran Trebenen med Vaskeskaalen og Sæben. 
Jeppe og Laurine, de to ældste, lod sig vaske med 
stor Viljestyrke, de havde Forstand paa den dybe Be- 
tydning af Helligaftenen, som nærmede sig. Jeppe var 
fem Aar og Laurine fire, de var allerede vidende om 
mange Ting. De havde en Gang været inde i Sønde- 
rup By, hvor de var bleven set vandrende Haand i 
Haand. Det var deres Livs rigeste Tildragelse. De 
h$vde beset Kirkegaardens Stakitlaage og Byens andre 
Mysterier, en stor dyb Have, hvorfra der ragede et 
Træ op med fede Pærer; de havde beset et Tremme- 
lad fuldt af labbende Ænder et Sted ved et fint Hus, 
og efter at de derpaa havde indaandet Luften udenfor 



87 



Præstegaardens Port og skimtet forunderlige Blomster- 
planter i de klare Vinduer længst inde, vandrede de 
igen Haand i Haand ud af Byen og ankom til Hjem- 
met ved Mørkets Frembrud. Karen Marie var bare 
to Aar og for lille i alle Maader, hun græd desaar- 
sag, da hun blev vasket Jeppe og Laurine var 
hende vidt forbi i enhver Henseende. De havde 
Erfaring fra Udverdenen, hvori de havde bevæget 
sig; de kendte Hedens Vækster og Fluer, forstod sig 
paa Værdien af Siv og Stargræssets blanke Frø, paa 
røde runde Sten og kulørte Skaar. De plukkede de 
bittesmaa Kogler af Porsen og legede med dem som 
Køer, de klappede Kage af Smadringen udenfor Huset 
og sejlede med Spaan i en Pyt. Sommeren saa 
lang legede de udenfor i den krogede Hulvej, hvor 
det fine sorte Sand i Hjulsporene varmede og løb 
imellem deres smaa Tæer. Nu havde Vinteren stæn- 
get dem inde i umindelig Tid. De havde kunnet 
række en kuldskær Haand ud af Døren for at fange 
Tagdryppet, de havde smagt paa det bitre Vand, der 
løb ned ad Ruderne naar de tøede op. Slagbænken 
under Vinduet var deres Vintertilhold; om Natten 
aabnede den sin velbekendte og lune Dynefavn for 
dem, Dagen tilbragte de paa det blankslidte Laag. 
Deres Ting havde de i Vindueskarmen, Jeppes Liggen- 
defæ af jordfundne Kostbarheder, pæne Sten og des- 
lige, og Laurines Skatte af Uldgarnstrommer og Ci- 
koriepapir. Karen Marie, som var saa lille, ejede jo 
intet. 



88 



Da Børnene nu var bleven vasket og kæmmet og 
havde faaet Stadsbluser paa, begyndte deres Moder 
at dække Bordet med hvid Dug, og de maatte være 
saa artige, at det ikke er til at sige, for ikke at bringe 
Forstyrrelse i noget Grøden som i Dag var ganske 
hvid, af en anden finere og kostbarere Slags Gryn 
end Byggrynene til daglig, blærede saa fedt i Gryden 
og sagde Pyh, som om den gjorde sig den yderste 
Umage for at blive god. Og Moderen var saa tivs 
og blid. Da Tørve Christen kom hjem fra Arbejde 
og bøjede sin lange ludende Skikkelse ind under det 
lave Loft, saa han sine tre Poder sidde i Række pet 
Slagbænken bag det hvide Bord, tre Par bittesmå* 
Træsko stikkende lige frem, tre sæbeblussende Høj- 
tideligheder, tre gule Haartoppe i det dunkelt oplyste 
Rum. 

Stilheden sænkede sig over Stuen. Medens Ma- 
den blev færdig, var de tre Smaa Vidne til, at deres 
Fader vaskede sig, ja han vaskede sig i Hovedet, og- 
saa han led for Højtiden, indviede sig til det Ube- 
skrivelige. Derpaa spiste de, først den fine Grød og 
bagefter stegt Flæsk og Kartofler. De var saa vel til 
Mode. Et Sted oppe eller nede var der sket noget 
for Hvermand indgribende, saa at det lysnede i alle 
Stuer, var de end nok saa trange. Tørve Christens 
Del var bleven tre Børn med diamantklare Øjne, der 
sad med hver sit Stykke fedtsprudende Flæsk i de 
smaa Fingre og spiste saa saare. Stuen lunedes. Ko- 
nen havde en Overraskelse henne bag Bilæggerens 



89 



lukkede Spjæld, de hørte det syde og branke derinde. 
Tællelyset paa Bordet gyldnede Stuen, som var saa 
fuld af ærbar Fred. 

Da blev en af Ruderne slaaet ind. Skaarene faldt 
i Haaret paa Laurine. Konen brød ud i et Jammer- 
skrig. Tørve Christen saa op og bemærkede et Glimt 
af en Tørvespades Blad i den søndrede Rude. Han 
rejste sig, lang og ligbleg i det stubbede Ansigt. 
Udenfor lød Klinkmandens høje, ganske hverdagslige 
Stemme: Nu skal du Satan faa mig beges, din hellige 
Bonifacius . . . 

Tørve Christen havde for længe siden ladet sig 
lave et Spyd, fordi Klinkmanden havde undsagt ham 
paa Livet. Han tog det ned fra Bjælken og gik til 
Døren. 

Slaget kom til at staa ude i den lille Forstue. 
Klinkmanden havde faaet Gangdøren aabnet og vilde 
ind, men Tørve Christen truede ham med Spydet 
ud gennem Døren. Klinkmanden overvældede ham 
med en Hagl af Skældsord men kunde ikke komme 
til at naa ham med Tørvespaden. Det blev længe 
ikke til andet. Da saa den lille gesvindte Klinkmand 
sit Snit og førte et Hug mod Christen med den 
skarpe Spade. Det var ildesindet ment, og Tørve 
Christen, som var en tung og ubehændig Mand, und- 
gik det kun med Nød og Næppe. Han havde allige- 
vel ikke troet det var Klinkmandens Alvor. Han kom 
til at ryste. 

Vår dig! sagde han grædende. Og da Klink- 



90 



manden lod til at ville lange ud igen, advarede han 
ham sorrigfuldt: Vår dig! Ellers stikker jeg dig i 
dit Liv! 

Det tør du ikke, din Profet! tirrede Klinkmai*- 
den. Han brugte Mund, men nu var der kommer^ 
en sær Hede i hans Øjne, og Tungen slog Sludder 
saa han ikke rigtig kunde snakke. Med et tav hafi, 
og i Stedet for at skælde ud og føre beskidt K& 4t 
trak han sig sidelængs nærmere, lurede med Sp^ø- 
den ... og da følte Tørve Christen, at Klinkmande^n 
blev ham farlig. Det begyndte at køre rundt cz>g 
suse i Christens Baghoved. Den klare Frosthimn*«l 
derude, Døren der belejredes af en ondskabsfuld 
Person med Blod for Øjnene, Stuen bagved soxt* 
laa i en Hvirvel af Skræk og Barneklage, det drejede 
altsammen rundt, det kogte igennem ham. Og d* 
Klinkmanden med en Grimasse som en Slagter plu«3~ 
selig rørte paa sig igen og sprang frem, bøjede Tørv e 
Christen sin tunge Vægt forover og stak ham tvæ*"" 3 
gennem Brystet Klinkmandens Hjærteblod sprøjtecJ^ 
som en varm Suppe ud langs Spydstagen og skc^*^ 
dede Christens Hænder. Efter en kort voldso** rl 
Dødskamp, hvorunder han knurrede som et Faar 
slog Hænderne om Spydstagen og liggende paa Ry 
gen søgte at føre ogsaa Fødderne op til det skæren^^^ 
Jærn, var Klinkmanden død. 

Da det var gjort, sukkede Christen og glippe«^^ 
Taarerne af Øjnene. Efter at have betænkt sig 1**** 
slæbte han Liget et Stykke væk fra Huset, ind^* 1 



91 



han gik ind til de andre. En Time efter stod han 
i Sognefogdens Gang og meldte sig selv. Han blev 
ført til Købstaden og indsat i Arrest. Men efter at 
have været i et Forhør blev han jo frikendt. 



SYVSOVERNE 



\e unge Karle i Keldby var ude Nytaarsaften og 
' slaa Potter paa Dørene efter gammel Skik; de 

allerede bleven fanget og trakteret flere Steder, 

at de kan hænde sig var en ringe Smule be- 
snkede, da de fik i Sinde at aflægge Bakgaarden 
Besøg. 

De havde et gammelt Mellemværende at opgøre 
i Folkene paa Gaarden hinsides Søen. For ifjor 
de de været oppe og gøre Nytaarsløjer og var 
ven da saa skammeligt behandlet. Nu var det 
aa en grov Spøg de havde opvartet med, for 
som Bakfolkene sidder ved deres Nadvere, den 
e Grød, i blideste Helgaftenstemning, rives Fram- 
rsdøren op, og ind flyver en mægtig stor Lød- 
de fyldt med tørre Aske og lander lige midt paa 
•det, hvor den sprak og hvirvlede sit Indhold ud 

hver en Krog af Stuen. Bakfolkene sansede 
tt Ingenting for Harme og Hoste, de famlede sig 
ige frem i den Taage der blev, men omsider 
dt de jo ud, og da var det sandelig ikke for at 
»te Karlene ind til Skænk og Fortæring, nej de 
sig bevæbnet med lange Piske og hver sin storige 
gvol og satte efter Karlene, som jo naturligvis 

stimet deres Vej aldrig saa saare de havde faaet 



96 



Lødgryden kylet ind. De blev indhentet af Bak- 
sønnerne, som var raskere tilbens end de havde 
tænkt, nede ved Søen og trængt saa haardt af dem, 
at der ikke var andet for end at vade et Stykke od 
i Vandet Nu var Karlene allesammen i deres lange 
Støvler eller Træskostøvler, idet de jo havde forud- 
set al Slags en Nytaarsaften, og Baksønnerne var 
kun i deres Hosefédder og Træsko, saa at de ikke 
kunde række til Karlene ude i Søen. Men saa var 
det at de følgende deres Natur havde givet sig god 
Tid, var bleven staaende ved Kanten af Søen et Pir 
stive Timers Tid og havde indrettet sig rigtig mage- 
ligt paa at vente. Det var en bitterlig kold Nit, 
ikke langt fra Frostvejr, saa Karlene begyndte jo slemt 
at fryse derude, hvor de stod i Vand til højt op 
paa Skafterne. 

For ligesom at hidføre lidt Adspredelse og for 
at holde sig selv varme fandt Baksønnerne paa at 
give sig til at piske og pulse i Vandskorpen med 
deres Svøber og Knipler, og da Vinden forte fra 
Land, strittede Vandet ud paa Karlene og gjorde 
dem vaade. Det blev de vrede over og gav ondt 
af sig, men i Stedet for at faa Medynk med dem 
hentede Baksønnerne store Sten og Jordklumper, som 
de smed ud i Vandet saa langt de kunde, og nu 
blev de arme Karle snart vaade lige ind til Skindet 
og begyndte at klage sig. Baksønnerne havde sad 
god Tid, de blev bare staaende. Saa maatte Karlene 
bekvemme sig til at bede om Forlig, og siden * 



97 



lligdagene blev der grint godt af dem. Nu skulde 
: hævnes. Og i det overstadige Lune Karlene 
• i, fattede en af dem en skændig Plan, som de 
ssammen, skrutryggede af indvendig Oprømthed, gik 
3ang med at udføre. 
Men for at forstaa Spøgen maa man have noget 
tre at vide om Bakgaarden og Folkene der. Det 
r en gammel, gammel Gaard, der laa helt for sig 
v paa Bakken nordenfor Keldby Sø. Ogsaa i 
rtiden havde den ligget noget afsides, idet den 
mie Bondeby, der nu er forsvunden paa nær Spo- 
ne af Tofter og Kaalgaardsdiger med Hybenbu- 
e og gammelt forkrøblet Blommekrat, laa længe- 

vesterpaa. Det nuværende Keldby paa Søens 
»tre Side er en ganske nymodens Landsby, der i 
ands Minde er vokset op, efter at Chausseen er 
leven anlagt. Folkene oppe i Bakgaarden vilde 
ke forlade deres Fædres Grund, de blev siddende 
u den ældgamle Boplads og førte de gamle Skikke 
dere ned i en Tid, der ikke mere kendte dem. De 
ivde jo altid boet ene og følte sig ikke fristet 
'erken af Uroen paa den nye Landevej eller det 
oderne Keldbys mange flyvegale Ideer. For Resten 
tr Bakmanden meget velstaaende. 

Folkenes Søvnighed og ubeskrivelige Langsom- 
-d paa Bakgaarden var næsten bleven et Mundheld. 
e sov altid paa Gaarden naar der var Lejlighed 
1 det Da der var saa mange Sønner og Døtre, holdt 
~ ingen Tyende og kunde derfor være sig selv hele 

N ye HimmerlandthUtorier 7 



98 



Tiden. Det var een Gaben og Sneglen afsted, nar 
der skulde bestilles noget, de gik altid med Senge- 
halm og Dun stikkende frem af Haaret under Luen, 
de skuttede sig til enhver Tid, som om de frøs tf 
bare Forvaagethed, endda de lige kom fra deres 
sidste lille Blund, de krøb paa Jorden, saa trette 
og slummersyge var de. Selv om man traf dem 
staaende, begyndte de at glippe med nogle bittesmå 
Øjne og klø sig paa Armene, naar man snakkede 
til dem, som om de vaagnede op og maatte besinde 
sig paa, hvor de var. De sad ved Bordet og spiste 
med Øjne, som man kunde prikke paa, og det vir 
vist kun som i en lang ond Drøm eller et Mareridt 
at de gik og pløjede om Dagen og passede hvad de 
ellers var nødt til. Om Sommeren kunde man finde 
hele Gaarden som uddød, saa havde de smidt sig 
rundtomkring ude i Solskinnet for at blive bagt, 
mens de slumrede, saa laa Manden i sin fulde 
Længde opad Husmuren, og en Søn i Hjørnet ved 
Slibestenen, en anden oppe i Bunden af en Vogn, 
en tredje tværs over Dørtræet til Loen, som havde 
han ikke evnet at komme længere, og der sov de, 
og inde i Huset laa Konen og Døtrene og sov med 
Fluerne kravlende i Klumper paa Øjenlaagene. Mao 
sagde, at Bakfolkenes Klæder kun falmede paa den 
ene Side om Sommeren, fordi de sov paa den an- 
den. De kom ogsaa til at se anderledes ud end 
andre Mennesker, fordi de aldrig var vaagne; Bak- 
manden selv havde store Gevækster ligesom Hummer- 



99 



kløer bag Ørene, som var groet ud paa ham mens 
han sov. Ogsaa Konen havde en stor Grøde paa 
den ene Kind; Fedtet vandrede jo omkring paa dem 
og satte sig tilrette hvor det vilde, mens de selv 
var henne. Alle Sønnerne var paafaldende haarede, 
og det paa Steder, hvor andre Folk ingen Haar 
har, i Panden og paa Ørene, men det skal jo be- 
tyde Rigdom, hvis det da ikke kommer af at ligge 
og sove og gro til med Ukrudt som en anden Mark, 
der ikke bliver holdt aaben. At se de store, stærke 
Karlemennesker bevæge sig, naar de skulde spænde 
for en Vogn, til Eksempel, det var helt underligt, 
det kunde vare en Timestid. Naar det saa var 
gjort, havde de maaske glemt, hvorfor de gjorde 
det og maatte have spændt fra og hen og sove paa 
det De kunde stille sig op med Hagen paa et 
Skovlskaft i Tordenvejr og sove væk, de havde Reder 
ude omkring paa Marken, hvor de tyede hen, naar 
de blev søvnige, til den der var nærmest 

Var nu selve Bakfolkene saa tilbage og tunge i 
det, saa var Gaarden og Besætningen ikke mindre 
gammeldags. Bygningerne var af det rigtige forhi- 
storiske Slags med klinede Mure og Tagskæg næsten 
ned til Jorden; de brugte endnu Træplove og saa- 
danne gamle Redskaber, som var gaaet af Brug alle 
andre Steder. I den sidste Tid havde de dog faaet 
anskaffet en ordentlig Hølé i Stedet for Seglen, de 
til altfor stor Umage for de stive Kroppe havde an- 
vendt før, men det var en Jammer at se, hvilke 



•»• 



100 



Gaver de havde til at føre det nye Mejeapparat. 
Gaardens Kreaturer var ligesom alt andet af en for- 
ældet og utrivelig Slags, smaabitte lodne Høveder 
uden Malkekraft og nogle Undermaalere af Krikker 
med Spytflod og alle de Fejl paa Benene, der eksiste- 
rer. De syntes imidlertid, at det var godt nok alt- 
sammen, for Levemaaden paa Gaarden svarede gan- 
ske dertil. De var ikke fordringsfulde. I den store 
Gryde, som Husmoderen havde hængende paa en 
Krog i den aabne Skorsten, kogte der sjældent andet 
end graa Rugmelsgrød, hin evindelige Ret, som vore 
Forfædre synes at have holdt Diæt paa gennem 
Aarhundrederne, mens de vandrede paa Stedet i Ar- 
mod og Trældom. Paa Bakgaarden var Melgrøden 
saa bindende og stind, at Husmoderen slog den op 
paa Væggene, hvor saa Mændene gik og gnavede 
af den; saadan fortalte man da. Den der har set 
de Gamles Rugmelsgrød (udtalt Rrrowmlssgrrødd) kan 
nok forstaa, hvorfor de blev søvnige, og hvorfor de 
ikke længtes efter Dagen imorgen. 

Den ældste Søn paa Gaarden havde da været i 
Kongens Tjeneste, og det var en hel Historie saadan 
som det var gaaet ham. Han græd det salte Vand 
da de trak Skjorten af ham paa Sessionen, og han 
var og blev utrøstelig fra den Dag han kom ind, og 
til de kasserede ham, kæmpestærk som han var, 
for uhelbredelig Aandsfraværelse og Bristen i Taarer. 
Nu gik de andre og bævede for naar deres Tur 
kom. Den eneste Gang Baksønnerne havde haft 



101 



Latteren paa deres Side var ved den Lejlighed i 
Fjor da de i deres Taalmodighed stod og ventede 
paa Bredden, mens Karlene frøs fordærvet ude i Søen. 
Men nu skulde det altsaa hævnes for Alvor. 

Da Karlene var kommen over paa den anden 
Side af Søen, saa de at der var Lys i Bakgaarden 
endnu, det var derfor for tidligt at begynde paa 
Operationerne. De kom lige forbi et enligt lille 
Hus, hvor der boede en gammel Enke, der hed 
Maren, og for at faa Tiden til at gaa med noget 
saalænge gav de hende en Koncert med Rumlepotte 
og flækket Pennefjer. Den gamle Kone blev over- 
lykkelig, fordi Ungdommen saadan mindedes hende, 
og kom ud for at takke og give glædeligt Nytaar 
igen. De maatte da endelig komme indenfor. Hun 
havde det i alt Fald varmt i den lille Stue, hvor 
Spændebogen laa paa Bordet med Brillerne oveni. 

Aa, men sødeste bitte Karle, jeg har jo Ingenting 
at varte Jer op med, udbrød Maren angerfuld, da 
hun havde faaet dem indenfor. Det er endda en 
blodig Skam! Jeg tænkte jo aldrig der vilde komme 
Nogen og skyde Nytaar ind for saadan en gammel 
enlig En som mig. 

Det skal du aldrig kære dig om, sagde Anføreren 
for Karlene. Vi har en Flaske Brændevin med. 
Men . . . hvis du skulde have en Krumme Gær i 
Huset . . . 

Gær! I vil da aldrig spise Gær til Jeres Brænde- 
vin? 



102 



Paa ingen Maade, Maren. Men vi har nn Brug 
for noget Gær, helst noget rigtig blødt noget, som 
kan klistre. 

I Mennesker! raabte Maren fuld af Triumi No 
har I da en led Skarnsstreg for, Gud velsigne Jer! 
I skal faa Gær, om jeg har det Men hvad vil I 
klistre med det, og hvem er det der skal holde for? 

Det vilde Karlene ikke sige. De gjorde bfje 
Miner af bar Hemmelighedsfuldhed. Gamle Maren 
havde skam Gær staaende i Bunden af en Spølkum, 
der var ikke saa ringe en Portion, men den var ttr 
og sprunget i Skorpe. 

Jeg kan helde Vand paa og varme den, foreslog 
Maren, lysende af Iver. Det var jo udmærket, og 
mens nu Gæren blev blødt op i Bilæggeren, fik de 
sig en Taar af Flasken og stoppede Pibe. 

Jeg kan ikke vide, om Købmanden skulde have 
aabent nu mere . . . siger saa den Karl, der leder det 
hele, han sidder i dybe Tanker. 

Aak'e Nej, erklærer Maren. Han har lukket for 
saa længe siden. 

Karlen grunder og sidder i Tvivl. 

Vi har Brug for noget Papir. Du har ingen Papir, 
Maren? 

Hvormeget skal I bruge? Aa I grusselige, grusse- 
lige Mennesker! Jeg tror, jeg kan hjælpe Jer. 

Vi skal bruge meget. Men det er ikke fordi vi 
skal skrive noget. 

Se nu hvad jeg har, raaber den henrykte Maren 



103 



og henter en hel Bunke Papirslapper frem af en 
Skuffe. Der er gamle Omslag fra Tændstikpakker, 
Papirsposer omhyggeligt opskaarne og udglattede og 
Blade af Skønskrivningsbøger, og Maren ofrer det 
hele, blinkende af Deltagelse for de Tossestreger, 
hun ikke maa blive indviet i. Papiret bliver under- 
søgt og fundet brugeligt, der menes ogsaa at være 
tilstrækkeligt. Men det anses for bedst at lime 
Stykkerne sammen til større Stykker, og da Gæren 
er tjenlig, bliver det med stor Grundighed udført. 
Maren staar og ser til, yderst interesseret, og da 
hun nu ser, hvor store Papirslapperne skal være, 
skønner hun pludselig, hvad de skal anvendes til! 
Hun siger dog ikke et Ord, dertil ved hun altfor 
vel at nyde en Spas, men hun synker ligefrem langt 
ned i Kroppen af indre Forlystelse, det knitrer i 
hende, og de tandløse Gummer slaar sammen, saa- 
dan godter hun sig. Og da hun maa have Luft, 
røber hun dog ikke, hvad hun har gættet sig til, 
men lader sig falde om i en Stol, skrigende af kos- 
telig Fryd. 

Nu er Karlene færdige, og en der har været ude 
for at se, om Lysene er slukket i Bakgaarden kom- 
mer stumt nikkende tilbage. De siger betydnings- 
fuldt Godnat og Tak til gamle Maren, som ligesaa 
tavs følger dem til Døren. Men da de er kommen 
et lille Stykke Vej bort, hører de den gamle En- 
somme gale højt af Henrykkelse, idet hun lukker 
sin Dør. 



104 



Bakgaarden laa stille og mørk, da Kariene kom 
op til den. Nu sov de derinde som Murmeldyr; der 
skulde mindst et Kanonskud til for at fra dem 
vækket Ikke desto mindre gik Kartene frem mød 
største Forsigtighed, og de gav sig god Tid, an- 
vendte en hel Time paa deres fule Arbejde, som 
bestod i at klistre alle Indhusets Ruder over med 
Papir. Der var ikke flere eller større Vinduer i dei 
gamle Stuebygning, end at det var overkommeligt, 
kun to Fag ind til Gaarden og et Par Glugge td 
imod Kaalgaarden. De levnede ikke en Sprække for 
Lyset at trænge igennem, de tætnede enhver optænke- 
lig Aabning ligetil Nøglehullet i Dørene, og da det 
var gjort, listede de ganske stille bort igen, lydløst hal- 
sende af Grin. 

Paa Grund af Nytaarsaftenen var Bakfolkene gaaet 
senere til Ro end sædvanligt Det faldt dem der- 
for ikke svært at sove uden Pavser til langt opad 
Nytaarsdag, hvilket de alligevel vilde have gjort. Men 
da de en for en vaagnede hen paa Eftermiddagen 
og syntes de havde udsovet, var det jo mørkt som 
i Graven omkring dem, de stod derfor ikke op 
men lagde sig til at sove igen, stærkt forundrede 
over at være vaagnede op midt om Natten. Hele 
Nytaarsdagen gik, men da det led hen paa Aftenen 
vaagnede Bakmanden igen og syntes han havde so- 
vet længere end han plejede; han kravlede derfor op 
og gik til Døren for at se, om det ikke snart vilde 
blive Dag. Nu var det jo bleven mørkt udenfor, 



105 



det rigtige tykke Vintermulm, som staar lige ind 
paa Øjenstenene, saa Manden begreb, at han maatte 
være forkert paa det og kravlede tilbage til Sove- 
kamret. En af Sønnerne skød Døren fra i Alkove- 
sengen og spurgte gabende, hvad Klokken var. Den 
Gamle følte op paa Viserne, Klokken var godt syv. 
Ved Vintertid kan det Klokkeslet jo passe baade om 
Morgenen og om Aftenen. 

Er den ikke mer, klagede Sønnen. Jeg er saa 
vaagen. Jeg er bange, jeg er syg. Jeg har ligget 
vaagen længe. Det suger saadan i min Mave, som 
jeg var sulten. 

Hm, trøstede den Gamle. Læg du dig nu ned og 
forstyr ikke os andre. Er du syg, saa skal vi sørge 
for dig, naar det bliver Dag. 

Dermed krøb Bakmanden ind i sin Seng igen. 
Sandt at sige følte han sig ogsaa sært lysten efter 
Mad; men det maatte jo være en Indbildning. Konen 
laa vaagen og gabte saa hun peb ved det, da Manden 
kom igen, men hun ytrede Ingenting. Noget efter sov 
det ganske Hus igen. 

Det traf sig, at Bakfolkene havde Tordenkalven 
i Logis den Nytaarsnat. Han var vant til af komme 
der, han foretrak jo gammeldags Steder, og Bak- 
manden viste ham altid Gæstfrihed. Tordenkalven 
var kommen om Aftenen og havde efter at have spist 
Nadvere og kvitteret med en Vise faaet anvist Plads 
i Slagbænken. Han sov meget troligt tilligemed de 
andre. Da Bakmanden var oppe og føle paa Klok- 



106 



ken, hørte han den gamle Tordenkalv vende sig 
og brumle hult i Søvne. Men da Huset igen var 
stille, sov Tordenkalven videre med de andre uden 
at kny. 

Nu vilde det jo være for meget at forlange, at 
Gaardens Kreaturer skulde holde sig rolig hele Da- 
gen. Men der var bleven sørget for dem. Naar 
der skal gøres Løjer, saa skal det gøres grundigt, 
og de Keldby Karle havde holdt Udkig Nytaaredag 
og set, at det ikke røg fra Skorstenen oppe paa Gaar- 
den. Deres Forsøg havde slaaet an. Et Par Stykker 
af dem tog sig saa betænksomt for at gaa op til Gaar- 
den og i al Forsigtighed fodre Kreaturerne, saadan at 
de ikke skulde gøre Spektakel for det første. 

Bakfolkene sov uden at vende sig meget den 
anden Nat igennem. Men da de igen vaagnede, var 
de baade friske og sultne. Den Gamle var oppe og 
føle paa Viserne, nu var Klokken otte, den Gang 
meget rigtigt om Morgenen; men de troede jo, at 
der kun var gaaet en Time siden de sidst var 
vaagne. Sønnerne havde sovet sig halvt ustyrlige, 
de mjavede himmelhøjt af Utidighed og begyndte 
uden nogensomhelst Grund at le og more sig inde 
i den bælgmørke Alkove. Døtrene i den anden 
Alkove spjattede i Dynerne og gnæggede som unge 
Kvier. Der var ogsaa kommen Liv i Tordenkalven, 
man hørte ham ligge og skrue og skubbe sig i Slag- 
bænken som en stor lodden Trold, og han var be- 
gyndt at nynne, endnu for sig selv, men stadig høj- 



107 



re og mere selskabeligt; en Gang imellem suttede 
mi og gjorde Kluk med Tungen af Velbefindende, 
»og var han stadig under Indflydelse af Natten og 
ilde ikke snakke, skønt Baksønnerne raabte opmun- 
ende til ham og bad ham synge. De lange Karle 
lev dristigere og dristigere i Mørket og fik meget 
ie Indfald, der gav Anledning til Latter. 

Vil I være stille! befalede Bakmanden ud igennem 
ovekammerdøren til dem. Hvad er det for Kunster 
aa en højhellig Nytaarsmorgen! 

De tav lydigt Men lidt efter glemmer selve 
lusfaderen sig og pirrer til Konen, som ligger lys- 
aagen: 

Jeg er baade sulten og tørstig . . . 

Disse Ord vækker lydelig Samstemmen inde fra 
Ukoverne. Men Konen er en Alvorskone og tror, 
le er forstyrrede. Vil de holde deres Mund! Noget 
'fter farer hun op i Sengen, greben af Rædsel ved 
*n kvalt spisende Lyd, hun hører inde i Sønnernes 
Mkove. Skal hun tro, at de har forgrebet sig paa 
fe strængt fredede Spegepølser og Faaslaar, der hæn- 
ger inde paa Loftsbjælken over Sengene? Hun tager 
ikke fejl. 

Vil I skamme Jer noget! raaber hun saaret og 
vred. Hvad tager I Jer for! Skal I ligge og gnave 
P*t Skinkerne! Fy Jer an! 

Der bliver skamfuldt stille inde i Alkoven. Men 
Konen bliver siddende op og betænker sig. Hun 
Mer sig selv underlig tom og krævende i Maven. 



108 



Og naar Manden ogsaa siger det . . . hvad ondt 
skulde der være i at spise en lille Bid paa Sengen 
til Tidligmorgenkost? Det er jo da en Festdag. 
Efter en kort Raadslagning med Manden staar hun 
op og famler sig ud i Køkkenet, hvor hun samler 
en hel Del Kage og Melmad sammen. Hun tænder 
ikke Lys, for hun er vant til at tordes i Mørke 
derude. Saa tapper hun et stort Krus fuldt af Juleøl 
og kommer ind med Sagerne. Det kan nok være 
de krattede i Maden. Og mens de laa i Sengene 
og spiste og drak, blev Snakken ualmindelig livlig, 
der var en Prat og en Munterhed som der aldrig 
havde været nogen Morgenstund for. De var alle 
slaaet af, hvor lang Nytaarsnatten havde været, og 
underholdt sig med hinanden derom. De huskede 
da ogsaa at ønske hverandre et glædeligt Nytaar. 
Ingen af dem blev mætte af det, de havde faaet, og 
Konen gav da hver især Lov til at gaa ud i Spise- 
kamret og hente hvad de behagede. Der blev en 
Listen paa bare Fødder og en Kommen tilbage med 
store Humpler Brød og Ost og Kød, som de spiste 
i Sengene. Varmen var gaaet saa rent ud, at de 
frøs gudsjammerligt. En af Døtrene tog sig for at 
gaa ud og fyre op i Bilæggeren, men saa længe det 
var saa koldt, fandt Ingen det menneskeligt at staa 
op. Og da de nu havde spist og drukket saa godt, 
og det kunde vare længe, inden det blev varmt i 
Stuen, lagde først en og saa en anden sig hen til en 
lille Lur. Den varede til om Aftenen. 



109 



Men da de vaagnede ud paa den tredje Nat, da 
inde de ikke sove mere. Sønnerne gik ud i den 
ibne Dør og stod der i Kuld og Mørke og spejdede 
ker Dagtegn, de syntes aldrig, de havde oplevet 
ia lang og uendelig en Nat Manden tog lidt Tøj 
ia og gik ud for at give Kreaturerne; de laa og 
ggede Drøv og havde det rigtig godt, som om de 
$e havde ædt af Krybben. Ogsaa Hestene var ro- 
te og mætte; men det var sunken iøjnefaldende i 
akkelseskisten. Manden tav i den Anledning med 
■rad han troede; det var jo Nissen , der havde 
vet Livstegn fra sig her; men sligt snakker man 
ke om. 
Da det var og blev Nat, havde de jo ikke andet 
gøre end at gaa ind og lægge sig i Sengene 
ro. Sønnerne var lysvaagne og bad om at faa Lys 
ldt, de vilde sidde op i Sengene og spille Kort, 
Hedninger, men det nægtede Moderen dem dog. 
id skulde de brænde Lys for, naar der ingen alvor- 
Grund var til det? 

Vønnerne kunde imidlertid ikke forholde sig ro- 

Der var saa meget Mod i dem, de laa med 

spillevende Øjne i det brandstagende Mørke. 

f dem gav sig med vild Dødsforagt til at fjerte 

tg aabenlyst, de andre samlede al deres Energi 

kunderede med hver sit Tordenskrald, hvorpaa 

\ faldt hen i Krampegrin. De Gamle bebrejdede 

?res Ukyskhed men maatte selv le, og Døtrene 

i sig ned under deres Dyner, hvor Latteren 



110 



lød som var de sunkne langt ned i Jorden. Den 
mørke Stue genlød af en Latter som ikke kunde 
holdes tilbage, den rigtige meningsløse Hjærtenslyst, 
der er som en Udblomstren af Helbred efter Hvile. 
De laa og skoggerlo, de kaglede og boltrede sig i 
Dynerne uden at kunne faa Brug for de vældige 
Kræfter, der havde samlet sig i dem. Sønnerne be- 
gyndte at brydes som Drenge under uhyre Latter- 
salver. Pigerne kildede hinanden, indtil de bratte 
som Svin, der er ude at galoppere i det Fri om For- 
aaret Under alt dette blev de tørstige og bælgede 
Godtøl i sig og udpønsede nye Løjer for at ha den 
forfærdelig lange Nat til at gaa. 

Tordenkalven maatte jo holde for, men nu var 
han ogsaa mere end villig til at deltage i Munter- 
heden. Han sang først en Vise, og det var en af 
hans fineste Numre, en af dem han ellers maatte 
have en Galskilling eller en stor Pose Pibeudkrads- 
ning for at synge; den var baade stærk og ram og 
egnede sig til at synges i Mørke. Den gjorde ogsaa 
Lykke, næsten for meget. Sønnerne vrinskede, saa 
der ikke var Ørenlyd. 

Derefter fortalte Tordenkalven »Gaader", og de 
var gode, de var saadan at Tydningen laa nær for, 
uden at Nogen dog turde gætte dem. Den gamle 
Krøbling befandt sig udmærket, han laa paa sin Ryg 
i Slagbænken og kravlede rundt i Mørket med de 
lange Arme, mens han uafbrudt fortalte de usige- 
ligste Ting uden selv nogensinde at le. Han for- 



111 



ilte saa dybt og godt, der var en mosset Klang i 
ans Stemme som naar man stamper paa fjedrende 
tagbund, det var Puklen, der sang under Røstens 
ybe Streng, og Tungen boblede og dukdukkede 
aa blødt i den gamle tandløse og lodne Mund 
om et Væld i Bunden af de klare, fløjlssorte Tørve- 
;rave. 

Men Tordenkalven mærkede jo snart, at her var 
Landens Gaver spildte, der var Ingen der hørte 
fter for Latter og Kommers; han tav da og laa 
enge pustende som en Blæsebælg, der giver Luften 
d af sig, mens Smeden belaver sig paa at slaa. 
ler var Brug for en solidere Spas end den, der kan 
ummes i Ord, og Tordenkalven laa længe og speku- 
srede den ud, mens de andre tumlede i Sengene 
g omsider glemte ham. Ingen tænkte over, hvad 
en Gamle lumskede om i Mørket efter eller foretog 
ig, før de hørte ham knurre som en Buk og bryde 
d i de ømmeste Kysserier; Tordenkalven, der havde 
ine Hænder allevegne, var kommen over en levende 
xraaspurv oppe i et Hul under Tagskægget og hav- 
e lukket den inde i sine store Hænder; og mens 
an stadig slegede for den og var saa rørt, tog han 
umskelig et langt Skridt over Gulvet og slap Spur- 
en ind i Sengen til Pigerne! 

Spurven flagrede, og Pigerne skreg op i Dødens 
Vngst! Pludselig føler de et Spring paa Dynen, det 
ir Katten, som i Mørket springer op og bliver le- 
vende, og nu kommer det til Spurvejagt i Sengen! 



112 



Pigerne skriger og daaner og lever op igen og ler, 
Spurven surrer som en Ten fra Hjørne til Hjørne 
i den gravmørke Alkoveseng, og Katten efter den 
med det ene Rusk mod Sengevæggene efter det ån- 
det og alle ti Kløer ude! Omsider fanger Pigerne 
jo Katten og er nær ved at krænge den af bar Over- 
givenhed; de krammer den i Mørket ned under Dy- 
nen og ligger paa den og kæler saa voldsk for 
den, at Mis flyver i det hvideste Raseri og snorker 
og spruder som en Krudttønde. Nu bliver de henne 
i det allesammen af Latter, de hyler i et Træk od 
Halsen, fylder Lungerne paany og sætter Tonen end- 
nu en Streg højere, de skriger tilsidst af Fryd som i 
yderste Smærte. Og imidlertid har Tordenkalven 
igen puttet sig og ligger og sætter de dybeste og 
varmeste Fugletoner til Koncerten; han kukker som 
en Gøg, som en Gøg, der fjæler sig under Løvet 
i den duggende Majaften og efterligner sit eget bløde 
Ekko, han kukker saa sødt og stille, at han til- 
sidst falder hen i Taage og maa tie, som Natten der 
nu falder paa. Og saa vaagner han med nye lang e 
Fløjtetoner, der er fulde af Morgensøvnighed og So- 
lens første Varme, han fløjter, djukker og kogle r * 
mens han stadig føler og rører rundt i Mørk et 
med sine lange Troldarme. Nu mindes han s* fl 
Ungdom, nu pibler det i den gamle Elietrunte; h* n 
fortaber sig i Suset og den ringende Efterklang *' 
det store Foraar, der er tabt og bevaret i hans Hj»rte 



113 



Han tier tilsidst og ligger og vejrer i Mørket, glem- 
ner Alt og Alle omkring sig. 

Da de andre havde drukket Morskaben ud af 
en Tildragelse med Spurven, hittede de paa nye 
ejer. De behøvede ikke noget stort Paaskud for 
: le, for de var aldrig bleven øvet i Lystighed; de 
ir taknemlige for enhver Ytring af Livsglæde, det 
kkedes dem at skabe, var den aldrig saa grov 
ler plat. En af Sønnerne gjorde det til sit Fund 

huje og pibe som en Gal og fandt en ukendt dyb 
ydelse deri, hvis haarflne Pointe rimeligvis var 
vielsen af, at han formaaede at te sig saaledes 
len i Virkeligheden at være fra Forstanden. Den 
*£Ste af Sønnerne viste samme Opfindsomhed paa 

* anden Maade, idet han kravlede ud paa det 
tre Gulv og gav sig til at lege Invalid; han bandt 
t ene Ben op med et Baand og humpede omkring 

JHørket, ganske tavs og ene med den Lykke, han 
Ite derved. Bakmanden laa og fortalte storartede 
istorier om Svig i Kreaturhandler, som ikke en 
ael hørte paa, men som godtede ham selv lige ind 
Benpiberne. Han havde alle Dage før set sin 
-dste Morskab i at fortie alle disse skumle Be- 
ifter og gaa stille med dem, men nu følte han 
i* første Gang Sødmen ved at lukke op for sit 
lerdunkleste og fuleste Indre. Den eneste der 
ke deltog i Orgiet var Bakkonen, for det ligger 

* en Gang baade over og under en Husmoders 
artighed at blande sig i Familjens Stemninger. 

Nye Himrocrlaodthlttorier. 8 



114 



Men hun laa og mærkede sig baade det ene og det 
andet; hun undrede sig. Saadan en Nat havde hun 
aldrig oplevet for. Hun kendte ikke Bakmanden 
igen og begreb ikke sine Børn; de tog selv allesam- 
men. Hun havde aldrig hørt, at Folk skal more 
sig. Men her slog de sig sandelig las, og det var 
tydeligt, at det smagte dem saligt Ikke at det 
klædte dem, for de havde jo aldrig prøvet det hr, 
og derfor løb de avet om og hoppede forkert i det 
som Bolde, der ikke er runde. Bakkonen var ikke 
glad. Det anede hende, at Magten her stod paa 
Spil. Saa maa man jo tie og lære af Ukvemmet 
for siden i det daglige lidt efter lidt at lempe sig 
ovenpaa igen. Hun fomdsaa, at her skulde ligges 
og grædes meget om Nætterne af hende i Fremtiden 
for atter at faa Bakmanden hentet ned fra Sorgløs- 
hedens Tinder. 

Men Ingen tænker foreløbigt paa de Tavse. Hu- 
set var i den syvende Himmel. 

De lo og turede hele Resten af Natten. Bakfol- 
kene gik ind i det nye Aar med et Livsmod af den 
anden Verden og med en opsparet Asakraft, der kun- 
de flytte Bjærge. 

Det var sandelig Holger Danske, der vaagnede 
den Nytaarsmorgen! 

Men de undgik rigtignok ikke Følelsen af at væ- 
re vaagnet temmelig sent; det anede dem, at de var 
kommen bagefter deres Tid, da de længere op P** 
Formiddagen havde faaet klædt sig paa og stillede 



115 



nede ved Kirken uden at se et eneste Menneske 
der. Kirken var lukket og laaset, og de kunde ikke 
forstaa det 

En Karl fra Keldby tonede frem, et mageløs 
tjenstivrigt Menneske, der kunde fortælle dem, at der 
ingen Gudstjeneste var, desformedelst det var tredje 
Nytaarsdag og ikke første, som de kunde have de- 
res Grunde til at tro. Samme Karl oplyste dem 
om, at man nede i Keldby havde været saa for- 
undret over i to Dage slet ikke at have set Røg fra 
Skorstenen paa Bakgaarden. Han røbede Lyst til 
at forklare mange flere Ting, men Bakfolkene sagde, 
at de skulde hjem, de led ikke Karlens Ansigt, 
vovede ikke at se paa ham, de bød et hastigt Farvel 
og skyndte sig hjemad, meget forstemte. Det vender 
sig vel ogsaa svimmelt i en, naar man opdager, at 
den Tid, man lever i og tror er splinterny, den har 
alle de andre for længe siden slidt op. Der var in- 
gen Latter i Bakfolkene nu mere. De syntes ikke, 
det var høfligt af Karlen at give sig til at le, da de 
vendte Ryggen til. 

Da de kom hjem, undersøgte de Ruderne men 
fandt ikke andet mærkværdigt paa dem end nogle 
svage Spor af Gær og Papir. De havde været klare 
nok om Morgenen. Karlene havde jo nemlig fjærnet 
Papiret fra dem Natten til tredje Nytaarsdag. De var 
næsten bleven betænkelige, da der hele anden Nyt- 
aarsdag ikke viste sig Tegn til Liv paa Gaarden. Sæt 
Folkene laa og sov sig totalt ihjel derinde! De var 

8* 



110 



saa listet derop om Altenen Hor tt vejre paa Stillin- 
gen. Men da havde de (o hørt, hvordan Familjcn ju- 
bilerede og hølede derinde i Mørket, som om det 
kunde være et stort Gilde, og under Iteknhig af den 
dundrende Festalann havde de saa opblødt og løsnet 
Papiret fra Vinduesruderne. 

Bakfolkene viste sig ikke udenfor Gaarden Resten 
af Helligdagene. De kunde sidde hjemme de stille 
Frostaftener og høre Latterekraalene helt over Søen 
nede fra Keldby. 



GULDGRAVEREN 



[os Anders Eriksen, Landsbyens Snedker, hang 
der i mange Aar et Par sære Støvler. De var 
•ken pløkket eller syet sammen men gjort i et af 
imi, de var saa lange, at de naaede en Mand til 
ten. Det var Guldgraverstøvler. 
Snedker Anders brugte dem ikke, og naar hans 
nge en Gang imellem vadede en Tur med dem 
ammen, turde de ikke have dem paa mere end 
Minutter ad Gangen; Lægen i Byen havde er- 
•et, at Fødderne ikke kan „aande" i den Slags 
ier. De lugtede nu ogsaa godt nok af Gift eller 
licin, og naar Vandet pressede de slappe Skafter 
men om Benene, kunde man jo tydeligt fornemme, 
Benene begyndte at visne. Man havde stor Re- 
tt for de Støvler. Folk, der kom ind i Sned- 

Anders Værksted og saa dem hænge paa Væggen, 

ite en vag Tanke ud i den vilde Verden, saadan 

i de og de fjærne Regioner, hvor man graver 

d op, og hvor ordentlige Folk holder sig fra. 

saa kunde de i gudfrygtig Nysgerrighed spørge 
Lavst Eriksen, Snedker Anders Fader, hvor han nu 

henne, om Sønnen havde hørt fra ham, og om 

ikke snart skulde arve ham . . . 



120 



Snedker Anders rystede paa Hovedet hver Gang 
Nogen spurgte. Saa gik Lavst Eriksen i Glemme. 
Støvlerne blev glemt, de hang og skørnede oppe i 
Spindelvævet under Loftet 

Snedker Anders blev bekendt med sin Fader, fik 
ham, som muntre Folk udtrykte sig, i sit niogtyvende 
Aar. Før den Tid havde han aldrig set ham. An- 
ders' Moder døde da han var en lille Dreng, og da 
var Faderen allerede væk. Da Anders gik i Skole, 
var det de andre nidkære Børns Fornøjelse at kneble 
ham med Fortællingen om, at han havde haft en 
Fader, der hed Lavst, men at han var rendt sin 
Vej fra Moderen og ham og Huset og det hele. Og 
siden da han var bleven voksen og ved gode Menne- 
skers Bistand sat ind i et Erhverv, blev det ham en 
Vane at betale af paa Taknemlighedsgælden ved altid 
villigt at lytte til, naar medlidende Mennesker om- 
talte hans Skarns Fader, der var løbet sin Vej til 
Amerika. Anders var en tavs Fyr, der var ikke Ondt 
i ham, han var lang og tynd, trukken i Læng- 
den som selve Taknemligheden, han var blegfiset 
og smal over Brystet, fornærmede Ingen. Han blev 
kasseret som Soldat. Nu lavede han Ligkister som 
for at hævne sig i dybest mulige Stilhed. Han var 
frugtbar og fik aarlig et Barn med et Kvindemenne- 
ske, som Ingen anden havde tænkt sig at kunne røre 
ved. 

Lavst Eriksen udgik som Spire af et lignende 
Menneskeri i sin Tid. Han blev Tjenestedreng, Halv- 



121 



arl og Karl, skøttede sig selv og tjente sig stærk. 
okkede saa en Pige i en uheldig Stund og blev 
ængende ved hende. Een Ulykke kommer aldrig 
lene; Lavst .elskede* Pigen, det vil sige, han tog 
n Fornøjelse alvorligt og valgte at bære Følgerne af 
n Synd, hvilket er hovmodigt og ikke bliver tilgivet 
f Godtfolk, som stiller Fordring om, at alle skal 
»re lige sjofle. Lavst lod skimte Følelse og blev 
Istødt af sin Kaste. 

En saadan Mand er en Nybegynder, og som 
orholdene var paa Lavsts Tid, henvistes han til 
r eden. For de Hundrede Rigsdaler Lavst havde tjent 
g sammen, købte han et Lyngareal, og en Søndag 
la man ham og hans topmavede Kæreste tosse om 
ta „Ejendommen" som fine Folk, der er ude at 
ta Spaseregang. De to var i Færd med at vælge 
g Byggested. Til Forargelse for Folk i Graabølle 
ilgte de et højt Sted paa en Lyngbanke med Udsigt, 
>m om de ikke havde bedre af at putte sig ned i 
n af de sure Lavninger, hvor Fattigfolk med Søm- 
telighedsfolelse sørger for at rejse deres Pindehus. 
Løbet af Vinteren samlede Lavst Sten og al Slags 
;ammelt Træværk sammen paa Toppen af Banken, 
>g om Foraaret begyndte han egenhændig at bygge. 
>et blev halvt et Jordhus, idet han gravede Stuen 
ied i Jorden og satte den med Kampesten og tæk- 
kede over den med Lyng. Ved Siden af dette Slot 
havde han den daarlige Smag at rejse en Flagstang! 
Han havde købt den paa en Auktion og malet den 



122 



op, hvid med rød Spiralstribe, og fra Toppen af 
den vajede et lille Flag, midt i den øde Hede, den 
Dag de to Unge flyttede ind. Det skulde han ha 
betalt. 

Nu stod Lavst og Mette Kirstine foran Udsigten 
til ved tyve-tredive Aars Arbejde, ved Haandkraft 
alene at dyrke Hedelodden op. Det der kunde naaes, 
var et Boelsted med to Køer og en Snes Faar i 
fri Besiddelse, men det laa altsaa en Menneskealder 
ude i Fremtiden. Foreløbigt havde de end ikke en 
Kat i Hytten. Lavst gik paa Arbejde og tjente for 
Dagløn oppe i Graabølle, det var lige at de kunde 
bjærge Føden. I sin Fritid begyndte Lavst paa sit 
Herkulesarbejde, at brække Heden med Spaden, det 
blev jo til Ingenting. Men at han ikke gav det op, 
irriterede Folk, som ellers kunde haft Sindelag til 
at laane ham en Plov og et Par Stude nu og da. 
Lavst var trodsig, og det baader ikke en ung Stodder. 
Gaardmændene saa sig gale paa ham, og de andre 
Smaakaarsfolk hadede ham, fordi han isolerede sig. 
En Nytaarsnat rottede de sig sammen og forsøgte 
i Navn af Spøg at hale Taget væk over Hovedet 
paa de ny Folk med Reb. Lavst gik ud og bankede 
et Par Stykker af dem. Siden blev Mette Kirstine 
bortvist fra Gaardene, hvor hun plejede at faa Mælk- 
Værre blev det, da man lidt efter lidt paa Gaar- 
dene mente at kunne undvære Lavsts Arbejde, over 
det han var storsindet. Man vilde jo ikke tigge ham 
til at komme og fortjene det Nødvendige. Den sidste 



123 



avst kunde faa Arbejde hos, var Thomas i Spang- 
tarden, og med ham kom han i Træde en Dag og 
ev vist væk. Nu stod han der med sine Kæmpe- 
ender, lukket ude og ledig. 

Til Raseri for alle bjærgede Lavst sig imidlertid 
idnu et halvt Aar. Han havde lejet Ret til Tørve- 
«r i en Mose paa meget billige Vilkaar, fordi Tør- 
»jorden var af særlig ringe Beskaffenhed, men Lavst 
ndt paa at ælte Tørven og forme den som man 
ryger Sten, hvorved den blev udmærket Det var 

stort Arbejde, men da Lavst skaffede sig Forbin- 
der i Købstaden og eksporterede sine Tørv dertil, 
*nte han ganske betydeligt. Daglønnen for Tørve- 
"avning var højst to Mark; men Lavst skal have 
ift en Fortjeneste paa over seks ved sin Driftighed. 
ien Manden, han havde lejet Mosen af, taalte det 
ke. Han anlagde Proces og gjorde gældende, at 
avst kun havde Ret til at grave til eget Forbrug, 
ke i fåbriksmæssig Stil. Lavst tabte Sagen. Vin- 
; ren efter sultede de i Hytten. Der gik Krøniker 
n det, de sultede nok saa det knasede i Ribbenene 
u dem. Man saa næsten aldrig Røg fra den elen- 
ige Skorsten derude paa Udsigten. Lavst kom hver 
tøende Dag eller hver Maaned til Høkeren og købte 
t Pund Fedt; hvor fik han Pengene fra? Han skjulte 
>t radmagre Ansigt i et stort Mundklæde. Han gik 
re-fem Mil for at tjene en Mark og to Skilling 
ed Tærskning. Han blev set ved et Marked i et 



124 



andet Herred, hvor han faldbød Pibekradsere af Dyre- 
ben, som Ingen vilde købe. Ved Paasketider ter- 
dedes der en Mormon paa Egnen, og henimod For- 
aaret var det, at Lavst Eriksen forsvandt Folk vrin- 
skede. 

Mette Kirstine og Drengen ligesom stod sig ved 
det. For nu Stivnakken var af Vejen, kunde de dog 
komme paa Sognet og fole Brød mellem Gummerne 
igen. Det skal nok have været en ubeskrivelig 
ynkelig Forfatning, Sogneraadet fandt dem i ude i 
Hytten. Mette Kirstine forvandt det ikke; hverken 
Mad eller Pleje kunde redde hende, hun døde. Dren- 
gen blev sat ud hos nogle Husfolk ved Licitation 
og siden anbragt i Snedkerlære. Han havde ned- 
sat sig i Byen og havde Familje, da den Mand, der 
var hans Fader, en skønne Dag viste sig i Landskabet 
igen. 

Deligencen satte en Dag en Fremmed af i Kroen 
tilligemed en Jærnbliks Kuffert. Ingen kendte ham, 
og han gav sig ikke selv til Kende. Paa Kufferten 
var der klistret en Seddel, hvorpaa der stod Rid 
Star Line, og af disse Mærker skaffede Rygtet sig 
Forvisningen om, at Manden kom fra Amerika. Men 
han var dansk. Han gjorde stor Opsigt i Byen og 
blev kaldt .Guldgraveren". Man snakkede meget om 
denne Størrelse, der var kommen til Kroen og som 
foreløbig ikke foretog sig andet end at sidde bag 
Bordskiven og spejde rundt paa Folk. Han havde et 
hvast Blik, der gjorde Folk forsigtige, men saa ellers 



125 



ikke ondsindet ud. Hans Klædedragt var fremmed- 
agtig, nærmest tarvelig, han var raget som andre 
Folk med Undtagelse af en strid Dusk paa Hagen, 
Han sagde ikke stort En Dag kom der en ældre 
Mand ind, som kendte ham. Herefter vidste man, 
og de fleste følte sig stødte over det, at det var 
Lavst Eriksen, som efter niogtyve Aars Forløb var 
kommen hjem fra Amerika. 

Samme Dag gik Lavst ned og hilste paa sin Søn. 
Det var nok ikke noget videre bevæget Møde. Der 
havde været en og fortalt Snedker Anders Nyheden, 
tor at ikke for meget skulde ske, og Anders stod ved 
Høvlebænken. Han indstillede ikke sit Arbejde, saa 
blot hastigt op og nikkede til Goddag. Lavst Eriksen 
oversaa Værkstedet og sin Søn et Minut, saa hilste 
han lavt: 

Goddag, Anders. 

Anders høvler med største Omhu videre. 

Ja* jeg er jo din Fader . . . 

Jeg har hørt det, siger Anders hurtigt Han ser 
i et Blink op paa Faderen, ængstelig berørt ved det 
fremmede Tonefald, og ved at Faderen siger jeg til 

**g- 

Tavshed. 

Lavst betragtede Sønnen, der gjorde sig det travlt 
med at bearbejde en Fjæl med Høvlen og trak lange 
hvinende Spaaner fra den. Anders var høj og mager 
"med store Kæber og syge Øjne. Han var kalve- 
knæet og rundrygget, Nakken var tynd som paa et 



r' 



126 



Barn og med en Grøft i. Han lignede Moderen. 
Lavsts Øjne spaserede til og fra ham. Tavshed. Saa 
aabner Anders' Kone Døren ind til Stuen, stikker et 
uredt Hoved frem, ser den Fremmede og trækker sig 
uden et Ord tilbage igen. Tavshed. 

Hvor har du dit Træ fra? spørger Lavst Erik- 
sen mildt og ser op i de Bundter af Fjæl og Planker, 
der ligger under Loftet. Han fikserer en særlig lille 
Hylde, hvorpaa der ligger et Par Plader Mahogni og 
nogle Ender af andre Sorter ædelt Træ, og han bar 
vaade Øjne. Anders holder inde med Arbejdet, følger 
Faderens Blik og putter en Haand ind under Skød- 
skindet. Han staar længe i Tanker. Omsider ser 
han paa Faderen og har gjort sit Ansigt fuldstændig 
tomt, for at den Gamle ikke skal fatte nogen Slags 
Haab. 

Jeg køber det ved Svendsen i Hvirresund. 

Svarets fuldkomne Tonløshed slaar den Gamle af 
Marken. Han staar endnu nogle Minutter og hefter 
Øjnene paa forskellige Ting, tabt i Tanker, saa siger 
han klejnmodig hen i Retning af Sønnens Ryg: 

Ja. Naa. Vi kan jo snakke om det, Anders. Jeg 
tænker, jeg slaar mig til Ro . . . 

Her høres et Rabalder udenfor Døren, hvor An- 
ders' Kone har staaet og lyttet. Anders høvler videre 
og tager Fjælen op for at kigge langs Randen ad den 
og se om den er lige. 

Jeg har gjort dig Uret, siger Lavst Eriksen lidt 
dirrende. Og da Anders ikke synes at høre efter 



127 



men staar og pikker paa Høvljærnet for at indstille 
det bedre, giver den Gamle jsig til at se roligt og 
forskende paa ham. Endelig nikker han fattet og 
vender sig mod Døren: 

Godbej! 

Udenfor blev Lavst Eriksen staaende lidt og saa 
op over Sønnens Hus, maalte Højden af det, og han 
besaa de to nøgne Stikkelsbærbuske i „Haven" og 
Stokrosen ved Husmuren. Saa gik han hurtigt til- 
bage til Kroen. 



„Guldgraveren" bragte en hel Del Liv til Egnen 
i de følgende Maaneder. Ikke at han var en munter 
Mand, tværtimod, det var en svær Ting at faa blot 
et Nej eller et Ja fra ham; men der var meget 
underligt ved ham i mange Henseender, som ad- 
spredte Folk. Ingen blev nogensinde klog paa, om 
han havde noget. Han var ikke flot, men derfor 
kunde han jo endda være en besiddende Mand. Hans 
Hænder var hærdede af groft Arbejde, de kunde ikke 
lukkes helt op; saa det lod jo til, han havde ført et 
slidsomt Liv. Stærk som en Bøddel var han endnu, 
skønt han var hvidhaaret. 

Efter en Fjortendages Tids Forløb begyndte Lavst 
Eriksen at gaa paa Arbejde. Han viste sig god til 
al Slags, naar man blot kunde faa ham til at lade 
være at forbedre og makke om paa alle Redskaber 
og Metoder. Ingenting var som det skulde være, 



128 



og Ingenting gik hmm gesvindt nok. Han kørte Gød- 
ning i Galop, naar han kunde fat Lov til det, og 
pløjede saa Flintestenene slog Gnister, han bevæ- 
gede sig altid selv som om han kom fra Ildebrand 
og skulde efter Jordemoder, og Folk grinte lunt ad 
ham. Han var saa voldsomt barsk og studs i sit 
Væsen, skønt Ingen lagde et Halmstraa i Vejen for 
ham, det morede man sig ogsaa over. Folk efter- 
lignede hans bidske Maade at svare paa, og det 
var længe Mode at støde et Naw ud mellem Tæn- 
derne, naar man blev spurgt om noget og vilde være 
vittig. Da han mærkede, at man ansaa ham for en 
Særling, blev han kun mere tavs. Fornuftige Folk 
havde imidlertid Respekt for Guldgraveren. Han 
havde lært mere i Amerika, tydeligt nok, end han 
lod sig mærke med. En Gang skulde der fældes 
et stort gammelt Træ i en Gaard, og der kom »Guld- 
graveren " tilfældigvis tilstede. Han fik fat i Øksen, 
som naturligvis ikke var god nok, men saa skulde 
man have set ham! Aa, han funklede af Øjnene, 
han gik rundt om Træet og lod Øksen falde mod 
det akkurat som en Fægtekunstner, der skifter Po- 
sition og bruger Finter. Det var mageløst at se, 
hvor han kunde handle en Økse! Han var snild, 
havde lagt Mærke til mangfoldige Kunstigheder der 
hvor han havde været En ny Maade at binde et 
Reb paa, som han indførte, blev siden staaende 
paa Egnen og blev kaldt „Guldgraverens Knude". 
Det var et almindeligt Halvstik. Han var en god 



129 



Jæger og skød mange Vildænder ude paa Fjorden; 
de sagde, at han lokkede dem nær ved at rappe som 
en And, og dette var mange Folk underlige ved. 
Han havde et mærkeligt Ur, som viste baade Maane- 
der og Dage i Aaret; Ingen begreb, at en Klokke 
kunde trækkes op til at gaa saa længe. 

Da „Guldgraveren" havde været nogle Maaneder 
hjemme, lagde han sig efter Mergelkastning. Det 
har fra gammel Tid altid været forvovne Karle, der 
gav sig af med den Haandtering; ved en „Mergel- 
kaster" forstod man en særlig haard Negl. Mergel 
graves paa to Maader, enten fra aabne Grave, hvor 
der altid er Fare for, at Siderne kan skride ned, 
eller fra lukkede, der af de Kyndige anses for sikrere. 
Her er der kun ført en smal Brønd ned i Jorden 
til Mergellejet, og Kasteren staar saa hernede og huler 
sig ind til alle Sider. Medhjælperen staar ovenfor og 
vinder Spandene op. Skrider saadan en Grav sam- 
men, er Manden dernede fortabt; men det hænder 
ikke saa ofte. Mergellejet findes ved at de to Mænd, 
der arbejder sammen og har Forstand paa det, gaar 
omkring og borer i Jorden med en lang smækker 
Jæmstang, der har Gevinder i Spidsen. Alt hvad der 
sætter sig fast deri, undersøges ved at man drypper 
Skedevand derpaa; hvis det koger, er det Mergel. 
„Guldgraveren" arbejdede først paa Akkord for for- 
skellige, han blev snart en søgt Mand og tjente store 
Penge. Han var hensynsløs, regnede ikke Livsfare 

Nye Hlmmerlandshistorier. 9 



130 



for noget, og han var saa stor en Slider, at han 
kunde beskæftige to Mænd ovenfor Graven, en ved 
Spilbommen og en til at trille fra. Lavst kvikkede 
op, da han var kommen i Gang med dette her, 
han fandt sit Felt, lod det til. Grave maatte den 
Mand. 

Men længe varede det jo ikke inden Æventyre- 
ren i ham fik Magten. Han skulde vise sig drifti- 
gere end andre Folk naturligvis og gik i Kompagni 
med tre store Svenskere, forløbne Drukkenbolte, om 
at anlægge et ligefremt Mergelgraven. De købte et 
Mergelleje og arbejdede først en Maanedstid paa al- 
mindelig Vis, sled som Jætter; allerede i Solopgange** 
kunde man se de vældige Drabanter fortone sig * 
Taagen ude paa Heden og høre Kæden rasle fra Bonn- 
men. De var i et Mergel og Klæg over hele Krop - 
pen, naar de viste sig i Byen og slog tilside irø^ 
alle deres Penge. De lammede Folk ved Praleri , 
Ødselhed og svovlede Gudsbespottelser. Men det t&& 
jo ogsaa en gal Ende. „Guldgraveren" kendte ing^* 1 
Maade, han lod et Lokomobil køre fem Mil ud te"* 
Købstaden og stille op, og nu begyndte de fire Kroppe 
at trille Mergel op i Tipvogne paa Spor! Der var 
ingen Gudsfrygt i de Karle, de savnede en anden 
Ens Blufærdighed overfor alt nymodens Værkeri. F"** 
Folk kunde lide at se det pulse og røge til enhver 
Tid fra det grimme Jærnrør derude paa Heden, man 
kunde godt blive sygelig i Tanken ved at se den 






131 



e Røg og fornemme den kullede Lugt, for de 
de jo lade være med den Slags Frækhed, selv 

ikke den Slemme var med i Spillet. Saa var 

ogsaa forvovent som de kørte med Maskineriet, 
i kunde ikke se Egerne paa Hjulet, saadan snul- 
t det rundt. Sæt det sprang i Stykker! Svære 
Tistumper kunde jo flyve lange Vegne hen. Hvor- 
ige kunde desuden det Jærnvæsen holde, det ru- 
ie jo, det kunde umuligt betale sig. Men grusse- 

var det at se som de „forenede Mergelkastere u 
adede i Jorden. De kunde faa noget udrettet; 

ene var her, og den anden var der, og det sorte 
:omobil rystede og suste, og Jærntovet peb og 
islede, og op kom den ene bitte Jærnvogn med 
rgel efter den anden! Aldrig havde Egnens Folk 
k sig en saa storstilet Mergelkastning. 
Men aldrig havde man heller grint saadan af „Guld- 
veren", som da det efter fjorten Dages Dampdrift 
c sig, at Mergellejet var tømt! 

Lavst Eriksen selv tog sig det nu ikke nær. 
n andre Ting forknyttede ham. Han var endnu 
s bleven forligt med sin Søn. 

Regelmæssig hver Søndag Formiddag var han i 
fcyen for at bejle til Snedker Anders. De var end 
e kommen hinanden saa nær, at de var begyndt 
snakke om Tingene. Lavst Eriksen plejede at stille 

ind i Værkstedet og se Sønnen arbejde, og Sned- 
' Anders lod sig aldrig forstyrre, blev ganske rolig 



132 



ved at sysle med sin Lim, sin Kønrøg og sine Forme 
tf Svovlsten, hvori han støbte korslagte Hænder og 
Englehoveder, ligetil Kirkeklokken begyndte at ringe 
sammen. Saa løste han Skødskindet, og den Gamle 
gav Farvel. Undertiden kunde der falde et Par Sæt- 
ninger imellem dem, men altid om Ting, der laa deres 
egentlige Mellemværende fjærnt Snedker Anders be- 
varede en Art forbindtlig Holdning, som var Faderen 
en iøvrigt højtagtet Kunde, der var lidt længe om af 
bestille Ligkisten, som han dog vel var kommen efter. 
Lavst Eriksen vilde ikke nærme sig mere end han 
gjorde, saalænge Sønnen ikke gjorde ringeste Skridt 
til Forsoning. Han stod gærne henne ved Døren for 
Enden af Høvlebænken, gik aldrig længere frem og 
rørte ikke ved noget. Sønnen havde en Gang i Stil- 
hed taget en Passer ud af Haanden paa ham, som 
han stod og legede med. Lavsts Øjne veg ikke fra 
Sønnen, saalænge han var i Værkstedet Det kunde 
hænde, at han stak en Føler ud ved at forhøre sig 
om Konens Tilstand eller ved ærligt at spørge til 
Anders' Brokskade, men Anders reflekterede aldrig 
paa Tilnærmelsen. En Søndag lagde den Gamle som 
i Tanker et Pund Chokolade paa Høvlebænken, næste 
Søndag laa det urørt paa samme Sted. Der kom 
som et Gys over Lavst, da han saa Pakken ligge 
der. Søndagen efter laa den der fremdeles, og den 
Dag hæftede den Gamle den til sig og tog den med 
sig igen. Der blev ikke talt et Ord de tre Søn- 
dage. 



133 



For en Mand som Snedker Anders, der var Bonde 
siv og kendte Bønders Maade at skjule Alting paa, 
ar det jo let at se, hvad Faderen ønskede, og det 
ar let at gennemskue hans kolde Væsen. Han vilde 
rhverve en ringe Smule Venlighed paa sine gamle 
»age, han vilde have sin Dreng igen, det var alt hvad 
Guldgraveren" ønskede. Men Snedker Anders saa 
igen Grund til venlig Imødekommenhed. Ikke at 
an personligt bar Nag til Faderen, fordi han i sin 
id var rømt fra ham og Moderen, for det kunde han 
cke huske noget om, og Snedker Anders besad over- 
ovedet ikke Driften, der sætter sig op mod Uret. 
luligvis var det for det bedste; Faderen havde en 
^ag ladet et Ord falde i den Retning, som kunde 
ave Rimelighed: der var Mening i at søge Lykken 
Udlandet, naar den blev en forbudt hjemme. Lavst 
riksen behøvede jo ikke at have haft i Sinde at for- 
ide Kone og Børn for stedse, det kunde jo have 
æret hans Hensigt at rejse ud og hente baade Penge 
g Velstand hjem til dem, naar det maatte gaa ham 
adt. Hvad den Side af Sagen angik, lod det sig vel 
3re at naa til Forstaaelse. Men Snedker Anders 
entede og havde Tid til at vente paa, at den Gamle 
culde aabne sig med Hensyn til hvordan han kom 
lbage, om han kom for at ligge til Byrde, eller 
vordan. Lavst Eriksen vilde imidlertid sidst af alt 
)re ved dette Spørgsmaal. Han havde rimeligvis 
t Slags Instinkt, der raadede ham til at prøve Søn- 
en ved at tie derom. Men saaledes gik det til, at de 



134 



aldrig en eneste Gang kom virkeligt i Snak om 
Tingene. 

„Guldgraveren", der var en bomstærk og ukuelig 
Slider til Hverdags, lignede en gammel Mand hver 
Søndag, naar han med lange Skridt nærmede sig Sneci- 
kerhuset. Han var da ikke i sit sære amerikansk:* 
Arbejdstøj, hvor Bluse og Bukser gik i et, men havde 
blaa Trøje med blanke Knapper paa og Krøs i Brystet. 
Han kom præcis ved Nitiden, og Folk saa ham \\&fi 
saa regelmæssig forlade Sønnens Hus Kl. 10, naar de 
gik til Kirke. Lavst kom ikke der, han gik altid li££ e 
hjem i sit Logis, hvor han nu holdt til. Folk der 
mødte ham, hørte ham gaa og snakke med sig sel^> 
mens han stirrede ned i Vejen, saa forstod Ingen ha.*n» 
for det var „Engelst" han talte med sig selv. H^* 11 
blev en Sagnfigur i det Aar han var paa Egne* 1 - 
Ingen kom ham nær. 

Men Lavst Eriksen, der havde tilegnet sig et bars.*^ 
og kort Væsen derude i det Fremmede, gemte m& T ~ e 
Mildhed og Varme end Bønderfolk i Almindeligt!^^* 
Det viste sig i den Punktlighed og den Troskab, hvo*"" 
med han Søndag efter Søndag indfandt sig i By^ n 
og dukkede ind i det lille Værksted, hvor den lar»^ e 
svage Kistesnedker stod og høvlede og vendte &* n 
slunkne Buksebag imod ham og tav imod ham, s«^* 11 
om han var Luft. 

Naar da Guldgraveren stod der stille, saa at S^ 11 * 
nen næsten glemte ham, kom han til at se saa ^ c " 
som ud i sit haarde Ansigt. Han saa sig saa lan^ e " 



135 



t om, den gamle Helbefarne og gned Knoerne lidt 

komment i hinanden. Skulde der ikke kunne blive 

fredet Krog til ham her? Skulde ikke et eneste 

* Øjne mødes hans uden Svig, nu naar han blev 
nmel? 

Inde i Stuen havde han ikke været. Men hver 
ng Døren ind til Lejligheden stod paa Klem, kig- 
le den Gamle derind og holdt sig musestille, han saa 

Anders' sure og højmavede Kone gaa og sætte de 
ge Kartofler over Ilden og klø sig i Skilningen 
d en Finger og ruske og tørre sine smaa Rollinger, 

* altid syntes at fugte i en eller anden Ende. 
>kken derinde i den lille Stue dikkede uhyre vær- 
t. Inde paa Kommoden stod et Fotograf) i Ram- 
ved Siden af en Porcellænshund, og „Guldgra- 
ven" tænkte sig altid, at det kunde være af den 
de, Moderen, hans Kæreste og Kone, som han 
'de forladt Han kunde ikke flytte sig frem og 
l ind og se ad, han havde ikke faaet Lov. 

Nawl 

Saa en Søndag Morgen da n Guldgraveren " som 
ivanlig indfandt sig i Snedkerhuset, var Anders ikke 
r ærkstedet. Derimod hørte Lavst sin Søn sidde 
e i Stuen og snakke sagte med Børnene, som snart 

og snart flæbede, og hvis smaa Skridt lød paa 
lvet. Døren var lukket. 

„Guldgraveren" stod et Kvarter alene ude i Værk- 
det paa sin Plads og saa sig om paa alle de fat- 



136 



tige og slidte Sraaating, som Sønnen gik der til dag- 
lig og puslede med. Han hørte Vuggegængen derinde 
i den lille Stue paa det sandede Gulv. Døren var 
lukket 

„Guldgraveren" flyttede en Fod en Gang imellem, 
for at Sønnen skulde vide, han var kommen. Han 
hostede lidt nu og da for at blive hørt Men Døren 
var lukket, og den blev ikke aabnet Narv! Saa 
skruppede den Gamle af. 

Næste Dag kom der et Bud med et Par Støvler 
og et stort tykt Brev til Snedker Anders. Det var 
disse her lange Guldgraverstøvler, som Lavst havde 
staaet i Mergelgravene med. I Brevet stod der In- 
genting, men det indeholdt halvtredje Hundrede Tikrone- 
sedler. 

Se hvad var nu det for en Maner at sende saa 
mange Penge i almindelig Konvolut? Folk snakkede 
siden om det. Den Slags Uforsigtighed var jo næsten 
strafbar. Men saadan var „Guldgraveren" i alle 
Forhold, fremfusende og uden Tanke for skæbnesvangre 
Følger. 

Folk blev ved at more sig over hans Mergel- 
kastning, hans „Fabrik", længe efter at han var rejst. 
Hvad havde ikke det Lokomobil slugt af Penge! Men 
den Slags havde han naturligvis ikke kunnet afholde 
sig fra at lære ovre i Amerika. Hvis Lavst Eriksen 
var bleven ved med den gamle Maade at grave Mer- 
gel paa, havde der været Mergel nok i Lejet for Re- 
sten af hans Liv! 



137 



Naa. „ Guldgraveren " var en Dag rejst. Han var 
ganske stille listet af med samt sin Jernbliks Kuffert 
og sine store Gravepoter. Han var gaaet tilbage til 
Staterne, til de lange Prærier og de uendelige Skove. 
Landsbyen hørte aldrig siden fra ham. 



ANDREAS OLUFSEN 



'n Dreng bekendt under Navnet Drejs var kom- 

* men til at gaa ved Siden af Degnen en Søndag 

Vej til Kirke. Degnen saa at han gik med en 

^ stikkende ud af Bukselommen og spurgte, hvad 

var. 

Det er min Hyldebøsse, svarede Drengen. 
Er det en god Hyldebøsse, du har, Drejs? 
Ja den er ikke saa ringe. 
Degnen faar et Indfald og giver sig til at le: 
Kan du skyde Præsten, saa skal du faa fire 
Uing! 

Det var jo ikke Degnens Alvor, skønt han mulig- 
nok undte Præsten et Hagl. Drejs saa op paa 
Lærer og Tugtemester men smilte ikke, sagde hel- 
ikke noget. 

Men da Præsten er midt i sin Præken og der 
rs er tyst i Kirken, bliver Menigheden vår, at en 
- vadmelsklædt Figur rejser sig i et af Stole- 
lerne ligefor Prækestolen og stemmer en Hylde- 
des Ladestok mod sit Bryst; der høres et meget 
enligt Skrald, og man ser Præsten vakle som om 
i er dødeligt truffen. Det var han dog ikke, for 
den havde ramt den Helligaands Due, der svæ- 



142 



vede i en Strikke over Præstens Hoved, den be- 
gyndte ganske langsomt at køre rundt; Drejs havde 
holdt for højt. Der blev en dødsstille Pavse, hvor- 
under Præsten og Drejs saa paa hinanden. Saa satte 
Drejs sig ned igen, og Præsten drog et dybt Suk, 
hvorpaa han gik videre i sin Tale, som om intet vbx 
passeret. 

Da Gudstjenesten var forbi, kom Drejs jo i pinligt 
Forhør og tilstod men vægrede sig koldblodigt ved at 
røbe sit Motiv. Han blev saa talet strengelig til &f 
Præsten og af Sognefogden anbefalet til et Livfuld 
Hug af sin Husbond. Dermed faldt Historien. Men 
da Degnen og Drejs næste Gang traf sammen under 
fire Øjne, blev han rost og anerkendt for sin Behj©r- 
tethed og fik de fire Skilling udbetalt. 

Drejs købte Messingtraad for Pengene og gjorde 
Hægter og Maller deraf, som han solgte for seles 
Skilling i Penge, Varer til en Værdi af to Skilling 
(en Knald gammelt Bivoks og et Spejlskaar) sam* 
Løfte om Forret til al Handel med Hægter og Malle*" 
i Fremtiden hos de betræffende Forbindelser. Fo*" 
de seks Skilling købte Drejs sig ny Messingtraad, 
som han forarbejdede dels til Hægter og dels til e* 1 
køn Kæde, som han „forsølvede" ved Hjælp af Sk^~" 
devand og Spejlbelægning skrabet af Skaaret. Na^ r 
man holder en Kæde, der er forsølvet paa denn e 
Maade, i den ene Ende og lader den hænge frit 1 
Luften uden at gnide mod noget, kan den godt hold e 
sig hvid, til man har faaet den solgt. Drejs fik 



143 



den solgt. Bivokset smeltede han om til det blev 
hvidt og forhandlede det saa som „Jomfruvoks" til 
Piger, der havde ormstukne Tænder. Den sam- 
lede Fortjeneste satte han i et godt Lammeskind. 
Altimens passede Drejs sin Dont som Hyrdedreng 
paa. Uensgaarden og forøgede det betydelige Op- 
lag af Kohaar, han havde liggende dels som Bolde, 
terdige til Salg, og dels som uforarbejdet Materiale. 
I Sommerens Løb tog hans Hægte og Malleindustri 
et betydeligt Opsving, og om Efteraaret da det faldt 
i hans Lod at drive nogle Kreaturer til Marked, med- 
farte han for egen Regning et halvt Deger Lamme- 
skind, som han ogsaa fik afhændet med god Avance. 
Inden sin Konfirmation hævdede han sig som fast 
Opkøber af Lammeskind i Sognet, idet han om muligt 
gav Vederlag i Hægter og Maller. Han blev konfir- 
meret af ren Naade; Præsten elskede ham ikke. Men 
h*n lod sig ikke sætte fast i sin Forklaring; Skriftste- 
derne gik fra ham som Melet fra en Kværn, og saa 
roaatte man jo lade ham slippe frem. Samme Efteraar 
fr&k Drejs til Marked med to gode Faar, der var hans 
*gne, og kunde da han kom hjem købe tre igen, 
tontant 

Et Aarstid efter tabte man Drejs af Syne, idet 
h*n gennem sine Bekendtskaber paa Markederne blev 
ledet paa længere og længere Rejser, fra hvilke han 
tilsidst ikke kom tilbage. Der var for Resten Ingen 
ter savnede ham; han havde ikke gjort sig uund- 
værlig paa Uensgaarden ved Lyst til Arbejde eller 



144 



Villighed; Drejs skøttede af Natur ikke om at tt 
varm, skønt man ikke kunde kalde ham efterlac 
Han gjorde akkurat hvad han skulde, han var 
med et Betalingssystem i sig, hvilket der ikke 
noget at sige til, hvorvel Folk hellere ser at man 
ver sig hen. 

Drejs var en tyveaarig Karl men ellers : 
meget forandret, da han atter dukkede op i sin Hj 
egn. Han viste sig med en høj Dragt Uldtøj 
Ryggen, Bændler og Seler i en Byldt foran o{ 
Alenmaal hængende i Knaphullet, som en vandr« 
Butik. Det hed sig, at han allerede havde mi 
Penge staaende paa Rente i Hobro. Han gik nu 
kring i Landet som Uldkræmmer i en Del Aar 
tjente vist temmelig godt. Han kom til at 
noget forover af altid at bære saa meget, og 
holdt sig smalkindet i den Tid, fordi han bestå 
var gaaende. Der var ingen Munterhed i ham, 
lo ikke naar han handlede. Han havde Unde 
og høflige Øjne, der gjorde Folk kolde ved \ 
Hans Varer var altid nogenledes gode. Men et 
blev de slemme, Uldtøjet krøb ind til Ingentin 
Vask, Selerne sprak, og næste Aar viste Drejs 
ikke. 

Da han igen tonede frem, næsten glemt, 
han Kolportør og solgte religiøse Skrifter og Skildei 
Nu havde han ikke saa meget at bære længere, 
medførte kun Prøver og stod iøvrigt i Forbinde 
med Postvæsenet. Han havde lært Bogbinderiet 



145 



indrammede ogsaa selv Billederne. Lageret havde 

han saa langt sønderpaa som i Varde, hvor han 

boede om Vinteren. Man behøvede kun at skrive 

sig for hvad man havde Lyst til, saa kom det siden 

med Posten. Der var mange der handlede med 

Drejs, fordi de ikke skulde ud med Pengene straks; 

siden fortrød de det maaske. Skilderierne var nu 

kønne; de var allesammen ens og forestillede ikke 

noget; men i en smuk Indramning stod der med 

stadse, forgyldte Bogstaver: Gud! Velsign Vort Hjem! 

Folk syntes om det; det gav ligesom den daglige 

Bekymring Hvile at det hang i Stuen og vaagede 

for os Skrøbelige; mange gjorde i deres stille Sind 

øgning paa, at der kunde blive Raad til en uskyldig 

Skarnsstreg mere, naar Huset ellers synligt for alle var 

bleven gudelig stemplet Drejs havde stor Afsætning 

P** Skilderierne. Men da alle havde faaet et Billede, 

tøite den Handel jo op. 

Under den Periode kom det frem, hvorfor Kræm- 
mer Drejs Aar efter Aar vendte tilbage til sin Føde- 
ty> skønt han jo sagtens kunde gjort sin Lykke paa 
8tø rre Steder. Det rygtedes pludseligt, og det med 
n ®sten samme Skær over sig som et Mordforsøg, 
at Drejs havde friet til Iver Uensgaards Dorthea, at 
tan øjeblikkeligt havde faaet Nej, og at han i samme 
Time var rejst sin Vej fra Byen. Uensgaard, som 
fc* midt i Byen, var det ældste og fornemste Bonde- 
Sft de paa Egnen, og Dorthea var eneste Arving, 
^r var mange, mange Penge foruden Ejendommen. 

Nye Himmerlandshistorier 10 



146 



Dorthea havde fra Fødslen af dobbelt Hofteskade, 
saa at hun for hvert Skridt hun tog ligesom gik 
udenom det ene Ben med det andet, men hun var 
jo ellers en sædelig Pige. Hendes Stilling var i alt 
Fald saadan, at man kunde lade hende i Fred. 
Hun var en mild Pige, der havde været saa afholdt 
da hun gik i Skole. Drejs, der som Dreng ikke 
brød sig om at lege, havde taget sig meget af hende, 
mens han tjente paa Gaarden, og ikke siden tabt 
hende af Syne. Han kom altid ind paa Uensgaarden, 
naar han var i Byen, ikke alene for at handle raefl 
ogsaa for at snakke med Dorthea om gamle Dage- 
Han var galant af sig overfor hende og gav hende 
mange pæne Ting. Dorthea kunde godt lide Drejs- 
Men Iver Uensgaard svarede paa hendes Vegne, da 
Drejs friede, og var hjærteraa nok til at erklære, #* 
den Handel kunde der ikke blive noget af. Drejs op' 
søgte en Bekendt i Byen, inden han rejste, og for- 
talte ham det hele. Drejs var ellers alt andet end 
aabenmundet, men her syntes han ikke, han kund^ 
tie. Der faldt et altfor falskt Lys paa ham, overde* 
Dorthea var Krøbling; Folk kunde være simple no^ 
til at tro, han bejlede til hende for at faa Gaarden* 
skønt han ved at kende hende fra Barnsben &$ 
havde lært at elske hende for hendes egen Skyld' 
Drejs ytrede sig ogsaa med bitter Anklage om dæ* 1 
Maade, hvorpaa han var bleven afvist, om den Stands- 
fordom, han havde været Genstand for; det l^a 
ikke nær for ham at tro, at Iver Uensgaard kunde 



147 



ive Afsmag for ham selv personligt. Da Drejs 
r borte, og hans Bekendt lod gaa videre hvad 
n havde sagt, fandt mange virkelig, at Uensgaard- 
tnden havde gjort Drejs Uret. Man glemte ham 
idlertid snart igen. Og siden blev Dorthea gift. 
in fik en Gaardmandssøn af god Familje, og der 
r ingen skinger Klang i Musiken paa hendes Bryl- 
»sdag, naar fraregnes en næsten uhørlig Hvisken 
i, at Doktoren nok paa Forespørgsel havde er- 
eret, at hun vilde dø, hvis hun blev med Barn. 
ten gik, og man passede paa hvad der vilde ske; 
*n Dorthea blev ikke med Barn. Manden skaanede 
ride. De levede ellers godt og roligt som sædvan- 
E paa Uensgaarden med den ny Mand og med gamle 
*r paa Aftægt. 

Nu gik der igen to-tre Aar, saa kom Drejs til- 
Se. Saaret var lægt. Han kaldte sig nu Andreas 
ufeen (Olsen) og havde lagt al Handel af. Det 
rrile Navn Kræmmer Drejs lød han ikke mere; 
ar nogen brugte det, tav han og saa ikke imøde- 
rrimende ud. Han var iøvrigt meget forandret og 
vde lagt sig Fuldskæg til som en Fisker, han 
te godt for sig, gjorde et myndigt Indtryk. An- 
~as Olufsen havde været henne og lært, som man 
vag Respekt udtrykker sig paa Landet, og stillede 
fuldt færdig med noget han kaldte sin „Udvik- 
l g", en moden og selvprøvet Mand, rustet med 
tålmodighed og væbnet med Vilje. Foreløbigt ud- 
1te han sig ikke nøjere om sin Livsanskuelse og 



148 



sine Gøremaal, lod kun antydningsvis forstaa, at hvad 
han havde at give gik i Retning af Åand. Først 
vilde han nedsætte sig i Byen for, som han sagde, 
at leve af Jordens Afgrøde i Lighed med de gamle 
Daner. Andreas Olufsen havde jo nok lagt sig mange 
Penge op, et Par Tusind Rigsdaler, mentes der, men 
for den Sum køber man sig ikke ind i godt Selskab. 
Det er meget bekvemmere at arve en Gaard, end 
det er at tjene sig op til den fra slet Ingenting i eet 
Slægtled. Andreas Olufsen flyttede ind i et Hussted, 
der var tilkøbs og som laa i Udkanten af Byen. 
Herfra rettede han sin Opmærksomhed ind mod By- 
ens Midte. 

Nu kunde man gætte paa, at Andreas Olufsen 
havde i Sinde at forbedre Husstedet og udvide det 
med Tiden. Det kan godt ogsaa være, det var hans 
redelige Hensigt; men han fik snart saa mange andre 
vigtige Ting at tænke paa, aandelige Ting, at der 
ikke blev megen Fritid tilovers til at kratte i Jorden- 
Og den vil nu kløes, før den giver af sin Fedme- 
Rimeligt er det ogsaa at høre den anden Part, og 
Andreas Olufsen havde maaske Ret, naar han i Sam- 
taler ytrede sig bekymret om det aandelige Mørke 
paa Egnen og om Folks Hang til at vende Øi' 
nene mod Jorden og fortabe sig i aandløs Stræbefl- 
Folk forstod ham egentlig godt, og navnlig begreb 
de, der havde noget, saa inderligt vel, at andre i deres 
Tomhedsfølelse ladede sig med Forvisningen om n°' 
get Høiere og Mere. Der skal være Ligevægt i Alting- 



149 



uden kedede man sig og saa gærne, at en Mand 
dte op og ofrede sig for den almindelige For- 
else. Saaledes fik Andreas Olufsen Lov til at 
tke. 

Der oprandt nu en ny og bevæget Tid for Eg- 
s Befolkning. Andreas Olufsen traadte frem om- 
lt samtidig med Niels Kristian, Digteren og Læg- 
riikanten. Deres Vækkelse var hidført under næs- 
samme Omstændigheder, idet det for begges Ved- 
imende var en dyb og gennemgribende Skuffelse 
(ærlighedslivet, vistnok i Forbindelse med Ulyst 
haardt Bondearbejde, der var bleven saa at sige 
ømme Udgangspunkt for deres Selvfordybelse. Men 
rs var de hinanden stærkt modsatte og var ikke 
gt fra i hinanden gensidigt at se den Antikrist 
skal komme. Niels Kristians Forkyndelse præ- 
es af Frygt, den var som et bange jammerfuldt 
eg i en Pavse mellem Djævelens Brøl; Niels 
stian førte sin Flok til Frelse under Taarer, og 
rørelsen var for ham ikke andet end en Lejlig- 
1 til gennem Forsagelse at kvitte en ringe Smule 
paa Regnskabet, vi slæber med os fra Arvesyn- 
. Hu! Det frøs og blæste gennem Niels Kristians 
;ne Sideben, der gik et Dødspust fra hans isede 
erte, naar han tænderklaprende vendte Timeglasset 
lod sit rimede Knokkelansigt se i Lyset fra Vinter- 
anen! 

Andreas Olufsen kom med et lysere og mere 
haabningsfuldt Livssyn. Han begyndte med en 



150 



barnlig og munter for ikke at sige frivol Tilnær- 
melse til Vorherre. Hans Forkyndelse, der iøvrigt var 
holdt i en vid og meget forsigtig Almindeligbed, 
rettede sig saadan paa det mere Folkelige, det vil 
sige Løftelsen af det personlige Liv i Forbindelse 
med den levende Tilegnelse af Guds-Ordet, eller 
Genopvækkelsen af Folkets Oltids-Styrke parret med 
den inderlige Overlevering af Livet i Christo; hans 
Forkyndelse var med eet Ord af Aand. Uden at 
misforstaa nogen af de to aandelige Førere tør man 
vel sige, at Niels Kristians Forkyndelse ligesom 
vendte sig nedad, mod Dybden, hvorimod Andreas 
Olufsens rakte sig opad, stræbte mere i Højden. 
Medens man ved Niels Kristians sure Bønnemøder 
sukkede og stred under Følelsen af Guds Fjærnhed 
og det haabløse i nogensinde at naa frem til ham, 
saa sang man frejdige Fødelandssange i Andreas 
Olufsens smaa lumre Venneforsamliger og gik ud 
fra som noget givet, at man var frelst gennem Daa- 
ben, og at det nu blot gjaldt om at holde Humøret 
oppe og faa det mest mulige ud af Jordelivet. Tilvæ- 
relsen var vel kun en stakket Rejse herfra og til det 
lysere Glad-Hjem, men undervejs lod mangt sig nyde, 
og det var en Ret og en Pligt for Gudsfolket at 
skabe saa gode Betingelser for sig selv som muligt 
her paa Jorderig. Medens Niels Kristian og hans 
Tilhængere overalt i deres Tro og i deres Id søgte 
bort fra det Timelige, antog den Bevægelse, som 
Andreas Olufsen ledede, mere og mere praktiske 



151 



ormer. Det er derfor ganske mærkeligt, at de to 
skter ikke kunde forliges; der syntes ikke at være 
rund til Skinsyge for nogen af Parterne, aldenstund 
;n ene jo i Følge sin Sags Natur kun havde Inter- 
>se af den andens Udbredelse. 

De praktiske Former, der hentydes til, var Sogne- 
tandsløsningen og siden Frimenighedsbevægelsen, 
>m Andreas Olufsen satte sig i Spidsen for, og som 
indt god Tilslutning mellem Folk i Sognet. Man 
ivde muligvis ikke megen Forstand paa Sagens aan- 
slige Betydning, det som Andreas Olufsen kaldte 
alke-Foraaret og Atter-Lyset af Guddoms-Kraften i 
ord, men de fandt det underholdende at have en 
ilje igen, det gjorde dem godt selv at rave mellem 
ræsterne i Stedet for som før at gaa til Middags- 
rvn hos den første den bedste, man sendte dem. 
:ædighed og Krakileri har altid ligget til Bonden; 
;t har altid moret ham mere at lægge en Tørv i 
ejen for et Læs end at hjælpe det paa ret Køl, 
iar det er væltet. 

Nu var det heller ikke de Bedste, der fulgte 
ndreas Olufsen, ingenlunde, for de Bedste har al- 
ig indladt sig paa nogensomhelst aandelig Bevæ- 
slse i det hele taget, hverken i Fortid eller Nutid. 
er har fra Begyndelsen eksisteret Slægter, som ikke 
lte Trang til nogen Art af Fællesskab, og som 
ke behøvede at skaffe sig ind i et Selskab af Lige- 
ndede ved at slutte sig til en Sekt. Man har ikke 
ørt meget fra dem, fordi de var sig selv nok, og 



152 



fordi de netop i aandelig Henseende var tavse. Sjæ- 
lelige Sager gjaldt ikke mere for dem i Forhold til 
deres Tilværelse, end Tallene gælder i Forhold til 
de Ting man tæller. De troede ikke paa Nogeo 
eller Noget, fordi de ikke kendte til Tillid, og fordi de 
Ingenting frygtede. At der i Oldtiden var Heldører, 
som bævede for Thor og samlede sig med alle dem, 
der ogsaa bævede, til et Trossamfund, hvad kom det 
de den Gang Vantro ved? De tav ogsaa siden, di de 
altid Smaa importerede en ny Form for Bæven og 
samlede sig vidunderslagne om den Korsfæstede fra 
Golgata. De saa overhovedet ikke andet end foragte- 
lig Svaghed i den Slags Fiksfakserier. De gik saa- 
mænd villigt i Kirke, naar de kunde føje Kongen deri, 
og den ny Religions Eder og syv Dødssynder tilegnede 
de sig gærne. Men i deres inderste Hjærte blev de 
aldrig smittet af det som Iver Uensgaard med gennem- 
trængende Foragt vilde sammenfattet under Haansordet 
„Kæresteri". 

Iver Uensgaard var en af de Gamle, hans Natur 
var ikke alene hedensk men før-hedensk. Og man 
kunde ikke tale til ham om Sjælen eller om Vækkelser 
og Bevægelser, uden at han skød Skuldrene op i Led e 
— kom der mere endnu? — og lidt efter gabede him- 
melhøjt som en Hund, der er utidig. Iver Uensgaard 
interesserede sig ikke en Smule for det ny rige Aands- 
liv paa Egnen, hverken den fedtede Pietisme eller den 
glade Kristendom. Baade Niels Kristian og Andreas 
Olufsen vidste ogsaa godt, at de ikke kunde naa ham. 



153 



Derfor var det en virkelig varm Triumf for Ven- 
me, men vel især for deres Fører, da det lykkedes 
m at vinde den unge Kone paa Uensgaarden, Dor- 
5a, for deres Sag. Det gjorde dem saa godt, navn- 

fordi de vidste, hvor haardt det ramte den gamle 
msgaardmand. Der havde han gabet sig Kæberne næs- 
i af Led af Ringeagt eller maaske nu og da naar 
n var naadigst ytret et lille haanligt Ord om det 
ilne Pak, og nu havde han, før han saa sig for, Van- 
■en inden for sine egne Døre! 

Dorthea sluttede sig til Vennerne af samme Grund, 
m hun i sin Tid havde sluttet sig til daværende 
*ejs, fordi hun fik Lov til at lege med. Hjem- 
i var der Ingen, der havde kunnet overse hendes 
£emsfejl eller tilgive hende den, men iblandt Ven- 
me kom det jo an paa helt andre Ting, paa 
Jre, aandelige Fortrin. Og Dorthea viste sig at 
ve et rørigt Hjærte. Den lille vanskabte og sva- 
lige Kone skjulte et rigt Følelsesliv, som det nu 
• Gang var umuligt for hende at faa befriet 
»der sit Ægteskab; det fandt Afløb paa Venne- 
ftlerne. Dorthea sang godt og var saa taknemlig 
r at faa Lov til at blive rørt og til at give sig 
! n. Hun kunde blive rent umaadeholden i sin 
"ejdighed, saa at mange af Vennerne maatte smile 
l hende. Naar hun med sit stakkels værkbrudne 
egerne stod op i Forsamlingerne og vidnede ud 

sin fulde Sjæl, var det vel nok en ublufærdig 
>restilling, for hun var jo en Bonde imellem Bøn- 



154 



der, men hun skulde nu have Lov til det, overd 
det var hende. Somme stod og smilede undt 
ligt, mens Dorthea blottede sig, det prægtige Hjæn 
Menneske hun var, andre slog Øjnene ned si 
længe og fandt andre Ting at tænke paa, der ko 
de redde dem fra Undseelse. Dorthea samlede 
Vennerne hjemme paa Gaarden til smaa, stærkt ai 
deligt bevægede Spisninger. Hendes Mand var < 
saa gaaet over til det nye Liv og havde begyi 
at samle sammen i Ansigtet til et stort Skæg. F 
saadanne Aftener fortrak gamle Iver til Aftægtshus 
hvorfra man Timer i Træk kunde høre ham t 
skæftige sig stridigt med sin Astma og sin Gamnw 
mandshoste. 

Alt dette forefaldt en Gang langt nede i Fe 
tiden. Bevægelsen havde i Himmerland væsentl 
samme Karakter som i det øvrige Land; der sk 
derfor ikke fortælles mere om almindeligt kend 
Ting. Det er Andreas Olufsens Levned, der i kor 
Træk skal opbevares for Historien. 

Han blev jo snart en anset, i alle Fald en meg 
omtalt Mand. Mærkeligt var det, at jo mere Bevt 
gelsen, han havde rejst, tog Fart, des tavsere bl< 
Andreas Olufsen. Man kunde tilsidst kun en sj* 
den Gang faa et dunkelt Orakelsprog fra ham 
Tvivlssager. Overlod han saaledes Forkyndelsen < 
Udbredelsen af det lille Guds Ord til andre Begaved 
der stod frem, saa tog han sig til Gengæld mere 
Sagens praktiske Forretninger, der i Tidens Løb ble 



155 



aa vidtløftige, at kun han havde Rede paa dem. 
Jlerede for længe siden havde han stillet sig i 
ridsen for det store Oplysningsværk, der skulde 
-ttes i Gang paa Egnen, og havde skaffet en Bog- 
nling til Veje. Den Gang havde han endnu Tid 

at dyrke Bogbinderiet, heldigvis, og sørgede selv 
at Bøgerne blev godt indbundne. Han sad den 
rig paa sit Hussted og vilde jo gærne tjene en 
lling ved lidt Indearbejde. Siden opagiterede han 
rnning for en Sparekasse i Sognet og afslog jo 
^ et Vederlag for den Ulejlighed, han fik med 
føre Bøgerne. Det var imidlertid altsammen Smaa- 
£ mod den Betydning, Andreas Olufsen siden fik 
L Egnen og de Tillidsposter, han siden selv skabte 
selv beklædte. 

Den store Forandring i Andreas Olufsens Liv ind- 
" ganske uventet og pludseligt. Den unge Mand 
1 Uensgaarden fik Lungebetændelse og døde, og 
var jo sørgeligt. Aaret efter giftede Enken sig 
3 Andreas Olufsen, det var en hel Roman, syntes 
lk. Der var en Styrelse i det, tydeligt nok. An- 
sås Olufsen havde aldrig giftet sig, om ikke dette 
ir hændet, det var man sikker paa. Herregud saa 
£ han alligevel sin lille Barndomselskede, som han 
ivs og trofast, ja uden Skinsyge, havde bevaret i sit 
Ijfcrte i saa mange Aar. Det var nu alligevel kønt. 
Paa sin Bryllupsdag blev Andreas Olufsen en 
3rad mere tavs. Vielsen blev fejret i Stilhed; der 
'*r kun nogle faa af Vennerne til Stede. Andreas 



156 



Olufsen satte sig, da de kom fra Kirke, i Hjørnet 
af den gamle Voksdugssofa paa Uensgaarden og blev | 
siddende der Resten af Dagen, som om han var 
noget træt. Hans Underbid blev ligesom større deø 
Dag og holdt sig mere fremtrædende siden. I den 
anden Ende af Sofaen sad gamle Iver og sloges med 
sin Hoste, han var i sine Hverdagsklæder. Han sagde 
ikke et eneste Ord; men der var heller Ingen det 
talte til ham. 

Andreas Olufsen solgte sit Hussted og lod iøvrig* 
hele sin Fortid bag sig, da han flyttede ind sod 1 
Mand paa Uensgaarden. Kun nogle Bøger og ef 
Bogbinderpresse førte han med sig. Ellers var dæ** 
alt hvad han skulde bruge paa Uensgaarden, han 
kendte Gaarden ud og ind; det var som lagt til 
Rette for ham der fra Arilds Tid. Der skete helte*" 
ingen Forandring i det daglige Liv paa Gaarded* 
naar undtages at Tjenestefolkene blev mere forknytte 
og stille end i gamle Dage. Andreas Olufeens Øjn^ 
havde, naar de saa nedad, en Evne til at driv^ 
Livslysten ud af dem, han lod dem hvile paa. Hyi 
dedrengene paa Uensgaarden nu havde ikke mang^ 
sorgløse Stunder. 

Et Aarstid efter Bryllupet døde Dorthea i Barsel- 
seng under forfærdelige Pinsler. Hun skreg i to 
Dage og Nætter, saa man kunde høre hende ov^*~ 
hele Byen. Barnet blev knebet fra hende med Tæn- 
ger i Stumper og Stykker. Det skulde just træffe 
sig, at Andreas Olufsen var paa Rejse til Møder * 



157 



de Dage, hans Kone blev forløst. Han kom hjem 
og fandt en hvid livløs Ting, der var lagt i Kiste, 
lille Dorthea. Hun lignede et Vinterlandskab, der 
ligger stivnet og stille efter en forrygende Snestorm. 
Men inde i Aftægtsstuen havde gamle Iver Uens- 
gaard siddet og hørt sin Slægt uddø, ikke som et 
Menneske, der dør Døden, men som et vildt og skri- 
gende Dyr, der bliver levende sønderslidt. 

Andreas Olufsen gjorde det største og flotteste 
Begr&velsesgilde, der havde været set i Mands Minde. 
Vennerne paa Egnen til et Antal af flere Hundrede, 
F*Uc med Appetit, blev bespist paa Uensgaarden, 
°g Levningerne fik de Fattige. Gamle Iver var 
bleven stablet op i Voksdugssofaen, hvor han sad 
lam og valen af Alderdom og modtog Haandslag af 
<te Bedrøvede. Gamle Iver talte ikke mere, Tungen 
vflde ikke; men han sad hele Tiden og fulgte sin 
Svigersøn og fordums Tjenestedreng med Øjnene, hvor 
h* 1 * saa gik og stod. Andreas Olufsen udholdt Blik- 
ke *. De to havde haft et Ordskifte Dagen efter Dor- 
tø^^s Død, der endte med, at den Gamles Tunge 
s P r *Uig lam. Og nu kunde han kun bruge Øjnene. 
Morder! stod der i dem. To Aar efter stod Andreas 
Olufsen over ham og lukkede dem med sine Fingre. 
Men inden Iver døde, havde Andreas Olufsen, nu 
°gsaa kaldet Andreas Uensgaard, ført en ny Kone 
ind paa Gaarden. Hun var en af Vennerne, en livs- 
Sad og dygtig Pige. Hun førte en betydelig Med- 
Bfc ind paa Uensgaarden; for som man siger, det 



158 



Meget skal til det Meget Som Ungpige havde hun 
hørt til de gladeste og frejdigste i hele Frimenig- 
heden, vistnok mere af Natur end egentlig af skolet 
Livsanskuelse, og det var derfor ikke saa helt ufor- 
klarligt, at hun hurtigt tabte Humøret, da hun var 
bleven gift. Muligvis skræmmede det hende ogsaa 
noget til daglig at omgaas den tavse Mand, der havde 
saa meget at tænke paa, at han kun fik Tid til at 
henvende sig til sin Familie med korte Ordrer. Den 
ny Kone paa Uensgaarden var iøvrigt et Jærn til at 
faa Børn. Efter nogle Aars Forløb hængte hun mod 
Jorden. Andreas Olufsen, der blev en meget gammel 
Mand, sled ialt tre Koner op. 

Her kan med det samme gives en flygtig Over- 
sigt over Andreas Olufsens Karriere i det offentlige 
Liv. Han blev til sin Tid Sognefoged og Sogne- 
raadsformand, Formand i Sparekassen og Amtsraads- 
medlem og siden Rigsdagsmand ved Kaaring. Paa 
Rigsdagen sluttede han sig til de Nationalliberale 
men oplod ved ingen Lejlighed sin Mund paa Tinge, 
rigtig ledet af en naturlig Uvilje mod at træde frem. 
Hjemme i Kredsen nød han Vælgernes ubetingede 
og blinde Tillid. Det var ham derfor let at op- 
arbejde en flammende Krigsstemning før 64 uden 
egentlig at holde Taler eller paa anden Maade gør e 
sig til ansvarligt Midtpunkt i Strømningen. Det lige- 
som blot udstraalede fra ham, hvad Standpunkt hans 
Tilhængere skulde tage, hvorvel han endnu brugte 
at lade sin Mening skinne frem gennem dunkle, 



159 



ingede Fyndord. Der var ikke en eneste af Ven- 
ne, der ikke stolede fast paa den danske Heltekraft 
lod haant om Tyskens aandløse Overmagt, og de 
alle hen til Andreas Olufsen, Dåne- og Kristkæm- 
(han maalte 60 Tommer i sine Træsko og havde 
ig været Soldat) som den, der nok skulde føre 
iden til Sejr. 

Efter den lille Krig svækkede det ikke Vennernes 
id, at Andreas Olufsen indtog en noget anden 
dning; de havde smærtelig misforstaaet ham; han 
de aldrig villet Krigen! løvrigt blomstrede der jo 
i bekendt en Fornyelsens Aand af den blodige 
ide, Folket ligesom vendte sig indad efter Lemlæs- 
en og samlede sig i en stærk og frugtbar national 
timing, hvis Vingeslag virkede løftende paa Lan- 
der havde mistet Fødderne, og i denne Stemning 
g Andreas Olufsen og hans Flok sig atter ubrøde- 
sammen. 

Efter 64 sluttede Andreas Olufsen sig til det 
rste radikale Venstre, der modsatte sig Befæst- 
gen saavel som al militær Overklassepolitik og i 
Anledning rejste Forfatningskampen. I Provi- 
ietiden, da Konflikten tilspidsedes i Riffelbevæ- 
$en, optraadte Andreas Olufsen som det radikale 
istres højre Haand. Det var nemlig ham, der i 
ophidsede jyske Kredse hemmeligt men med Energi 
dede til Rejsning, og det var ham, der siden 
"Uligt og saa hele Landet hørte det besvor Folket 



160 



at optræde loyalt, da der kom seks Gensdarmer til 
Egnen. 

Siden tabte Andreas Olufsens Indflydelse sig i 
det mere skjulte, men den viste sig til Gengæld i 
sit fuldeste Lys, da Andreas Olufsen tilligemed flere 
Ligesindede brød ud af Venstre, som netop havde 
Fjenden — nemlig de Nationalliberale — trængt op 
i et Hjørne, og afstedkom Forliget. Det var Andreas 
Olufsens sidste store Daad i det offentlige Liv,, der- 
efter trak han sig tilbage. Han var nu ogsaa en 
gammel Mand, der kunde trænge til Hvile, han 
havde udrettet meget I Anledning af Jubilæet blev 
det udregnet, at han var den der havde siddet 
længst i den danske Rigsdag af alle dalevende Poli- 
tikere. Han oplevede ikke Systemskiftet, men man 
tør sige, at hans Aand rakte ud over Graven og 
virkede medbestemmende i den ny Ungdoms Tiltag. 
Andreas Olufsen gik bort paa et lykkeligt Tidspunkt, 
just som han efter et langt harmonisk Liv saa sin 
Hjertesag modnes. Nu piber Vinden fra et andet 

R end hans i Danmark, men Åanden turde være 

ret egentlig den samme. 

Det er ikke paa sin Plads at blande Træk ind 
fra Andreas Olufsens Privatliv, naar Talen er om 
hans Gærning i det Offentlige. Men da det er med 
hans Privatlivs Saga der her er begyndt, skal der 
vedføjes nogle faa Oplysninger til hans Karakten- 
stik som Menneske. Han var jo i mange, mange 
Aar en fast og uomskiftelig Figur paa Egnen saa- 



161 



velsom i det danske Aandsliv overhovedet, hans Per- 
sonlighed var os saa kendt og hjemlig, at enhver 
Anekdote om ham tør anses for kærkommen og i 
bedste Forstand spændende. Hans Ydre med de 
myndige og dog saa bramfri Træk er bekendt Af 
Skikkelse var han kun klejn men slet ikke gesvindt 
i Vendingerne eller meget fremtalende, som smaa 
Folk plejer at være det; tværtimod bevægede han 
sig med en vis borgerlig Tyngde, der indgød Respekt 
— ikke ulig den, der var ejendommelig for Iver 
Uensgaard i sin Tid — og han blev navnlig med 
Aarene en næsten tavs Mand. 

Han var arbejdsom som faa, forsaavidt Kræfterne 
strakte til. I sin bedste Manddomstid led han meget 
af nervøs Svækkelse men fandt Helsebod ved Brugen 
af det Rejersenske elektriske Styrkebælte. Tiltrods 
for den sarte Konstitution, der fra hans Ungdom af 
havde tvunget ham til at skaane sig i Retning af 
Kropsarbejde var han en flittig og altid aarvaagen 
Mand. Han besad en saa levende Lærvillighed i 
aandelige Ting, at alt hvad han tilegnede sig fra 
andre snart ikke længere kunde skelnes fra hans 
eget; der var derfor tit Tvivl om, hvorfra hans Livs- 
anskuelse hentede sit Stof. Uvenner af ham vilde 
paastaa, at han vist i Grunden aldrig anede Meningen 
af hvad han forkyndte, men at det kun var de 
mest flydende Vendinger fra Grundtvigs Skrifter, som 
Tyveknægten pressede ud med sin Bogbinderskrue 
og tilvendte sig til eget Forbrug. Andreas Olufsen 

Nye Himmerlaadshistorier 11 



162 



vedkendte sig imidlertid aldrig den store Digter son 
sit Forbillede og vilde nødig, at man kaldte hans 
Sag for Grundtvigianisme . . . hvilket Grundtvig j< 
som bekendt ogsaa meget frabad sig! Egnens Folk 
der ikke gjorde sig Bekymringer om nogensomhels 
aandelig Ejendomsret, fandt det paa deres Side allei 
mest passende at hjemle Andreas Olufsen baade Sage 
selv og dens geniale Udspring. 

Vi kommer nu til Andreas Olufsens hemmeligst 
Ejendommelighed, den inderste bevægende Nerve 
hans Liv. Da der udbredes saa megen løs Sna 
om Folk i fremskudte Stillinger, er de ofte bedr 
tjent med at man siger Sandheden om dem og ku 
Sandheden; det vil derfor ikke være rigtigt at foi 
dølge et saa fremherskende Træk hos Andreas Olui 
sen som hans Sparsommelighed. Man kunde tale 01 
den Tilbøjelighed hos ham til altid at fæste Blikke 
paa det Nærmeste, der var Grundvolden i hans Va 
sen som Politiker og som hidkalder Tanken paa e 
saa ædelt Forbillede som Kong Frederik den Sjette 
men det er i rent praktisk Forstand vi her om 
handler hans Sparsommelighed. Han var i Penge 
sager paaholdende indtil Sygelighed. Man fortællei 
og det har Sandsynligheden for sig, at der i han 
lange Liv aldrig en eneste Gang er gaaet rede Pengi 
fra ham; han omfattede sine Kontanter med en Ar 
Samlermani. Hans Hadere, der selvfølgelig overdrev 
forsikrede, at han vilde brænde en Gaard af, hvi 
han selv havde Haab om at skrabe en Femøre ol 



163 



af Tomten. I de næsten to Menneskealdre han gen- 
nem alle Partiomskiftelser holdt sig siddende paa 
Tinge, oppebar han en Folkerepræsentants Dagpenge, 
der jo er temmelig anselige, og som mange mis- 
undte ham. Man ved, at han betragtede denne Ind- 
komst med en særlig Interesse eller Pietet, og at 
han besad en Bankbog, hvori den samlede Sum, 
uden at han nogensinde havde rørt den, stod ind- 
for*. Det var en lille Formue, da han trak sig til- 
b*&e, og det endskønt han ikke oplevede Diætfor- 
ha Jelsen. De store Spisegæstebud, han især i en 
Fortid holdt paa Uensgaarden for Meningsfællerne 
slc ^.] have kostet ham meget, men det gik jo kun 
fr^ Gaarden i Form af Levnedsmidler, og i den 
se *>ere Tid dels aftog Gæsteriet, og dels bidrog Ven- 
nfe **ne under Haanden deres Skærv dertil, som jo 
"***lt rimeligt var. Sin talrige Familje opdrog An- 
fr^as Olufsen uden større Bekostning, da Børnene 
3***xie Gavn paa Gaarden for deres Fortæring; en- 
^l*e fik en videre Uddannelse gennem Fripladser 
*^ Højskoler, Andreas Olufsen havde gjort sig for- 
***den. Andreas Olufsen var da en Mand, der sad 
Overordentlig rige Kaar, hvilket man jo maa blive, 
■^r man i et usædvanlig langt Liv stadig tager ind 
^n nogensinde ved nogensomhelst Lejlighed selv at 
r *s ud. 

Andreas Olufsen var en vigtig Mand. Vigtig, 
%d vil nu det sige? At han som en Slags instinkt- 
sssig Modvægt mod sit uanselige Ydre førte sig 



164 



med nogen Storladenhed og Kulde mat synes i alt 
Fald velovervejet, naar man tager Hensyn til det 
Ansvar, der laa paa ham. At han virkelig gjorde 
Indtryk af at være i en mærkelig Grad indbildsk, 
var for det tørste begrundet i hans uomtvistelige 
Begavelse og skyldtes vel desuden hans stærkt ud- 
viklede Underbid, altsaa en organisk medfødt Til- 
fældighed. Han lignede noget en Gedde, der jo har 
en rovbegærligt fremstrakt Undermund; men kan man 
forbinde nogen Mening med at skylde Gedden for 
Indbildskhed? Nogle paastod, at de havde set An- 
dreas Olufsen ligefrem lammet af Vigtighed, naar 
han var i Selskab med flere, saa at han sad stiv 
og stirrende med sit Underbid paa et Sted i en hel 
Klokketime; men er det ikke netop Geddens Sæd- 
vane at stille sig saadan i sit Element, og kan man 
bebrejde Gedden bevidst Hovmod? Gedden fordøjer 
vel simpelthen i den Stilling. 

Mange fandt jo ogsaa Anledning til at skumle 
over mindre propre Handlinger, Andreas Olufsen gjorde 
sig skyldig i. Han havde det paafialdende Uheld 
at komme til at begaa omtrent de fleste af de Ting, 
han strængelig forbød andre, i Politik som i sit Pri- 
vatliv, hvad enten det nu var en Skæbnens Ironi, 
der forfulgte ham, eller han i sit allerinderste Hjer- 
tes Hjærte havde udtaget et Slags moralsk Patent, 
hvilket Ingen havde let ved at tiltro hans iøvrigt saa 
enkle Natur. Han skal engang i et uoverlagt Øje- 
blik have ytret, at det ikke er Synd at lyve eller 



165 



jæle, men at det er sjofelt at blive opdaget og 
xafbart at gaa til Bekendelse. Denne Anekdote er 
og sikkert apokryf. Andreas Olufsen havde aldrig 
siv begaaet noget lovstridigt eller noget, der umulig- 
jorde ham i Folks Agtelse. 

Der var jo den sørgelige Tildragelse med Dor- 
iea, hans første Kones Død, den kunde ikke glem- 
tes, selv ikke af dem, der holdt ubønhørligst paa 
Egteskabets Ret. Nogle fastholdt, at han i den Sag 
avde opført sig som en koldblodig Skurk; men er 
et ikke en Modsigelse, staar det ikke i Modstrid 
1 selve „Forbrydelsens* 1 Akt? Undtagelsesmennesker 
idrømmer man jo en Del, og er man omvendt en 
kurk, saa ophører man vel at være et Undtagelses- 
lenneske, og hvem skal saa tilgives noget? Under 
Ile Omstændigheder staar det Enhver frit for at 
aerge sig mod de slette Mennesker her i Verden, 
aalænge vi ikke kan maale os med en Mand, hvad- 
nten vi nu ikke er haardføre nok, eller vi ikke gider, 
(æder det os bedst at udsætte vor Dom over ham 
idtil videre. 

En saadan Betragtning ligger nær, naar man ser 
en til Niels Kristian, der i sin sidste Levetid for- 
om som omvankende Visesælger i den dybeste apo- 
toliske Elendighed, og som aldrig kunde nedbede 
vovl og Beg nok fra Himlen over Andreas Olufsens 
yndige Hoved. 

Desuden, hvis Andreas Olufsen havde været en 
>kurk, vilde han nok i Lighed med andre af Histo- 



166 



ricns Umennesker være død af Lusesyge« eller hans 
Lig vilde være drevet gennem Sprækkerne i hans 
Kiste paa Vejen til Kirkegaarden ; men ingen af 
disse Gudsdomme fandt Anvendelse paa ham; han 
sov stille og smertefrit hen af Alderdom i sin ordent- 
lige Seng og kom i Jorden med største Stemnings- 
fuldhed og Ære. Havde han været en graadig Snyl- 
ter paa Jordoverfladen, saa gengav han den i hvert 
Fald sit Legeme med Renter og Renters Rente, med 
Hud og med Haar. 

Den sidste halve Snes Aar af sit Liv gik Andreas 
Olufsen i Barndom. Man kan sige, at han aldrig 
naaede at blive stillet overfor det store Spørgsmål! 
om, hvorfor han havde levet; for paa det Tidspunkt, 
hvor dette Problem passende kunde indfinde sig, 
tog hans Aandsevner gradvis af, saa at Problemet 
ligesom skrumpede sammen og svandt bort tillige 
med hans Bevidsthed. Efter hans Død stod derfor 
ogsaa hele den store Formue, alle de lødige Penge 
urørt, og uden at han havde taget nogen Bestem- 
melse om deres Anvendelse. Mange Folk tog An- 
ledning til at sukke over dette og betænke Livets 
korte Rækkevidde. Aa ja, men hvem ved, om ikke 
Andreas Olufsen bare havde samlet fiere Penge, hvis 
han havde kunnet virke længere. Han var indrettet 
som en Fælde, der tager Alting ind men aldrig slipper 
Noget fra sig. 

Der var en Samleraand i Andreas Olufsen. Selv 
af Person var han nærig; det meste af hvad han 



167 



ev i ham; Folk, der kendte ham godt morede 
at paastaa, at der aldrig kom andet end Luft 
Alt hvad han fordøjede gik fra ham i aan- 
rm. 

blev med Alderen meget kropsvær, og i sin 
øje Oldingealder sad han hen som en stor 
Ansamling af Talg, begroet med lange hvid- 
Haar, der saa ud som Mug. Han lignede en 
stor lodden Paddehat, en ærværdig Kæmpe- 
ler sad ene paa Jorden; og der var ogsaa den 
ne sure Dunst ved ham som ved Fugt og 
Trøske. 

n sidste Tid var alle hans Sanser lukkede, 
blind, døv og stum, kendte ikke sin Fa- 
vidste ikke af sig selv mere. Da hån ende- 
■, var der ikke anden Forandring paa ham, 
lan nu ikke mere blev madet; han gik i Jor- 
1 en mægtig hvid Maddike, paa hvis Ender 
: er Forskel, og som er fuld af Nattens sorte 

døde som selve Afbilledet paa den umætte- 
naalsløse Vækstlighed. Han jævnedes efter et 
vs private Appetit ud i den store Ensomhed, 

gror. 



TORDENKALVEN 



.et berettes om ham som et fjærnt Sagn, at han 
i sin Ungdom havde været en stor og vel- 
t Karl, men at han var bleven Krøbling ved at 
bagover med en Hest Som han nu saa ud 
lavde set ud, saalænge levende Folk kunde hu- 
var han puklet og bøjet sammen til sin halve 
gde, og det ene Ben var for kort; men Kæmpe- 
terne sad i ham endnu. Han lignede Danmarks 
orie. 

-ian var en vagabonderende Samler og Særling, 
It af Alle, uden at Nogen vidste rigtig Besked 
ham alligevel; han tilhørte ikke nogen Familje, 
m Slægt eller noget Samfund. Han stod uden- 
Tiderne. 

Hvad han hed var der Ingen der anede. Han 
ie hele tolv Tilnavne af temmelig hedensk Klang, 
var alle af hans egen Opfindelse; han kaldte sig 
den Tordenkalven, hvilket Navn Folk altsaa var 
r en staaende ved, ogsaa for Klodden, Fylseplagen, 
Iderlammet o. s. f., lutter Navne der lød af Fyrig- 
og Ungdom. Han var saa gammel, at han ikke 
de huske sin Alder, han havde altid eksisteret og 
ikke til at ville dø. 



172 



For at forstaa, hvordan han saa ud, mat man 
tænke sig en Mand af kæmpemæssig Vækst, der er 
bleven bukket sammen og skudt ind i hinanden 
som en Kikkert Kropstykket paa Tordenkalven vir 
bredere end det var langt og af en Alens Gennem- 
snit fra Bryst til Ryg. Hans Arme var saa lange 
at de næsten naaede Jorden og svære som et jævnt 
Menneskes Ben; Hænderne var gule og kødfulde 
med stinde Haar paa og tykke hornede Negle. Han 
gik med en kort Krykke under venstre Arm og 
Stumpen af en svær jærnbeslaaet Kæp i højre Hund. 
Det venstre Ben var for kort og stift i Hoften. Oø 
Vinteren gik han med umage Træsko; den paa ven- 
stre Fod havde Jærnbeslag paa fire-fem Tommers 
Højde. Men om Sommeren gik han med den højre 
vældige Fod bar og den venstre i en almindelig 
Træsko. Paa den Maade udjævnede han Benenes 
Længdeforskel og humpede over Bunden. Han gik 
flere Mil i sin Levetid end nogen anden Mand i 
Himmerland. Han havde jo ingen Hjem men stav- 
rede altid omkring paa Landevejene, for at det skulde 
fuldkommes, at den der er daarligst til Bens, han 
naar længst. 

Naar Tordenkalven kravlede ind i en By, var 
han jo ikke til at tage fejl af. Han lignede en Bylt 
gamle Klude, der har sat sig i Bevægelse paa Bf* 
sammenlaante Ben, hvoraf de to var Træben og W e 
engang mage;, det skringlede og klang paa Ste- 
nene hvor han kom frem af ægte Jærnbeslag; han 



173 



atte dybe Spor i Jorden, for selv vejede han en 
evn Stud op, og svære Byrder bar han baade for 
g bag, han slæbte bestandig om med al sin Haben- 
ut Naar man nu saa ham saadan maale sig fir- 
enet hen ad en Vej, skulde man jo ikke tro, han 
ar et Menneske. Hans Klæder var noget af en 
lærkelighed. Det var et Sæt Tøj, som han havde 
aaet med i en tredive-fyrretyve Aar, og som han 
avde lappet og besyet saa ofte og med saa mange 
lags Klude, at det nu paa sine Steder var flere 
ommer tykt og lignede en broget Butik. At det 
;ke lugtede af Ambra, er en Selvfølge, men det var 
lestaaende i sit Slags. Mange havde budt Torden- 
dven et nyt Sæt Tøj for at komme i Besiddelse af 
tt gamle som en Sjældenhed, men han vilde ikke 
' med det, han befandt sig ligesaa godt i det som 
Dyr i sit Skind. Paa Hovedet bar han en garn- 
el spidspullet Hat, der var gul af Ælde og stam- 
ede ned fra Vornedskabets Tider, i Pullen af den 
fflite han sin Melmad og sin Tobak; det var hans 
risekammer. I de store beskidte Bylter, han havde 
ia Ryggen, slæbte han om med de Varer, han tig- 
'de sammen, gammelt Jærn og alt muligt værdi- 
st Ragelse; men i den hvide Vadmelsbylt, han bar 
ran paa Brystet, havde han sine rede Penge, sin 
>rmue i Sølv, og den var gammel og tung. Han 
wde puget meget sammen, han var ikke for ingen 
ng mærket af et halvt Aarhundredes Regn og Sol- 
and og Vestenstorm i sit Ansigt, han forfulgte et 



174 



Maal og havde bedre Tid end andre Folk, der ba- 
ster afsted i Fjedervogn med Heste for og har saa 
travlt med at vinde ind paa Manden med Leen. 

Man spørger sig altid uvilkaarligt, hvad en Mand 
vil og hvad han kan. Med Hensyn til Tordenkalven 
var Ingen i Tvivl. Han kunde to Ting: synge Viser 
og drawe Folk i Kelden, og i Vederlag ønskede han 
alt hvad der hed gammelt Metal, Knapskaller og 
Galskillinger. Den ene af hans Særevner kan for- 
klares straks; han var saa umaadelig armstærk og 
saa tung, at det var ham den smalleste Sag af Ver- 
den at vinde en Mand op og ned i en Brønd. Naar 
der derfor var noget i Veien med Kelden, opsatte 
man det gærne til Tordenkalven kom til Byen og 
fik saa ham til at drawe Svinget; det var han en 
sikker Mand til. Han stod saa der med Hovedet 
ned i Maven, saglende i sit Møngspyt af et Skæg og 
drawede med een Haand, ganske som om det kun- 
de være en tom Spand og ikke et voksent Menne- 
ske, han firede ned i Dybet. Der var fire Mands 
Styrke i hans Hænder. Tordenkalven var desaarsag 
fri for Drillerier, hvor han saa gik. Det fortaltes 
som et lærerigt Sagn, at en Hund, en taabelig Hund 
engang havde bidt efter ham og havde vovet sig 
indenfor Rækkevidden af hans Jærnkæp — Aa, den 
blev slaaet helt ihjel, den blev lavet til Klat med en 
eneste Lussing af Tordenkalvens Krykkekæp! Ellers 
gjorde han aldrig Fortræd; han var god. 

Den anden Evne, Tordenkalven gjorde sig for- 



175 



ent ved, bundede i hele hans Væsen. Han var 
ligter. De Viser, han sang for Folk, havde han 
elv gaaet og sat sammen. De var ikke som andre 
Iser, hvori der besynges en sørgelig Tildragelse 
Iler en romantisk Historie om Elskende, Torden- 
alvens Viser var Lovsange og Mysterier. Der var 
Jrader i dem, ligesom de var af forskellig Længde, 
lan sang ikke den samme Vise ved enhver Lejlig- 
ied. For et almindeligt Stykke gammelt Jærn, en 
iælring eller et Par rustne Søm, kunde man faa en 
ille uskyldig Vise, der i sit allersidste Vers aabnede 
Qeren paa Klem ind til Ukyskhedens Rige; men 
S&v man ham en god Knapskal eller en ugangbar 
Sølvmønt, hvad han kaldte en Galskilling, saa fik man 
en lang grundig Vise, der ikke nøjedes med et Kig 
ind i Uterlighedens Land men gav en udførlig Topo- 
grafi deraf. 

Han sang ikke paa almindelig Vis, Tordenkalven, 
for hans Melodier var ogsaa selvgjorte. De var meget 
ensformige og laa dybt, saa at hans Sang nærmest 
fad som Foredrag med Toner under. Han sang 
mærkelig udtryksfuldt, og de kloge Øjne, som han 
*ldrig slog ned, hjalp til at give Viserne Kraft. Han 
kunde næsten lamme Folk med dem; de var saa 
forvovne, til Tider saa svinske og dyriske, at ens 
Fødder blev som naglede til Jorden, naar man hørte 
dem. Det var et helt gaadefuldt Syn at se ham staa 
°8 synge udenfor en Gaard med Karle og Mænd 
rundt omkring sig; de kunde ikke flytte sig, de 



176 



hang fortryllet ved hvad de hørte, og kan naar Tor- 
denkalvens Stemme, der i sig selv lød lavt, som om 
Ingen maatte høre ham, begyndte at synke helt, 
sprang en af Karlene afsted ind i Gaarden for i 
Huj og Hast at fremfinde et gammelt Søm eller en 
Metalknap til at nære Visen med. 

Penge, virkelig gangbar Mønt stod ligesom udenfor 
Tomenkalvens daglige Ønskeomraade, hvorvel det vir 
dem, han allerlængst ude stilede imod. Alle de Me- 
talstumper, han tiggede, og hvad han ellers skrabede 
sammen, gjorde han i Penge en Gang om Aaret hos 
en Gørtler i Hobro. Derimod gemte han Galskillin- 
gerne og Knapskallerne, kort sagt alt hvad der var 
rundt og af Sølv. Gav Nogen ham nu imidlertid rede 
Penge for at synge, saa kunde han slaa med Hove- 
det, ryste sig ligesom, af Respekt, nu skulde der 
være Alvor i det, og saa hævede han Stemmen, saa 
udsang han med fuld Styrke de sidste unævneligste 
Ting; saa var det ikke en Glød, der laa i Halv- 
mørke og ulmede men en sprudende Ild, der sved 
af lige til Grunden. 

Der var som blæst for Fruentimmer, naar Tor- 
denkalven stod ved en Gaard og sang, de var væk, 
de lod sig ikke se. I det hele taget frygtede alle 
Kvinder ham, og det endskønt han nærmede sig 
dem med de venligste og hensynsfuldeste Lader; de 
stod altid med Flugt i Lemmerne og med Øjekast 
rundt efter alle Udgange, naar han var i deres 
Nærhed. 



177 



Det var Tordenkalvens store Sorg. Han elskede 
et andet Køn, baade unge Piger og maveføre Koner 
g de allerældste furede Kærlinger, han elskede dem 
llesammen. Der var bevaret en Ridders Aand i 
en gamle Kæmpekrøblings Hjærte; der kunde ikke 
omme et Skørt i hans Nærhed, uden at Kludebun- 
en ligesom blev til en lang følsom Troldarm, der 
kød sig famlende frem og søgte og ormede med 
Ile fem opadrakte Fingre i Luften. Men kom nogen 
ul nær, at han kunde naa hende, vilde han hale 
Limen hjem igen, kysse sig lækkersultent indeni 
laanden og stryge den saa varsomt, saa varsomt 
edad paa det dejlige Skørt, mens han krøb og krøb 
dybeste Underkastelse med sine frække Vædder- 
jne. Kvinderne blev som de fik Rotter paa Krop- 
en, naar han rørte ved dem, de brølte og sprang, 
(en naar det nu traf sig, at det var en halvfem- 
indstyveaarig gammel Egetræs Kone, Tordenkalven 
«a denne Maade viede sin næsegruse Dyrkelse, og 
tn/i saa brød ud i et Kvak og hoppede som en 
Tudse, saa maa der jo et Billede fra Ridderalderens 
ædste Tid til for at finde noget lignende i Retning 
af Sværmeri og skøn Undseelse. 

Man fortalte for Resten, at der laa en ulykkelig 
Kærlighed bag Tordenkalvens Liv, men det vil man 
gærne fortælle om Enhver, der er kommen til Alder 
uden at have været gift, hvad Grunden nu kan 
have været Det hed sig ogsaa om Lindby-Skytten 
og om Vogn paa Heden og Niels Kristian og flere 

Nye HimmerUndahistrorie 12 



178 



andre af den Slags Varulve, Snøvl-Peter da heller 
ikke at forglemme, at de gik og bar paa en ulyk- 
kelig Kærlighed fra deres Ungdom. Til Gengæld 
syntes det jo, som om de havde faaet andre Gaver 
i Erstatning allesammen. Skytten havde Lighid, og 
Vogn var klog, Niels Kristian havde faaet den aande- 
lig Gave, ligesom Kræmmer-Drejs, der jo for Resten 
fik Kæresten med inden Enden tog, Snøvl-Peter drak, 
og saadan fik de hver for sig den bedre Part, der 
ikke skulde tages fra dennem, i Stedet for den tabte 
Lykke. 

Tordenkalven havde altsaa faaet en Skjalds Evner. 
Det skal nu siges, at han ikke som Niels Kristian 
brugte dem til Forklejnelse af de Ting, han havde 
maattet miste, tværtimod; som foran antydet var det 
netop Besiddelsen i Elskovslivet, han forherligede i 
sin Digtning. Og han drev det eksempelløst vidt 
som Kender og tungefærdig Beskriver af skjulte Ting* 
han var det mest alvidende Nydelsesmenneske, der 
nogensinde med tør Mund har udmalet et Fraad- 
seri, ganske ligesom han skønt lambenet distancerede 
alle andre fuldstændigt som Vandringsmand. 

Grunden til at Tordenkalvens Skjaldskab holdt sig 
saa klar af Forsagelse og af Vemod var den, ** 
han trods al Vanførhed nød et ukueligt Helbred. 
Den puklede og vredne Bul af en Krop, han slæbte 
om med, skjulte et Par vældige Lunger, og det e f 
som bekendt i dem Livslysten sidder. Han var et 
Friluftsmenneske, en født Ven af Naturen, han levede 



179 



t Liv under aaben Himmel med sin Opmærksomhed 
ilt mellem Regnormen og Lærken, og det var det 
er gjorde ham til Digter. Hans Blod var saa sødt, 
t han ikke kunne tale uden at smykke sine Ord, 
lerfor udtrykte han sig altid i Kendinger og dunkle 
lignelser, for tilsidst naar Rytmen betog ham at 
gaa over til at kvæde. Han benyttede sig mest af 
Stavrim ligesom de Gamle, og han digtede ofte sine 
Vers i samme Aandedræt som han sagde dem. Han 
holdt af Børn, og traf han saadan en lille velnæret 
og fløjlsblød Unge paa sin Vej, kunde han lægge 
sin hule Haand som et Laag paa Barnets runde 
Mave og bryde ud i et Kvæde, saa hele hans Hoved 
dirrede derved: 

Aa, du mit Sukkerbarn, du min bitte, bedste 
Sukkertop, du er af Sukker og du spiser Sukker! 
Fra du blev født har du drukket med din bitte søde 
Mund af din Moders Sukkerpatte, og sulten er du, 
°K som du kan gnave med din bitte Sukkertang paa 
dit Sukkerbrød og faa det til at skride ned i din bitte 
Sukkermave — jeg siger du er sød! Krill! 

Og Tordenkalven smuttede Barnet fra sig ved et 
hastigt Klem med alle fem Fingre om den lille Top- 
mave, saa at Barnet trillede skrupleende og henrykt 
°m paa Jorden. 

Tordenkalven var altid paa Vandring, altid ude, 
hvordan Vejret saa var. Om Sommeren sov han 
under aaben Himmel. Man kunde kun med største 
Vanskelighed og da kun om Vinteren faa ham lok- 

12* 



180 



let ind i en Stue, han kunde ikke aande derinde 
og taalte ikke de lave Lofter over Hovedet Han 
var en Skabning, der skulde ses ude, kravlende pat 
Jorden og med et Vejr over sig, han lignede selv et 
Landskab eller en gammel Bondeegn med den top- 
pede Hat, der saa ud som en Kæmpehøj, og (Øjnene 
der skinnede som brændte Ruder i et gammelt Hus. 
Hans Skæg og Haar var som en rimet Kratskov, 
hans Pukkel lignede en Bakke, og hans Øren Grus- 
grave. Der stod en mudret Pyt i hver af hans 
Mundvige, hans Haandbage var mørke og furede som 
en Brakmark. Og i hans Miner legede det barske 
og blide Vejrlig, Regn og Solskin, den farende Blæst 
og de sure Taager. 

Tordenkalven var en af de sidste i Himmerland, der 
talte det gamle rene Maal. Hans Sprog var rigt, sik- 
kert og udtryksfuldt, og det dannede Grænsen for 
hans Verden; hans Vandringer strakte sig aldrig uden- 
for Dialektomraadet; Folk der sagde æ Hæjst i Stedet 
for Hæjsten, kunde Tordenkalven ikke lide, de var 
ikke af hans egne. Med Tiden snævredes Torden- 
kalvens Verden ind, ikke i Omkreds men i Tallet 
paa dem, der ligesom han talte det ublandede Maal. 
Han holdt sig helst til gammeldags Gaarde og ensomt 
beliggende Pladser, hvor Skikken og Smagen var den 
gamle. Og her tog man vel mod Tordenkalven, han 
var jo en strængt redelig gammel sær og forladt Karl, 
som der ikke var nogen Slags Ondt i. Mange g* v 
ham vel ogsaa Husly en kold Nat ved Tanken om 



181 



alt det meget Sølv, han bar paa sig eller havde gravet 
ned rundt omkring i Herredet. Det kom for Resten 
aldrig for en Dag, for Tordenkalven døde uden at 
røbe Nogen Gemmestederne. Han kom en Nat skram- 
lende ind paa en Gaard, stum og allerede langt inde 
i Dødens Svimmelhed; og der endte han sin Van- 
dring. 

Han havde været ulykkelig forelsket, den gamle 
puklede og lamme Jætte! Med hans Bevidsthed sluk- 
kedes et forgudet Erindringsbillede i hans Indre, Bille- 
det af en ung Karl, der rank og sværlemmet red højt 
paa en ustyrlig Hest . . . 



i ! 




ANE OG KOEN 



il; 



3ppe paa Kreaturpladsen ved Hvalpsunds Marked 
stod en gammel Kone med sin Ko. Hun stod 
oget afsides med sin enlige Ko, hvadenten det nu 
ar af Beskedenhed eller for at blive lagt bedre 
lærke til. Hun stod saa roligt med Hovedklædet 
raget lidt frem over Panden for Solen og strikkede 
aa en Strømpe, som allerede var lang og brættet 
p i en tyk Rulle. Hun var klædt paa efter pæn 
ammeldags Mode med indigofarvet Skørt, der lugtede 
la hjemligt af Lødgryden, og med et brunt strikket 
orsklæde over det hule Liv. Hovedklædet var 
ilmet og havde Læg af at være gemt hen, og Træ- 
coene var fladbundede, men hun havde blanket 
sm. I det graa Haar stak en ekstra Strikkepind 
iruden de fire, hun brugte saa flittigt med sine 
amle forslidte Hænder. Hun stod med et Øre vendt 
Retning af Musiken fra Krammarkedet og saa sig 
gsaa lidt om paa Folk og Kreaturer, som trængtes 
g handlede lige ved hende. Der var en Støj og 
t Brøl omkring hende og allevegne fra, Vrinsken 
ppe fra Hestemarkedet og Tummel af Baade nede 
ed Stranden, Hvæld af Gøglere og Trommebump, 
ien hun stod saa stille der i Solen og bandt paa sin 
lose. 



186 



Og ved Siden af hende med Hovedet nær ved 
hendes Albue stod Koen hængevommet og udtilbens 
og tyggede Drøv. Det var en gammel Ko, men den 
var god, sund i Haarlaget og rigtig ordenlig holdt. 
Den var jo noget skarp i Agterpartiet og henad Ryg- 
benene, men det var ellers ægte Sager det hele; 
Yveret struttede fint og loddent under den, og der 
var ikke altfor mange Ringe paa de kønne sorte og 
hvide Horn. Den stod med fugtige Øjne og malede 
anden Gang paa Foderet, stadigt fra venstre til højre 
med Undermunden, og naar den havde sunket Bidden, 
vendte den Hovedet og saa sig om, for atter at staa 
med rolig Hals, naar den næste Foderbolle var ilet 
gennem Spiserøret og op i Munden. Den slimede 
veltilmode fra den store Mule, og det sang dybt og 
elastisk som en dunkel Orgeltone i dens Indre, naar 
den drog Pusten. Det var en sund og levende Ko, 
der var kommen til Skelsaar og Alder, og som havde 
oplevet hvad der kan times Køer; den havde født 
sine Kalve uden nogensinde at faa Lov at se dem 
eller slikke dem, og den havde siden tæret sit Foder 
og givet sin Mælk i god Tro. Og nu tyggede den 
Drøv her ligesaa godt som et andet Sted og svang sin 
Haledusk i stive Snirkler om efter Fluerne. Tøjret 
hang omhyggelig oprinket paa det ene Horn, for den 
vilde jo ikke bisse eller gaa paa egen Haand, og 
Klaptræerne var gamle og rundslidte uden hverken 
Jærn over Næsen eller indadvendte Pløkke, for den 
behøvede jo slet ikke at aves. Det maa bemærkes, 



187 



at den havde sit nye Reb paa i Dag, ikke det gamle 
tynde og øgede, den ellers græssede med. Gammel- 
Ane vilde, at hun, Koen nemlig, skulde tage sig ud 
til sin Fordel. 

Det var en god Ko, velegnet til Slagtning, og det 
varede derfor ikke længe før en Mand kom hen og 
stirrede paa den og grov sine Fingerspidser ned i 
dens Rygskind, hvilket Tilnærmelse den hummede sig 
noget for uden dog at blive harmet. 

Hvad koster Koen, Gammelmor? spurgte Manden 
og rettede sit stærke Blik fra Koen og til Ane. Ane 
strikkede videre. 

Den skal ikke sælges, svarede hun. Og som for 
at slutte Samtalen paa høvisk Maade slap hun Pin- 
dene med den ene Haand og tørrede sig privat be- 
skæftiget under Næsen. Manden drev af men kom 
ligesom til at hælde, idet han gik, fordi han ikke 
kunde løsrive sine Øjne fra Koen. 

Ikke længe efter svipper en fin og barberet Slagter 
Koen over Hornene med sit Spanskrør og lader sin 
ophovnede Haand glide hastigt henover Ky'et. 

Hvad koster Koen? 

Gammel-Ane skeler først til sin Ko, der sitrer 
fromt med Øjenlaagene for Spanskrøret, og saa vender 
hun Hovedet og synes at opdage noget langt borte, 
der interesserer hende. 

Den er ikke til Salg. 

Færdig. Vor Pranger flagrer videre i sin blod- 
skjoldede Støvfrakke. Men ikke længe efter indfinder 



188 



der sig en ny Lysthavende. Gammel-Ane ryster paa 
Hovedet, Koen skal ikke sælges. 

Da hun nu saadan havde givet en hel Del Folk 
Afslag, blev hun jo kendt; de begyndte at snakke om 
hende. En Mand der havde spurgt paa Koen før, 
kom tilbage og vilde endelig købe den, og nu gjorde 
han et Bud, som var meget fordelagtigt Gammel Ane 
sagde Nej, lidt urolig, men bestemt 

Er den da solgt? spurgte Manden. 

Nej, det var den slet ikke. 

Jamen hvorfor i Alverden staar du da her og pa- 
raderer med Koen? 

Gammel-Ane lod Hovedet synke men strikkede 
haardnakket videre. 

Hvad? Hvorfor staar du her med Koen? spurgte 
Manden, som nu var helt fornærmet. Er det din 
egen Ko? 

Ja det var nu sikkert nok at det var. Sandelig 
var det Anes Ko. Hun lagde til, at hun saamænd 
havde haft den siden den var Kalv, ja hun havde 
saamænd saa. Kunde Snak forsone Manden, tænkte 
Ane, saa skulde det ikke mangle. Men han afbrød 
hende: 

Staar du her og gør Nar af Folk? 

Aa Gud! Ane tier ulykkelig. Hun strikker sort 1 
i Vildelse, hun ved ikke, hvorhen hun skal se y && 
ked af det bliver hun. Og Manden trænger paa, vred - 

Jeg siger, er du kommen til Marked for at gØ*" e 
Nar af Folk? 



189 



Da er det at Gamle-Ane holder op med Striknin- 
en. Og mens hun letter Tøjret af Hornet paa Koen 
g ordner sig paa Tilbagetoget, fæster hun sine Øjne 
åbent og bedende paa Manden: 

Det er saadan en enlig Ko, betror hun ham tillids- 
lidt, det er saadan en enlig Ko! Jeg har kun den 
amme paa mit bitte Hussted, og hun kommer saa 
iældent mellem andre Kreaturer. Jeg bor jo saa 
ingt fra andre Folk. Saa tyktes jeg jo jeg vilde 
række hende til Marked, for at hun kunde komme i 
>elskab med andre af hendes egne og adsprede sig 
:n bitte Gang, ja jeg tyktes saamænd saa, og det 
tunde jo Ingen skade, mente jeg, og saa var det jo vi 
Tak herhen. Men vi skal ikke sælges, og nu skal 
'i nok trække af Vejen. Og Undskyld, skulde jeg 
sige. Og Farvel. Og Tak. 



JENS 



i 



eldby er en Haandværkerby, der lever af Om- 
egnens Bønder; den strækker sig i en lang af- 
adt Gade af Smaahuse paa begge Sider af Konge- 
i en. Paa hvert Dørtræ sidder en meget lille Hund 

usseligste Race, som holder sig rørig ved at fare 

og kæfte i Benene paa de Vejfarende. 

En Sommerdag bevægede en stor Bondekarl sig 
d ad Landevejen gennem Byen omhvirvlet af samt- 
e Køtere, ikke i Gang eller Løb men i Saltomor- 
&r! Han gjorde det ene høje Spring op i Luften 
er det andet, vendte sig forlængs en hel Omgang 
i sig selv og landede paa Jorden med Fødderne 
xi, saa at Træskoene sang i den haarde Vej som 
bjælder, og Smaastenene sprøjtede fra Jærnbeslaget! 
-Hem hvert Luftspring hujede han og favnede liv- 
igt med Armene imod de smaa Hunde, der var 
& ved at rase sig selv Tænder og Tarme ud af 
Isen. 

Skomager Anton, der sad og syrnede inde i sit 
irksted med Klumpfoden under Bordet og Næsen 
d af Lampeos, rakte sit blege Ansigt op til Ruden 

at se, hvem „Dyrplageren" var. Aa naa! Det 
r den Gale fra Graabølle, Jens Mekanikus. ldag 
r han da fuldstændig vild! 

Nye Hlnmerl«nd8hl8torier 13 



194 



Det var nu ikke saa langt fra heller, at Jens saa 
Solsystemer og Stjærner for sig idag; han havde 
været paa Posthuset og faaet et Brev, et lykkeligt 
Brev. Det var fra en Officer i København og med- 
delte Jens, at hvis han kunde komme til Hovedsta- 
den, skulde han foreløbigt ha Ansættelse som Karl 
paa et Laboratorium. Hvis han saa læste i sin Fri- 
tid og fik Præliminæreksamen, skulde der nok blive 
Raad til at ha ham ind paa Polyteknisk Lærean- 
stalt Og — som Officeren skrev — skønt Jens var 
en Karl midt i Tyverne, haabede han dog i sin Leve- 
tid at se ham som Professor i Kemi ved Københavns 
Universitet 

Da Jens havde læst Brevet, tog han Tilløb og 
saltomortalede sig ned ad Vejen. Han skulde ende- 
lig, endelig slippe ud nu! Han saa sin Bane for sig, 
sit Maal, som en Verden af Lys og Hvidhed, han 
saa sig gaa i Vejret, fjærnt og højt, mod Videnska- 
bens Arbejdshaller! 

Bekendtskabet med Officeren skrev sig fra Jenses 
Soldatertid. Jens havde ligget ved Ingeniørerne i 
København og havde fra første Færd gjort sig be- 
mærket ved sin Styrke og Smidighed, Egenskaber 
som sjældent findes forenede i en Bondekarls Krop. 
Han, der før han kom ind som Rekrut havde kun- 
net svinge to Tønder Rug op paa sih Nakke, men 
som aldrig havde haft Hovedet nedad, lærte paa føa 
Uger at eftergøre- enhver gymnastisk Øvelse, han 
saa. Ting som at entre Glatstangen i Hænderne 



195 



ene eller flyve over Hesten med fire Madratser 
aa, var ham snart Bagateller; mod Slutningen af 
n Rekruttid kunde han gøre en Saltomortale paa 
en bare Jord med fuld Ingeniøroppakning paa Krop- 
en! 

Soldaterlivet var ham ikke en Byrde men en fri 
lands herlige Tilværelse, hvorunder alle hans glim- 
Mide Anlæg kom til Udfoldelse. Han satte Liv i 
ele Kompagniet, for der var et susende Tempo i ham, 
an var lys og venlig, sorgløst aaben og var jo hver- 
en krybende eller vigtig. Hans Livslyst kendte ingen 
irænser, han enten arbejdede som en Jætte under 
•ang eller fik Luft i kæmpemæssige Spilopper, der 
jorde ham til Kompagniets beundrede Kæledægge. 
Ian var opmærksom, levende, altid vaagen, han saa 
g sansede med hver Fiber i sin Krop, han var den 
iurtigste til at opfatte og i Handling som et Lyn. Og 
il enhver Tid lyste han af en uhyre Tilfredshed, 
lan var altid spændt i Lemmerne, rømmede sig fyrigt 
red enhver Lejlighed og spilede Øjnene op som en 
mg Hest, der ejer hele Græsgangen. 

Men i Slutningen af Tjenestetiden blev Jens sin 
Kaptejns Yndling og Førstemand paa en anden Maa- 
de ogsaa; det opdagedes nemlig, at han foruden sin 
enestaaende praktiske Opfindsomhed og Fingernem- 
hed besad teoretisk Indsigt i Naturvidenskaberne. Kap- 
tejnen snakkede en Dag højt med sig selv om, hvor 
han skulde finde et Afledningssted for sin Strøm, 
en Dag de øvede Felttelegraf. 

13* 



196 



Kløv det Træ der og put Traaden ind ved den 
vaade Bark, foreslog 217. Kaptejnen fulgte Raadet, 
og siden blev Jens altsaa hans betroede Haand i alle 
vigtige Ting. 

Hvor havde Jens sin Viden fra? Den havde han 
skaffet sig ved en ren Tilfældighed En af Kamera- 
terne, som var medicinsk Student, kom en Dag i 
Betryk for Kontanter og afhændede to propre og 
smuktudseende men forresten uopskaarne Bøger til 
den tjenstvillige Jens. Det var Holtens Fysik og 
S. M. Jørgensens Kemi. Næste Søndag begyndte Jens 
at læse i dem. Hans Viden hjemmefra indskrænkede 
sig fer den Tid til hvad han som en vældig Num- 
mer Et havde kunnet forfra og bagfra og paa et Ben 
af Katekismen i Graabølle Skole. De to nye Bøger 
aabnede ham Portene til Universet. 

Han var jo ingen Læser, han saa med dybeste 
Foragt ned paa enhver aandelig Affære; men her 
var Kundskab, og han læste, fortærede Bøgerne un- 
der en intens Virksomhed af alle Sanser, en legem- 
lig Genkenden af alt dette, han gennemtrængte Bo- 
gens Ord, levede dem op til den dybeste Bund i 
deres Mening, han borede sine Øjne gennem Bogen 
og ud i Uendeligheden, han drak Kundskab, som en 
Væge suger Olie. Hvorfor skulde han ikke kunne 
sanse, opleve en Bog ligesaavel som en Storm eller 
en Feber? Det var det han gjorde, han mættede sig 
ind i alle Nerver med Nyhed og pragtfuld Overbe- 
visning, han sprang, han lærte paa en Gang Højden 



197 



og Dybden af Verden og sin egen Rækkevidde i den, 
han saa sine Grænser og fortættedes derved. Han 
anede for første Gang sine indre titaniske Kræfter. 

Kemien greb ham stærkest, for den havde næsten 
helt Nyhedens Interesse for ham. Fysiken derimod 
bragte kun Orden i en Verden af Iagttagelser, han 
allerede selv havde gjort. Baade Tyngdens Lov og 
Haarrørsvirkningen var ham væsenlig bekendt, fra han 
som Hyrdedreng vejede Stene paa Baghaanden og 
flød med Spaaner paa Vand. Han vidste endogsaa 
Ting, der slet ikke stod omtalt i Fysiken; saaledes 
havde han for Eksempel som Sandgraver overbevist 
sig om, at visse ovale Smaasten med en brun lag- 
delt Kærne altid laa i Jorden og pegte med Enden 
mod et bestemt Punkt paa Himmelhvælvingen, som 
han havde mærket sig, men om dette Fænomen søgte 
han forgæves Oplysning hos Holten. 

Ellers var det jo noget af et vildt sjæleligt Orgie 
for Jens at styrte sig ind i Elektricitetslæren og Fy- 
sikens øvrige Guddommeligheder; det trængte ham 
til Marven at læse Dampmaskinens Historie, han 
skred glubsk til det Kapitel og fortærede det med en 
voldsom Nydelse og Spænding, følte en smærtelig 
Hunger efter mere, da det var slut Han kunde 
Bogen, da han havde læst den igennem een Gang. 
Men den havde slaaet Døren op for et mørkt Gab i 
hans Indre, han havde hist og her været nødt til 
at springe over et Svælg, som han kun vidste hed 



198 



Matematik. Her maatte en Bog vel kunne erhverves, 
en Bog om den Ting. 

Imidlertid kastede han sig i sine Fritimer med 
flammende Opdagerlyst ind i Kemien. Den Fryd han 
gennemgik, og den Triumf der fra nu af og altid 
siden satte Bo i hans Hjærte, kan forstaas af 
Mænd, der har oplevet det samme, men lader sig 
jo ikke udmale. Kemien gik lige saa hurtigt og 
med lige saa stor Naturlighed over i hans Væsen, 
som Vand læsker Kalk. Forudsætningen var til- 
stede, Jens var en født Elsker af de synlige og rør- 
lige Ting, han havde fra sin første skære Barndom 
higet efter at forenes med Naturen og blive et med 
dens Vidundere; han kendte alt hvad der ligger et 
friskt Menneske under Øjnene og savnede kun den 
store Sammenhæng. Ved Lugten af rent Jod, som 
han skaffede sig et Stykke af paa et Apotek, følte 
han sig i Besiddelse af Hjemstedet for Alverdens 
Strandlugt; Kendskabet til Lugten af destileret Fusel- 
olie blev ham Brændpunktet for hans Erfaringsma- 
teriale af Drankere, Fattighuse, Morgenbræk, Syner 
af Rotter og alt hvad han havde mødt af Katzenjam- 
mer og forpestet Aande i Graabølle og Omegn. 

Kemien laa ikke for ham som en Brændestabel 
imod hans Skinneben men som en vældig Lyskilde, 
som et nærende Fluidum, der i et Nu gennem- 
trængte hele hans tørstige Indre. Derfor vidste han 
ikke kælnere eller sødere Sang end en rigtig endeløs 
kemisk Formel, hvis Bogstavrække for ham var en 



199 



skøn Svingning, en formfin Mosaik af Grundstoffer 
i Forklædning. Da der Ingen var, der havde lært 
ham, hvordan Formel udtales, havde han selv lært 
sig til, at det hed Formeel, hvilken Udtale han be- 
tjente sig af; og var han bleven en Fører siden, 
havde man vel været nødt til at lægge Tonen paa 
den Stavelse, der passede ham. 

Livet fik et andet Udseelse for Jens, i den Tid 
han fløj paa Vingerne af sin første Kundskabsrus. 
Naar han havde læst, gik han ud og genkendte, be- 
kræftede Verden, skabte den paany. Han havde før 
været en stor Iagttager men altid paa Overfladen. 
Han sad inde med en uendelig og broget Viden, 
hentet fra det daglige; han gravede ikke Tørv uden 
at mærke sig, om det var gammel Birk eller Eg han 
stødte paa i Mosen, han havde overhovedet aldrig 
anset Nogenting for i og for sig kedeligt 

Fuldendthed og Hensigtsmæssighed var Punkter, 
som hans Væsen altid havde været sat i Bevægelse 
mod; han glædede sig rent umiddelbart ved at sætte 
en Kniv op, saa den skar Uld paa Vand, eller ved 
at smøre en Vogn. Blot at afrunde et Stykke Træ 
med Kniven og give det en smigrende Form var en 
Beskæftigelse, hvorunder han groede. Hans Sind 
var saaledes i sig selv beredt for Naturvidenska- 
berne. Men han havde jo aldrig set andet end Sten 
i de tunge Ting paa Jorden, hvorvel han elskede 
dem, fordi de var tunge og haarde og netop det de 



200 



var. Nu opgik alle Naturen simpleste Love for ham 
i deres uendelige Perspektiv. 

Rust! Aa gaa til Helvede ... det var jo iltet Jærn 
og ikke noget man skraber af Plovjernet! Naar 
Jens nu opsamlede en Sten paa Marken, saa var 
han ikke dermed færdig. Det var Kvarts, Fjeldspath 
o. s. v. Jens alsang Formeelen! Han fyldte Vagtstuen 
paa Kasernen med høje besynderlige Frydesange — 
yderst sammensatte overkromsure Forbindelser ryt- 
misk udslyngede — han rasede i en Spand Vand 
under Stemningen af, at det var to fornemme Luft- 
arters Forbindelse, han havde med at gøre. Han 
blev set i Byen om Søndagen som en stor velskabt 
Soldat, der med Spændthed og Forskerglæde i atle 
Miner stod stille og betragtede et Kloaklaag paa 
Gaden eller bøjede sig og rørte op med Fingeren i 
en lille Dynge fint, Støv mellem Brostenene paa Strø- 
get. Oh, Jens maalte bare Massen af dette Jærn- 
laag med Øjnene, nød dets Gedigenhed og memo- 
rerede alt om Fe; eller det var faldet ham ind, 
at man naturligvis ved en mikroskopisk Undersøgelse 
af det fine Støv paa Fortovet vilde kunne finde gan- 
ske smaa afslidte Dele af næsten alt hvad stofligt 
var i Byen. Med Hænderne ophængt ved begge 
Tommelfingre i sin Livrem paa rigtig Soldatermaner 
slentrede han om i København, tiltrukken af alle 
mærkelige og ikke mærkelige Ting. Og saadan 
skulde han jo være afbildet. For det burde staa 



201 



uudsletteligt for Alle, hvilket Ydre der gemte over 
en Sjæl, som ejede Tilværelsens Oprindelighed. 

Jens tiltrak sig ikke straks Opmærksomhed ved 
sin Person; og dog var han køn. Han var jo stor 
og stærk med et Par mægtige Haandled og bugnende 
Skuldre, i det hele svært bygget; og dog førte han 
sig hurtigt og med Lethed. Han var lys med et 
Par blaa opspilede Øjne, der udtrykte Tillid og 
Dristighed; de var blaa som naar Himlen spejler 
sig i Havet. Hele Underansigtet var omgivet af et 
gult tvedelt Skæg, der var silkeblødt og ligesom gen- 
nemdugget af Solskin. Haaret var ogsaa lysblondt og 
stod lige op fra Hovedet. Han knitrede af Helbred, 
af Mod og af en Dødsforagt, der fornyedes med hvert 
Stød af Blodet i hans Hjærte. 

Men Soldatertiden fik Ende, og dermed Jenses 
lykkelige Dage. Saasnart han havde afleveret Trøjen 
og var kommen i sit hjemmegjorte Vadmelssæt igen, 
ilede han den lange Rejse hjem til Graabølle med 
sine Skatte af Færdigheder og Kundskaber, utaalmo- 
dig efter at udsprede Visdom mellem sine Kendinge 
og forgylde hele Egnen derhjemme. Da han havde 
været en Maaned hjemme, dannede sig hans Tilnavn: 
den Gale fra Graabølle. 

Det var nu endelig ikke saa sært. For med 
alle sine geniale Evner manglede Jens i en mærk- 
værdig Grad Tilpasningsevnen, der jo næsten er selve 
Bonden, og han var dog selv en ægte Bondefød- 
ning. Han savnede den Almuemandens Blufærdig- 



202 



hed, der vel ikke er andet end Fejghed og Bøjen 
af for det almindelige Nid, men som nu en Gang 
holder en Mand paa Plads og gør ham brugelig. 
Jens forstod ikke den uendeligt fine Kunst det er 
at tone ind i en Købmandsbutik og vejre sig til, 
hvem der er, og stemme sig af imod dem alle og 
ikke veje for meget og ikke syne og dog holde sig i 
Erindring. Han kom en Dag stormende ind til Høke- 
ren i Keldby og beskød ham og alle Tilstedeværende 
med Kemi: 

Hvad tror du det er? spurgte han truende og af- 
fyrede et stort Blik fra sine havblaa Øjne paa Høke- 
ren, altimens han slog Næven i en Sæk med fem 
Lispund Blaasten og holdt den op i stiv Arm. Herre- 
gud, det var jo Blaasten til at farve Kalken med, naar 
man strøg Husmure, det vidste de Allesammen. Men 
Jens var klogere: 

Det er svovl-sur Kobber-Ilte, dit Torskehoved! 

Ih se! Nej saa! svarede Høkeren blidt. Alle Øjne 
i Butiken krøb ud i Krogene, varsomme Smil dan- 
nede sig om Pibespidserne. Men Jens holdt Fore- 
drag med Klang og i frodigste Stemning uden at 
mærke Fluekravlet paa sig. Folk der hørte paa 
ham ved den Lejlighed udbredte det første Rygte 
om den Skade, han havde taget paa Forstanden i 
Kongens Tjeneste. De kunde belægge Frasagnet om 
hans gale Snak med Fortællingen om andre rasende 
Ting, de havde set med deres egne Øjne. Jens var 
jo nemlig kommen til Keldby for at more sig, og da 



203 



han havde forklaret, hvad Alting i Butiken var og 
afsunget de dertilhørende kemiske Vers, spurgte han 
en Mand i Butiken, om han kunde kyste en Korre 
uden at røre Jorden med . Hoved eller Hænder. Det 
troede Manden ikke han kunde, han stod desuden med 
en Snes Æg i et Tørklæde i den ene Haand og en 
Krukke Smør i den anden. 

Da kan jeg, din Knokkelmaas! erklærede Jens og 
fnøs. Det skal du Satan ilte mig faa at se! 

Og dermed sprang Jens op i Luften, vendte sig 
baglængs, saa hans Træskohæle strejfede Kostene og 
Hørkram varerne under Loftet, og landede paa Fød- 
derne igen! To Teglsten sprak i Butiksgulvet. En 
gammel Kone bad Gud se i Naade til sig. De an- 
dre sitrede i Øjnene som for et blændende Lys 
men sagde ellers ikke noget Siden gik Jens fulgt 
af en Skare stumme Nysgerrige ind i Ove Jørgen- 
sens Lade, hvor han hængte sig i sine Storetæer 
oppe under Hanebjælken og med Hovedet nedad og 
store rullende Øjne holdt en Tale til de Neden- 
staaende om det relative i Tyngden; han paastod, 
at det var de andre der stod med Hovedet nedad, 
saasom Jordens elendige Smule Privattiltrækningskraft 
ikke kunde komme i Betragtning i Verdensrummet. 
Folk gik bort med en skærende Fornemmelse i Ho- 
vedet under Forsøget paa at afspejle Jenses indre 
Tilstand. Han fik sit Øgenavn i en Fart og beholdt 
det. 

Det andet Tilnavn, Jens Mekanikus, erhvervede 



204 



han sig lidt efter lidt ved sin Fingerfærdighed. Før 
han blev Soldat havde Jens tjent som Karl paa for- 
skellige Gaarde og udmærket sig ved sin Ordenlig- 
hed og sin store Arbejdskraft; hans lyse Hoved 
viste sig den Gang kun ved hans overstadige, rent ud 
spjattegale Humør, der dog ingenlunde stak af mod 
hans Omgivelser; for de unge Bønder kan være 
springske og ovenud ladede med Livslyst; iøvrigt 
havde han været ualmindeligt opfindsom og snild paa 
Fingrene. Men nu ønskede Jens at gøre sin Viden 
frugtbringende, han vilde være Opfinder og gik til 
den Ende i Lære hos Smeden i Graabølle. Mens 
han var her, fik han efterhaanden en Mængde at 
gøre med alle mulige Ting. Folk vænnede sig til 
at tro, at han kunde hvad det skal være tiltrods for 
de løse Skruer, han havde i Hovedet, og kom til 
ham med gamle Ure, der skulde bringes til at gaa, 
og Jens lærte sig Urmageriet paa den første Klokke, 
han fik i sine Hænder. Han reparerede Pumper, 
loddede og limede, han tækkede Hus, strøg Sten, 
satte Ruder i, snedkrede og murede, han smedede 
kunstige Laase, forstod sig paa Saddelmageri, tøm- 
rede og byggede Møller. Han konstruerede sig en 
Cykle, det var i de høje Maskiners Tid, den vejede 
halvandet Hundrede Pund, men saa var der ogsaa 
Tørn i den, og paa den kørte Jens Skærverne smaa 
paa Landevejen. Han satte Kæmpedrager op, syslede 
med en Flyvemaskine ... og under alt dette befandt 
han sig som i den syvende Himmel. 



205 



Men det var jo altsammen kun Foreløbigheder, 
kun Foreløbigheder selvfølgelig; Jens stod hele Ti- 
den paa Spring, han agtede sig væk, videre frem, 
ud i den store Verden, hvor der var Brug for Snille, 
Kræfter og et klart Hoved. Kemien var hans Haab 
som den var hans Lyst, her følte han sine Evner 
samles og væbne sig, og her vilde han levere Verden 
et Slag. 

Hver Søndag stod han i den sorte Smedje og 
gjorde Forsøg med sine Syrer og Luftarter, og Folk 
der passerede forbi, hørte Knald og saa grønne Flam- 
mer derinde. Jens stod og sang uendelige Besvær- 
gelser. Hans Næse var i uafbrudt Bevægelse, han 
snusede over sine Glas, forelsket som han endnu 
var i den blotte Lugt af Stofferne, og et Bytte 
for Storme af Ideassociationer. Han omtaagede sig 
med Svovlbrinte og mættede sig med denne Kilde 
til al raadden Lugt i Renkultur, han fremstillede 
Knaldluft og skød den af under Krigshyl, han nød 
Gang paa Gang Kemiens elementære Tilfredsstillelse, 
det at det slaar til, det indtræffer, det er saadan. 
Han følte jo, hvor snart han vilde naa til at kunne 
alt hvad man ved; men siden vilde han komme 
til et Punkt, hvor noget ikke indfandt sig som det 
skulde, og saa kunde han træde frem mellem dem 
der havde formet Kemien og sige, som han havde 
sagt til sin Kaptejn: 

Kløv det Træ der o. s. v. 

Aa, han havde aldeles ikke været utaalmodig. Det 



206 



havde ikke hastet. Det kom, som skulde komme, vid- 
ste han. 

Og var her nu ikke Brevet? Var ikke her den 
hjærtelige Invitation fra Verden, fra Laboratoriet?! 

Jens sprang lige op i Luften og sprællede med 
alle fire Lemmer som for at blive hængende der- 
oppe. Men da han landede paa Jorden igen, begyndte 
han med lange, viljestærke Skridt at gaa; nu vilde 
han hjem til Graabølle og pakke sin Kiste. Og saa 
til København! 

Jens gik tværs paa ned over Engene. Han tog 
Retning i lige Linje efter Graabølle, for han be- 
høvede ikke at passere Spangen, han kunde svømme 
over Aaen med sit Tøj paa Hovedet. Han gik en 
Tid tavs og kold af Beslutning. Men snart brød 
han ud i Sang og slog op med Hænderne mod 
Solen paa Himlen. Han gik ikke, han skred, han 
rejste sit Hoved i Sommerluften, der suste om hans 
Øren, han fyldte Lungerne og skreg, udbrølte sin 
Triumf. 

Det var en dejlig Julidag, Høet stod i Stakke 
paa Engene langsad Dalen med den bugtede Aa og 
de milelange Brinker og Kroge paa begge Sider. 
Himlen var saa blaa, og Kuppelskyerne stod som 
Bestandighedstegn paa dens Væg. Solen var lige i 
Syd, det var Middag og stille, fra det modne Eng- 
græs og fra Stakkene og fra Alverden kom en Duft 
fuld af Sødme, en Varmestøv, som naar man kvær- 
ner Byg. 



207 



Jens gaar ikke af Vejen for Høstakkene, han 
springer paa dem og staar paa Nakken af dem og 
lader dem efter sig som slagne Fjender paa sin Vej. 
Men pludselig da han entrer saadan en Stak i Spring 
og med et skrækkeligt Brøl, rejser der sig et Kvin- 
deansigt over den, en Pige der har ligget og sovet 
i Høet I samme Nu hun ser Jens, flyver der en 
vanvittig Angst op i hendes Træk. Og da sker det, 
at Jens maaske for første og sidste Gang i sit Liv 
ikke giver Pardon. Nej, han mister al Besindelse paa 
Grund af den vilde Skræk i hendes Øjne, de klamrer 
sig i Rædsel om hinandens Hals, og der er saa Skæb- 
nen over dem begge! 

Da Jens næste Dag har pakket og bereder sig 
til Rejsen, kommer der en Mand ind i Smedjen, 
Pigens Fader, og begynder at spørge ham ud, saa- 
dan og saadan, meget sagtmodigt. Jens nægter jo 
Ingenting. Og da han ikke gør det, træder to an- 
dre Mænd ind i Smedjen, som har holdt sig skjult 
udenfor og lyttet. De er Vidner! Pigens Fader an- 
slaar nu en anden Tone, og det hele trækker op til 
at blive intet mindre end en Sag om Voldtægt. 
Hvad Jens helst vil, meldes til Politiet eller gifte sig 
med Pigen? 

Der stod Jens. Men det gik meget lettere at faa 
ham spændt for, end de havde troet. Ikke andet 
end at gifte sig! Kom her med Pige og Præst! Ho! 
Pigen var jo, saa vidt han havde set, meget pæn, 
og nægte vilde han slet ikke, at hun havde behaget 



208 



ham. Den Slags Sager havde Verden tilstrækkelig 
Øvelse i, til at han kunde beskæftige sig med andre 
Ting, ordn væk til Bryllup! Kæreste bitte Folk, her 
gjordes ikke Prokurator behov, han var virkelig glad 
over at blive lykkeliggjort med en Kone gratis. Hils 
hende, hvad var det nu hun hed, Hurra, Hurra! 

Gift blev Jens. 

Han saa kun en kort Foreløbighed deri. Han tog 
det med. Siden kunde han jo gøre sin Lykke som 
gift Mand. Han kunde tage Konen med til København, 
naar der blev Raad til det, eller hun kunde vel dø, 
eller ... ja den Tid den Sorg. 

Da Jens var bleven gift, befandt han sig glim- 
rende ved det. Hans Kone hed Ane Sofie, men han 
kaldte hende aldrig andet end Høstakken, til Minde 
om den første Gang han faldt over hende; med 
Tiden kom Navnet til at passe meget godt. De kom 
særdeles smukt ud af det med hinanden; Jens over- 
straalede hende med sine blaa Øjne, elskede hende 
som enhver anden Ting i Naturen. Hun var rigtig 
vidunderlig. Alt hvad der kom ind i Lyset fra ham 
blev jo dejligt. 

Det viste sig meget snart, at Jens maatte til at 
tjene til Føden for dem begge to. Man forlangte 
af ham, at der skulde sættes Bo, og at de skulde 
leve som andre ordeniige Folk. Hu hej, saa flyt- 
tede Jens med Konen ind til Keldby og nedsatte sig 
der som Smed. Han rejste med egen Haand en højst 



209 



>reløbig Smedje og lejede to Værelser i et af de smaa 
laandværkerhuse. 

Det var det hvori Skomager Anton boede! Der 
ad en lille Hund paa Dørtræet og gnirrede skadefro 
nod de unge Folk, da de Byttede ind. 

Nogen Tid efter bekom Høstakken sit første Barn. 

Men den Dag hujede Jens som en vild Mand af 
ilæde. Og i det følgende Aar, der fløj som en Avne 
>r Vinden, havde de det inderlig godt i de to smaa 
•tuer. Saadan hvad Endrægtighed og gensidig For- 
taaelse angaar. Høstakken hørte endnu efter med et 
g samme Beundringssmil og med lydige og svøm- 
lende Øjne, naar Jens i kolossal Inspiration sang 
tuen fuld af sit Hoveds pragtfulde Syner. Men hun 
lev træt, og da Jens tjente mindre og mindre som Smed, 
ordi han beskæftigede sig med hundrede andre Ting, 
lev hun vred, og en Dag saa Jens, at hun smilede 
om et Lig, og at Øjnene nærmest stod brustne i hen- 
es Hoved, mens hun hørte paa hans naturviden- 
kabelige Glædesskrig. Det bragte ham forresten ikke 
1 Tavshed. 

Men da Konen en Søndag indfandt sig i Smedjen, 
vor Jens eksperimenterede, og foreholdt ham det 
mandige i at staa og lege med de Apotekersager iste- 
et for at gøre Træskosøm, som andre Smede gjorde 
m Søndagen, tog Jens den kullede Klud i Vandhullet 
ed Essen og tævede hende ud af Smedjen med den. 
)er var et Grin paa hans Ansigt, som fik hende til 
t frygte for sit Liv. Jens slog aldrig sin Kone 

Nye Himmerlandshistorier 14 



210 



siden, for det var første og sidste Gang hun gik ham 
for nær. 

Barn Nummer 2 indfandt sig, og Jens var ude af 
sig selv af Lykke over den nye Spire. Men nu 
kunde han se, at der skulde tages fat, hvis Nøden 
skulde holdes fra Døren, og han tog fat Han var jo 
en vældig Arbejder, naar han lagde sig i med alle 
sine Kræfter, saa tjene Penge kunde han. Han opgav 
alle mekaniske Sysler og alle de Tusindkunster, han 
før havde gjort gratis for Folk, han bestemte sig til at 
opsætte Rejsen til København et Aarstid eller to for 
i Mellemtiden at virke Kontanter frem med Hamren. 
Svigerforældrene glædede sig over denne Forandring 
til det bedre. Der kunde man dog se, at Kæmpen 
inderst inde besad Pligtfølelse! Højtflyveren lod sig 
opdrage til Troskaben i det Smaa! De ventede snart 
at kunne flytte fra deres usle Hussted og op til 
Keldby for at tilbringe deres Livs Aften i Datterens 
Hjem. 

Jens sang over Ambolten, sodet, svedig og hen- 
rykt. Ja, og saa kom der listende en Tid, hvor han 
Morgen efter Morgen havde vanskeligere ved at gen- 
finde sine Kræfter. Den ene Hammer blev ham for 
tung efter den anden. Han brækkede sig, han mag- 
rede af. Gik saa en Dag til Lægen med de værste 
Anelser men kom trøstet og haabefuld hjem; det var 
ikke andet en Tuberkler i Maven. En langvarig Syg- 
dom, ikke? Tæring, en snigende, altsaa langsom, lang- 
som Historie! Der var jo Tid nok. Jens tabte saa 



211 



-sandelig ikke Modet. Alt kunde naas endnu. Des- 
uden vilde han jo komme sig. 

Skomager Anton .havde haft en halvvoksen Pige, 
som i flere Aar havde ligget af Tæring, og som nu 
var død. Da hun paa det Sidste laa med store M bne 
Saar og maatte flyttes fra en Seng og i en aéden, 
plejede Jens at gaa ind til Skomageren pg.- iføre 
hende; han var jo saa stærk. Saa havde han vel 
faaet Tuberkler paa Fingrene og derfra i Maven. 
Men, som han blev ved at sige til sig selv, det kan 
man jo leve længe med. 

Han blev ikke ked af det for sin egen Skyld, 
faldt ikke et Øjeblik sammen. Men der gik et smær- 
teligt Sting gennem hans Hjærte af Skræk for Ud- 
kommet, Brødet til de to Smaa. Nu da hans Arbejds- 
kraft gik ned, øjnede han Fattigdommen, som før 
havde været en Umulighed i hans Tanker, ikke alene 
fordi han var almægtig til at udrette noget, men fordi 
han altid havde været nøjsommere end en Hund med 
sin Føde. Han plejede at bryde ud i Lovsange over 
et Stykke røget Flæsk og en duftende Rugbrøds- 
skorpe, som smagte han den mageløse Mad for første 
Gang; han havde af blot Nysgerrighed i Tænderne 
prøvet at spise Bark, raa Havre og deslige og fundet 
alt godt, hvad der lod sig tygge, saa han kunde jo 
aldrig selv komme til at mangle. Men Angsten for, 
hvordan det skulde gaa hans Børn, sad som en Bolt 
gennem hans Hjærte. Det brændte hans Indre ud at 
tænke sig dem sultne. Jens havde jo haft en for- 

!4* 



212 



underlig Barndom paa Graabølle Hede og havde ikke 
glemt den, han var een stor Ømhed for Børn. Aa, 
her skulde arbejdes! 

Jens hængte i, gik fra Grovsmedearbejdet, som 
han ikke længer kunde taale, over til lettere Ting. 
Han murede for Folk, for det var let Arbejde. Men 
ogsaa det blev for svært, og han sad saa hjemme og 
loddede Bliktøj, altid. Han blev stadig sygere. 

Livet er kort. Tiden gaar. 

En Morgen kan Jens ikke løfte sine Ben fra Sen- 
gen. Nej, han kan ikke. De er lamme begge to. 
Hans Springben, hans gode haarde Skanker ligger døde 
ved ham i Sengen, er falden fra hans Vilie. Da 
bliver Jens stille. Ja, ja. 

Jens ligger og skriver paa Dynen med Fingren 
og udgrubler en Art Vogn, som skal være til at drive 
frem med Hænderne, og som skal kunne gøre en be- 
tydelig Fart. 

Tuberkler i Maven gaar hurtigt. Jens døde paa 
faa Maaneder uden et eneste Nu at tro det, uden et 
Øjeblik at tabe sit lyse Mod. Da det led mod Slut- 
ningen, sagde Konen ham det. Og der fik hun da 
saa det sidste Ord. Jens brast i Graad med sine sid- 
ste Kræfter. Han døde meget hurtigt af Sorg, da han 
først vidste det. 

Saa kom det dog ikke, som skulde komme . . . 

Ak jamen var det ikke ham, der skulde træde 
frem, netop naar noget ikke indtraf som det skulde; 
for paa den Maade blev jo al ny Viden til . . . hvad 



213 



var det for Flammer af Mørke, der sprang ind paa 
ham nu? Var det Døden han opfandt ... i sin sidste 
Stund? Farvel, I Sole og Stjærner! 

Under Dødskampen, som var bitter og kvalfuld, 
var han hele Tiden klar og saa paa sine Børn med 
en Kærlighed, der syntes at volde ham ulidelig Smærte. 
Hans blaa fortvivlede Øjne græd og saa til det Sidste, 
lil de mistede Lyset indenfra. 



KIRSTENS SIDSTE R^JSE 



Kort efter Nytaar kom Budskabet til Egnen om, 
at Kirsten Smed var død. Det gjorde et sært 
Indtryk paa Folk; Kirsten havde været fuldstændig 
glemt i den sidste halve Snes Aar, og dog var det en 
unaturlig Tanke, at hun kunde være død. Papirerne 
kom til Kirstens Brodersøn, hun var død paa Anstal- 
ten i Aalborg; og nu maatte Christen Sørensen som 
nærmeste Familje træffe Bestemmelse om hendes Jor- 
defærd. 

Der kunde ikke være Tale om andet, end at 
Kirsten skulde hentes og begraves paa Kirkegaarden, 
hvor Anders Smed og alle Kirstens Børn hvilede; 
det havde været Kirstens eneste Vilje, medens hun 
endnu havde Forstandens Brug, og det var bleven 
som en Overlevering i Slægten. Christen Sørensen 
gjorde sin Vogn i Stand og kørte tillige med Karlen 
afsted efter Fasteren. De havde otte Mil til Aalborg. 
Det var klart og skarpt Vejr om Tirsdagen, da de 
drog af Gaarde, og det var Bestemmelsen de skulde 
være tilbage næste Dag, til hvilken Tid Begravelsen 
var fastsat. 

Men samme Aften blev det et Herrens Vejr med 
Sydøstenstorm og Snefog, og det holdt ved. Det var 
en Tredages-Snefog, der satte ind, den kom med 



218 



bidende Kulde, Brandstorm og Sne, saa Himmel og 
Jord stod i een Taage. Vejret lysnede en Smule 
Onsdag Middag, og da man kom udentil, viste det sig, 
at der allerede laa mandshøje Driver. Stormen gik 
strid og iskold, Alverden var i en pibende Fog. 

Præsten sled sig op til Kirken ved Totiden og 
fandt en halv Snes forkomne Mennesker fra Sognet, 
der krykkede sammen i Hjørnet ved Vaabenhuset, 
halvt blindede af Sne og Kulde. Liget var ikke kom- 
men. Præsten sluttede sig til Følget, og de snakkede 
om Stillingen, stod i tæt Klynge under Taarnet næsten 
uden at kunne se hverandre. Sneen jog over den 
øde Kirkegaard i hushøje Hvirvler; hist og her ragede 
lidt af et nøgent Jærnkors op af Driverne. 

Jeg kan aldrig tro, de vinder igennem, raabte Jør- 
gen Pors. . 

Nej, det er ikke muligt, hujede Købmanden ud fra 
sit vaade Mundklæde. Der er hverken Vej eller Grøft 
mere. Det er ugørligt. 

Sneen peb dem om Hovedet. Højt oppe stødte 
Vejret hult i Taarnets Lydhuller, og Klokken gav sig 
nu og da med en næsten umærkelig, skinger Klang, 
naar Vinden hvæssede den langs Randen, det lød saa 
jamrende og betrængt. 

Præsten tog det med Fatning, han var gammel 
og taalmodig. Da Degnen noget efter kom til, 
snorkende og formaadslet af at skræve i Driverne, 
lukkede de sig ind i Vaabenhuset og stod der og 
ventede en Timestid og frøs. Jørgen Pors, der havde 



219 



gravet Graven, var henne og rydde den for Sne 
endnu en Gang. En Mand blev sendt ned til Chri- 
sten Sørensen for' at faa Besked. Det begyndte alle- 
rede at mørkne, og de faa Mænd stod i det skum- 
rende Vaabenhus og saa med klare Øjne ud gennem 
Døraabningen, hvor Sneen viftede fin og iskold. Kir- 
kegaarden derude var i en rasende Brand af Sne, 
og det mørknede mere truende. Kulden gjorde alle 
Mændene saa smaa. 

Det er da mageløst! sagde en af dem klejnmodigt 
for sig selv. De snusede op i Næsen og skiftede 
Fod, de rystede stille paa Hovedet. Det er værre 
end jeg kan huske! Aa søde Gud som det nu giver 
ned! 

Endelig kom Budet tilbage. Der var intet Ligtog 
kommen til Christen Sørensens, og de havde ikke 
hørt det ringeste fra Manden. Saa opsatte Præsten 
Begravelsen. Degnen laasede Kirkedøren, og Folkene 
gik stærkt forundrede hjem igen hver til sin Kant. 

Hele Onsdag Nat var det et forrygende Vejr. De 
sad oppe til Christen Sørensens og vaagede, men Man- 
den udeblev. Om Torsdagen sagtnede Vejret noget, 
Nedfaldet var ikke saa stærkt; men Stormen og Jord- 
foget rasede fremdeles. Driverne laa saa store som 
Lader i Byen, og alt hvad der hed Vej var udslettet. 
Snefogden sendte Folk ud for at sætte Vejen af med 
Halmviske, men det var iøvrigt til ingen Nytte, da 
Ingen fo'r paa Landevejen i det Vejr. Ogsaa Torsdag. 
Nat vaagede de i Christen Sørensens Gaard. Begra- 



220 



velscsmaden stod paa Bordene. Konen var forstyrret 
Der kom ingen Befordring. 

Om Fredagen blev Vejret saa haardt, at Ingen 
havde kendt Mage. Det var en Orkan, og Luften 
var saa fuld af Sne, at Dagen ikke kunde trænge 
igennem Skyen. Folk sad i Tusmørke inde i Stu- 
erne. Man kunde ikke komme ud af Dørene for Sne 
men maatte gaa over Lofter og Lad for at naa til 
Udhusene og give Høvederne. I det Par Dage brast 
alt Samkvem, man kan sige, at alt Kultur ophørte. 

Men i alle Husene, der nu laa fuldkomment ene 
hvert for sig, vidste man, at Kirsten befandt sig paa 
Vej til Byen. Det beskæftigede Sindene. De fore- 
stillede sig Vognen og Kisten, saadan som den nu 
holdt eller kørte derude paa Aalborg Landevej i Sne- 
foget. Om Torsdagen kom der en Kunde til Køb- 
manden, og han var næsten trætgaaet Om Fredagen 
kom der Ingen. Den Dag kunde Byen og Sognet 
lige saa godt været øde. 

To Mennesker mødtes om Fredagen i en Snedrive, 
hvori de stak til Halsen. 

Ohøj, hvem er det? raabte den ene. 

Det er mig. Aa, men er det Dem, bitte Doktor! 
Kan De faa Pusten? Ha-ka-ka! 

Den ene af de to Levende var Doktor Eriksen, 
den anden var Niels Liv. Og Niels Liv blev siddende 
i Sneen og skreg af Fryd. Han var 69 Aar, men 
elskede endnu Snedriver og Strabadser trods noget 



221 



drengebarn. Han lo voldsomt, hylede over dette her, 
g Doktor Eriksen kunde slet ikke se ham. 

Det sner noget Korn! jublede Niels Liv. Kan De 
>rnemme det? Ha-ka-ka! Jeg siger, det sner, bitte 
loktor! Hvor tror De, Kirsten lander? Jeg sagde det 
il Christen Sørensen, vi faar Sne, sagde jeg, tag 
»læden, sagde jeg, men han kørte i Vognen, fordi 
Kels Liv er et gammelt Sludrechatol! Ha-ka-ka! Se, 
itte Doktor, det er os to, der maa ud i alt Slags 
r ejr! Gudivold! 

Niels Liv lo herligt og blev borte i Sneen. Han 

ik med et stort Grovbrød under hver Arm og agtede 

ig ud til et Husmandssted, hvor han var kommen 

Tanker om, at det fattige Rak maaske ingenting 

avde. 

Lørdag Morgen var det aldeles stille og klart 
r ejr, Blikstille og Solskin. Da Folk kom ud og 
esteg Driverne, kendte de knap deres By og Egn 
;en. Der laa Snedriver paa tyve Alens Højde, og 
t se sig om fra Toppen af dem var en sær For- 
emmelse. Flere Huse var føget til helt op over 
lønningen. 

Selve Egnen var ukendelig, de Høje og Ager- 
andinger, man var vant til at se, havde Sneen jæv- 
et, og paa andre Steder havde der dannet sig ukendte 
remspring i Terrænet. Synskredsen var en anden, 
ig hele det vældige Sneland laa i Folder og Bøl- 
er fra Sydøst, som var det vandret ind i et vildt 
lastværk og under svære Kampe. Driverne strakte 



222 



sig som hvide Kolosser, der er segnet om. Solen 
skinnede over det store Billede paa stivnet Flugt 
Halve Mil borte kunde man se et Menneske ferdes 
paa de blændende Ørkener som en sort Myre. 

Snekasterne samlede sig tidligt om Morgenen ved 
Kroen. Der blev Arbejde for dem i Dag! Næsten 
hele Byens Mandskab var bleven »bojet*. Ogsta 
Niels Liv ansteg i Træskostøvler og med Skovlen 
over Skuldren, fyrig som en Plag, han hoppede, han 
var i den syvende Himmel. Snekastning var i hins 
Ungdom det festligste Sjov, et Menneske kunde kom- 
me med til. 

Det var imidlertid bleven bekendt, at Christen 
Sørensen nu endelig nærmede sig Byen med Liget 
Han var en Mils Vej borte, paa denne Side af Flejs- 
borg Kro, men da der skulde kastes foran ham næs- 
ten hele Tiden, kunde han ikke være i Byen for 
over Middag. 

I de tre Døgn, Christen Sørensen havde været 
ventet, var han bleven en Sagnskikkelse. Det var 
lange Døgn, og alt Nyt havde været sparsomt; Rygtet 
om Christen Sørensen, der var paa Vej med Liget, 
havde forplantet sig paa en sær glubsk Maade. Hvem 
der havde bragt Nyheden med nu til Morgen, var 
der Ingen der vidste, men den var trængt igennem. 
Der forlød ikke andet, end at Christen Sørensen som 
sagt var en Milsvej fra Byen og nærmede sig med 
Liget. Der gik en Stab Snekastere foran ham. 

Det var den store Tidende. Forventningen om 



223 



idtoget antog overnaturlige, uklare Former. Hele 
yen kom paa Benene, de strømmede til fra Sognet, 
le skulde til Begravelse, naar nu Christen Sørensen 
?m med Kirsten. Der var en stærk Stemning i 
yen hele Lørdag Formiddag. Snekasterne arbejdede 
g ud nordigennem Byen, de gik skjult i dybe Ud- 
ravninger, og Stedet hvor de var og havde travlt 
»bedes af Sneblokkene, der fløj op paa Kanterne lige- 
>m ved egen Kraft. 

Der bredte sig en Melding om, at Christen Søren- 
en var naaet over Bakken ved Per Allerups, og at 
an nu kørte ned i Dalen nordenfor Byen. 

Nede midt i denne Dal, som Landevejen forsvin- 
er dybt i, staar Milepælen med Indskrift: 8 Mil fra 
,alborg. Og her mødtes Snekasterne fra Byen med 
bget. Tilsammen med de Folk, der havde gravet 
)hristen Sørensen gennem Hornum By, blev de over 
t halvthundrede Mand, der stod paa hver sin Side 
f Vejen, støttet til Skovlene, mens Christen Sørensen 
ørte igennem og hilste til højre og venstre. Nu var 
Christen Sørensen endelig igen mellem sine egne. Han 
oldt stille og gav Haand til saa mange, han kunde 
verkomme. De flokkedes om ham. 

Det er ikke din egen Vogn, Christen! 

Nej, det var det ikke. Den stod i Nibe med 
ikslen brækket. Denne her havde Christen Søren- 
en lejet i Stedet. Det var en lang Arbejdsfjeder- 
ogn. Folk gik rundt om den og besaa den. Hju- 
*ne sad i stivfrossen Sne lige til Navet, alt Under- 



224 



værket var klinet til, den lignede en Snevogn. Den 
sorte Kiste ovenpaa var ogsaa blakket af Frostsneen, 
som ikke vilde slippe Træet Christen Sørensens Øg 
stod jo noget slappe i Selerne men var ellers sluppen 
nogenlunde fra det Men Folk kendte ikke Christen 
Sørensen igen. Han var opsvulmet i Hovedet og 
havde faaet en hel anden Stemme. Han var bleven 
snakkesalig; mens han stod og bankede sine Hænder 
og sank i Knæene, snakkede han uafbrudt Han hen- 
vendte sig ikke til nogen bestemt, og han var rent 
aandsfraværende. Christen Sørensen kunde ikke siges 
at være svirende, men han lugtede lang Vej hen 
af Spiritus. Der blev saa uhyggelig stille om ham. 
Han stod og ' snakkede i et væk som en Maskine, 
uden Spor af Sindsbevægelse; alle maatte se paa 
det sprængrøde Ansigt med de halvbrustne Øjne. Han 
havde stillet sig ved Forhjulet af Vognen og klemte 
paa, for at de kunde faa det at vide altsammen, han 
vilde føje dem, skønt han var udslidt af Søvnløs- 
hed og Drik og fordummet af Kulde. Han holdt 
paa Tømmen med hovne og magtesløse Fingre .... 
og allerbedst som han stod, glippede han langt og 
mødigt, Mælet sank ned til en dæmpet Sludren, han 
nikkede, stod og smaasov. 

Tror du ikke, vi skulde se at liste videre? sagde 
Anders Nielsen og saa vist paa ham. Er det værdt 
at holde her længere, Christen? 

Christen Sørensen fo'r op med et Sæt og hyp- 
pede som i Dvale paa Hestene. Toget satte sig i 



225 



Bevægelse. Christen Sørensen gik og begyndte igen 
at snakke. Da de kom op over Smedens Bakke og 
kunde se Byen, mødte de en Mængde Folk i Begra- 
velsesklæder, og da der nu blev livligt om Christen 
Sørensen, hævede han Stemmen og fortalte forfra om 
den lange, lange Rejse. Karlen gik bagved og fortalte 
til en anden Flok. Han var ogsaa bleven et Vrag af 
sig selv, han gik og sejlede med et underlig tomt og 
forgrædt Udtryk i det unge Ansigt. Men han vilde 
saa inderlig gærne gøre Rede for alting; Beretningen 
kom fra ham, som blev han overhørt i sin Forklaring. 
Han var rusten i Mælet. Han kunde ikke gøre for 
noget af det. Og nu var Nøden jo overstaaet, og de 
var kommen hjem. 

Folk dannede sig en Forestilling om Rejsen af 
de to haardt medtagne Menneskers Fortælling. Chri- 
sten Sørensen var kommen til Aalborg Tirsdag Efter- 
middag, ligesom Snestormen begyndte. Næste Morgen 
kørte han afsted med Liget, skønt man ikke kunde 
se ud over Hestenes Øren i Uvejret. De maatte 
holde ind i den første Kro de kom til, og der kørte 
de fra, da de syntes det lysnede lidt. Og saadan 
gik det dem hele Vejen, de vandt frem fra Kro til 
Kro. Christen Sørensen var ingen forfalden Mand, 
men her var der ikke andet Raad. De havde haft 
bitre Genvordigheder. De fo'r vild, de tabte al 
Orientering, vidste tilsidst hverken Rede paa Sted 
eller Tid. Mange Gange sad de totalt fast og maatte 
hente Folk for at blive kastet ud. Det var alt det, 

Nye Hlmmerlandshistorler 15 



226 



de kunde holde sig aarvaagne i den rasende Kulde, 
meget af Vejen kunde de slet ikke huske; der havde 
de rejst som rene Søvngængere. Om Torsdagen var 
de nær omkommen, da der ingen Folk var ude, og de 
kørte fast midt ude paa de vilde Agre. Et Stykke 
søndenfor Nibe væltede de i Grøften, saa at Vognen 
skiltes ad, Kisten gik fra hinanden, og Liget faldt ud 
i Sneen. Da troede de næsten, de skulde have givet 
fortabt. Men ogsaa den Gang fik de Hjælp og fik 
skaffet en anden Vogn fra Nibe. 

Og vi tog til Flasken, bekendte Christen Søren- 
sen beklagende men uden Anger. For det skulde 
gennemføres. Der var Stunder, hvor vi kunde lagt os 
til at dø, havde vi ikke haft Munken med Brændevin. 
Jeg tyktes endda, men Anton, min Karl, blev saa søv- 
nig mange Gange, at jeg maatte køre med den ene 
Haand og ryste ham med den anden, for at han ikke 
skulde blive henne. 

Toget bevægede sig lige ned til Kirkegaarden. 
Der var gaaet Bud til Præsten, og Begravelsen skulde 
staa med det samme. Der var kommen flere Menne- 
sker tilstede, end nogen mindedes at have set ved en 
Jordefærd. Dels var der saa mange, der havde kendt 
Kirsten Smed, dels havde Rygtet om hendes besvær- 
lige Rejse lokket mange til. 

Kisten blev baaren ind i Kirken og sat paa Gul- 
vet nedenfor Alteret. Konerne fra Egnen gik stille 
frem for at aflevere Kransene, og Christen Sørensen 
tog højrøstet imod dem og stillede dem paa Kant 



227 



opad Kisten. Christen Sørensen blev saa hed, nu 
da han var kommen under Tag, der stod en Em 
fra hans skaldede Hoved, og det saa ud som hans 
Øjne skulde springe. Han vidste næppe af sig selv. 
Medens alle de andre i Kirken hviskede eller tav, 
blev han ved at tale højt og lige ud som paa ethvert 
andet profant Sted. 

Tak skal du have, sagde han til en gammel Kone, 
der kom med Krans. Du er gæv, du husker ogsaa 
paa bitte Kirsten. Ja hun var en Ære værd. Tak, 
Tak for det! 

Det varede noget længe, inden Præsten kom. 
Imens stod de og biede i Kirken, saamange som der 
kunde være i det lille Skib med de skæve Stader og 
isede Mure. Gulvet var koldt, de stod og traadte i 
Støvlerne og bankede Fødderne saa smaat for at føle, 
at de havde dem. 

Vil I se Liget? spurgte Christen Sørensen pludse- 
lig med Liv. I kan godt faa det at se. 

Christen Sørensen skruede de smaa korsformede 
Nagler fra og løftede Laaget af Kisten, stadig under 
en Strøm af meget jævne Ytringer. 

Se, hun ligger jo ordenligt. 

Christen Sørensen blev staaende med Laaget støt- 
tet op ad sig og tav et Minut, mens de saa paa det 
lille gule Hoved i Kisten. De Allerældste, der var 
kommen tilstede, dem af de gamle Slægter, som havde 
delt Liv og Skæbne med hinanden, mens Kirsten var 
levende, de saa hendes Lig, men de mindedes en 

15» 



228 



stor tyveaarig Pige med gult Haar og de mildeste 
Øjne. Folk som nu ikke længere var unge, sat 
hende og tænkte paa den stærke Enke, der altid var 
tilstede for at hjælpe. Der var ogsaa nogle Børn i 
Kirken, og deres store Øjne saa kun en skrumpen 
Ting i det hvide Ligtøj. 

Da Christen Sørensen mente, han havde givet 
Folk Tid nok til at se, rakte han Haanden ud og 
lagde den varsomt paa den Dødes Ansigt. 

Kirsten hendes Næse har faaet et bitte Knog, for- 
klarede han med inderlig Nænsomhed. Det var 
da vi væltede hende. I kan se, den er skæv til den 
ene Side. 

Han forsøgte lempeligt at rette lidt paa Fejlen, 
stod og puslede saa klog og blid ved den døde Ting, 
som han under Opbydelsen af en haard Naturs sid- 
ste Reserve havde ført hjem gennem Vinterstorm og 
ædende Kulde over et vejløst Land, ene ledet af 
Kærlighed til den, der ikke var mere, og imidlertid 
snakkede han videre, idet han ogsaa uafbrudt snuste 
og harkede op i sin hudløse Næse og glippede med 
de svulne Øienlaag. 

Ellers kan I vel kende hende. Det er jo Kirsten, 
som vi kan huske, men for mig at tykkes er hun 
svunden meget. Aa, hun er ingenting at løfte (kom 
du kuns, Mette Marie, og se hende, du skal ikke 
frygte); Kisten er ogsaa det mindste Nummer, der kan 
faas til en Voksen. Ja, hun er svunden meget. Men 



229 



tun ligger køn. Skal jeg lægge nogle af Kransene 
ndeni til hende? 

Christen forstummede ikke, før Præsten kom. Det 
lavde været pinligt for Folk at høre paa ham. Chri- 
iten Sørensen var til daglig en Mand, der holdt 
>aa Formerne, lige saa ømfindtlig for sine Omgivel- 
ser som Folk i Almindelighed, han havde aldrig før 
makket saadan op i en Forsamling. Men de tre 
Døgns Overanstrengelse og Kulde havde slidt et Lag 
if ham. Det var som efter en stille Overenskomst, 
it hans Kendinge havde givet ham Lov til at blotte 

ig. 

Begravelsen gik sin Gang, Kirsten blev puttet 

led i den frosne Jord, som gemte alle dem, der 

lavde været hendes. Der blev en frisk, sort Tue i 

len dybe Sne. 

Nu hvilede hun ogsaa her, Kirsten Smed, den 
3armhjærtige og Stærke, nu var hun firet ned til 
line Døde. Nu var hun bleven baaret hen, hun som 
iltid bar, den Hjælperige som havde kendt Livet og 
itaaet lige trøstig ved Fødselslejet og de Døendes 
Seng. Nu laa hun, den Staaende, den altid Haabe- 
ulde der havde set sine egne synke tilbage, hjælpe- 
øse, med deres elendige Øjne i hendes. 

Al den mageløse Varme, der havde lyst ud af 
(irstens furede Ansigt, den var nu kun et fattigt 
jenskin i deres Øjne, der huskede hende; de Skatte 
if Ydmyghed og af Prøvelser og af Visdom i men- 
leskelige Ting, der laa gemt i Kirstens dybe Hjærte, 



230 



de var nu svage Billeder i de Efterlevendes Erhh 
dring. 

Kirsten var nu boe de Trotete, de gamle Bonde* 
skikkelser, der aldrig skal rejse sig aere, de gnnto 
milde Folk, der bar bedt sig undskyldt, og som ikte 
lod andet Eftermæle efter sig paa deres Kors af 
Tre, end at de var fedte og døde i Graabøfle. 
Ogsaa Kirsten var nu naæt til Løsningen af det 
store Spergsmaal, der ængstede de Gamle, det der 
endte med at formørke hendes Sind; hun var stuvet 
ned, og Spørgsmaalet var hørt op. Hun der titeidst 
ikke længere kunde tro, og som huskede sig fta 
Forstanden for at komme paa, hvad det var hun 
skulde, hun havde nu overhovedet og endelig glemt, 
at hun havde haft noget Ærinde. Hun var nu jord- 
fæstet, og der var bedt over hende, og den sidste 
Salme var sungen. 

Men Christen Sørensen var gaaet fra Pladsen for- 
inden. Anders Nielsen tog ham stille ved Armen og 
førte ham med sig, og Christen lod sig viljeløst 
lede. 

Da de var kommen et Stykke ned ad Vejen, 
begyndte Benene at slaa Sludder under Christen 
Sørensen, Anders Nielsen maatte saa godt som bære 
ham. Christen Sørensen snakkede i Vildelse, mens 
han gik, han svælgede og kæmpede imod Søvnen. 
Da de kom til hans Gaard, hang han som en 
død Vægt paa Anders Nielsens Arm, men endda 
blev Benene ved at flytte sig under ham. Han 



231 



endte sin Port, da de gik ind i den, gav en sagte 
[lagelyd og sank sovende om for Anders Nielsens 
ødder. 

Hans Træk jævnedes øjeblikkeligt, det kom saa 
ulmende over ham. 



INDHOLD 



V 
i 



SM* 

Wombwell 1 

Jomfruen 45 

Herremandens Træsko 65 

Julefred 79 

Syvsoverne 93 

Guldgraveren 117 

Andreas Olufsen 139 

Tordenkalven 169 

Ane og Koen 183 

Jens 191 

Kirstens sidste Rejse 215 



\ 















rHE university of Michigan 

GRADUATE UMARY 
DATE BUE